Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 166
§ 166. Fortsættelse. Om den almindelige Lovgivnings Ordning af Pressens Brug.
1. Retten til at drive Bogtrykkeri er i Kjøbstæderne kun betinget af sædvanligt Borgerskab, s. Næringslov 29. Dec. 1857 § 15, hvorimod der paa Landet udkræves en kongelig Bevilling, s. L. 1857 § 29.
2. Paa ethvert Skrift, som udleveres fra et Trykkeri her i Riget, skal Bogrykkerens Navn tilligemed Trykkestedet være anført. For Overtrædelse heraf straffes Bogtrykkeren, og naar denne ikke kan udfindes, den, der har Skriftet til Forhandling eller Uddeling, med Bøder fra 5—200 Rd. For urigtig Angivelse af Bogtrykker bødes fra 10—500 Rd., hvilken Straf ogsaa rammer den, der vidende om saadan Angivelse har Skriftet til Forhandling eller Uddeling, s. Lov 3. Jan. 1851 §§ 1, 2, Skr. 24. Jan. 1856, Cirk. 2. Febr. s. A.
3. En særlig Interesse have Bestemmelserne i Lov 3. Jan. 1853 § 3 om, hvem Ansvaret for Indholdet af et her i Riget ved Trykken offentliggjort Skrift paahviler, hvilke Forskrifter ere meget afvigende fra de almindelige, kriminalretlige Regler om Meddelagtighed i Forbrydelser. De Grundsætninger, som have været ledende ved Affattelsen af Paragraphens Forskrifter, ere disse, at man i ethvert Tilfælde skal have en Person, der bærer Ansvaret for Skriftets Indhold, at dette Ansvar paahviler den, der fremtræder som Publikant af Skriftet, at Ansvaret kun paahviler denne og ingen Anden, og at der følgelig ikke bliver at anstille nogen Undersøgelse om, hvo der i Øvrigt kan betragtes som Ophavsmand til Offentliggjørelsen. I Overensstemmelse hermed er det fastsat, at Ansvaret paahviler Forfatteren, naar han paa Skriftet har navngivet sig og derhos enten, da Skriftet udkom, havde fast Bopæl her i Riget, eller ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade. Har ingen saadan Forfatter nævnt sig, paahviler Ansvaret under samme Vilkaar Udgiveren og dernæst Forlæggeren eller Kommissionshandleren. Mangler nogen af de fastsatte Betingelser for, at en af de nævnte Personer kan drages til Ansvar, paahviler dette Bogtrykkeren. Naar i et af Flere i Forening udgivet Skrift den Enkelte fremtræder som Udgiver af visse tilstrækkelig afsondrede Dele af samme, bortfalder for saa vidt Ansvaret for de øvrige Udgivere. Enhver af de Personer, hvem Ansvaret saaledes kan komme til at paahvile, er, naar han dertil opfordres og ikke selv vil overtage Ansvaret, pligtig at meddele de Oplysninger, som maatte være fornødne for at godtgøre, at Ansvaret paahviler en af de Foregaaende; dog skal saadan Opfordring skee inden tre Maaneder, efterat Bekjendtgjørelse om Skriftets Udgivelse første Gang har været indrykket i et offentligt Blad, da Ansvaret for ham i modsat Fald bortfalder.
