Almindelig Handelsvidenskab/1.6

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P.G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn


Almindelig Handelsvidenskab.djvu Almindelig Handelsvidenskab.djvu/1 26-29

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

6. Om Værdi og Priis.

For at en Ting overhovedet skal have Værdi, er det nødvendigt, at Mennesket erkjender den for brugbar i et eller andet Øiemed. Denne Værdi kaldes Tingens Brugsværdi. Naar den tillige besidder den Evne, at vi for den kunne erholde andre Ting, sige vi, at den har Bytteværdi.

Det følger af sig selv, at enhver Ting, der har Bytteværdi, tillige maa have Brugsværdi; thi en Ting, der ikke er brugbar i et eller andet Øiemed, vil Ingen give Noget for. Derimod gives der vel enkelte Ting, som have Brugsværdi — ofte en meget stor — uden derfor at have Bytteværdi, saaledes f. Ex. Vandet og Luften.

En Tings Bytteværdi afhænger altsaa først og fremmest af dens større eller mindre Brugbarhed, men det er dernæst en nødvendig Betingelse, at dens Frembringelse skal være forbunden med Opoffrelse af Tid eller Kræfter. Hvad Enhver kan tilegne sig uden Anstrængelse, vil han ikke tilbytte sig, og en saadan Ting har derfor ingen Bytteværdi.

Det Arbeide og de Udlæg, som maae gjøres for at tilveiebringe en Ting, derunder indbefattet passende Vederlag til Producenten (Frembringeren) danne i Forening Productionsomkostningerne, og udgjøre altsaa Tingens virkelige Bytteværdi. Naar Bytteværdien udtrykkes i det almindelige Byttemiddel, Penge, kalde vi den Prisen.

Prisen retter sig imidlertid kun forsaavidt efter Productionsomkostningerne, som den har en naturlig Tilbøielighed til at nærme sig det Punkt, hvor den svarer til, eller opveier disse. I et givet Øieblik vil stedse Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel indvirke paa Prisen, og af denne Indvirkning afhænger Markedsprisen d. e. den Priis, som vi i Øieblikket kunne faae for Tingen.

Naar Markedsprisen staaer paa det Punkt, at den svarer til Productionsomkostningerne, kalde vi den passende eller naturlig; over dette Punkt ere Varerne dyre og Prisen høi og i det omvendte Tilfælde sige vi, at Prisen er lav og Varerne billige.

Høie Priser ville give Producenterne en meer end almindelig Fortjeneste og derved fremkalde en forøget Production; ikke alene de gamle Producenter ville søge at frembringe mere, men nye ville komme til og møde det stigende Begjær. Denne Forøgelse vil da atter have den naturlige Følge, at Priserne trykkes og nærme sig det »passende« Punkt. Paa samme Maade vil, naar Prisen gaaer under dette Punkt og altsaa er lav, Productionen aftage; den tilstedeværende Varemængde vil snart ikke staae i Forhold til Efterspørgselens Omfang; Prisen vil paany stige og nærme sig det passende Punkt. Saaledes vil det stedse gaae, idetmindste der, hvor Handel og Production er overladt sin naturlige Gang. Priserne ville vel være i en stadig Bevægelighed; men de ville tillige stedse stræbe efter at naae det Punkt, hvor vi kalde dem passende eller naturlige.

Ligesom Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel regulerer Markedsprisen, saaledes indvirker atter denne paa disse. Lave Priser have nemlig en Tendents til at fremkalde et forøget Forbrug, medens høie Priser yttre den modsatte Indflydelse. Dette gjælder dog ikke i lige Grad for alle Varer. Ting, der let kunne undværes, maaskee enten ganske, eller erstattes af andre, ville, naar Markedsprisen er høi, ikke finde den sædvanlige Afsætning, medens omvendt saadanne Varer, der vanskelig kunne undværes, ogsaa ville vedblive at være søgte, selv om Markedsprisen stiger meget.

Den stedfindende Foranderlighed i Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel er en af de uundgaaelige Uregelmæssigheder, hvis Tilstedeværelse man maa erkjende, men ikke er istand til at forandre. I ældre Tider vare Regjeringerne meget tilbøielige til at gjøre Forsøg herpaa, men disse faldt stedse kummerligt ud. Erfaringen viser, at al Lovgivning er magtesløs overfor slige Forhold, men denne har været en dyr Læremester. Kun i een Henseende er Fordommen ikke slaaet til Jorden; mange troe endnu, at Leien af Penge (Rentefoden) lader sig binde ved Lov.

Markedsprisen retter sig, som vi have seet, efter Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel, og en Forandring i dette Forhold bevirker en Stigen eller Synken i Prisen. Uagtet dette nu ikke kan være anderledes, er det dog i Alles Interesse, at disse Priissvingninger ere saa smaa som muligt; thi derved bliver Sandsynligheden for et heldigt Udfald af et Foretagende saameget desto større. Paa de store Markeder vil Forholdet mellem Tilbud og Efterspørgsel holde sig meest uforandret, følgelig Priissvingningerne være mindst, og derfor kunne disse i Reglen ogsaa betragtes som de fordeelagtigste saavel for Kjøber som Sælger.

Da en Vares Priis er dens Bytteværdi angivet i Penge, og da Penge selv ere en Vare, saa følger heraf, at man for at kunne bedømme, hvorvidt en Vares Priis er forandret i Tidens Løb, først maa være paa det Rene med, om ikke ogsaa Maalestokken for Værdien (Pengene) har forandret sig. Naar man siger, at alle Varer ere stegne eller at alle Varer ere faldne, saa kan dette ikke Være nøiagtigt, thi i første Tilfælde maa der være een Vare (Pengene) som er faldet, og i sidste Tilfælde er denne steget i Bytteværdi. En uforanderlig Maalestok for Tingens Bytteværdi haves nemlig ikke, og dette maa man ei glemme, naar Sammenligning gjøres.