Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 32
Første Afdeling. Om Statsterritoriet.
§ 32.
Om de Forandringer, som det danske Statsterritorium i Tidernes Løb er undergaaet, henvises til den almindelige Danmarkshistorie. Vi skulle derfor blot kaste et Blik paa Territoriets Omfang umiddelbart før den sidste Krig, for derefter at betragte dets nuværende Skikkelse. Indtil den seneste Tid bestod det danske Monarki, som tidligere berørt, af Kongeriget Danmark, Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, Bilandene Island og Færøerne og Kolonierne Vestindien og Grønland.
Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland udgjorde fra den ældste Tid en Provinds af det danske Rige, men var ved forskjellige Begivenheder blevet næsten ganske løsrevet derfra, og skjøndt en nøie Forening mellem samme og Riget atter blev tilveiebragt ved Patentet 22. Aug. 1721, der inkorporerede Hertugdømmet i den danske Krone, kunde det dog ikke henregnes til det egentlige Kongerige Danmark. Imidlertid havde nogle mindre Distrikter, der laae indenfor Slesvigs Grændser, og oprindelig hørte til samme, bevaret deres Forbindelse med Kongeriget, saaledes at de maatte henregnes til Nørrejylland. Til disse saakaldte Enklaver hørte Kjøbstaden Ribe, Ribe Bispestols Mensalgods, bestaaende af Møgeltønder, Ballum og Lystrup Birker samt Sønderland Romø, Ribe Domkapitels Besiddelser, som dannede Riberhus Birk, de limbækske Besiddelser, bestaaende af Løve Herred med Godset Trøiborg, Vesterlandsfør og Amrom, og endelig Mandø og List[1])
Hertugdømmet Holsten var oprindelig et rent tydsk Land, men blev efterhaanden bragt i Forbindelse med Danmark, saaledes at det ikke blot ved en Personalunion, men tillige ved Fællesskab i en Mængde vigtige Anliggender var forenet med det danske Monarki, medens det dog samtidig hørte til det tydske Forbund. Det Samme gjaldt om Hertugdømmet Lauenborg, der dog i flere Retninger indtog en eiendommelig Stilling.
Samtlige de til Monarkiet hørende Lande vare i Henhold til Londonnertraktaten 8. Mai 1852 ved Thronfølgelov 31. Juli 1853 blevne forenede under en fælles Arvefølge, og Principet om det danske Monarkis Integritet var endog blevet anerkjendt som permanent, s. Traktat 8. Mai 1852 Art. 2 og Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 3, og ovenfor § 16.
De anførte Forhold bleve i en meget væsentlig Grad forandrede ved Fredstraktaten 30. Okt. 1864, bekjendtgjort ved Kundgj. 16. Nov. s. A. Ved denne Traktats Art. 3 og 4 renuncerede Kongen af Danmark paa alle sine Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Fordel for Keiseren af Østerrig og Kongen af Preussen, hvor hos Kongen forpligtede sig til at anerkjende de Dispositioner, som de nævnte Fyrster maatte træffe med Hensyn til disse Hertugdømmer. Afstaaelsen af Hertugdømmet Slesvig omfattede alle de til dette Hertugdømme hørende Øer lige saa vel som det paa Fastlandet beliggende Territorium. For at simplificere Grændsereguleringen afstod Kongen af Danmark tillige til Østerrig og Preussen de jydske Besiddelser, der laae Syd for Distriktet Ribes sydlige Grændselinie, mod at en tilsvarende Del af Hertugdømmet Slesvig, indbefattende Øen Ærø og de nærmeste Territorier om Ribe og Kolding, adskiltes fra dette Hertugdømme og inkorporeredes i Kongeriget Danmark, s. Traktatens Art. 4 og 5. Grændselinien skulde i Overensstemmelse hermed nærmere afstikkes af en international Kommission, bestaaende af Repræsentanter for de kontraherende Magter, s. Traktatens Art. 6, og efterat denne Kommission havde fuldført sit Hverv, blev Resultatet af dens Forhandlinger om Grændselinien kundgjort ved Bkg. 22. Juli 1865. Herefter er Grændselinien draget fra Midtpunktet af Afstanden mellem Øerne Mandø og Romø indtil Midten af Heilsmindebugtens Munding ved Lille Belt, saaledes at den afskærer et nordvestligt og et nordøstligt Hjørne af Slesvig og i Midten følger Kongeaaen. Foruden de saaledes afskaarne Stykker hører, som ovenfor bemærket, ogsaa Ærø nu til Kongeriget.
