Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 141
§ 141. Om Rigsretten.
Rigsretten er paa Grund af sin vigtige, politiske Betydning i Hovedtrækkene ordnet ved selve Grundloven, s. Grl. §§ 68 og 69[1]), jfr. 2. midl. Best., hvilken Ordning nærmere er udført ved Lov 3. Marts 1852. Det angivne Hensyn har derhos medført, at Rigsrettens Ordning væsentlig afviger fra, hvad der gjælder om de sædvanlige Domstole, saa at de for disse og navnlig for Høiesteret, med hvilken Rigsretten nærmest maa sammenstilles, gjældende Regler kun subsidiairt kunne komme til Anvendelse ved Rigsretten, nemlig forsaavidt de kunne bestaae med Grundsætningerne i Loven 3. Marts 1852, s. Lovens § 92.
1. Hvad Sammensætningen angaaer, bestaaer Rigsretten paa Grund af den eiendommelige Beskaffenhed af de Sager, der henhøre under dens Kompetence, af et politisk og et juridisk Element, begge lige stærke. Den bestaaer nemlig af samtlige ordentlige Medlemmer af Landets øverste Domstol, Høiesteret, og et tilsvarende Antal Dommere, der af Landsthinget vælges paa fire Aar blandt Thingets egne Medlemmer, s. Grl. § 68, Grl. 1849 § 72, jfr. derimod Forfl. 1855, 2. midl. Best., Grl. 1863 § 60. For at det ligelige Forhold mellem det juridiske og politiske Element i Rigsretten ikke skal forrykkes, foreskriver Grl. § 68, at naar i et enkelt Tilfælde ikke det fulde Antal af den øverste Domstole ordentlige Medlemmer kan deltage i Sagens Behandling og Paakjendelse, fratræder et tilsvarende Antal af de af Landsthinget sidst eller med det mindste Stemmetal valgte Rigsretsmedlemmer. Skulde omvendt nogle af de af Landsthinget valgte Medlemmer ikke kunne deltage i en Sags Behandling og Paakjendelse, indtræde i deres Sted de overtallige Medlemmer, som i Medfør af Lov 3. Marts 1852 § 9 af Landsthinget maatte være valgte til Rigsretten; men ere saadanne Suppleanter ikke valgte eller er deres Antal ikke tilstrækkeligt, maa ifølge Grundsætningen i Grl. § 68 et tilsvarende Antal af Høiesterets ordentlige Medlemmer fratræde. Rigsretten kan dog ingensinde holdes med færre end 12 Dommere, 6 af Landsthinget og ligesaa mange af Høiesteret, s. Lov 1852 § 10.
Naar et Medlem af Rigsretten ophører at have Sæde i Landsthinget eller i Høiesteret, udtræder han tillige af Rigsretten, s. Grl. § 68, Lov 1852 § 7. I Overensstemmelse hermed er det ogsaa den almindelige Regel, at Landsthingets Opløsning bevirker, at de af det opløste Thing valgte Medlemmer miste deres Sæde i Rigsretten, s. Grl. § 68; dog synes de kongevalgte Medlemmer, hvis Sæde i Landsthinget ikke ophører ved Landsthingets Opløsning, s. Grl. § 39. 1. midl. Best, at maatte beholde deres Plads i Rigsretten. For det Tilfælde, at Landsthinget opløses, efterat der er reist Sag for Rigsretten, har Grl. § 68 derhos bestemt, at de af det opløste Thing valgte Medlemmer beholde deres Sæde i Retten for denne Sags Vedkommende, s. den ganske afvigende Regel i Lov 3. Marts 1852 § 6.
Rigsretten vælger selv en Formand af sin egen Midte samt en Viceformand, s. Grl. § 68, Lov 1852 §§ 4, 11. Dommerne aflægge Ed paa som Medlemmer af Rigsretten at ville handle og dømme retfærdig og overensstemmende med Rigets Grundlov og øvrige Love, s. Lov 1852 § 12.
Paa Grund af Rettens begrændsede Kompetence er den ikke i stadig Virksomhed, men maa særlig sammenkaldes, naar den skal fungere, s. Lov 1852 §§ 18, 22, jfr. § 3. Om Retsskriverforretningernes Udførelse, om Thingbøgerne og om Stedet, hvor Retten skal holdes, indeholdes Bestemmelser i Lov 1852 §§ 13—16.