Efter de anførte Bestemmelser paahviler Ansvaret i en bestemt Rækkefølge Forfatteren, Udgiveren og Forlæggeren eller Kommissionshandleren, saaledes at Ansvaret, naar Betingelserne for samme mangle med Hensyn til en af disse, gaaer over paa den efterfølgende. Ansvaret er for samtlige de nævnte Personers Vedkommende knyttet til to Betingelser. For det Første fordres der, at den Paagjældende har navngivet sig paa Skriftet, hvortil der ikke paahviler ham nogen Forpligtelse, da Anonymitet er tilladt, s. derimod Fdn. 1799 § 16, jfr. Skr. 25. Jan. 1856. Navngivelsen maa være skeet paa Skriftet, og det er derfor ikke tilstrækkeligt, at han har navngivet sig i Skriftet, da man ikke heraf kan slutte, at han har villet overtage Ansvaret for Offentliggjørelsen. Fremdeles maa han være betegnet paa Skriftet med sit virkelige Navn. Er han angivet med et urigtigt Navn, har han intet Ansvar for Skriftets Indhold, selv om han altid bruger dette Navn, naar han fremtræder som Forfatter, ligesom der ei heller paahviler ham noget særligt Ansvar for den urigtige Angivelse af Navn. Er Forfatteren ikke navngivet paa Skriftet, eller er han her betegnet med et urigtigt Navn, kan Ansvaret ikke overføres paa ham derved, at han, naar Paatale finder Sted, erklærer sig villig til at bære Ansvaret, s. Jur. Ugeskr. 1855. 518. En Undtagelse fra Reglen i Lov 1851 § 3, at Forfatteren kun er ansvarlig, naar han har navngivet sig paa Skriftet, synes dog at maatte gjøres, naar det strafbare Indhold er fremsat paa en saadan skjult Maade, at Forfatteren maa antages at have regnet paa, at dette ikke vilde blive bemærket af dem, hvem Ansvaret efter Lovens § 3 vilde komme til at paahvile, fordi Forfatteren ikke har navngivet sig. At den, der saaledes har overtaget Ansvaret uden at kjende dettes Betydning, ikke kan straffes, turde være indlysende; men det synes derhos, skjøndt det ligger udenfor Lovens Bogstav, at stemme med dens Hensigt at antage, at Forfatteren, der ved sin svigagtige Fremfærd har bevirket, at den, der formelt fremtræder som Publikant, ikke kan dømmes, maa betragtes som den virkelige Publikant og dømmes som saadan, s. Bornemanns sml. Skr. 4. B. S. 310. Anm. 1. Dette er dog ikke antaget i en Dom i Jur. Ugeskr. 1854. 302, der gik en besynderlig Middelvei ved i et Tilfælde af den angivne Beskaffenhed at dømme Tiltalte for de i Manuskriptet indeholdte Fornærmelser.
Fremdeles fordres der, at den Paagjældende enten, da Skriftet udkom, havde fast Bopæl her i Riget, eller ved Sagens Anlæg er inden Statens dømmende Myndigheds Omraade. Saafremt han altsaa, da Skriftet udkom, havde fast Bopæl i Riget, er Betingelsen for hans Ansvar tilstede, og den Efterfølgende bliver ikke ansvarlig, omend Formanden forinden Sags Anlæg døer eller forlader Riget. Paa den anden Side er det tilstrækkeligt, at Formanden ved Sagens Anlæg opholdt sig her, selv om han ikke ved Skriftets Udgivelse havde fast Bopæl i Riget, og selv om han unddrager sig Sagens Følger ved at forlade Riget, og Ansvaret overføres ikke af denne Grund paa Eftermanden. I dette Tilfælde kan der ogsaa erholdes Dom over den Indstevnte, og giennem denne kan den Fornærmede i det Væsentlige opnaae Fyldestgjørelse, om end den Straf, der maatte blive idømt, ikke bliver fuldbyrdet.
Foruden de tvende ovennævnte Betingelser maa der som Betingelse for Anvendelsen af Straf endnu fordres, at de almindelige Betingelser for Tilregnelighed ere tilstede, saasom at den Tiltalte er over kriminel Lavalder, at han ikke er afsindig, osv.; men Mangler i saa Henseende ville dog, naar de to førstnævnte Betingelser ere tilstede, ikke bevirke, at Ansvaret overføres paa en Efterfølgende.
