Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 168
§ 168: Fortsættelse. Om Forsamlingsfriheden.
Grl. § 88, jfr. Grl. 1849 § 93, Koloniallov 27. Nov. 1863 § 80, bestemmer, at Borgerne have Ret til at samle sig ubevæbnede. Offentlige Forsamlinger har Politiet Ret til at overvære. Forsamlinger under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred. Paa Krigsmagten ere disse Bestemmelser dog kun anvendelige med de Indskrænkninger, der følge af de militaire Loves Forskrifter, s. Grl. § 94. Til Grl. § 88 ter sig § 89, som gaaer ud paa, at ved Opløb maa den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun skride ind, efterat Mængden tre Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles, jfr. Grl. 1849 § 94, Koloniallov 1863 § 80, Lov om Kjøbenhavns Politi 11. Febr. 1863 § 12, Straffelov § 104, Bkg. 10. Jan. 1860. Hovedreglen i Grl. § 88 er efter det Anførte, at Borgerne have Ret til at samle sig ubevæbnede For ret at forstaae Betydningen af denne Sætning maa det erindres, at den fortrinsvis har Hensyn til Forsamlinger i politiske Øiemed og har til Hensigt at fjerne den Tvivl, der tidligere herskede om slige Forsamlingers Berettigelse, s. Cirk. 14. Sept. 1835, 8. Nov. 1845, 14. Mai 1846, Ny Kollegialtidende 1846. 380—387. Som Følge heraf ere Forsamlinger af Ubevæbnede i politiske Øiemed ubetinget tilladelige; de kunne, afseet fra det i Grl. § 88. 3. M. nævnte Tilfælde, ikke forbydes af Administrationen, og selv Lovgivningsmagten kan ikke antages for berettiget til at forbyde slige Forsamlinger. Derimod ere Forsamlinger af Bevæbnede i politiske Øiemed ubetinget utilladelige. Forsamlinger af Ubevæbnede i ikke-politiske Øiemed ere vel ogsaa i Almindelighed tilladelige og kunne udenfor det i Grl. § 88. 3. M. nævnte Tilfælde ikke forbydes af Administrationen. Derimod kunne de Love, som af særlige, ikke-politiske Grunde have forbudt visse Forsamlinger eller betinget dem af en administrativ Tilladelse, ikke antages for bortfaldne ved Grundloven, s. P1. 1. Marts 1803, jfr. med Cirk. 27. Marts 1861, Fdn. 26. Marts 1845, jfr. med Lov 29. Dec. 1862, Næringslov 29. Dec. 1857 § 62, og ei heller kan der være Noget til Hinder for, at Lovgivningen af særlige Grunde gjør nye Indskrænkninger med Hensyn til slige Forsamlinger. Om Forsamlinger af Bevæbnede i ikke-politiske Øiemed ere tilladelige eller ei, vil beroe paa, om Øiemedet er lovligt, saasom naar et Selskab samles til Jagt, Skydeøvelser eller deslige, eller ikke.
I Øvrigt skjelner Grundloven mellem offentlige og private Forsamlinger og med Hensyn til den første Klasse atter mellem offentlige Forsamlinger under aaben Himmel og offentlige Forsamlinger under Tag. Private Forsamlinger ere tilladelige og ikke undergivne nogen særlig Kontrol af Politiet. Derimod har dette Ret til at overvære offentlige Forsamlinger, og forsaavidt disse skulle holdes under aaben Himmel, kunne de forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred, s. Cirk. 27. Mai 1854. At Politiet for at kunne benytte sin ommeldte Ret kan fordre en foregaaende Anmeldelse om Forsamlingens Afholdelse, er antaget ved Skr. 23. Juli 1852, s. ogsaa Scheels Personret S. 453; men det er dog tvivlsomt, om man i Mangel af positiv Hjemmel kan forlange en saadan Anmeldelse, der ikke nødvendig synes at følge af Øiemedet med den Politiet tillagte Ret, idet det ikke let vil blive dette ubekjendt, at en offentlig Forsamling tilsigtes afholdt. Kun hvor Deltagerne positivt lægge en paa at holde Politiet i Uvidenhed om den tilsigtede Forsamling, synes denne at maatte betragtes som utilladelig.
