»en famille«
»Har De Tid at følge lidt med, Foersom? Det er en saa sjælden Lykke at sé Dem.«
»Hellere end gerne, Frue. Maa jeg hjælpe Dem?«
Og han tog et Par smaa Pakker, hun bar.
Der kom saa mange Folk, at de et Øjeblik blev skilt ad; men han benyttede Lejligheden til at beundre hendes Fødders elegante Skifte under den korte Kjole.
»Síg mig saa, Foersom, hvorfor man aldrig sér Dem mere?«
»Aa, fordi — aa fordi — fordi man er et Fæ!«
»Naa, og jeg, som troede, at Grunden var, at De var bleven flittig?«
»Har man fortalt det?«
»Egenlig ikke. Ærlig talt har man fortalt noget ganske andet; men det siger jeg ikke.«
»Aa jeg be’r Dem, fortæl mig det!«
Hun saá smilende paa ham.
»Man siger, man siger, at den unge Hr. Foersom er begyndt — at more sig vel meget.«
Han undredes over Smilets Mangel paa Blufærdighed.
»Og hvad skrækkeligt siger man saa mere?«
— 82 —
