Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 58
§ 58. Om Kongens Ret til at benaade og give Amnesti.
Ifølge Grl. § 26, s. Grl. 1849 § 31, Forfl. 1855 § 18, Grl. 1863 § 16, kan Kongen benaade og give Amnesti. Denne Ret er nærmest beslægtet med den i det Foregaaende omhandlede Ret til at gjøre Undtagelser fra Lovene, idet Benaadning og Amnesti ogsaa kan siges at indeholde en Undtagelse fra Lovene, ligesom det ogsaa kan bemærkes, at den egentlige Benaadningsmyndighed og Bevillingsmyndigheden for saa vidt ere byggede paa samme Princip, som det ved begge er det foreliggende Tilfældes individuelle Beskaf fenhed, der bevirker en Afvigelse fra Lovens almindelige Regel. Kongens Benaadningsmyndighed kan paa den ene Side endnu mindre end Bevillingsmyndigheden betragtes som en Gren af den lovgivende Myndighed; paa den anden Side kan den heller ikke betragtes som et personligt, kongeligt Prærogativ, men maa opfattes som en Gren af Kongens udøvende Magt, og den kan derfor ifølge den almindelige Regel i Grl. § 13 kun udøves under Medvirkning af en Minister.
For at Ministeransvarligheden ikke skal blive illusorisk ved Brugen af Kongens Benaadningsret, har Grl. § 26 med Hensyn til de Ministrene ved Rigsretten idømte Straffe vel ikke udelukket Kongens Benaadningsmyndighed, men betinget dens Udøvelse af et Samtykke fra den anklagende Myndighed, Folkethinget. I Øvrigt er Grl. § 26 efter sine Ord ogsaa anvendelig i de Tilfælde, hvor Anklagen mod Ministeren ikke er reist af Folkethinget, men af Kongen, s. Grl. § 14. Derimod er Kongens Benaadningsret ikke indskrænket med Hensyn til de Straffe, som ved de almindelige Domstole paalægges Ministrene for Forbrydelser, der ikke vedkomme deres Embede, ei heller med Hensyn til de Straffe, som ifølge den særegne Hjemmel i Grl. § 69 paalægges andre Personer af Rigsretten, ikke engang med Hensyn til den i Grl. § 43, jfr. Straffelov 1866 § 95 omhandlede Forbrydelse.
Ordet Benaadning bruges i forskjellige Betydninger. I egentlig og indskrænket Forstand sigtes derved til Eftergivelse eller Formildelse af en idømt Straf, og Ordet modsættes da dels Abolition eller Undertrykkelse af en Straffesags Forfølgning ved Domstolene, s. Resol. 30. Dec. 1854 i D. T. 1855. 26, dels Opreisning eller den Ophævelse af en idømt Strafs Følger med Hensyn til Forbryderens Ære, som finder Sted, efterat Straffen er udstaaet, eftergivet eller formildet ved Benaadning. I videre Forstand kan Benaadning bruges som omfattende ogsaa Abolition og Opreisning, ligesom undertiden endog Amnesti kan indbefattes derunder. Amnesti bruges nærmest om saadanne Tilfælde, hvor endnu ingen retslig Forfølgelse er indledet, s. Kundgj. 28. Jan. 1852, Bkg. 31. Marts s. A., men kan ogsaa indbefatte de Tilfælde, hvor saadan Forfølgning har fundet Sted, eller endog Dom er falden, s. Pl. 26. Juni 1848, jfr. Pl. 24. Jan. s. A. Forskjellen fra de ovennævnte Begreber ligger navnlig deri, at Amnestien forudsætter, at et større Antal Personer have begaaet Forbrydelser af en vis, navnlig politisk Beskaffenhed, og at retslig Forfølgelse og Straf eftergives uden nogen Undersøgelse af de specielle Tilfælde.
Ved Grl. § 26 har Kongens Ret til at benaade og give Amnesti erholdt en grundlovmæssig Sanktion og vil saaledes kun kunne berøves ham gjennem en Forfatningsforandring. Ved »benaade« er dog vistnok nærmest kun tænkt paa Benaadningsretten i indskrænket Forstand, i hvilken Henseende kan bemærkes, at Retten til at give Amnesti særskilt er nævnt ved Siden af Benaadning, og at den i 2. Mbr. tilføiede Undtagelse kun angaaer den egentlige Benaadning. Selv om man imidlertid vil tillægge Udtrykket »benaade« en videre Betydning, kan det dog ikke antages at være Grundlovens Mening at tillægge Kongen en grundlovmæssig sikkret, ubegrændset Ret i saa Henseende; men de nærmere Begrændsninger, om hvilke der navnlig med Hensyn til Abolition og Opreisning kan være Spørgsmaal, kunne fastsættes ad den almindelige Lovgivnings Vei[1]). Grl. § 26 taler kun om Kongens Benaadningsret; det følger imidlertid af Principet i Grl. § 27 og de almindelige Grundsætninger om Forholdet mellem ældre og nyere Retsregler, at Grundloven ikke har hævet den Ret, der efter de tidligere Regler tilkom de administrative Autoriteter til at eftergive eller nedsætte visse, navnlig Bødestraffe, s. Skr. 10. April, 26. Mai 1852. Sluttelig bemærkes , at der ogsaa bliver Spørgsmaal om Benaadning med Hensyn til de undtagelsesvis af administrative Autoriteter dikterede Straffe, s. Skr. 26. Mai 1852.
Med Hensyn til det Spørgsmaal, om den Domfældte er berettiget til at afslaae Benaadningen, s. den norske Grundlov 1814 § 20, henvises til Kriminalretten.
Anm. I en vis Forbindelse med Lovgivningsvirksom heden staaer den Ret, der ved Grl. §§ 19—22. 41, 42 er til lagt Kongen til at sammenkalde, udsætte og opløse Rigs dagen, samt den eiendommelige Ret, der ifølge Grl. §§34 og 39 tilkommer ham til at udnævne et vist Antal Medlemmer af Landsthinget. Begge disse Rettigheder maae utvivlsomt betragtes som henhørende til Kongens udøvende Magt; men for ikke at adskille sammenhængende Materier, foretrække vi at fremstille dem i Forbindelse med Læren om Rigsdagens Virksomhed og Sammensætning.
- ↑ Se nu L. 3. April 1868.