Side:Unge Mennesker.djvu/123

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

kornmod.


Der laa derhjemme et Brev og et Visitkort.

Paa Visitkortet, som Frits rev itu efter at have læst det, stod:

»Jeg skyndte mig selvfolgelig straks herud. Naar Nød og Sorg kalder, glemmer man alle bitre og fjærnende Tanker. Jeg holder mig hjemme i Aften for at vente dig. Din Carl.« 

Brevet var fra Faderen.

Han gav sig ikke Tid til at læse det, men puttede det i Lommen.

Da han henimod Midnat sad og drak dry Champagne i et meget animeret Selskab hos Vincent i et af Kabineterne, kom han ved en eller anden Bemærkning pludselig til at tænke paa Brevet.

Han famlede efter det i sin Lomme, fandt det, brød det og læste, som om det var noget, der var ham uvedkommende, skrevet af en fremmed til en fremmed:

»Min kære Frits!

At dit lange, indholdsrige Brev i Dag ikke har været mig ukært, sér du deraf, at jeg straks sætter mig til at

— 117 —