Mangle Betingelserne for Ansvar med Hensyn til Forfatteren, Udgiveren og Forlæggeren eller Kommissionshandleren, paahviler Ansvaret Bogtrykkeren, der ifølge Lov 1851 §§ 1, 2 skal være angivet paa Skriftet med sit rigtige Navn. Som Bogtrykker maa den ansees, der har Bevilling eller Borgerskab paa at drive det Bogtrykkeri, hvori Skriftet er trykt, og det kan i saa Henseende ikke komme i Betragtning, om han muligvis slet ikke befatter sig med Trykkeriet, men lader samtlige med dette forbundne Forretninger udføre af Andre, s.Høiæteretstidende1857. 272—74. Han synes kun at kunne fritages for Ansvar, naar det særlige Indhold af en meddelt Bevilling maatte medføre dette, s. Høiesteretstidende 1857. 270—72; men slige Bevillinger ville neppe kunne meddeles efter Udstedelsen af Lov 3. Jan. 1851, s. Grl. 1849 § 32, Grl. 1866 § 27. At Bogtrykkeren har overtraadt den ham ved Lov 1851 § 1 paalagte Forpligtelse til at navngive sig paa Skriftet, kan naturligvis ikke befrie ham fra det ham paahvilende Ansvar, hvorimod det kan være tvivlsomt, om i saa Fald tillige de andre Personer, som have medvirket til Offentliggjørelsen, kunne drages til Ansvar for samme, s. nærmere Bornemanns saml. Skr. 4. B. S. 311—12.
4. Af ethvert Skrift paa ikke over 6 Ark skal Bogtrykkeren samtidig med Skriftets Udlevering fra Trykkeriet og senest inden en Time fra Udleveringens Begyndelse afgive et Exemplar paa Politikammeret, hvorfor, om forlanges strax skal meddeles Tilstaaelse. Overtrædelse heraf straffes med Beder fra 20—500 Rd. Er ingen eller en urigtig Bogtrykker anført paa Skriftet, og Trykkeren ikke kan udfindes, gaaer Ansvaret over paa Forlæggeren eller Kommissionshandleren, s. Lov 3. Jan. 1851 § 4.
5. Enhver, der i et periodisk Skrift anseer sig for personlig angrebet, eller som ønsker at berigtige ham vedkommende Meddelelser i Skriftet, kan i dette fordre uden Betaling optaget en Bekjendtgiørelse om Sags Anlæg i Anledning af Angrebet saavel som om Sagens Udfald eller en Henvisning til en Berigtigelse i et andet Skrift. Denne Optagelse skal skee i et af de to første Nummere af Skriftet, som udgives, efterat Optagelsen bevislig er forlangt; Undladelse af at efterkomme denne Forpligtelse straffes med Bøden fra 20—100 Rd., og den begiærede Optagelse kan fremtvinges ved daglig Mulkt efter Rettens Kjendelse, s. Lov 1851 § 11.
6. Om de materielle Presseforseelser gives nærmere Bestemmelser ved Lov 1851 §§ 5—10, hvis Forskrifter ere betydelig mildere end de ældre Loves, dels forsaavidt visse Udtalelser, der forhen straffedes, efter L. 1851 bleve straffrie, dels forsaavidt de tilbageblivende Forbrydelser i Reglen straffedes med mildere Straffe end tidligere. Derhos skulde visse Forhold, der forhen paataltes af det Offentlige, nu kun kunne paatales ved privat Søgsmaal, s. Lov 1851 §§ 5—10, 12, 13. I Forbindelse hermed mærkes Forskrifterne i Lovens §§ 14 og 15 om Fremgangsmaaden med Hensyn til her indførte fremmede Skrifter. Bestemmelserne i Lov 1851 §§ 5—10 og § 12 erei Øvrigt nu ophævede ved Straffelovens § 309, og Bestemmelserne om de materielle Presseforseelser findes nu i Straffelovens §§ 82, 83, 86, 87, 90, 93—96, 156, 184, 216, 217, 220, jfr. § 34. Derimod har Straffeloven ikke forandret Reglerne om de formelle Presseforseelser i Lov 1851 §§ 1, 2, 4.
