Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 75

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Gå til: navigering, søg

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kiøbenhavn

II

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/1 1-6

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1946. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1923.

Fjerde Afdeling. Om Rigsdagen.

_______

Første Afsnit. Om Rigsdagen i Almindelighed.

§ 75. Om Rigsdagens Karakter som Folkerepræsentation.

Den Andel i Statsmagten, som i det konsitutionelle Monarki tilkommer Folket, kan under nuværende Samfundsforhold ikke udøves af Folket umiddelbart, men kun gjennem en Repræsentation. Denne Repræsentation er hos os Rigsdagen, der paa Folkets Vegne udøver de dette som en Helhed tilkommende, forfatningsmæssige Rettigheder. Disse Rettigheder bestaae dels i Udøvelsen af den lovgivende Magt i Forening med Kongen, s. Grl. § 2 og § 95, jfr. som Undtagelse Grl. § 25, dels i ogsaa udenfor dette Forhold at udøve en omfattende Indvirkning paa og Konrtol med den hele Statsstyrelse, s Grundlovens 5te Afdeling, dels endelig endog i Retten til i visse overordentlige Tilfælde selvstændig at tage de med Hensyn til den kongelige Myndigheds Udøvelse fornødne Beslutninger, s. Grl. § 8. Folkets Deltagelse i Statsstyrelsen viser sig saaledes i ddet Væsentlige kun virksom ved Valget af Medlemmer til Rigsdagen; men ligesom Grundloven ved sine Bestemmelser om Valgvæsenet har draget Omsorg for, at Rigsdagen kan blive en virkelig Folkerepræsentation, saaledes har den ogsaa sørget for, at

Rigsdagen kan bevare dette Præg, idet dens Medlemmer for den aldeles overveiende Del ikke vælges paa Livstid, men paa en vis begrændset Tid, s. Grl. § 33 og § 39 3. M., jfr. som Undtagelse § 39 1. M., og idet Regeringen, naar den antager, at Rigsdagen ikke længere udtrykker Folkets Anskuelser, gjennem en Opløsning af hele Rigsdagen eller en af dens Afdelinger kan appellere til Vælgerne og herigjennem tilveiebringe en ny Forsamling, s. Grl. § 22, jfr. dog § 39 og 1. midl. Bestem. En særegen Indflydelse er der tillagt Vælgerne paa Foretagelsen af Grundlovsforandringer, idet saadanne ikke endelig kunne gjennemføres, før Spørgsmaalet gjennem en Opløsning af Rigsdagen har været forelagt Vælgerne, s. Grl § 95.

Ved Rigsdagens Organisation har Grundloven taget omhyggeligt Hensyn til dens Betydning som Folkerepræsentation. Skjøndt Grl. 1866 af praktiske Hensyn har anseet det for nødvendigt at foretage adskillige Modifikationer i den meget udstrakte Valgret, der fandt Sted efter Grl. 1849, har den dog ordnet Valgforholdene efter særdeles liberale Principer, og det kan endnu opstilles som almindelig Hovedgrundsætning, at Rigsdagen paa den ene Side kun repræsenterer Folket, paa den anden Side ogsaa repræsenterer hele Folket. Navnlig gjælde disse Sætninger ubetinget for Folkethingets Vedkommende; men ogsaa for Landsthingets Vedkommende ere de Modifikationer, man har anseet det for nødvendigt at indføre, ikke tilstrækkelige til at rokke selve Hovedreglen.

