aftenvisiter.
Og da han tøvede med at svare, sagde hun:
»Du maa ikke narre mig, hører du! Du skal være ærlig.»
»Men hvorfor vil du egenlig vide det?«
»Fordi — jeg bliver langt roligere saa. Jeg tænker saa ofte derpaa, baade Nat og Dag, og jeg kan ikke holde det ud. Svar mig Karsten.«
»Ja, jeg var som de fleste.«
Han følte, at hun tog sin Haand bort fra hans Pande, og hun tav.
»Er du bedrovet, Charlotte, er du vred paa mig? Den Gang kendte jeg dig jo ikke, og jeg var ung. Unge Mennesker maa more sig lidt.«
»Ogsaa unge Piger?«
»Man plejer at sige nej. Min Mening er, at Spørgsmaalet er tvivlsomt.«
»Men hvis nu jeg Karsten —?«
Utaalmodig svarede han:
»Saa havde jeg vel taget dig endda, om jeg havde holdt af dig.«
Hun sad og grundede lidt, saa sagde hun :
— 135 —
