Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 154
§ 154. Indfødsrettens Virkninger.
Idet vi med Hensyn til Indfødsrettens Omraade henvise til det i §§ 152 og 153 Bemærkede, skulle vi her omhandle Indfødsrettens Virkninger, hvorved vi kun tænke paa de Virkninger, der flyde af Indfødsretten som saadan. Det er nemlig en Selvfølge, at den Indfødte, forsaavidt han tillige er egentlig Statsborger, er i Besiddelse af de en saadan tilkommende Rettigheder, men disse Rettigheder, om hvilke der vil blive talt nedenfor, er der her saa meget mindre Grund til at berøre, som den Indfødte ingenlunde behøver at være egentlig Statsborger. Med Hensyn til de for Indfødsretten eiendommelige Virkninger er der i Øvrigt Anledning til at skjelne mellem dem, der ere fælles for begge Arter af Indfødsret, og dem, der ere knyttede til den ved Fødselen erhvervede Indfødsret.
A. Som Retsvirkninger, der ere fælles for den ved Fødsel og den ved Naturalisation erhvervede Indfødsret, mærkes følgende:
1. Udelukkende Adgang til Embeder og Tjenester, af hvad Navn nævnes kan, være sig ved Hoffet eller i den geistlige, civile og militaire Stand, s. Fdn. 1776 §§ 1, 8. Dette gjælder ikke blot om de Embeder, der besættes af Kongen, s. Grl. § 17 , men ogsaa om andre Embeder og offentlige Bestillinger, s. Fdn. 1776 Præm., §§ 1,8, Pl. 15. Febr. 1776, Cirk. 19. Mai 1804 § 1, jfr. Aab. Br. 22. Mai 1818 § 6. Reglen er udtrykkelig erklæret for anvendelig paa Hofembeder, s. Fdn. 1776 §§ 1, 8; men i Øvrigt synes den, forsaavidt Vedkommende ikke har kongelig Udnævnelse, s. Grl. § 17, at maatte indskrænkes til den egentlige Statstjeneste, og Indfødsret kan saaledes i Almindelighed ikke antages for nødvendig til opnaaelsen af kommunale Embeder og Bestillinger. Det er maaske af denne Grund, at Administrationen har antaget, at Indfødsret ikke udfordres for at erholde Ansættelse som Skolelærer, s. Skr. 7. Dec. 1861, jfr. den noget afvigende Kskr. 25. Marts 1786 (i Registret til Reskriptsamlingen under Rubrum »Fremmede«), et Resultat, der i Øvrigt ikke kan billiges, da Skolelærernes Stilling ingenlunde kan opfattes som rent kommunal. I alle Beslutninger og Beskikkelser til Embeder eller Bestillinger, hvortil Indfødsret udkræves, skal udtrykkelig indføres, at Vedkommende har de i Fdn. om Indfødsretten fastsatte Egenskaber, s. Fdn. 1776 § 1, Pl. 15. Febr. 1776. Indfødsret udfordres ikke for at opnaae Rang eller anden Udmærkelse, s. Kabinetsordre 18. Marts 1776 B § 2, ei heller til Konstitution i Embeder, s. Resol. 9. Dec. 1820, 24. April 1827, s. fremdeles Fdn. 1776 § 9, Fundats 7. Mai 1788 Kap. 5 § 6, Fdn. 9. Jan. 1824 § 6, Resol. 8. April 1828.
2. Indfødsret udfordres som Betingelse for Valgret og Valgbarhed til Rigsdagen, s. Grl. §§ 30, 31, 35, 38, samt til det færøiske Lagthing, s. Lov 15. April 1854 §§ 2, 3. Derimod er den ikke ubetinget nødvendig for Valgret og Valgbarhed til det vestindiske Kolonialraad, s. Koloniallov 27. Nov. 1863 §§ 18 og 19, og kommer slet ikke i Betragtning ved det islandske Althing, s. Fdn. 6. Jan. 1857 §§ 1 og 2. Hvad de kommunale Repræsentationer angaaer, udkræves Indfødsret til Valgret og Valgbarhed til Kjøbenhavns Borgerrepræsentantskab, s. Lov 23. Dec. 1865 §§ 1, 2, og til Sogneraadene og Amtsraadene paa Landet, s. Kommunallov 6. Juli 1867 §§ 3, 35, hvorimod den udtrykkelig er erklæret for unødvendig med Hensyn til Borgerrepræsentationerne i Kjøbstæderne, s. Lov 31. Marts 1860 §§ 3, 4.
