Almindelig Handelsvidenskab/1.7

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P.G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Almindelig Handelsvidenskab.djvu Almindelig Handelsvidenskab.djvu/1 29-45

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

7. Om de forskjellige Former og Betingelser, hvorunder Handelsomsætningen finder Sted.

Med Hensyn til de forskjellige Former og Betingelser, hvorunder Handelsomsætningen finder Sted, lader denne sig inddele paa følgende Maade:

a) Indenlandsk Handel. Vi forstaae herved den Omsætning, som finder Sted mellem Personer, der boe i samme Land, og forsaavidt vi derunder indbefatte alle Omsætninger, hvad enten deres Gjenstand er indenlandske eller fremmede (altsaa indførte) Frembringelser, sees det let, at denne Handel har den største Betydning for Samfundet. Indskrænke vi derimod Begrebet saaledes, at vi kun kalde den Handel indenlandsk, der beskjæftiger sig med Omsætningen af indenlandske Frembringelser, ved Kjøb og Salg i selve Landet, da taber den derved ganske vist noget af dens Betydning; dog vil den for mange Landes Vedkommende vedblive at være langt vigtigere end den udenlandske Handel, og i alle Tilfælde er den i sig selv vigtig nok til at fortjene Opmærksomhed. Det Land, der har en stor Udstrækning og mange forskelligartede Frembringelser, behøver ikke i samme Grad som det lille Land med faa og eensartede Frembringelser at tilbytte sig Fremmedes Producter. For førstnævnte Lands Vedkommende vil altsaa den indenlandske Handel have en forholdsviis større Betydning end for Sidstnævntes. Under alle Omstændigheder vil den indenlandske Handels størst mulige Udvikling være til det Heles Gavn. Dette erkjendes nu mere og mere, og de mange kunstige Baand, hvormed denne Virksomhed i Tidernes Løb har været betynget, ryddes efterhaanden afveien. Til disse hørte blandt andet Kjøbstadsprivilegierne, Laugsvæsenet, Lovene mod Forprang og den saakaldte Consumtionsafgift, der var et Slags Told, der maatte erlægges, naar visse Varer førtes fra Landet ind i Byerne. Ogsaa det Lidet, der gjordes for at forbedre Veiene og andre Forbindelsesmidler, skadede i høi Grad den indenlandske Handel. Det saae næsten ud, som det var om at gjøre at holde Producterne tilbage paa de Steder, hvor de fandtes, istedetfor at gjøre alt for at fremkalde Udvexlingen, saa at de Steder, der havde Overflod, med størst mulig Lethed kunde forsyne dem, der lede Mangel. Man trak skarpe Grændser mellem Land og By til stor Skade for begge. Landboen maatte ofte undvære hvad han ønskede, og til andre Tider finde sig i at gjøre en lang og besværlig Reise for at forsyne sig maaskee med Ubetydeligheder. Derved fordyredes Varerne i en utrolig Grad, Evnen til at forbruge blev mindre, og Omsætningen som Følge heraf mere indskrænket. Saaledes har det været i de fleste Lande og saaledes ogsaa hos os. Men i den sidste Menneskealder ere betydelige Fremskridt gjorte allevegne, og vi ere fulgte godt med. Den større Frihed med Hensyn til den indenlandske Omsætning synes foreløbig at have skadet vore Kjøbstæder, og det maa heller ikke forundre, om det afstedkommer adskillige Ulemper, naar Fortidens forbausende Misgreb skulle afskaffes. Det kan ikke undgaaes, at saadanne Forandringer altid ville være ubeleilige og tabbringende for Nogle, men paa den anden Side er der ingen Tvivl om, at de ville være til det Heles Vel, og at Onderne kun ere forbigaaende.

