ansigt til ansigt.
med Tornyster paa Ryggen, der kilede ned ad Gaden, hvor Sneen laa i høje Driver, saa den lille Fyr næsten helt blev borte mellem dem. Der susede et Par Sneboldte om Drengens Øren, og Graaden sad ham i Halsen. Nu var han ved Trappen foran det gamle Hus. Hvor han dog stavrede op i en Fart! Og ind at smide sig med Ansigtet i Skødet paa den blege unge Kone, der hvilede i Lænestolen, og som klappede ham paa hans blonde Krøller, mens han græd ud i hendes Skød.
»Du lille stakkels Kujon — min egen lille Erik, naar vil du dog blive Dreng som de andre?
»Naar dog?« Det var, som én stod bag ved ham og spurgte. Men det døde hen i Trætoppenes hviskende Sus.
Han mindedes en Dreng, saa blød og saa god. Han saá ham staa i det halvmørke Kabinet med Panden trykket imod Ruden, stirrende ud i den snavsede Efteraarsaften paa Regnen, der skyllede ned paa de toppede Brosten. Og Barnet bad: »Kære Gud, lad Moder leve; tag mig i Stedet — hvorfor kan du ikke
— 12 —