7. De i Lov 3. Jan. 1851 givne Bestemmelser om trykte Skrifter gjælde tillige om alle ved mekaniske Midler frembragte Gjengivelser af Skrift. Paa Kobberstik, Træsnit, Stentryk og andre billedlige Fremstillinger ville ligeledes de angaaende trykte Skrifter givne Bestemmelser med Undtagelse af § 4 være analogisk anvendelige. Dog skal, saafremt de udgaae i Forbindelse med et Skrift og som Bestanddele af dette, den, der bærer Ansvaret for Skriftet, tillige have Ansvaret for disse, 8. Lov 1851 § 16.
8. Lov 3. Jan. 1851 § 17 bestemmer, at denne Lov træder i Stedet for Lov 5. Juli 1850 (en Stadfæstelse af provis. Fdn. 24. Marts 1848) og de tidligere givne Bestemmelser om Pressens Brug. Som Følge heraf maae alle ældre, almindelige Love om Pressens Brug antages for bortfaldne, undtagen forsaavidt de indeholde enkelte Bestemmelser, der ikke angaae Pressens Brug; thi i saa Fald mase disse endnu fremdeles vedblive at gjælde, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 10 2. og 4. M., § 11, s. D. T. 1850. 159. Derimod kan Spørgsmaalet, om saadanne ældre, særegne Bestemmelser, der staae i Forbindelse med Pressens Brug, ere bortfaldne ved L. 1851 § 17 og Grl. 1849 § 91, jfr. Grl. 1866 § 86, ikke ganske i Almindelighed besvares bekræftende, men maa afgjøres efter Indholdet af hine Forskrifter og efter Reglerne om en ny, almindelig Lovs Indflydelse paa ældre, særegne Love. Det er saaledes utvivlsomt, at Lov 1851 ikke har berørt de ældre Forskrifter, der indeholdt Forbud mod Eftertryk, s. Fdn. 7. Jan. 1741, 7. Mai 1828, Pl. 9. Juni 1831, s. D. T. 1850. 111, hvilke Forskrifter i Øvrigt nu ere afløste af Lov 29. Dec. 1857, jfr. 23. Febr. 1866, Lov 21. Febr. 1868, i D. T. 1868. 129. Ei heller synes Eneretsbevillinger til at trykke eller udgive visse Ting at kunne ansees for bortfaldne, s. Adressekontoirets Privilegium 17. Dec. 1828, s. Jur. Ugeskr. 1852. 797, 1854 Følgeblad 4. S. 29, hvilket Privilegium i Øvrigt senere er bortfaldet. Ligeledes antoges Bestemmelsen i Fdn. 1799 § 15, jfr. Resol. 25. Mai 1849, om Nødvendigheden af et særligt Privilegium til Anlæggelsen af et Bogtrykkeri, ikke at være ophævet ved Lov 1851 § 17, s. Skr. 31. Jan. 1849, 9. Aug. 1852, jfr. nu Næringslov 29. Dec. 1857 §§ 15, 29. Ligesom det endelig ovenfor § 165 er bemærket, at Grl. § 86, jfr. Grl. 1849 § 91, ikke er til Hinder for, at den sædvanlige Lovgivning af særegne Grunde forbyder Offentliggjørelsen af Et eller Andet, saaledes kunne de ældre Forbud af lignende Beskaffenhed, som laae udenfor den almindelige Trykkefrihedslovgivning og vare motiverede ved særegne Hensyn, heller ikke uden Videre antages for bortfaldne, s. f. Ex. Fdn. 7. Nov. 1682 § 27, P1. 1. Dec. 1779, jfr. Skr. 16. Mai 1857, Høiesteretstidende 1859. 411, Plan 1. Juli 1799 § 137, Pl. 24. Jan. 1806, 12. Sept. 1823, jfr. Lov 22. Dec. 1850 § 5, samt Resol. 24. Dec. 1772, jfr. Cirk. 23. Nov. 1824 om Recensioner over utrykte Prædikener, med Hensyn til hvilket sidste Forbud Sagen dog stiller sig noget tvivlsommere, s. Larsens saml. Skr. I 3. 190—91.