b) Udenlandsk Handel kalde vi den Omsætning, som drives imellem Nationerne indbyrdes. Naar denne Handel ikke blot sætter forskjellige Lande, men forskjellige Verdensdele i Forbindelse med hinanden, kaldes den transatlantisk, oversøisk eller Verdenshandel. Der gives ingen økonomisk Virksomhed, der mere end den udenlandske Handel har maattet lide som Følge af Mangel paa Oplysning hos dem, der troede sig kaldede til at vaage over Folkenes Vel. Overalt møde vi en Mængde Fordomme og en saadan Mangel paa sund Sands, at Fortiden sandelig ikke i dette Punkt kan lære os Noget, vi kunne have Gavn af; tvertimod, den staaer kun for os som et advarende Exempel. — Det var for det Første en meget almindelig Mening, at ethvert Land burde søge selv at frembringe alle sine Forbrugsgjenstande, for derved at erhverve den Uafhængighed af Nabolandene, som man frygtede saa meget for skulde lide noget Skaar, og som man var taabelig nok til at ansee for nødvendig for dets Værdighed. Man gjorde derfor alle mulige naragtige Forsøg paa selv at frembringe saadanne Ting, som Landets Jordbund og climatiske Forhold slet ikke egnede sig for. Dette er en Maade, der fortrinligt passer, naar man vil have faa, slette og dyre Varer, men hvorledes man ved en slig Fremgangsmaade skulde kunne fremkalde forøget Velstand, er ikke let at indsee. Naar f. Ex. Danmark egner sig fortrinligt til Korndyrkning og Norge i saa Henseende staaer langt tilbage, saa vilde det dog være i høieste Grad besynderligt, om Danmark beplantede sine fede Agre med Gran- og Fyrretræer for ikke at »blive afhængigt«, af Norge. Tømmer kunne vi ganske vist ikke undvære; men hvad er da nuturligere end at hente det der, hvor man har Overflod derpaa, og saa til Gjengjæld give Norge noget af det Korn, hvoraf vi høste langt Mere, end vi bruge, og som Norge paa sin Side trænger ligesaa meget til, som vi til dets Trælast. Paa denne Maade bøder det ene Land paa det andets Mangler; Befolkningerne blive begge Steder bedre forsynede til ligemegen Gavn for Alle. Ønsket om at holde de Fremmedes Producter ude af Landet, denne Kjæphest, som næsten lige til vor Tid blev reden med den største Lyst, gav ogsaa Anledning til, at Indførselstolden kom til at spille en tidligere ukjendt Rolle. Oprindelig har Tolden kun været paalagt for at skaffe Staterne Indtægter, og saalænge man blev staaende derved, lod den sig nogenlunde forsvare, skjøndt der ganske vist kan indvendes imod den, deels at den er for bekostelig at opkræve, deels at den paa utilbørlig Maade forulemper det frie Samkvem. Snart fandt man imidlertid paa at benytte Tolden til andre Øiemed: man vilde ved Hjælp af den holde fremmede Varer ude og ophjælpe, som man kaldte det, den indenlandske Industri. Til dette Øiemeds Opnaaelse benyttede man sig da deels af ligefremme Indførselsforbud (Prohibition) og deels af høie Toldsatser (Protection, Beskyttelsestold). Endelig anvendtes ofte deels Udførselsforbud og deels Told paa Udførselen af Landets egne Frembringelser, hvorved man vilde bevirke, at de Raaproducter, som man ansaae nødvendige for den indenlandske Industri, holdtes tilbage i Landet. Men alle slige Forholdsregler kunne ikke føre til noget Godt. Naar en Vare ikke med Fordeel lader sig frembringe i Indlandet, er det fornuftigt at hente den i Udlandet, og forsøger man paa at forandre denne Tingenes naturlige Gang, ved Told eller Forbud, da vil dette gaae ud over Landets egne Indbyggere. De ville komme til at betale en slettere Vare med en høiere Priis end den, hvorfor den gode kan hentes i Udlandet; Evnen til at forsyne sig vil blive mindre, Alle ville komme til at mangle Noget af det, som de under andre Omstændigheder vilde have kunnet erhverve sig, og alt dette maaskee for at nogle faa Fabriker kunne føre en som oftest kun kummerlig Tilværelse. Alle Lande have i større eller mindre Grad maattet føle Virkningerne af saavel Forbudssom Beskyttelsessystemet og Danmark er heller ikke gaaet fri. Ikke desto mindre høre vi dog til de Første, som betraadte Fremskridtes Bane. Allerede ved Toldforord. af 1797 ophævedes mange Indførsels- og Udførselsforbud og mange Toldsatser nedsattes. I denne Aand ere vi med ringe Afbrydelse vedblevne at gaae frem og nu bestaae ingensomhelst Indførsels- eller Udførselsforbud, der svares ingen Udførselstold, og Toldsatserne kunne i det Hele betragtes som moderate. Heller ikke have de i nogen fremtrædende Grad Characteer af Beskyttelsestold. Vor seneste Toldlov er af 4de Juli 1863 og Statens aarlige Brulto-Indtægt af Tolden beløber sig til c. 7 Mill. — En ikke mindre uheldig Indflydelse paa Handelen med Udlandet, end den vi ovenfor have berørt, fremkaldtes ved de feilagtige Anskuelser, som tidligere vare gjængse med Hensyn til Nationalrigdommen. Ligesom indskrænkede Personer endnu indbilde sig, at en rig Mand er en saadan, der har mange Penge, saaledes var det tidligere den almindelige Mening, at Nationernes Rigdom kun bestod i