21
DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN
"Saa skal du faa Kaffe af første Kog!" føjede en anden til.
Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:
"Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens og fornøjet. — —
Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt. Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og tjene mange Penge paa," sa' hun leende, henvendt til mig.
"Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.
Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om, hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik — jeg havde Sofia Lisbath med mig —; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner, medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og vandrede saa hjemad.
Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde igen!
Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.
Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende paa en Skrænt uden at kunne komme