1. En væsentlig Modifikation i den Grundsætning, at Rigsdagen kun repræsenterer Folket og ikke Andet, har Grl. 1866 foretaget ved at tillægge Kongen Ret til at udnævne et vist Antal Medlemmer af Landsthinget, s. Grl. §§ 34, 39. Denne Bestemmelse, der i og for sig strider imod Begrebet om en Folkerepræsentation, har sin Grund dels i Ønsket om at bidrage til at sikkre Landsthingets mere konservative Karakter, dels i de ved Grundlovens Udstedelse stedfindende, historiske Forhold, idet den for Rigets Fællesanliggender gjældende Grundlov 18. Nov. 1863 tillagde Kongen Ret til at udnævne et ikke ubetydeligt Antal Medlemmer af Landsthinget, s. Grl. 1863 §§ 20, 26, jfr. den ældre Forfl. 1855 §§ 24, 25, hvorefter Kongen endog kunde vælge 14 af hele Rigsraadets Medlemsantal, og Fdn. 26. Juli 1854 § 10. Det indskrænkede Antal Kongevalg, der fandt Sted efter Adn. 28. Mai 1831 § 3, Fdn. 15. Mai 1834 § 1, havde navnlig til Hensigt at sørge for, at den fornødne Sagkundskab var tilstede, og at de vigtigere Interesser ikke savnede Talsmænd. I Fdn. 7. Juli 1848 § 1 fremtraadte Kongevalgene derimod mere som et foreløbigt Surrogat for det konservative Element, hvis Tilstedeværelse ikke var sikkret ved det ved Fdn. fastsatte Etkammersystem med almindelig Valgret.

En anden Modifikation i den ovennævnte Grundsætning har Grl. 1866 indført derved, at der er tilagt de høistbeskattede Vælgere en særegen Ret til dels umiddelbart, dels middelbart at vælge Medlemmer til Landsthinget, s. Grl. §§ 36, 37, medens efter Grl. 1849 Reglerne om Valgretten til Folkethinget og til Landsthinget vare ganske de samme, s. Grl. 1849 § 39, jfr. § 35. Denne Forandring sigter ligeledes til at sikkre Landsthingets konservative Karakter, der ikke antoges for tilstrækkelig betrygget ved de i Grl. 1849 fastsatte Garantier med Hensyn til Valgbarhed, Valgmaade osv. Imidlertid fremtræder den anførte Regel i Grl. 1866, der, ligesom Reglen om Kongevalgene, kun har Hensyn til Landsthinget, ikke som en Ophævelse af Reglen i Grl. 1849, men kun som en Modifikation af dette, idet endnu bestandig de samme Personer, der ere valgberettigede til Folkethinget, ogsaa ere valgberettigede til Landsthinget, kun med en Begrændsning i Henseende til Valgrettens Udøvelse. s. Grl. 1866 §§ 35-37.

Derimod gjælder fremdeles den Regel uforandret, at Rigsdagen ikke repræsenterer de enkelte Stænder eller Klasser af Folket. De før 1660 bestaaende Rigsdage vare ikke nogen Folkerepræsentation, men kun en Stænderrepræsentation. De enkelte Deputerede havde nærmest at varetage den Stands Interesser, af hvilken de var valgte; de vare derfor bundne ved den dem meddelte Fuldmagt; de maatte i Tvivlstilfælde indhente ny Fuldmagt; og Mandanterne antoges endog for berettigede til at tilbagekalde den meddelte Fuldmagt. Derhos fremtraadte Standsadskillelsen ikke blot derved, at hver Stand for sig valgte sine Deputerede, men tillige derved, at hver Stand stemte og i Almindelighed ogsaa forhandlede for sig. Den Standsadskillelse, paa hvilken den omtalte Stænderrepræsentation hvilede, udjevnedes mere og mere under Absolutismen, og Provindsialstænderne vare trods navnet ikke at betragte som en virkelig Stænderrepræsentation, men som en Folkerepræsentation gjennem Klassevalg, idet Kjøbstæderne, de komplette Sædegaardseiere og de mindre Landeiendomsbesiddere hver sendte sine Repræsentanter til Stænderforsamlingen, der som saadan dannede en Enhed, uden at der fremtraadte nogen Adskillelse mellem de forskjellige Klasser af Medlemmerne. De senere Forfatningslove, Forfl. 1855 og Grl. 1863, have vel tillagt Formueforholdene og navnlig Indkomsten en væsentlig Indflydelse paa Valgretten s. Forfl. 1855 § 29, Grl. 1863 § 22; men herved er der dog ikke egentlig gjort nogen Adskillelse mellem forskjellige Stænder eller Klasser af Folket, og endnu mindre gjælder dette om Grl. 1866, der dels kun lægger Vægt paa Skatteydelsen, s. Grl. §§ 36, 37, dels kun yder de Høistbeskattede en begrændset Indflydelse paa Valgene til Landsthinget. Dog kan det bemærkes, at Adskillelsen imellem Kjøbstad og Land paa en særegen Maade gjør sig gjældende ved Landsthingsvalgene, s. Grl. § 37, hvorimod den slet ikke kommer i Betragtning ved Folkethingsvalgene, s. Grl. § 32, Valglov 12. Juli 1867 § 22 og den Loven vedføiede Fortegnelse. Om der nu end ved Grundlovens Bestemmelser er taget Hensyn til, at Kjøbstædernes og de Høistbeskattedes Interesser ikke skulle blive tilsidesatte ved Landsthingsvalgene, i hvilken Henseende ogsaa kan bemærkes, at det ved Bestemmelsen i Grl. § 40, jfr. Valglov 12. Juli 1867 §§ 82-84, er sørget for, at ogsaa Minoriteterne faae Adgang til at repræsenteres, maa Forholdet dog ingenlunde opfattes paa den Maade, at nogle af de Deputerede skulde betragtes som særlige Repræsentanter for Kjøbstæderne eller de Høistbeskattede. Urigtigheden af denne Opfattelse fremgaaer allerede deraf, at Valget af Landsthingsmænd foretages af samtlige Valgmænd og Høistbeskattede i hver Landsthingskreds i Forening, s. Grl. §§ 36, 37. Efter det Anførte kan der endnu mindre være Tale om, at Nogen ifølge Fødsel, s. Kundgj. 28. Jan. 1852, Eiendomsbesiddelse, s. Fdn. 11. Juni 1854 § 9 Nr. 1, eller Embedsstilling uden Valg skulde indtræde som Medlem af Rigsdagen.