Penge. Dette førte til, at man ved allehaande taabelige Midler og da navnlig atter ved Hjælp af Toldlovene søgte at forøge Pengemassen i Landet ved at fremskynde Indførselen af Penge fra Udlandet, hvorimod man gjorde sig Umage for at forhindre deres Udførsel. Tilhængerne af denne Anskuelse (Mercantilisterne) opstillede den Sætning, at et Land, for at have Fordeel af sin Omsætning med Udlandet, maatte mage det saa, at den Sum, hvorfor det udførte Varer, var større end den, de indførte Varer beløb sig til; derved fik man nemlig, sagde man, Forskjellen betalt i rede Penge og Landet blev derved rigere. I det omvendte Tilfælde var Landets Handelsbalance ugunstig, der var »gaaét Penge ud af Landet«, og da Penge ere Nationernes eneste Rigdom, var man altsaa i saa Tilfælde blevet fattigere. Saaledes sluttede man, og Slutningen var i sig selv rigtig, — det var kun Forudsætningen, der var falsk. Penge ere nemlig ingenlunde Nationernes eneste Rigdom. Ligesom den rige Mands Formue i Reglen kun for en meget ringe Deel bestaaer i Penge, saaledes gaaer det ogsaa med Nationalvelstanden; Pengene udgjøre den allermindste Deel deraf; Huse, Jorder, Gaarde, Fabriker, Skibe, Redskaber og Forraad af alle Slags, deri bestaaer Nationernes Rigdom, og den Nation er den rigeste, som besidder meest heraf. I det Hele spille Penge (d. e. her møntet Metal) slet ikke den Rolle hverken i Folkenes eller den Enkeltes Liv, som en overfladisk Betragter er saa rede til at antage, medens man mærkeligt nok ofte samtidigt omtaler dem med Foragt. Penge ere i et civiliseret Samfund kun det Middel, ved Hjælp af hvilket man kan erhverve sig Ting, der virkelig kunne tilfredsstille vor Trang og Tilbøielighed; men dersom disse Ting ikke i Forveien ere tilstede, kunne alle Verdens Penge ikke skaffe dem tilveie. Derfor vilde et Folk, der isolerede sig, meget vel kunde lide Mangel i alle mulige Retninger, tiltrods for at der i Landet fandtes rigelige Pengeforraad. Lad os i Tanken hensætte os paa en ubeboet Ø med f. Ex. 1 Million i Lommen, — hvortil vil den nytte os? vi vilde være langt bedre stillede, om vi istedetfor Millionen medførte en god Slump Proviant, noget Værktøi, Klædningsstykker og Huusgeraad; var Øen da ellers tjenlig til menneskeligt Ophold, vilde vi lettere kunne finde os i Forholdene med denne Bagage end med den store Pengesum. — Al Handel, følgelig ogsaa Handelen med Udlandet, maa, naar den ellers skal have en blivende Characteer, være fordeelagtig baade for Kjøber og Sælger. Allerede det, at man antog at kunne faae den Fremmede til at handle med os under saa ulige Betingelser, at vi altid havde Fordelen og han Tabet, røber en høist besynderlig Betragtningsmaade, og det var dog egentlig det, man meente, naar man kun vilde handle med ham paa den Betingelse, at han bragte os Penge for de Varer, han modtog hos os. Men den Fremmede kan ikke saaledes tvinges eller lokkes til at handle paa ulige Betingelser. Han vil kjøbe vore Varer med Penge eller med andre Varer, alt eftersom det passer ham bedst, det samme ville vi, og trods alle Forbud og Indskrænkninger fører ingen Kjøbmand Penge hjem fra Udlandet, saalænge han der kan finde Noget, som det bedre svarer Regning at indføre. Og heri handler han ikke alene i sin egen men ogsaa i sit Lands Interesse; thi som allerede bemærket, det vilde kun lidet nytte, at Landet var fuldt af Penge, naar det havde Mangel paa det, som er umiddelbart nødvendigt til Livets Ophold. Hellerikke behøver man at befrygte, at et Land skulde vedblivende det ene Aar efter det andet kunne indføre Varer for større Beløb end det udfører og derved blive »fattigere«. Det Land, der selv intet Guld og Sølv frembringer, vilde under saadanne Omstændigheder snart udtømme sin Pengebeholdning, og man vilde da blive nødsaget til at sælge Varer for atter at skaffe Penge tilveie, thi nogle Penge ere altid nødvendige som et Redskab for Omsætningen. En saadan Yderlighed er imidlertid ikke rimelig; thi saasnart Vareindførselen vedblivende forøges udover Behovet, vil Afsæt ningen aftage, Priserne synke, og Kjøbmanden høre op med at indføre. Naar det ofte seer ud, som om et Land indfører for større Summer end det udfører, da er Grunden gjerne den, at Beregningen af Varernes Værdi er upaalidelig, eller ogsaa at Controllen med Ind- og Udførselen ikke er tilstrækkelig, til at man ved at bygge paa dens Optegnelser kan komme til noget paalideligt Resultat. Den udenlandske Handel saavelsom den indenlandske trives bedst ved Frihed; jo færre hæmmende Baand jo bedre, og jo mindre Regjeringen blander sig i et Forhold, som dog ei lader sig regulere, men vil gaae sin naturlige Gang, desto heldigere saavel for Kjøbmanden som for Landet i det Hele. Da engang en Deputation af Handlende havde Audients hos en mægtig Monark, spurgte denne, om der ikke var noget, han kunde gjøre for Bandelen, hvorpaa Svaret lød, at det Bedste Regjeringen kunde gjøre, vilde være Intet at gjøre.

