ansigt til ansigt.
alvorligt Ord uden at tage Selvironiens Smil paa Slæbetov.
Og nu det, han skrev. Hvad vilde han? Hvad var hans Maal? Kunde han, der til Viden havde kun ynkeligt Vraggods, til Tro kun vage Sympatier, til Følelser kun opstyltede Ord med Efterklang af andres Følelser — kunde han have nogetsomhelst at udrette? Han, der for at skaane sin Fader gik paa Akkord med, hvad han vilde sige, fordi han følte, at hans Alvor ikke kunde bære Byrden af at gøre andre Sorg, og som dog ved alt, hvad han skrev, kun vakte Forargelse hos dem, der holdt af ham — kunde han nogensinde finde et Ord, der vilde vække Genklang hos en eneste?
Var det da alt kun en flot Overfladiskhed, en egenkærlig Forfængelighed?
Var der da intet, der var ham selv?
Han prøvede at gentage i sin Erindring nogle begejstrede Passus, han havde skrevet den foregaaende Aften, og som han havde fundet smukke, da han læste dem højt for sig selv i Stuens dæmpede Lampelys. Hvor de tog sig lyssky ud her i den
— 15 —
