kornmod.
lyst Vindue i et af Husene skraas overfor paa fjerde Sal. Gennem Gardinet lyste det dæmpet hyggeligt i Husets mægtige Skygge, sendte et venligt Bud om Liv i den uddøde Gade.
Og ind i hans trætte Sjæl listede Lyset sig som en Straale af Haab.
Som naar Vandringsmanden gennem Nattens muldsorte Slør øjner Byens Lygter som hvide Prikker.
Hans Tanker formede sig til Billeder.
Dér bag gled sikkert Livet fredsælt og godt.
»Hun sidder, den gamle Kone, og syer, men Datteren er gaaet til Sengs. Der er Gyldenlak og Reseda i Vinduet; derhenne staar Sybordet med Lampen. Ved den ene Væg det runde Bord og Sofaen med Billederne over; omkring et af dem er bundet en Krans af Evighedsblomster. Ved den anden Væg staar Sengen, hvor Datteren sover. Brystet gaar roligt, Kinderne blusser. En Aftensværmer summer bag Lampens Kuppel; ellers er der saa stille.«
»Eller der sidder en ung Student og skriver til sin Moder. Han skriver om
— 107 —
