Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 47

by Carl Georg Holck

Andet Underafsnit. Om Kongens Rettigheder med Hensyn til Lovgivningsmyndigheden, forsaavidt denne udøves af ham i Forening med Rigsdagen.

§ 47.

Ifølge Grl. 1866 § 2, s. Grl. 1849 § 2, Forfl. 1855 § 21, Grl. 1863 § 18, er den lovgivende Magt hos Kongen og Rigsdagen i Forening. Heri ligger i og for sig kun den Hovedregel, at den lovgivende Magt ikke kan udøves af nogen enkelt af disse Faktorer, men kun af begge i Forening. Efter den nugjældende Grundlov er det imidlertid tillige en almindelig Grundsætning, at Kongen og Rigsdagen ogsaa ved Udøvelsen af Lovgivningsmagten ere ligestillede, saa at begge i saa Henseende have lige Rettigheder. Denne Grundsætning er i det Hele konsekvent gjennemført, og vor Grundlov kjender ikke de Indskrænkninger i Repræsentationens Myndighed, som jevnlig forekomme efter andre Forfatninger, og hos os navnlig vare gjældende efter Forfatningslov 2. Okt. 1855 § 45, jfr. § 46, ifølge hvilken Rigsraadet ikke havde noget Initiativ, ligesom det ved den endelige Afstemning over Lovforslaget var indskrænket til at antage eller forkaste dette som en Helhed i den Form, i hvilken det af Regeringen forelagdes til tredie Behandling. En fuldstændig Ligestilling af Kongen og Rigsdagen finder dog ikke Sted efter Grl. 1866. Paa den ene Side har Kongen visse Forrettigheder fremfor Rigsdagen og navnlig Ret til under visse Betingelser at udøve en vis selvstændig Lovgivningsmyndighed. Paa den anden Side medfører derimod den Omstændighed, at Kongen kun kan stadfæste eller forkaste et Lovforslag i den Skikkelse, hvori det er vedtaget af Rigsdagen, at denne faaer den overveiende Indflydelse paa Lovens Indhold og navnlig paa sammes Detail, idet Kongens Ret til at negte Stadfæstelse kun vil blive anvendt, hvor Uenigheden er af indgribende Betydning.

Med Hensyn til den Del af Lovgivningsvirksomheden, som udøves af Kongen og Rigsdagen i Forening, har Kongen følgende Rettigheder:

1. Initiativet, idet Kongen efter Grl. § 23 kan for Rigsdagen lade fremsætte Forslag til Love. I Overensstemmelse med den ovenanførte Grundsætning tilkommer Initiativet dog ogsaa ethvert af Rigsdagens Thing og i disse atter ethvert af deres Medlemmer, s. Grl. 44, jfr. derimod Forfl. 1855 §§ 45,46, og den Forskjel med Hensyn til den formelle Behandlingsmaade, som ifølge de oprindelige Forretningsordener for Rigsdagens tvende Afdelinger fandt Sted, eftersom Lovforslaget udgik fra Regeringen eller et helt Thing eller det fremsattes af et enkelt Rigsdagsmedlem, s. Larsens samlede Skrifter I 3. § 108 Nr. 1 og 2, var allerede før Grl. 1866 hævet ved senere Tillæg til Forretningsordenen, see nu Forretningsorden for Folkethinget § 10, for Landsthinget § 12. Ifølge den almindelige Regel i Grl. § 16 blive de fra Regeringen udgaaende Lovforslag, forinden de forelægges Rigsdagen, at forhandle i Statsraadet. Den Indskrænkning i saavel Kongens som Thingenes Ret til at fremsætte Lovforslag, som tidligere fulgte af Bestemmelsen i Grl. 1849 § 56, hvorefter et Lovforslag, der blev forkastet af et af Thingene, ikke oftere kunde foretages af samme Thing i samme Samling, er ikke optaget i Grl. 1866.

2. Stadfæstelses- eller Sanktionsretten, idet Kongens Samtykke ifølge Grl. § 24 udfordres til at give en Rigsdagsbeslutning Lovskraft. Det saaledes fornødne Samtykke af Kongen kan først meddeles med Retsvirkning, efterat Rigsdagsbeslutningen er fattet, og dets Nødvendighed bortfalder følgelig ikke, fordi det af Regeringen forelagte Lovforslag vedtages af Rigsdagen i uforandret Skikkelse. Samtykket maa fremdeles meddeles udtrykkeligt, og Kongen kan altsaa ved Intet at foretage med Hensyn til det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag bevirke, at det ikke bliver Lov, s. Grl. § 24. 3. M. Dog maa det ansees for den vedkommende Ministers Pligt at forelægge det vedtagne Lovforslag for Kongen med Forslag til Meddelelse eller Negtelse af Sanktion af samme. Efter det Anførte er det mindre passende at betegne Kongens Ret til at meddele eller negte Lovforslaget Stadfæstelse ved Udtrykket absolut Veto; det nævnte Udtryk er ogsaa for saavidt mindre heldigt, som det let kan vække den Forestilling, at Lovgivningsmyndigheden i Virkeligheden kun tilkommer Repræsentationen, og at Kongens Myndighed kun gaaer ud paa at hindre dennes Udøvelse af Lovgivningsmagten, en Forestilling, der bestemt strider mod Grl. § 2.

