Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 43

by Carl Georg Holck

§ 43. Om Statsraadet.

Allerede under det absolute Monarki bestod der et Geheimestatsraad , som skulde understøtte Kongen med Raad, og i hvilket navnlig de fra Regeringskollegierne indkommende Forestillinger, dog med visse temmelig omfattende Undtagelser, skulde foredrages Kongen, s. Aab. Br. 29. Apr. 1814, Pl. 3. Jan. 1840, Bkg. 28. Dec. 1849, Reskr. 20. Apr. 1819. Det bestod af nogle af Cheferne for Regeringskollegierne og enkelte andre af Kongen udnævnte Mænd, hvorhos de Thronen nærmeste, kongelige Prindser pleiede at være Medlemmer af samme ifølge kongelig Udnævnelse, s. Aab. Br. 29. Apr. 1814, jfr. Larsens saml. Skr. I 2. 97—99.

Grl. 1849 § 21 oprettede et Statsraad, der dannedes af samtlige Ministre, og hvori den, der af Kongen var udnævnt til Premierminister, førte Forsædet. Med Hensyn til dets Kompetence fastsættes, at alle Lovforslag og vigtigere Regeringsforanstaltninger skulde forelægges Statsraadet, og ved Grl. §§ 8, 10, 14 tillagdes der samme flere vigtige Rettigheder, men i Øvrigt skulde dets Ordning nærmere bestemmes ved Lov, s. Grl. § 21.

Disse Regler bleve forandrede ved de senere Forfatningsbestemmelser, s. Kundgj. 28. Jan. 1852, Fdn. 26. Juli 1854 § 4, Forfl. 2. Okt. 1855, Grl. 18. Nov. 1863. Disse Love gave omhyggelige Regler om Statsraadet, der nu blev kaldet Geheimestatsraadet og fremtraadte som en vigtig forfatningsmæssig Institution med en forandret Sammensætning, s. Forfl. 1855 § 14, Grl. 1863 § 12 og med betydelige, forfatningsmæssige Rettigheder, s. Forfl. 1855 §§ 5, 15, 20, 22, 54, Grl. 1863 §§ 5, 6, 13, 19, 58, 59. Grunden til den Vægt, der saaledes lagdes paa Bestemmelserne om Geheimestatsraadet, laa væsentlig i dettes Betydning som en for hele Monarkiet fælles Institution. Efterat denne Betydning er bortfalden ved Hertugdømmernes Afstaaelse og Ophævelsen af Adskillelsen mellem fælles og særlige Anliggender, har Grl. 1866 tildels gjenindført Reglerne om Statsraadet i Grl. 1849, omend med ikke uvæsentlige Modifikationer, ligesom den ogsaa har gjenoptaget det her benyttede Navn.

Hvad Statsraadets Sammensætning angaaer, bestemmer Grl. § 15, at Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet, hvori Thronfølgeren, naar han er myndig, tager Sæde. Kongen fører Forsædet undtagen i de i Grl. §§ 7 og 8 anførte Tilfælde, hvor der ikke er nogen Konge, som kan føre Regeringen. Retten til Sæde i Statsraadet tilkommer herefter samtlige Ministre som saadanne, uden at nogen særlig Beskikkelse dertil er nødvendig. Dette gjælder ogsaa om de ad interim udnævnte Ministre, s. dog Resol. 24. Febr. 1860 i D. T. 1860. 202 og Resol. 30. Marts 1861 i D. T. 1861. 417, samt om de ovenfor i § 42 omtalte Ministre uden Portefeuille, hvis Virksomhed netop skal bestaae i at understøtte Kongen med Raad. Ministerens Sæde i Statsraadet ophører ligefrem ved hans Afskedigelse som Minister, men kan ikke særskilt berøves ham. Thronfølgeren har en forfatningsmæssig Ret til Sæde i Statsraadet, der ligefrem indtræder med hans Myndighed, og som Kongen ikke kan berøve ham. Derimod har ingen anden Person Ret til Sæde i Statsraadet, og ei heller kan Kongen ved sin Beslutning tillægge Nogen, som ikke er udnævnt til Minister og derved har overtaget det særegne, konstitutionelle Ansvar, som paahviler Ministrene, Ret til saadant Sæde. Navnlig kan der ikke, som efter Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12, være Tale om i Statsraadet at optage nogen anden kongelig Prinds end Thronfølgeren.

