kornmod.
besvare det. Jeg vidste det, kære Frits, at tidlig eller silde maatte det gaa dig, som det nu er gaaet dig: at det Liv, som du til megen Bekymring for os alle havde valgt, kun daarligt i Længden vilde tilfredsstille dig, der i saa meget har arvet din fromme Moders brave og elskelige Sind. Men hvorlænge et stakkels svagt Menneske kan holdes fangen i Mørket, hvorlænge der maa bies i taalmodig Bøn, det afhænger af Hans Naade, som bedst véd, hvad der tjener os alle.
Derfor har vi ret glædet os over at sé Tegn til, at det snart vil blive lyst for vort kære Barn, om vi end have Frygt for, at der fattes endnu meget.
Men din Sjæl har raabt i Nød, og bliver den ved at raabe, vil du heller ikke blive uden Svar.
Et har særlig ængstet mig. Du undgaar denne Gang som altid, selv med et eneste Ord, at hentyde til Ham, uden hvem — Frits tro mig, jeg vil dit bedste, og jeg siger intet uden hvad jeg har erfaret — uden hvem dog al
— 118 —