Som tidligere berørt, har Kongen kun Valget mellem at stadfæste eller negte at stadfæste det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag i dets Helhed. Skulde Kongen derfor ved Stadfæstelsen af et af Rigsdagen vedtaget Lovforslag foretage nogen Forandring i samme, maa Virkningen heraf, selv om Forandringen kun er mindre væsentlig, være den, at slet ingen Lov er tilveiebragt, idet den efter Grl. § 24 fornødne Overensstemmelse mellem de to Faktorer i Lovgivningsmyndigheden ikke er tilstede. Dog maa det uden Tvivl antages, at Kongen inden Udløbet af den i Grl. § 24 3. M. foreskrevne Frist kan tilbagekalde den saaledes med Forandringer meddelte Stadfæstelse og pure stadfæste den oprindelige Rigsdagsbeslutning. Derimod bevirker den ligefrem meddelte Stadfæstelse, at Rigsdagsbeslutningen faaer Lovskraft, s. Grl. § 24, og Kongen kan ikke ved en senere Tilbagekaldelse af den engang meddelte Stadfæstelse bevirke nogen Forandring heri. I Forbindelse med det Anførte staaer det, at de før Grl. 1849 sædvanlige Præmisser, der fremtraadte som Indledning til Loven og indeholdt Angivelse af Grundene til dens Udstedelse, ikke længere forekomme, hvorimod Loven nu kun indledes ved en Meddelelse om, at Rigsdagen har vedtaget og Kongen ved sit Samtykke stadfæstet samme og sluttes med et Paalæg til alle Vedkommende om at rette sig efter Loven.

Ifølge Grl. § 24. 3. M., s. Forfl. 1855 § 45, Grl. 1863, 1. midl. Best. maa Kongens Stadfæstelse af et af Rigsdagen vedtaget Lovforslag meddeles inden næste, ordentlige eller overordentlige Rigsdagssamling; i modsat Fald ansees Forslaget som bortfaldet. Denne Sætning er vistnok ogsaa aldeles stemmende med Sagens Natur og Grundlovens Grundsætninger. Loven bør nemlig være et Produkt af en overensstemmende Villie hos de forskjellige Faktorer i Lovgivningsmagten; men en saadan Overensstemmelse kan ikke siges at være tilstede, naar disse faktorer meddele deres Samtykke med længere Tids Mellemrum og maaske under aldeles forskjellige Forhold. De samme Betragtninger, der lede til at negte Tilværelsen af en retlig Kontinuitet mellem de forskjellige Rigsdagssamlinger, s. Larsens samlede Skr. I. 3. S. 125—26 og nedenfor, tale med samme Styrke for Nødvendigheden af en Begrændsning af Stadfæstelsesrettens Udøvelse, og denne kan da ikke vel være nogen anden end den angivne. En modsat Regel vilde ogsaa kunne benyttes til de groveste Misbrug^[1]). Det var derfor allerede efter Grl. 1849, som ikke indeholdt nogen udtrykkelig Bestemmelse af det omhandlede Indhold, antaget, at Kongens Stadfæstelse burde meddeles inden Rigsdagens næste ordentlige^[2]) Sammenkomst, s. Landsthingstidende 6. ordentlige Samling 431, Landsthingstidende: Overordentlig Samling 1855. 252—53; jfr. dog Grl. 1863, 1 midl. Best., til hvilket intet Tilsvarende findes i selve Grundloven.

Det fordres i Øvrigt blot i Grl. § 24, at Stadfæstelsen skal meddeles inden næste Rigsdagssamling, og der er altsaa Intet til Hinder for, at Loven paa Grund af tilføiede Betingelser først senere træder i Kraft, s. Rigsraadstidende 4. ordentlige Samling 511—12.

Spørgsmaalet om Stadfæstelsens Meddelelse forhandles i Statsraadet, s. Grl. § 16. Meddelelsen af Sanktionen skeer i Forbindelse med Lovens officielle Udfærdigelse. Loven udstedes i Kongens Navn og med hans Underskrift, hvilken i Henhold til den almindelige Regel i Grl. § 13 maa være ledsaget af en Ministers Underskrift. Lovsproget er nu kun dansk, s. tidligere Kundgj. 28. Jan. 1852, Fdn. 15. Febr. 1854 § 7; dog bliver ogsaa den islandske Text af de Love, som udkomme for Island, paa samme Maade, som den danske Text, at forsyne med Kongens og vedkommende Ministers Underskrift, s. Bkg. 27. Mai 1859 II. 1.

3. Ifølge Grl. § 24. 2. M. befaler Kongen Lovens Bekjendtgjørelse, hvorved der sigtes til, at Loven efter at være bleven trykt foranstaltes tinglæst, s. Fdn. 8. Okt. 1824. Det kan i Øvrigt omtvistes, om denne Kongens Myndighed skal betragtes som en Deltagelse i den lovgivende Magt, eller som en Gren af hans udøvende Magt, hvilket atter vil afhænge af, om Kundgjørelsen betragtes som et Moment i selve Lovens Begreb, saa at denne aldrig forpligter, før den ved Tinglæsning er bleven kundgjort, eller om selv den utinglæste Lov i Mangel af anden Bestemmelse forbinder den, der bevislig kjender den, s. Scheel: Privatrettens alm. Del I S. 129 ff. Forsaavidt Grl. § 24 tillige bestemmer, at Kongen drager Omsorg for Lovens Fuldbyrdelse, henhører denne Virksomhed utvivlsomt til hans udøvende Magt.

1. Et interessant Exempel herpaa meddeles i Rønnes: Staatsrecht der preussischen Monarkie I S. 150 i og Anm. 2. I 1789 antoge de spanske Kortes et af Kong Karl 4. forelagt Lovudkast, der gik ud paa at ophæve den saliske Lov om Kvindernes Udelukkelse fra Thronen; men Udkastet blev dengang ikke stadfæstet af Kongen. Først i 1830 stadfæstede og publicerede Ferdinand 3. Loven under Paaberaabelse af det af Kortes 1789 givne Samtykke, og paa Grund heraf maatte Don Karlos vige for Infantinde Isabella.
2. I Mangel af positiv Hjemmel kunde der neppe stilles nogen videregaaende Fordring.