3. Adgangen til Stifter og Klostre i Kongens Stater er forbeholdt Fruer og Jomfruer, der ere i Besiddelse af foderet, s. Fdn. 1776 § 8. Herved kan dog uden Tvivl kun være sigtet til saadanne Stiftelser, der ere bestemte for Adelige eller Privilegerede, jfr. Udtrykket »Fruer«[1]) og Resol. for Slesvig og Holsten 9. Mai 1788.
4. Forskjellige Begunstigelser for Studerende ere betingede af Indfødsret, s. Bkg. 20. Dec. 1833 § 4, Regl. 11. Febr. 1848 § 3 Nr. 1, Bkg. 28. Juli 1857 §§ 29, 31, Lov om Veterinair og Landbohøiskolen 8. Marts 1856 § 3.
5. Til at vinde Borgerskab eller Næringsbevis udfordres i Reglen, at Vedkommende enten har Indfødsret eller i 5 Aar har opholdt sig og ernæret sig ærlig her i Riget, s. Næringslov 29. Dec. 1857 § 2 Nr. 4, s. ogsaa Lov om danske Skibes Registrering 13. Marts 1867 § 1. De Fortrin, der ved den tidligere Lovgivning vare tillagte Indfødte med Hensyn til Næringsdrift, ere derimod dels ligefrem ophævede, s. Lov 1857 § 100, dels have de tabt deres væsentligste Betydning, s. Lov 1857 § 25. Omvendt ere de Fortrin med Hensyn til Næringsdrift, der tidligere tilkom Fremmede, ophævede ved Lov 1857 § 99.
6. Som andre Begunstigelser for Personer, der have Indfødsret, kunne nævnes Regl. 22. April 1829 § 5, 27. Marts 1831 § 43 og Pl. 28. Jan. 1840, jfr. Lov om Koncession paa en Jernbane 9. Febr. 1866 § 1 Nr. 17.
7. Som en særegen Forpligtelse kan mærkes, at Værnepligten paahviler alle Mandspersoner i Kongeriget, der have dansk Indfødsret, medens denne Forpligtelse for Udlændinge er betinget af fast Hjem i Riget og selv under denne Forudsætning kan bortfalde ved særegne Konventioner eller ved undersaatligt Forhold til fremmede Stater, s. Værnepligtslov 2. Marts 1861, jfr. dog Lovens § 2 og D. T. 1868. 296.
B. Særegne Retsvirkninger af den til Fødselen knyttede Indfødsret.
Ved Naturalisationen Opnaaer Udlændingen Indfødsret, s. Grl. § 51, og skal agtes og ansees lige med Indfødte, s. Fdn. 1776 §§ 2—7. Skjøndt han altsaa maa antages lige med de virkelig Indfødte at have Adgang til alle de Rettigheder, der ere betingede af Indfødsret, jfr. ovenfor Litra A, ligger der dog allerede i de anførte Udtryk, at han ikke er Indfødt, og at han ikke ubetinget ophører at være Udlænding. Fdn. 1776 omtaler Indfødsretten kun som Betingelse for Adgang til Embeder og Tjenester, s. Fdn. Inskription og § 1, og til Stifter og Klostre, s. Fdn. § 8, og dens § 7 omtaler Naturalisationsbrevet kun som en Betingelse for, at den Fremmede lige med lndfødte kan haabe sig Veien banet til Embeder. Det er ogsaa ganske naturligt, at Staten kan ville tilstaae en dertil kvalificeret Fremmed Nydelsen af de særegne Rettigheder, som positivt ere knyttede til Indfødsret, uden derfor i alle Henseender at ville stille ham lige med den, der ved selve Fødselen er knyttet til Landet. Det maa derfor antages, at Ordet Indfødsret i Grl. § 51 er brugt i den snevrere og sædvanlige Betydning som Indbegrebet af de bestemte Rettigheder, der i Lovgivningen ere knyttede til den nævnte Kvalifikation, s. Skr. 11. Marts 1852 og ovenfor § 151, og at den naturaliserede Udlænding fremdeles maa være undergivet de særegne Regler, som Lovgivningen indeholder om Udlændinge eller Fremmede, forsaavidt ikke vedkommende Bestemmelses Indhold viser, at Ordet er taget i en anden Betydning, 8. Pl. 30. Nov. 1821.
