Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 155
§ 155. Om Indfødsrettens Ophør.
I Almindelighed vil Indfødsretten kun kunne ophøre ved Døden. Den ved Fødselen erhvervede, personlige Egenskab som Indfødt er i og for sig ufortabelig, og det Samme maa i Mangel af positiv Bestemmelse gjælde om Indfødsretten, forsaavidt den kan betegnes som en i bemeldte personlige Egenskab liggende Betingelse for visse Rettigheder. Ei heller give de særlige Love, hvorved Indfødsret meddeles Udlændinge, noget Vink om, at den meddelte Indfødsret skulde kunne fortabes[1]). Et Andet er, at de vigtigste, til Indfødsretten knyttede Rettigheder kunne fortabes, navnlig som Følge af et lovstridigt Forhold; men Grunden hertil er ikke den, at Indfødsretten er tabt, men at andre Betingelser for den paagjældende Rettighed mangle, og forsaavidt derfor denne Mangel kan hæves, saasom, ved en meddelt Æresopreisning, s. Lov 3. April 1868 i D. T. 1868. 273, ville de af Indfødsretten betingede Rettigheder paany indtræde, uden at der behøves nogen Naturalisation. Navnlig er det afgjort, at Indfødsretten ikke tabes ved Udvandring, skjøndt en saadan hæver det undersaatlige Forhold, s. Lov om danske Skibes Registrering 13. Marts 1867 § 1. Vel vil i dette Tilfælde hyppig Betingelser for Rettighedens Udøvelse mangle; men ligesom dette dog neppe kan siges ubetinget, s. ovenfor 152 Nr. 6, s. dog Scheele Personret S. 238, vedbliver i ethvert Fald Rettigheden selv at bestaae og vil, uden at der behøves nogen Naturalisation, paany kunne udøves, naar den Paagjældende vender tilbage til Danmark. End ikke den Omstændighed, at den Paagjældende er traadt i undersaatligt Forhold til eller endog har erhvervet Indfødsret i en fremmed Stat, kan bevirke den danske Indfødsrets Fortabelse, s. Kskr. 9. April 1833, 18. April 1835, Mskr. 11. Marts 1852. Det eneste Tilfælde, der kan give Anledning til Tvivl, er det, at Vedkommende ved en kongelig Resolution aldeles løses fra sit undersaatlige Forhold, s. Resol. 17. Febr. 1853, hvilket undertiden skeer for at lette ham Adgangen til Optagelse i en fremmed Stat, hvorimod en saadan Løsning ikke er nødvendig til at hæve det almindelige Undersaatsforhold. I dette Tilfælde er det ved Skr. 13. Sept. 1851 antaget, at Indfødsretten tabes, og denne Anskuelse synes ogsaa at ligge til Grund for en Sessionskjendelse i Høiesteretstidende 1867. 560, ligesom den bestyrkes ved Fdn. 15. Febr. 1854 § 6 og 11. Juni 1854 § 6[2]), s. ogsaa Kundgj. 22. Dec. 1866 Art. 4 smh. med Art. 2. De nævnte Forordninger kunne imidlertid ikke være afgørende for Kongeriget, og dettes Lovgivning indeholder uden Tvivl ingen Hjemmel for Regeringen til at meddele slige Bevillinger med den anførte Virkning. Indfødsrettens Ufortabelighed synes derfor ogsaa at burde fastholdes i dette Tilfælde, hvilket ogsaa nærmest synes forudsat i den til den ovennævnte Sessionskjendelse sig sluttende Høiesteretsdom i Høiesteretstidende 1867. 558 (jfr. Ordene: I Forhold til Udskrivningsvæsenet maatte Indstævnte saaledes betragtes som Udlænding). At en dansk Kvindes Indfødsret ikke fortabes derved, at hun indgaaer Ægteskab med en Udlænding, er paavist ovenfor § 152 Nr. 4.