Disse Ord finde Anvendelse paa alle Tider og i alle Lande. Naar og hvor Regjeringen har grebet ind i Handelsforholdene, har det stedse havt mere eller mindre ugunstige Følger, og mange ere de Tilfælde, hvor senere Slægter maae bøde haardt for Fortidens Regenters Misgreb.

Som Slutning paa disse Betragtninger over den udenlandske Handel skulle vi meddele nogle statistiske Data. Man anslaaer Værdien af ind- og udførte Varer for Storbritannien til 3,500 Mill. Rdl., Frankrig 2,000 a 2500 Mill., den tydske Toldforening 1,000 Mill. Rd., Østrig, Rusland, Italien, Tyrkiet, Nederlandene, Belgien imellem 500 og 1000 Mill., Spanien 2 a 300 Mill., Sverrig, Portugal, Danmark og Norge fra 100 ned til ti0 Mill.; dog ere disse Beregninger ikke fuldt paalidelige, men turde ikke destomindre nogenlunde nøiagtigt angive den Rang, som disse Lande indtage med Hensyn til den udenlandske Handel.

Hvad specielt angaaer Danmarks Indførsel og Udførsel henvise vi til følgende Tabeller over de vigtigste Varer, for Aaret fra 1ste April 1867 til 31te Marts 1868:

Tabel over Indførselen til Danmark af de vigtigere Varer.
Indførte Varer. Qvantum. Deraf igjen udført.
Sukker, Sirup og Mallas 44,400,00 5,400,000
Caffe » 14,300,000 5,300,000
Riis og Riis i Skaller samt Riismeel » 7,900,000 4,100,000
Thee » 568,000 49,000
Tobak ufab. » 4,500,000 277,000
» fabrik » 148,000 215,000
Viin » 3,000,000 483,000
Spirituosa Virtl. 236,000 209,000[1]
Salt, saavel raat som raff. 36,700,000 -
Steenkul » 689,550,000 87,000,000
Manufacturvarer af Bomuld, Hør og Hamp » 8,100,000 615,000
— Silke » 155,000 3,000
— Uld og andre Haar » 2,234,000 77,700
Metaller, raa » 20,000,000 4,766,000
Jern og Staal forarb. » 68,000,000 5,300,000
Andre Metaller forarb. » 1,792,000 -

Danmarks Ud- og Indførsel af Kornvarer.

