Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 142
Sjette Afdeling. Om Statens Forhold til Kirke og Religion.
Første Afsnit. Om dette Forholds Ordning før Grundloven 1849.
§ 142. Om Statens Forhold til de religieuse Samfund.
Før Grundloven 1849 var den evangelisk-lutherske Kirke egentlig Statskirke. Paa den ene Side havde Kongen med Hensyn til denne Kirke ikke blot de Majestætsrettigheder, som altid maae tilkomme Souverainen ligeoverfor de enkelte Kirkesamfund, men han havde tillige den egentlige Kirkemagt eller Retten til Anordningen af Kirkens indre Forhold, s. Kongelov 14. Nov. 1665 Art. 1 og 6. Kirken var en ren Statsindretning, og dens Embedsmænd egentlige Statsembedsmænd. Paa den anden Side var Kirken udrustet med Statens høieste Beskjærmelse, der dels ydedes direkte ved Penge og Privilegier af forskjellig Art, dels indirekte derved, at andre Religionssamfund vare forbudne eller dog kun taalte under visse betydeng Indskrænkninger, see Kongelov 1665 Art. 1, 6, D.L. 2. 1, 6. 1, mfl.
Fremmede Religionssamfund vare efter Loven i Almindelighed forbudne, s. D. L. 2. 1, 6. 1. 4, jfr. 5. Efterhaanden indrømmedes der imidlertid dels paa Grund af mildere Anskuelser, dels af politiske Hensyn ved specielle Privilegier enkelte fremmede Trossamfund Ret til Religionsøvelse paa visse Steder, s. for Fredericia Priv. 11. Marts 1682 Art. 21, for de islandske Kjøbstæder Fdn. 17. Nov. 1786 § 1, for Vestindien Reskr. 20. Sept. 1754, 9. Dec. 1820, for Kjøbenhavn Bevilling 26. Sept. 1671, Priv. 15. Mai 1747, 29. Nov. 1748 § 14, Fdn. 19. Sept. 1766 § 11, Adn. og Regl. 29. Marts 1814, mfl., og med Hensyn til enkelte af disse Samfund kunde denne Frihed ventes udstrakt til flere Steder, s. Priv. 15. Mai 1747, 29. Nov. 1748 § 14, Adn. 29. Marts 1814 § 9. Imidlertid var selv paa de Steder, hvor fri Religionsøvelse var tilstaaet, de fremmede Trossamfunds Gudstjeneste undergivet visse Indskrænkninger, saasom med Hensyn til Sproget, s. Priv. 15. Mai 1747 § 8, Resol. 28. Juli. 1815 § 1, med Hensyn til fuldstændig Offentlighed, navnlig Brugen af Klokker, s. Priv. 1747 § 7, o. s. v.
De Religionssamfund, der i Henhold til den saaledes givne Bemyndigelse havde dannet sig paa de tilladte Steder, vare dels undergivne et særligt Tilsyn fra Statens Side, dels nede de visse særegne Begunstigelser. I førstnævnte Henseende kan bemærkes, at deres Geistlige maatte beskikkes af Kongen, s. Adn. 29. Marts 1814 § 10, eller dog forsynes med kongelig Konfirmation, s. Priv. 15. Mai 1747 § 17, Reskr. 30. Apr. 1777, 9. Dec. 1820, Resol. 9. Juni 1841, at Samfundets Beslutninger, endog i Kirke- og Skolesager, udkrævede kongelig Konfirmation, s. Priv. 1747 § 12, og at biskoppelige og pavelige Anordninger ikke uden Kongens Samtykke maatte bekjendtgjøres for Menigheden, s. Resol. 9. Juni 1841. Paa den anden Side kunde de saaledes med kongelig Udnævnelse eller Konfirmation forsynede Geistlige med borgerlig Retsvirkning foretage kirkelige Handlinger og med offentlig Troværdighed føre Kirkebøger, s. Adn. 29. Marts 1814 §§ 12, 13, 18, Reskr. 30. Apr. 1777 § 4, 28. Juli 1815 § 5, Kskr. 14. Dec. 1833; dog udkrævedes i Almindelighed Kancelliets Tilladelse til Foretagelsen af Vielse, s. Kskr. 27. Marts 1813. Kirke, Kirkegaard og Præstegaard vare i Almindelighed fritagne for Skatter, s. Priv. 1747 § 9, Reskr. 28. Juli 1815 § 2, Resol. 23. Dec. 1818, 4. Nov. 1840, ligesom de Geistlige vare fritagne for personlige Skatter, s. Reskr. 18. Juni 1712, Priv. 1747 § 9. Fremdeles kunde de fremmede Trossamfund holde egne Skoler for Medlemmernes Børn, s. Priv. 1747 § 4, Fdn. 20. Marts 1844 § 39. Endelig dannede disse Samfund egne Menigheder, og Medlemmerne svarede i Reglen ikke Bidrag til den lutherske Kirke, s. Pl. 9. Juni 1847; kun var det en Selvfølge, at de ikke kunde fritages for reelle Afgifter, navnlig Tiende, og positivt var det paalagt dem at betale Præstepenge, s. Pl. 21. Sept. 1814, jfr. Priv. 1747 § 25. Pl. 24. Okt. 1757.
