Side:Ulf Hemming - Noveller.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
39

op, see da ud der i Nattens sorte Mørke! Frygt, at den almægtige Gud vil knuse Dig med hiin Stjerne! Frygt for de sorte Lufte, Du indaander, frygt for de Sandskorn, Du træder paa, frygt, at Gud trækker Jorden bort under Dine Fødder og lader Dig knuses i Afgrundenes Afgrund! Taabe, Dit Liv er kun en Vaklen mellem Daarskab og Frygt."

Valdemar skjulte sit Ansigt i sine Hænder og kastede sig om paa Sengen; Høllo lukkede Vinduet og satte sig roligt ned, men da han havde ventet et Qvarteerstid og Valdemar intet Svar gav ham paa hans Spørgsmaal, troede han, at han var falden i Søvn og gik lidt fortrydelig bort. Næste Dag var Valdemar ikke paa Skolen, men i een af Timerne kom Rectoren ganske nedslaaet og fortalte, at den unge Lund var bleven — vanvittig. Om Morgenen, da Fru C.., forundret over at Valdemar lod sin Thee vente saa længe, traadte ind paa hans Værelse i den Mening, at han havde sovet over sig, fandt hun ham, fuldkomment paaklædt, siddende i en Krog af Værelset. Ved Dørens Knirken hævede han Hovedet hurtigt, saae sig forsigtig om og iilte derpaa med Lynets Fart hen til sin Tante, og skjulte sit Hoved i hendes Skjød under det uophørlige Raab: Tante! Tante, han knuser os! Vogt Dig, nu falde vi! han knuser os! Da