1. Forsaavidt Lovene negte visse Personer Adgang til Riget, s. nedenfor, ere disse Regler i Almindelighed uanvendelige paa danske Undersaatter, ligegyldig om de have Indfødsret eller ikke, og om denne Indfødsret i første Fald beroer paa Fødsel eller Naturalisation, s. dog tidligere 6. 1. 3. Forsaavidt imidlertid den fremmede Undersaat, der falder ind under hine Love, har Indfødsret ifølge Fødselen, vil hans Modtagelse heri Reglen ikke blive negtet, saasom naar han udvises af den fremmede Stat paa Grund af Forbrydelser, eller fordi han ikke kan forsørge sig selv, s. Kskr. 18. April 1835, 29. Nov. 1836, 23. Marts 1839, jfr. Mskr. 15. Marts 1850, 9. Jan. 1851. Derimod gjælder dette ikke om den naturaliserede Udlænding.
2. Medens Landsforvisningsstraffen, der var anvendelig paa alle Personer, som kunde drages for de kongerigske Domstole, er bortfalden ved Straffelov 1866, kan Udvisning af Riget som Politiforanstaltning endnu finde Sted, s. Fdn. 30. Marts 1827 § 9, jfr. Straffelov § 309. En saadan Udvisning kan ikke finde Sted ligeoverfor den, hvis Indfødsret hviler paa Fødselen[2]), hvorimod den efter Omstændighederne vil kunne anvendes mod den naturaliserede Udlænding. Dette gjælder navnlig i følgende Tilfælde:
a. Naar en Udlænding, der bliver trængende til Fattigunderstøttelse, ikke ved Ophold i noget enkelt Fattigdistrikt i den lovbestemte Tid har erhvervet Forsørgelsesret, bliver han at udføre af Riget, s. Pl. 14. Dec. 1810 §§ 2, 3, Fdn. 24. Jan. 1844 § 10.
b. Naar en Udlænding, der ikke i de 5 sidste Aar har havt stadigt Ophold i den danske Stat, har gjort sig skyldig til Strafarbeide, bliver han tillige at dømme til efter udstaaet Straffetid at bringes ud af Riget. Det Samme skal efter Omstændighederne og navnlig efter Beskaffenheden af den begaaede Forbrydelse kunne finde Sted, naar den Paagjældende findes at have gjort sig skyldig til Straf af Fængsel paa Vand og Brød, og han tidligere i eller udenfor Kongeriget er straffet for Forbrydelser, s. Straffelovens § 16, jfr. den ældre i flere Henseender afvigende Regel i Pl. 19. April 1805.
c. Med Hensyn til Udlevering til fremmede Stater paa Grund af begaaede Forbrydelser gjøres derimod i Almindelighed ingen Forskjel paa dem, der have Indfødsret ifølge Fødselen, og dem, hvis Indfødsret blot hviler paa en Naturalisation, s. Traktat 10. Dec. 1809 Separatartikl. § 2, Kundgj. 16. April 1851 Art. 1, 20. Febr. 1852 Art. 1, 22. Dec. 1866 Art. 2.