Udført Indført
Uformalet. Formalet. Tilsammen. Uformalet. Form. Tilsammen.
Boghvede Tdr. 8,094 428 8,522 3,468 3,068 6,536
Byg » 1,245,759 23,659 1,269,418 10,162 267 10,429
Bønner » - - - 335 - 335
Ærter » 19,418 - 19,418 5,831 - 5,831
Havre » 877,262 69 877,331 17,639 784 18,423
Hvede » 326,326 106,862 433,187 74,842 1,217 76,059
Malt » 2,790 - 2,790 490 - 490
Rug » 291,477 72,603 364,080 236,359 1,122 237,481
Vikker » 4,881 - 4,881 242 - 242
Ialt 2,776,007 203,621 2,979,628 349,368 6,458 355,826

Af andre vigtigere Producter udførtes endvidere i samme Aar:

9766 Faar og Lam.
51,969 Oxer og Køer.
44,825 Sviin.
10,619 Grise.
7643 Heste.
40,504 Tdr. Smør
15,384 Tdr. Raps og anden Sæd til Oliepresning.
7,506,787 ℔ Flæsk og Skinker.
2,591,809 » Kjød.
4,311,147 » Huder og Skind.
2,511,717 ℔ Uld.
c) Mellemhandelen. Naar Kjøbmanden indforskriver Varer fra fremmede Lande og igjen sælger dem til andre fremmede Lande, kalde vi denne Handel Mellemhandel. Denne Handel har efterhaanden tabt meget af sin Betydning paa Grund af Samfærdselsmidlernes tiltagende Udvikling, der gjør det lettere for de forskjellige Lande at hente deres Fornødenheder directe fra Productionsstederne. For at Mellemhandel skal kunne trives, udfordres først og fremmest en heldig Beliggenhed (ved Havet) og dernæst betydelige Capitaler; hvor disse ere smaa, vil den inden- og udenlandske Handel være tilstrækkelig til at beskjæftige dem. Endvidere er en udstrakt indenlandsk Handel en nødvendig Støtte for Mellemhandelen ogendelig erenbetydeligHandelsflaadeafVigtighed. England driver en livlig Mellemhandel; navnlig er der een Artikel, nemlig Thee, hvoraf omtrent j\ af det til Europa søværts indførte Qvantum gaaer til England. Vi skulle endnu bemærke, at Ordet Mellemhandler undertiden benyttes til at betegne saadanne Handlende, som kjøbe Varer af Importeurer eller Producenter for atter at sælge dem til mindre Handlende eller vel endog til Forbrugerne. Disse Mellemhandlere have, som det sees, dog Intet at gjøre med den virkelige Mellemhandel.

d) Directe Handel, e) Indirecte Handel. Naar man kjøber Varer fra første Haand (Producenten) kaldes Handelen directe, saaledes f. Ex. naar en dansk Kjøbmand indforskriver en Ladning Caffe fra Rio Janeiro. Lader han derimod denne Caffe komme til sig fra London, kalde vi Handelen indirecte. Man har undertiden troet at kunne paastaae, at den directe Handel ubetinget var den fordeelagtigste for Kjøbmanden. Dette er imidlertid ingenlunde afgjort. Man maa nemlig lægge vel Mærke til, at den første Betingelse for al fornuftig Handel er ikke at forsyne sig udover den Grændse, som med Hensyn til Afsætningens Omfang maa kaldes passende. Heraf følger altsaa ogsaa, at den mindre Handlende meget vel kan finde den indirecte Handel fordeelagtigst, da han nemlig ved directe Forskrivning af Varerne vilde være nødsaget til at kjøbe saa store Partier, at han først efter lang Tids Forløb kunde faae dem afsat, og altsaa maatte tabe betydeligt alene derved, at hans Capital blev bunden for længere Tid, ikke at tale om andre Ulemper, som vi allerede have havt Leilighed til at berøre Pg. 19. Ogsaa fra Producentens Standpunkt kan der være Tale om directe og indireete Handel. Han kalder det da directe, naar han sælger sine Frembringelser til selve Forbrugeren og indirecte naar han afhænder dem til en Kjøbmand, der atter forhandler dem. Den sidste Fremgangsmaade er den meest benyttede, fordi det i Reglen vilde være for besværligt for Producenten at handle med Forbrugeren, der kun kan kjøbe mindre Partier, og tilmed i Reglen forlanger et større Udvalg, end den enkelte Producent byder over.