2. Hvad Kompetencen angaaer, dømmer Rigsretten stedse i første og sidste Instants, hvilket nu kun undtagelsesvis er Tilfældet med Høiesteret, s. 1. 2. 13, 1. 2. 1, Kongelov 1665 Art. 25 og Grl. 1849, Epilogen. Hovedgjenstanden for Rigsrettens Virksomhed udgøre de Sager, som af Kongen eller Folkethinget anlægges mod Ministrene for deres Embedsførelse, s. Grl. §§ 14, 69, jfr. Lov 1852 § 1. I disse Sager har Rigsretten en udelukkende Kompetence. Desuden kan Kongen med Folkethingets Samtykke lade ogsaa Andre[2]) tiltale ved Rigsretten for Forbrydelser, som han finder særdeles farlige for Staten, s. Grl. § 69, L. 1852 § 1. Om Forbrydelsen er særdeles farlig for Staten, maa efter Udtrykkene i Grl. § 69 bedømmes af Kongen og Folkethinget, ikke af Rigsretten. Denne har altsaa i saa Henseende ikke nogen fast Kompetence, end ikke med Hensyn til de betydeligste Statsforbrydelser. Den angivne Udvidelse af Rigsrettens Kompetence er i og for sig temmelig betænkelig, forsaavidt den Sigtede derved drages fra sit almindelige lovbestemte Værnething for en Ret, ved hvis Sammensætning der er taget et stærkt politisk Hensyn. Imidlertid har Grundloven anseet det for rigtigst at tillægge Rigsretten den omhandlede, betingede Kompetence, da denne Ret i extraordinaire Tilfælde, saasom ved Forsøg paa Omstyrtelse af Forfatningen fra mægtige Mænds Side, vilde afgive mere Garanti for Uafhængighed og nyde mere Tillid end de almindelige, i Grl. § 74 bebudede Nævningeretter. Medens efter det Anførte Rigsrettens Kompetence med Hensyn til de under samme hørende Sager er temmelig begrændset, tilkommer der i disse Sager Rigsretten en betydelig videre gaaende Kompetence end de almindelige Domstole. Da Rigsretten nemlig har at paakjende de mod Ministrene for deres Embedsførelse anlagte Sager, s. Grl. § 14, jfr. §§ 12, 13, vil den ikke blot, ligesom de almindelige Domstole, være berettiget til at undersøge det Spørgsmaal, om Ministeren har forseet sig ved at overskride Grændserne for sin Øvrighedsmyndighed, s. Grl. § 72, men ogsaa, om han har brugt den ham utvivlsomt tilkommende Øvrighedsmyndighed paa en urigtig Maade. Fremdeles vil Rigsretten være berettiget til at paakjende Spørgsmaal om Lovgivningsmagtens Overskridelse af sin Myndigheds Grændser, forsaavidt dette Spørgsmaal er af Betydning ved Afgjørelsen af, om en Minister derved har paadraget sig Ansvar. Hvad særlig foreløbige Love angaaer, kan Rigsretten ikke blot undersøge, om Loven er udstedt, medens Rigsdagen var samlet, og om den strider mod Grundloven, men ogsaa, om dens Udstedelse er retfærdiggjort ved et saadant særdeles paatrængende Tilfælde, som Grl. § 25 fordrer.
3. Rettergangsmaaden ved Rigsretten er ordnet ved Lov 3. Marts 1852, der ifølge Grl. 2. midl. Best. vedbliver at gælde, indtil en ny Lov udkommer, kun med de Lempelser, som flyde af de forandrede Bestemmelser i Grundloven. Ved den nævnte Lov er Forfølgningsmaaden ordnet efter Anklageprincipet, samt efter Grundsætningerne om Retspleiens Offentlighed og Mundtlighed, s. Grl. § 74, og den er derfor væsentlig afvigende fra vor sædvanlige, kriminelle Proces. Efterat Sagens Behandling er bleven forberedet ved de foreløbige Undersøgelser, som findes nødvendige, i hvilken Henseende dog den Grundsætning følges, at Bevisførelsen i Sagen saavidt muligt skal bestaae i mundtlige Afhøringer i selve Rigsretten, finder først en foreløbig Forhandling Sted, ved hvilken Anklageren fremlægger et Anklageskrift samt sine Dokumenter og en Fortegnelse over de øvrige Bevisligheder, han agter at benytte, medens Tiltalte paa sin Side fremlægger de Bevisligheder, han vil benytte, eller en Fortegnelse over dem. Andre Bevisligheder end de saaledes fremlagte eller paaberaabte kunne ikke benyttes under den senere Forhandling uden Parternes Samtykke eller Rettens Bestemmelse, s. Lov 1852 §§ 18—49. Derefter berammes en Dag til Hovedforhandlingen af Sagen, hvorved Anklageskriftet oplæses, og derefter Tiltalte og de indstevnede Vidner forhøres af Rigsrettens Formand, og de skriftlige Bevisligheder oplæses, hvorhos endelig Anklageren og Tiltalte eller hans Forsvarer have at udtale sig og nedlægge deres Paastande, saaledes at Tiltalte har det sidste Ord, s. Lov 1852 §§ 50—73. Naar Forhandlingerne ere sluttede, finder Stemmegivningen Sted, ved hvilken Dommerne ikke ere bundne ved de i den almindelige Lovgivning indeholdte Regler om Bevis, men afsige Dommen efter deres paa den foregaaende Behandling støttede, samvittighedsfulde Overbevisning, hvormed det atter staaer i Forbindelse, at der ikke bliver Spørgsmaal om nogen Frifindelse for videre Tiltale, s. Lov 1852 §§ 74, 77, 79. Tiltalte kan kun dømmes for de i Anklageskriftet nævnte Poster, hvorimod Retten, forsaavidt Idømmelse af Straf angaaer, ikke er bunden ved Anklagerens Paastand, s. Lov 1852 § 78. Rigsrettens Forhandlinger ere med Undtagelse af Stemmegivningen offentlige, medmindre Retten af særlige Grunde finder det nødvendigt, at en Sag behandles eller visse Forhandlinger i samme foregaae inden lukte Døre, s. Lov 1852 § 17, jfr. § 74.
Anm. Ifølge Grl. 1863 § 57, jfr. Forfl. 1855 § 55 skulde der ved Lov oprettes en Regnskabsret for Revisionen og Decisionen af de forskjellige Forvaltningsgrenes Regnskaber, hvilken Ret tillige skulde vaage over, at ingen Udgift afholdtes uden tilstrækkelig Hjemmel, samt afgive Betænkning over Statsregnskabet. En saadan Regnskabsret er ikke bleven organiseret, og Bestemmelserne om samme ere ikke gjentagne ved Grl. 1866, men da ifølge Grl. § 50 Forandringer i Paragraphens Bestemmelser om Statsregnskabets Revision og Decision kunne skee ved Lov, er dog Adgangen til Oprettelsen af en Regnskabsret holdt aaben, saa at denne kan skee ad den sædvanlige Lovgivningsvei, uden at Reglerne i Grl. § 95 behøve at iagttages.