Det kan omtvistes, hvilken Stilling Thronfølgeren indtager i Statsraadet. Da Grl. § 15 udtaler, at Ministrene i Forening udgjøre Statsraadet, medens det om Thronfølgeren kun siges, at han tager Sæde i samme, s. derimod Fdn. 26. Juli 1854 § 4, og da det særegne Ansvar, som paahviler Ministrene, s. Grl. §§ 12—14, ikke kan gjøres gjældende mod ham, kunde det synes, at Grundlovens Hensigt kun var at give den tilkommende Konge Leilighed til betimelig at gjøre sig bekjendt med Regeringsforretningerne, og at der derfor vel kunde indrømmes ham Adgang til at deltage i Statsraadets Forhandlinger, men ikke nogen egentlig Stemmeret i samme, s. den norske Grl. 4. Nov. 1814 § 35, der indrømmer Thronarvingen Sæde i Statsraadet, dog uden Stemme og Ansvar, hvilket navnlig vilde være af Betydning i de i Grl. §§ 7 og 8 omhandlede Tilfælde. Det synes nemlig betænkeligt at tillægge en Person, mod hvem det sædvanlige, konstitutionelle Ansvar ikke kan gjøres gjældende, en saadan Stemmeret, hvorved en Minoritet i det ansvarlige Ministerium kunde forandres til Majoritet og saaledes Regeringens Politik blive væsentlig modificeret.

Disse Betragtninger ere dog neppe afgjørende for at negte Thronfølgeren Anerkjendelse som fuldstændigt, stemmeberettiget Medlem af Statsraadet. I de almindelige Tilfælde, hvor Statsraadet kun er raadgivende, og hvor den endelige Afgjørelse tilkommer Kongen, vil Spørgsmaalet, da man dog ikke kan negte Thronfølgeren Ret til at deltage i Forhandlingerne, ikke faae nogen væsentlig praktisk Betydning, og i de i Grl. §§ 7 og 8 omhandlede Tilfælde, hvor Statsraadet optræder som besluttende, vil en saa betydningsløs Stilling, som den omtalte, være saa lidet værdig og passende for Thronfølgeren, at man ikke uden en meget bestemt Hjemmel kan indskrænke ham til samme. Skjøndt det nu unegtelig er paafaldende, at de klare Udtryk i Fdn. 26. Juli 1854 § 4 ere ombyttede med de mere tvetydige i de senere Forfatningslove^[1]), maa det dog indrømmes, at Udtrykkene i Grl. 1866 § 15 vel kunne forenes med den Opfattelse, at Thronfølgeren indtager samme Stilling i Statsraadet, som Ministrene, og der foreligger ikke tilstrækkelig bestemt Grund til at antage, at Grundloven skulde være gaaet ud fra en anden Opfattelse. Tvertimod modsiges denne Antagelse derved, at Statsraadet i saa Fald i de i Grl. §§ 7 og 8 anførte Tilfælde ikke vilde være væsentlig forskjelligt fra et Ministerraad, til hvilket Thronfølgeren ogsaa har Adgang, s. Resol. 3. Dec. 1855 i (Lovsamlingen som Note til Lov 1. Apr. 1856). De fra den manglende Ansvarlighed hentede Betænkeligheder formindskes betydeligt derved, at ingen Afgjørelse kan faae Retsvirkning uden Kontrasignatur af en eller flere Ministre, som derved overtage Ansvaret, s. Grl. § 13. Kunde disse Betænkeligheder nu end desuagtet have nogen Vægt efter Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12, ifølge hvilke Kongen ved sin Beslutning kunde indrømme et maaske ikke ganske ubetydeligt Antal kongelige Prindser Sæde i Statsraadet, synes de dog nu at maatte bortfalde, da der efter den nugjældende Grundlov kun er Tale om Thronfølgeren, og der derhos er tillagt denne en forfatningsmæssig Ret til Sæde i Statsraadet, som under en modsat Forudsætning saa godt som ingen Betydning vilde have. Vi troe derfor at burde antage, at der tilkommer Thronfølgeren samme Ret som Medlem af Statsraadet, som Ministrene, hvad enten Statsraadet, som sædvanlig, holdes under Kongens Forsæde, eller ikke. I sidste Fald maa da Forsædet tilkomme Thronfølgeren, s. Fdn. 26. Juli 1854 § 4, der følgelig ogsaa i Tilfælde af Stemmelighed maa have den afgjørende Stemme, s. ovenfor § 42.

1. Denne Ombytning kunde nu vel under den modsatte Forudsætning finde sin Forklaring deri, at de senere Forfatningslove hjemlede Ministeransvarlighed, hvilket ikke gjaldt om Fdn. 1854; men ligesom der ved Forhandlingerne om Forfl. 1855 ikke forekom den mindste Antydning af, at der ved Forandringen i Udtrykkene var tilsigtet en Forandring i selve Reglen, saaledes synes de nedenfor i Texten anførte Grunde ogsaa at tale imod, at en saadan Forandring skulde være tilsigtet.