199
FANDEN PLAGER DEM
Begyndelse paastod de, at de havde mistet Forstanden, fordi de havde drukket Brændevin hos den danske Assistent; men senere hen blev det ganske anderledes.
Om Aftenen samledes en Mængde Mennesker i det Hus, hvor de boede; og da det rygtedes, at deres Tale var forunderlig, løb ogsaa jeg derhen sammen med min Mand.
Der var fuldt af Mennnsker, som alle var stærkt grebne af, hvad der foregik. Jeg syntes, det var ganske morsomt, det hele; det mindede mig om vore Aandebesværgelser, dengang vi var Hedninger, hjemme paa Østkysten.
De to Mænd var lille David og Ananias.
Begge gav sig til at bekende tidligere Frafald og skrifte, at de havde givet sig af med Trolddom.
De var egentlig ikke helt fra Forstanden; men deres Fornuft var ligesom lammet, og Ordene boblede ud af Munden paa dem, nej, de skød op af Hjernen paa dem, uden Sammenhæng, ustandseligt, som Isstumper skyder op af Havet, naar et Isfjæld kalver.
Deres Ord greb om sig; flere og flere bekendte tidligere Frafald, og mange Mennesker, som vi alle havde anset for gode Kristne, bekendte mærkelige Synder.
Jeg husker ganske tydeligt en gammel Kone, der stod og skænkede Kaffe, pludselig sige til Ananias:
"Ak, kære Ananias, jeg har forgæves stræbt dig efter Livet som forgjort Sæl; men hver Gang jeg skulde dræbe dig, kom min Søn mig altid i Vejen i en Hajs Skikkelse; og saa turde jeg ikke nærme mig.
Ikke sandt, forholder det sig ikke saa?" sagde hun saa, henvendt til Sønnen, og han nikkede til Svar.
"Synes du saa ikke?" vedblev den gamle, henvendt til Ananias, "at du skylder min Søn en Belønning, fordi han har reddet dit Liv?"
"Skulde man ikke give noget for sit Liv, hvad skulde man saa overhovedet give noget for?" svarede Ananias.
"Og hvad vil du saa give?" spurgte den gamle.