Om Forsamlingen er offentlig eller ikke, maa bedømmes efter samtlige foreliggende Omstændigheder, navnlig Stedet, Sammenkaldelses maaden, Medlemmernes Antal, Adgangens Almindelighed, ligegyldigt om der skal betales for samme eller ikke. Det kan derfor ikke billiges, naar Straffelov § 104 udelukkende lægger Vægt paa Stedet, og dette Moment kan i alt Fald i andre Forhold ikke være ubetinget afgjørende. Det tilkommer Domstolene at afgiøre, om en Forsamling er offentlig eller afholdes under aaben Himmel, hvorimod Øvrigheden har den endelige Afgørelse af Spørgsmaalet, om en Forsamling af den sidstnævnte Art giver Anledning til at befrygte Fare for den offentlige Fred. Ved offentlige Forsamlinger under aaben Himmel er der ingen Tvivl om Udstrækningen af Øvrighedens Berettigelse. Forsaavidt Forsamlingen ikke i Overensstemmelse med Grl. 88. 3. M. forud forbydes, skal Politiet yde sin Bistand til at opretholde Ordenen. Opstaaer der Uorden, som udarter til voldelig Adfærd, kan Politiet fordre Forsamlingen hævet; efterkommes denne Fordring ikke, kan Politiet selv erklære Forsamlingen for hævet, og det skrider da ind som ved Opløb, s. Lov om Kjøbenhavns Politi 11. Febr. 1863 § 12, Straffelov § 104.
Hvad offentlige Forsamlinger under Tag angaaer, fremgaaer det klart af Modsætningen mellem Grl. § 88, 2. og 3. M., at Politiet ikke er berettiget til forud at forbyde Forsamlingen, selv om der efter de Forhold, hvorunder Forsamlingen tilsigtes afholdt, de Gjenstande, som i samme skulle forhandles osv., er Grund til at befrygte Fare for den offentlige Fred. En Undtagelse herfra finder kun Sted, naar Forsamlingen ifølge særegne Lovbestemmelser maa betragtes som ulovlig, eller naar den paa Grund af sin særegne Karakter udkræver foregaaende Tilladelse af Øvrigheden, s. ovenfor. Tvivlsommere er det, hvilken Myndighed der i Øvrigt tilkommer Politiet ligeoverfor slige Forsamlinger. Herom foreskriver Loven 11. Febr. 1863 § 12, at Politiet efter Anmodning fra Forsamlingens Leder kan yde sin Bistand til Ordenens Opretholdelse og paa hans Begjæring, eller naar der opstaaer Ufred eller Slagsmaal, anholde eller med Magt fjerne Fredsforstyrrerne. At denne Myndighed i ethvert Tilfælde maa tilkomme Politiet, er indlysende, hvorimod det er tvivlsomt, om det skal antages at være indskrænket hertil, eller om der kan antages at tilkomme det den større Myndighed, hvoraf det er i Besiddelse ved offentlige Forsamlinger under aaben Himmel, at det i Tilfælde af Uorden, som udarter til voldelig Adfærd, kan fordre Forsamlingen hævet, og hvis denne Fordring ikke efterkommes, selv erklære Forsamlingen for opløst og derefter skride ind, som ved Opløb. Denne sidstnævnte Anskuelse ligger til Grund for Straffelovens § 104, som ganske almindelig bestemmer, at naar en paa offentligt Sted forsamlet Mængde tre Gange af Øvrigheden i Kongens og Lovens Navn er opfordret til at skilles ad, straffes de, der ikke efterkomme denne Befaling, med Bøder eller Fængsel. Spørges der nu først om Forstaaelsen af Grl. § 88, kunde det ganske vist synes, at denne Paragraph, idet den indrømmer en betinget Ret til at forbyde offentlige