Det kan endelig bemærkes, at Rigsdagsmedlemmerne ikke repræsentere de enkelte Distrikter, for hvilke de ere valgte, men hele Folket. Distriktsinddelingen er kun valgt af praktiske Hensyn, og skjøndt det er naturligt, at Rigsdagsmanden paaseer, at hans Distrikts særegne, berettigede Interesser ikke krænkes, er dette dog noget mindre Væsentligt, og Grundloven har ikke engang, saaledes som Fdn. 15. Mai 1834 § 68, 3. M., paalagt ham at forelægge de fra Distriktets Beboere fremkommende Andragender og Besværinger, s. Grl. § 63. I Overenstemmelse hermed fastsætter ogsaa Grl. § 56, at Rigsdagsmændene kun ere bundne ved deres Overbevisning og ikke ved nogen Forskrift fra deres Vælgere, jfr. Fdn. 15. Mai 1834 § 68, 2. M.

2. Paa den anden Side repræsenterer Rigsdagen hele Folket. Ved Valgene til Folkethinget fordres der aldeles ikke nogen Paavisning af en vis Indtægt, Skatteydelse, Formue eller Grundeiendomsbesiddelse, men Valgretten er kun bundet til personlige Betingelser, og Formuen kommer kun for saa vidt i Betragtning, som en vitterlig Uvederhæftighed eller Uselvstændighed er tilstede, s. Grl. § 30. Medens den samme Regel efter Grl. 1849 gjaldt med Hensyn til Landsthingsvalgene, hvor Reglerne om Valgretten vare ganske de samme, som med Hensyn til Valgretten til Folkethinget, hvorimod der var gjort forskjellige Indskrænkninger i Valgbarheden, s. Grl. 1849 §§ 39-41, er der, som ovenfor antydet, ved Grl. 1866 gjort den Forandring heri, at der er givet de høistbeskattede Vælgere en særegen, fortrinlig Valgret til Landsthinget, men denne Valgret har dog kun Hensyn til en Del af Landsthingsmedlemmerne, og det er endnu bestandig den gjældende Regel, at den, der har Valgret til Folkethinget, ogsaa har Valgret til Landsthinget, omend med en særegen Begrændsning, s. Grl. §§ 35, 37.