f) Activ Handel, g) Passiv Handel. Man kalder det activ Handel, naar Kjøbmanden selv udfører sit Lands Frembringelser og sælger dem i fremmede Lande, eller naar han selv indforskriver de fremmede Varer, som han sælger i sit eget Land. Omvendt er det passiv Handel, naar de Fremmede komme til os og kjøbe vore Producter, eller naar de tilføre os deres Frembringelser og udbyde dem her til Salg. Naar saaledes f. Ex. en norsk Kjøbmand bringer en Ladning Trælast hertil og maaskee igjen kjøber her en Ladning Korn, da er det for Danmarks Vedkommende passiv Handel; sende vi derimod en Ladning Korn op til Norge og udbyde den til Salg der, eller kjøbe vi der en Ladning Trælast, da er det activ Handel. Det følger af sig selv, at den passive Handel er forbunden med mindst Risico og fordrer mindre Capital, og det beroer altsaa paa Forholdene i det enkelte Tilfælde, hvorvidt denne eller den active er at foretrække. Den sidstnævnte maa ansees som raeest gunstig for Skibsrhederierne, da det tør antages, at Landets egne Skibe lettere ville finde Anvendelse, naar dets egne Kjøbmænd besørge Transporten af Varerne saavel ud som ind. -r- Ordene Activ og Passiv Handel benyttes ogsaa undertiden til at betegne et Lands Handelsbalance. Det driver da activ Handel (eller Balancen er gunstig) naar Værdien af de fra Udlandet indførte Varer er mindre end af de til Udlandet udførte. Omvendt kaldes Handelen passiv (Balancen er ugunstig) naar Indførselens Værdi overstiger Værdien af Udførselen.

h) Handel for egen Regning (Propre-Handel) driver den Kjøbmand, som selv løber Riskoen ved Indkjøbet og Salget af de Varer, hvormed han handler. Dette har oprindeligt været den eneste Maade at handle paa. I ældre Tider vare nemlig Samfærdselsmidlerne saare lidet udviklede, pg derhos Faren ved Transporten forbunden med større Risico end nutildags; røveriske Overfald hørte ikke til Sjældenhederne, og heller ikke kjendte man i hine Tider til Assurancevæsenet, ved Hjælp af hvilket man kan sikkre sig for Tab, foranlediget ved Elementernes Ødelæggelser. Det var derfor naturligt, at den Kjøbmand, der havde Forretninger at afgjøre paa et andet Sted, maatte personlig begive sig derhen, og ikke under saadanne Forhold, turde betroe sit Velfærd i Andres Hænder. Dette nødvendiggjordes end yderligere ved de daarlige Retstilstande, der begunstigede Uvederhæftighed og Bedrageri. Vi see derfor ogsaa, at Egenhandelen er meest almindelig i de Lande, der staae tilbage i Civilisation, og det er heller ikke sjeldent, at den Kjøbmand, der driver Forretninger paa saadanne Lande, maa, naar han ikke selv kan reise did, sende en betroet Mand med Skibet, som da har det Hverv, deels at sælge den medbragte Ladning og deels at indkjøbe en ny. Det er saadanne Befuldmægtigede man be nævner Supercargo'er eller Cargadorier, og som ikke sjeldent anvendes i Farten paa oversøiske Havne.

