aftenvisiter.
»Aa, vi stygge Mandfolk er nu slet ikke nær saa slemme alligevel, som I vil gøre os til.«
Og han rejste sig for at fri sig ud af hendes Kærtegn, som var ham Lidelser.
I det samme ringede det, to Gange.
»Det var til mig, Charlotte. Der er Friis«
»Nu skal jeg skynde mig. Hjælp mig Kaaben paa, Karsten!«
Han var ualmindelig hurtig til at linde alle hendes Sager.
Og nu Farvel, Karsten. Du kommer vel i Morgen?«
»Ja, du. Farvel min søde Pige. Tak for Besøget.
Han fandt, hun var utaalelig langsom, og han maatte tvinge sig for ikke at puffe hende ud gennem Døren.
»I lige Maade Tak. Tusind Tak, Karsten, for alt, hvad du har sagt mig i Aften. Aa, hvor jeg er glad. Saa, der ringede det igen. Nu løber jeg. Farvel du!«
Han trak Vejret dybt. »Gud ske Lov!« Saa fór han ud i Entreen for at lukke op.
Mary saá gnaven ud.
— 137 —
