aftenvisiter.
»Men der var en Ting endnu, jeg vilde vide —«
»Naa?«
»Den Gang vi saa blev forlovede, saa — hørte du op at være som de fleste?«
Han tog hendes Haand, der hang løst ned, og kyssede den. Han mærkede, den skælvede.
»Ja, Charlotte — saa hørte jeg op.«
»Er du oprigtig Karsten — fuldt oprigtig? For du maa langt hellere sige, som det er, om det saa er det andet.«
»Din lille Nar — ja vist er jeg oprigtig. Vil du have, at jeg skal bande paa det?«
»Aa, du kære Dreng — saa det er sandt?«
Hun bøjede sig ned og kyssede ham, atter og atter.
»Hvor jeg er lykkelig, Karsten. For jeg var saa bange; og sér du — det andet, det for Forlovelsen, det fik jo være, for I er nu en Gang ikke bedre, I stygge Mandfolk; men den Tanke, at der ogsaa nu skulde være andre end mig, som du kyssede og kælede for, du kan tro mig, det vilde være skrækkeligt at tænke.
— 136 —
