fra et dødsleje.
Jeg svarede: »Bedste Tante, jeg har den Grand, at jeg ikke kan.«
Véd du, hvad hun saa sagde? Hun sagde: »Det er mildest talt noget Vrøvl, Oscar. Du kan ikke. Hvad vil det siger? Da jeg var ung, troede jeg ikke, jeg kunde spise gule Ærter; men da Mo’r sagde, jeg skulde, gik det meget nemt. Min Dreng, man kan, hvad man vil og hvad man skal.«
— Jeg var i den Periode ivrig Deltager i Studenterlivet. Der blev holdt et offenligt Studentermøde — du husker det vist. — hvor jeg mere aabenhjærtig, end jeg maaske nu vilde gøre, men tillige med virkelig Varme udtalte mine Anskuelser. Referatet kom i Bladene, og Fa’r læste det.
Næste Dag overraskede han mig med et Besøg — det blev det sidste. Han sagde, at jeg havde skændet hans Navn; at jeg gik Veje, der gjorde mig fortjent til alle hæderlige Folks Afsky og Foragt; han sagde mig en hel Del mere, end jeg troede at burde finde mig i, og saa véd du, hvordan det gaar. Det ene Ord tog det andet; alt det, der i lang Tid havde
— 29 —
