den sidste.
dog have, at din Mo’r vaander sig under dit Slag —«
Hun standsede og stirrede mod Døren.
Dér stod Carl, hvid som Kalk, med funklende Øjne.
»Nej, Mo’r — nu er det gaaet vidt nok. Nu taaler jeg det ikke. Vil Emil ikke tale, saa vil jeg!«
»Du taler ikke, Carl!« Det kom lynsnart fra Emil.
»Jo, jeg taler. Jeg vil tale.«
»Du skal ikke høre ham, Mo’r. Bryd dig ikke om, hvad han siger —«
Fru Hammer var gaaet et Par Skridt tilbage; hun greb efter en Stol.
»Jo, tal Carl,« hviskede hun. —
»Ja, det var blot det, jeg vilde sige dig, Mo’r, at naar du tror, at Emil vil forlokke mig, saa tager du fejl. Emil talte din Sag tværtimod. Han bad mig lyve for dig. Men nu kan jeg det ikke. Jeg mener som Emil.«
Hun stod som lammet under hans Ord. Øjnene flakkede uroligt fra den ene til til den anden. Saa med ét greb al Vishedens Rædsel hende, og hun sukkede et
— 163 —