Forsamlinger under aaben Himmel, medens den med Hensyn til andre offentlige Forsamlinger kun tillægger Politiet Ret til at overvære dem, derved har villet antyde, at Politiet med Hensyn til offentlige Forsamlinger under Tag kun skal kunne benytte sin Nærværelse til at mærke sig, hvad der passerer, og til at skride ind mod den eller de Enkelte, der maatte foretage sig noget Ulovligt, men derimod være udelukket fra paa Stedet at kunne opløse Forsamlingen, om den end truer med at blive farlig for den offentlige Orden. Imidlertid kan der af Modsætningsforholdet mellem Grl. § 88, 2. og 3. M. med fuldkommen Sikkerhed kun udledes saa Meget, at Politiet ikke er berettiget til forud at forbyde Afholdelsen af en offentlig Forsamling under Tag, og det kan ikke negtes , at der er en væsentlig Forskjel mellem forud at forbyde en saadan Forsamlings Afholdelse paa Grund af en mere eller mindre løs Formodning om sammes Karakter, og at Opløse Forsamlingen, naar det har vist sig, at den udsætter Samfundsordenen for Fare eller Forstyrrelse. Imod Hensynet til disse Farer kan Frygten for Misbrug af en slig Myndighed, hvilke dog aldrig ganske kunne afvendes, og for hvilke Øvrigheden naturligvis staaer til Ansvar, neppe komme i Betragtning, og man synæ derfor at maatte indrømme Politiet den omspurgte Myndighed, hvilken ogsaa maatte antages at tilkomme det efter den tidligere Lovgivning, s. Straffelovens Motiver S. 141—42. I alt Fald kan der neppe indvendes Noget imod, at en slig Myndighed ved Lov tillægges Politiet.
Saafremt denne Anskuelse billiges, maa den omhandlede Myndighed i ethvert Tilfælde tilkomme Politiet udenfor Kjøbenhavn i Medfør af Straffelov § 104, og der bliver kun Spørgsmaal om, hvorvidt den i Lov 11. Febr. 1863 § 12 givne Regel for Kjøbenhavn er hævet ved Straffelov § 104. Dette synes at maatte besvares bekræftende, da Lov 1863 § 12 fremtraadte som en Anvendelse af en formentlig almindelig Regel i Grl. § 88 og derfor synes at maatte bortfalde, naar den omspnrgte almindelige Regel ved Lov forklares paa en anden Maade. Mener man derimod, at Grl. § 88 kun kan forstaaes paa den ovennævnte mere indskrænkede Maade, vil Afgjørelsen atter afhænge af, om man antager Domstolene for berettigede til at afgjøre Spørgsmaal om sædvanlige Loves Strid med Grundloven, s. ovenfor § 140. Besvares dette Spørgsmaal bekræftende, maa Bestemmelsen i Straffelov § 104 for saa vidt tilsidesættes. I modsat Fald maa denne Bestemmelse respekteres, men den kan da ikke antages at udstrække sig videre, end dens Indhold nødvendigvis kræver, og navnlig ikke at have hævet L. 1863 § 12.
Anm. At Borgernes Ret til at forsamles og deres deraf flydende Ret til at diskutere offentlige Anliggender ikke medfører nogen Ret til at holde egentlige Læreforedrag eller at oprette Skoler, behøver neppe nærmere at paavises. De Indskrænkninger, som ved tidligere Love af særegne Grunde ere gjorte i Retten hertil, kunne derfor ikke antages at være bortfaldne ved Grl. § 88, s. Pl. 25. Juli 1821, Adn. 20. Marts 1844 § 36, jfr. §§ 37—44, smh. med Lov 30. Sept. 1864 § 2. Kun paa det religiense Gebet er Lærefrihed hjemlet ved Grl. § 76.