Udenfor de Steder, hvor fri Religionsøvelse var tilstaaet, vare Medlemmerne af de privilegerede Religionssamfund indskrænkede til Husandagt uden Geistliges Medvirkning, s. Reskr. 17. Aug. 1705, Priv. 29. Nov. 1748 § 14; dog tilstodes der efterhaanden noget større Frihed i saa Henseende, s. Adn. 29. Marts 1814 § 13.
Foruden de saaledes privilegerede Trossamfund, hvortil hørte Jøder, Katholiker og Reformerte, bestode endnu enkelte Samfund, hvilke der paa enkelte Steder var indrømmet en mere begrændset Religionsøvelse, s. Pl. 27. Dec. 1842 §§ 1, 2, Bevilling 12. Marts 1783. Disse Samfunds Geistlige maatte i Forhold til Staten betragtes som Privatpersoner, deres Valg stadfæstedes ikke af Regeringen, s. om en Anmeldelse Pl. 27. Dec. 1842 § 1, og de af dem udførte kirkelige Handlinger havde ingen borgerlig Retsvirkning. Heller ikke var der tillagt disse Samfund de ovennævnte Begunstigelser med Hensyn til Skattefrihed, hvorimod de med Hensyn til Afgifter til Statskirken vare undergivne de samme Regler, som de privilegerede Samfund, s. Pl. 9. Juni 1847, og ovenfor. Samtlige fremmede Trossamfund maatte selv afholde Udgifterne ved deres Religionsøvelse uden hertil at kunne vente nogen Understøttelse fra Staten, s. dog Fdn. 17. Nov. 1786 § 1. Det var dem aldeles forbudt at gjøre eller modtage Proselyter, s. Fdn. 22. Okt. 1701 II Post 1. Kap., Pl. 16. Aug. 1734, Reskr. 5. Marts 1745 § 1, Priv. 15. Mai 1747 § 4, Fdn. 19. Sept. 1766 § 1, Pl. 27. Dec. 1842 § 5, jfr. §§ 1, 3, og i visse Tilfælde straffedes endog den blotte Apostasi, s. 6. 1. 1, Fdn. 30. Marts 1827 § 10. I Forbindelse hermed stod det, at de af de fremmede Trossamfund underholdte Skoler i Reglen ikke maatte optage andre end Medlemmernes Børn, s. som Undtagelse Priv. 1747 § 4; at en Dissenter i Almindelighed ikke maatte være Værge for en luthersk Umyndig og navnlig ikke for hans Person, s. Priv. 1747 § 16; at der ved blandede Ægteskabers Indgaaelse toges visse Kauteler, s. nedenfor, og at Overholdelsen af Forbudene mod Proselytmageri kontrolleredes ved Indsendelsen af aarlige Lister over Dissenterne, s. Priv. 1747 § 20, Kskr. 27. Marts 1813, Pl. 27. Dec. 1842 § 1. Endelig vare Angreb paa den lutherske Religion forbudne, s. Priv. 1747 § 5. Paa den anden Side søgte heller ikke Statskirken selv at gjøre Proselyter, s. Priv. 1747 § 16, jfr. 2. 4. 10. Dissenterne maatte fremdeles respektere Folkekirkens Helligdage, s. Priv. 1747 § 6, Fdn. 26. Marts 1845, hvorimod der kun undtagelsesvis toges Hensyn til deres egne, s. Fdn 18. Mai 1825 §§ 29, 53, Reskr. 17. Jan. 1800 § 3.
Endelig kan erindres, at ethvert Religionssamfund, som taaltes i Kongens Riger og Lande, var beskyttet mod Fornærmelser i Pressen, men i væsentlig ringere Grad end Statskirken, idet kun Spot med Dissenternes Trosbekjendelse eller Religion var strafbar, hvorhos en saadan kun straffedes efter Paaklage og med mildere Straffe end Angreb paa Statskirken, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 5.