i) Commissionshandel driver den Kjøbmand, der optræder som Sælger eller Kjøber for en Andens Regning, og som altsaa ikke har nogen umiddelbar Interesse i Udfaldet af de paagjældende Forretninger. Commissionairen, der kjender sin Pladses Særegenheder og sit Markeds Tilstand bedre end den fremmede Kjøbmand, vil kunne bringe Handelen istand paa gunstigere Vilkaar end denne, som derfor har al Opfordring til at benytte sig af slige Mellemmænd, hvor han kan. Med Handelens og Civilisationens tiltagende Udvikling bliver det ogsaa lettere at finde paalidelige Commissionairer, ved Hjælp af hvilke Kjøbmanden i Reglen vil faae sine Forretninger udført baade billigere og bedre, end om han mødte personlig eller sendte en Fuldmægtig i sit Sted. Fraværelsen fra Hjemmet og Reiseomkostningerne vilde nemlig ofte let beløbe sig til mere end den Godtgjørelse, som Commissionairen beregner for sin lleilighed. Denne Godtgjørelse kaldes Provision eller Commission og er forskjellig paa de forskjellige Pladser og efter Forretningernes Natur. For Indkjøb eller Salg af Varer varierer den sædvanligt mellem 2 og 5 pCt.; for Indkjøb eller Salg af Vexler og Værdipapirer fra \ til \ pCt., for Besørgelse af Assurancetegning fra \ til ^ pCt. Naar Commissionairen sælger modtagne Varer paa Credit, beregner han sig under Navn af Delcredere en Godtgjørelse for sin Risico, sædvanligviis 1 pCt. Den Kjøbmand, der giver en Anden Ordre til at inJkjøbe et Parti Varer for ham, kaldes Committent eller Ordinateur. Den Regning, som udfærdiges over de indkjøbte Varer, kaldes Factura. Enhver større »Regning« tillægger man dog ogsaa dette Navn. Sender Kjøbmanden et Parti Varer til en Anden, for at denne skal forhandle samme, da benævnes en saadan Sending Consignation; Afsenderen kaldes Consignant, og den, der paa et andet Sted skal besørge Salget kaldes Consignatarius. Destinatarius er Navnet paa den, for hvem et Parti Varer er bestemt, ligemeget om disse Varer gaae for Afladerens (ere consignerede) eller forModtagereus (ere ordinerede) Regning. Over de for en Andens Regning solgte Varer udfærdiger man en Forhandlingsregning (Salgsregning); det Beløb, som overeensstemmende med denne tilkommer Afsenderen af Varerne, kaldes Nette-Provenuet. Ved en Conto finto forstaaes en fingeret Regning, som Commissionairen udfærdiger efter Opfordring af den, der agter at træde i Forbindelse med ham, for at det deraf kan sees, hvilket Udfald en paatænkt Forretning kan give. Naar Committenten fastsætter en høieste Priis, hvortil Commissionairer maa kjøbe, eller naar Consignanten fastsætter en laveste Priis, hvortil Consignatarius maa sælge, kaldes disse tvende Priisbestemmelser Limiter. Et Limitum er altsaa en Priisgrændse, — enten et Minimum eller el Maxfmum for Prisen. Commissionairen siger, at han har en Ordre fast paa Haanden eller paa Haanden, naar han af en Anden har Fuldmagt til at handle paa hans Vegne.

k) Speditions- og Transithandel. Spedition er egentlig ikke nogen Handelsforretning, forsaavidt som den ikke har noget med Varernes Omsætning at gjøre. Spediteuren beskjæftiger sig blot med Varernes Videreforsendelse, hvorfor han under Navn af Spe s er eller Spedition beregner sig en Godtgjørelse. Saadanne Forretninger drives i de større Søsteder, og bestaae i enten at besørge de fra Udlandet komne Varer til deres forskjellige Bestemmelsessteder i Indlandet, eller omvendt i at besørge de fra Indlandet ankomne Udførselsgjenstande afskibede til Udlandet. Da Danmark i Følge sin" naturlige Beskaffenhed har fri og uhindret Adgang til Havet næsten overalt paa dets store Kyststrækning, kunne Speditionsforretningerne her ikke have stor Betydning. Den nyere Tids Udvikling gjør i det Hele Spediteuren mere og mere overflødig, idet nemlig Bestyrelserne af saavel Jernbaner som Dampskibe ved indbyrdesAftaler søge at lette VarernesVidereforsendelse og paa denne Maade selv besørge Speditionen.

— Naar de fra Udlandet ankomne Varer blot gaae igj ennem Landet, kaldes denne GjennemførselTransithandel. Fordelene ved denne Handel kunne være ret betydelige (Speditionen, Transporten) og det er urigtigt at bebyrde den med høie Udgifter, da man derved opfordrer Afsenderen til at vælge andre Veie. Det er i Erkjendelse heraf, at man i den nyere Tid allevegne søger at afskaffe eller nedsætte Transittolden, hvilket man ogsaa har arbeidet hen til hos os, der endelig i 1865 fik denne Byrde ganske hævet.