Den angivne Grændselinie kan imidlertid nu ikke betragtes som definitiv, idet det ved den i Prag den 23. Aug. 1866 mellem Preussen og Østerrig afsluttede Fredstraktat er bestemt, at Østerrig til Preussen afstaaer sine Rettigheder til Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg med det Forbehold, at Befolkningen i de nordlige Distrikter af Slesvig skal afstaaes til Danmark, naar den ved fri Afstemning tilkjendegiver Ønsket om at blive forenet med dette Land.
Efter det Anførte bestaaer den danske Stats Territorium nu foruden Bilandene og Kolonierne kun af det egentlige Kongerige Danmark, indbefattende Nørrejylland med de nysnævnte slesvigske Distrikter, Sjælland og Fyn med de tilgrændsende mindre Øer, og Bornholm.
Til Kongerigets Territorium hører ogsaa Søterritoriet eller den til Kysterne grændsende Del af Havet, s. Straffelov 10. Febr. 1866 § 3. Dette strækker sig efter Cirkulaire 6. Nov. 1810, Resol. 22. Febr. 1812 1 Mil fra den yderste Strandbred af de til Riget hørende Fastlande eller Øer. Forsaavidt Afstanden mellem et dansk Land og et fremmed Land imidlertid ikke udgjør 2 Mil, maa uden Tvivl Midtstrømslinien være afgjørende, s. Bkg. 22. Juli 1865 §§ 1, 10. Desuden har Danmark fra umindelig Tid udøvet en Territorialhøihed over Sundet, Belterne og Østersøen, der ogsaa anerkjendtes ved Traktater, og af hvilken især den vigtige Ret til Øresundstolden havde sin Oprindelse, s. Schlegels Statsret S. 282 ff. Denne Ret er nu hævet ved Traktat 14. Marts 1857 og forskjellige Specialtraktater.
Efter Kongeloven 1665 Art. 19 jfr. Art. 27 skulde Kongerigerne Danmark og Norge samt alle de dertil hørende Provindser og Lande, saavelsom Alt, hvad Kongen enten den gang med sær Eieres Ret besad, eller som derefter af ham eller hans Efterkommere vandtes ved Sværdet, ved Arv eller nogen anden lovlig Titel og Middel, være og blive uskiftet og udelt under en Enevolds-Arvekonge. Denne Bestemmelse kunde i Øvrigt kun antages at sigte til vilkaarlige Delinger og Afhændelser, være sig i Kongens levende Live eller efter hans Død, jfr. Art. 20, og ikke til de Afstaaelser til fremmede Magter, som Kongen ved Omstændighedernes Tvang og Hensynet til det Heles Vel kunde see sig nødsaget til at indrømme, s. Larsens samlede Skrifter I 2. 18—19. Den nævnte Forskrift er nu bortfalden ved Grl. 5. Juni 1849 og Thronfølgelov 31. Juli 1853; men den Grundsætning, paa hvilken samme er bygget, er fastholdt ved den i Grl. § 18, jfr. tidligere Grl. 1849 § 23, Forfl. 1855 § 17, Grl. 1863 § 15, givne Bestemmelse, hvorefter Kongen ikke uden Rigsdagens Samtykke kan afstaae nogen Del af Landet. Omvendt maa det antages, at heller ikke nogen Udvidelse af Territoriet kan finde Sted uden Rigsdagens Samtykke, s. Grl. §§ 4, 18.
- ↑ Om en paatænkt Ordning af de Forviklinger, hvortil Enklavernes spredte Beliggenhed gav Anledning, s. Fdn. 20. Dec. 1859, der imidlertid ikke kom til at træde i Kraft, da den i Fdn. § 13 herfor stillede Betingelse ikke indtraadte.