1) Handel pr. Contant, mod Vexler, paa Credit. Kun de færreste af de Omsætninger, der skee i det Store, finde Sted paa den Betingelse, at Kjøberen strax erlægger Betaling i rede Penge. Er dette Tilfældet, da siges Handelen at være sluttet pr. contant, og det er da meget hyppigt, at Kjøberen, overeensstemmende med Skik og Brug paa de forskjellige Handelspladser (Usance), erholder en Godtgjørelse, fordi han saaledes erlægger Betaling strax. Denne Godtgjørelse, der fastsættes procentviis, benævner man Decourt, Rabat eller Disconto.

— Hyppigere finder det Sted, at Varerne sælges mod Betaling ved Hjælp af Vexler, og dette afgjøres da enten paa den Maade, at Sælgeren for Beløbet af d§t Solgte trækker en Vexel, betalbar f. Ex. om 3 Maaneder, paa Kjøberen, som denne accepterer, eller at Kjøberen udsteder sin egen Vexel (Sola, indenbyes) til Sælgerens Ordre. Salg af Varer paa Cre dit er mindre almindeligt i den større Handel, baade fordi Sælgeren paa denne Maade ganske er ude af Raadighed over det crediterede Beløb, saalænge Credit-Terminen varer, og fordi han derhos har et mindre sikkert Baand paa Kjøberen, og altsaa er mere udsat for at lide under hans Uefterrettelighed. I Detailhandelen er derimod Salg paa Credit mere almindelige:

m) Handel med Varer: ,%) pr. strax, 2) strax disponible, 3) paa Levering, 4) pr. Foraar, 5) in loco, 6) frit ombord, 7) Indkjøbspriis incl. Fragt ^Assurance, 8) svømmende, 9)fortoldet, 10)ufortoldet, 11) efter Prøve, 12) paa Besigt. Vi nævne her nogle af de vigtigste Punkter, som komme i Betragtning ved Varesalg i det Store, og hvorom Slutsedlen maa indeholde Oplysning. Ikke altid sælges Varerne pr. strax eller strax disponible, hvorved forstaaes, at Kjøberen kan og skal modtage dem uden Ophold; ofte ere Varerne endnu ikke ved Salget i Sælgerens Besiddelse; han kan da sælge dem paa Levering til et bestemt fastsat Tidspunkt. Saaledes sælges Kornvarer fra (ab) Danmark ofte paa Levering ved Foraarets Begyndelse, naar Havnene blive aabne (pr. Foraar). — Siges der, at Prisen in loco er f. Ex. 5 Rd. for 1 Tønde Byg, da menes herved, at denne Priis gjælder for det Byg, som er tilstede paa vedkommende Plads, hvor Salget skeer. Der noteres i Modsætning hertil ogsaa Priser paa Byg frit ombord (f. o. b.), hvorved forstaaes Byg, som af Kjøberen skal modtages i hans Skib i en eller anden opgiven Havn, og paa Sælgerens Bekostning leveres der. — Naar Varerne sælges inclusive Fragt og Assurance, da forstaaes derved, > at Sælgeren selv skal bære Udgiften ved Forsendelsen til Kjøberens Plads, ligesom ogsaa udrede Præmien for Assurancen. — En Ladning er solgt svømmende, naar den paa den Tid, Salget finder Sted, er underveis til Bestemmelsesstedet. — I det Store sælges Varer ofte ufortoldet; det er da Kjøberens Sag at berigtige Tolden, hvorimod denne maa udredes af Sælgeren, naar han sælger Varerne fortoldet. — Naar Sælgeren har Prøver af de Varer, som han ønsker at afhænde, bliver Prøven som oftest benyttet som en Rettesnor for Qvaliteten ved Varernes Modtagelse (efter Prøve). Varer, hvis Qvalitet ikke let lader sig bedømme efter en Prøve, blive som oftest før Handelens Afslutning undersøgte af Kjøberen, men er dette i Øieblikket ugjørligt, sluttes undertiden Handel paa Besigt, hvorved forstaaes, at Kjøberen kun er bunden ved Handelen under Forudsætning af, at Varernes Qvalitet svarer til hans Forventninger. Herom maa han da snarest mulig erkyndige sig og overfor Sælgeren afgive Erklæring om, hvorvidt Varerne tilfredsstille ham eller ikke.

  1. Herunder Brændeviin.