Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 74
§ 74. Om Kongehusets Medlemmers særegne Retsstilling.
Som Hovedregel maa man opstille, at Medlemmerne af det kongelige Hus ere Statsborgere og Undersaatter. De maae derfor nyde de Statsborgerne i Almindelighed tilkommende Rettigheder og være undergivne de Undersaatterne paahvilende Forpligtelser, forsaavidt ikke en positiv Lovforskrift eller deres særegne Stilling afgiver en særlig Retsgrund til en Afvigelse derfra. Som tidligere berørt, har imidlertid Lovgivningen paa Grund af deres særegne Forhold til Thronen i forskjellige Retninger tillagt dem en eiendommelig Retsstilling, idet de dels nyde visse Fortrin fremfor Undersaatterne i Almindelighed, dels ere underkastede visse særegne Indskrænkninger. Som saadanne særegne Regler kunne mærkes følgende:
1. De kongelige Prindser ere myndige, naar de have fyldt deres 18de Aar, s. Grl. § 6, jfr. Forfl. 1855 § 4, Grl. 1863 § 4, s. derimod Kongelov 1665 Art. 10, hvorefter det var tilstrækkeligt, at det 18de Aar var begyndt. Det er klart, at der ved Myndighed her tænkes paa Fuldmyndighed, ligesom det ogsaa følger af Grundlovens almindelige Udtryk, at Reglen er anvendelig ikke blot i offentlige Forhold, s. Grl. § 15, men ogsaa i private, i hvilke sidste Bestemmelsen fornemmelig vil have Betydning. Om de kongelige Prindsesser gjælde de almindelige Myndighedsregler, s. Lov om Kvindens Myndighed 29. Dec. 1857. Værgemaalet for den umyndige Prinds eller Prindsesse tilfalder nærmest den fødte Værge; men forsaavidt ingen saadan er forhaanden, maa en Værge beskikkes af Kongen, der ligeledes efter Grundsætningen i Kongelovens Art. 21 og 25 maa være berettiget til at gribe ind, naar den fødte Værge er uskikket til Værgemaalet eller bestyrer dette paa en urigtig Maade, s. 3. 17. 2.
2. Ingen Prinds af Blodet, som opholder sig her i Riget, maa reise af Landet, eller begive sig i nogen fremmed Herres Tjeneste uden Kongens Tilladelse, s. Kongelovens Art. 21., Grl. 1849, Epilogen. Som i § 73 paavist, kan denne Bestemmelse efter Udstedelsen af Thronfølgelov 31. Juli 1853 kun komme til Anvendelse paa de agnatiske Prindser. En Følge af den i Kongelovens Art. 21 udtalte Grundsætning er det fremdeles, at en kongelig Prinds ikke uden Kongens Samtykke kan modtage en fremmed Krone, s. Traktat 13. Juli 1863 Art. 1, jfr. ogsaa D. T. 1863. 485—92.
3. Ei heller maae de i Riget værende, agnatiske Prindser gifte sig uden Kongens Tilladelse, s. Kongelovens Art. 21, Grl. 1849, Epilogen. Som Følge heraf synes et uden Kongens Samtykke indgaaet Ægteskab ikke at kunne betragtes som et saadant ret lovligt Ægteskab, som Thronfølgelov 1853 Art. 2 fordrer som Betingelse for Børnenes Arveret til Thronen. Om de kongelige Døttre og Søstre, hvorved uden Tvivl maatte forstaaes de agnatiske Prindsesser, bestemte Kongelovens Art. 22, at de skulde forsynes med fyrsteligt Underhold, indtil de med Kongens Villie og Vidskab traadte i Ægteskabsstand. Denne Bestemmelse blev vel ophævet ved Grl. 1849, s. Epilogen og Grl. § 17, men denne Ophævelse kunde uden Tvivl kun have Hensyn til Artiklens Hovedbestemmelse om Prindsessernes Ret til fyrsteligt Underhold og Brudeskat, og ikke til den i samme indeholdte Forudsætning om Nødvendigheden af Kongens Samtykke til Prindsessernes Ægteskab. Til at antage denne Regel for bortfalden var der saa meget mindre Grund, som Grl. 1849 lod den Prindsesserne tilkommende Arveret ved blive uforandret, s. Grl. § 4 og Epilogen. Efterat denne nu er ophævet ved Thronfølgelov 1853, kunde det vel være mere tvivlsomt, om ikke hermed ogsaa Nødvendigheden af Kongens Samtykke til Prindsessernes Ægteskab maatte være bortfalden; men da Prindsesserne dog ikke ved Arverettens Ophævelse ere ophørte at være Medlemmer af Kongehuset, men tvertimod i forskjellige Retninger paa Grund af deres Stilling som saadanne ere særegne Regler undergivne, og da den omtalte Regel, der, som bemærket, kun kunde antages at gjælde om de agnatiske Prindsesser, dog ikke udelukkende var begrundet i den dem tilkommende Arveret, synes det endnu fremdeles at maatte antages, at Kongens Samtykke udfordres til de agnatiske Prindsessers Ægteskab s. ogsaa Traktat 15. Jan. 1863; derimod kan Intet med Sikkerhed sluttes af Traktat 26. Okt. 1866, da Kongen i dette Tilfælde tillige var den paagjældende Prindsesses Fader. Ved Siden af Kongens Samtykke maa i Øvrigt til vedkommende Prindses eller Prindsesses Ægteskab ogsaa udfordres deres Forældres Samtykke, s. Traktat 15. Jan. 1863, 26. Okt. 1866. I det Hele maae om Betingelserne for Ægteskabets Indgaaelse de almindelige, privatretlige Regler komme til Anvendelse, dog at for Prindsernes Vedkommende 18 Aars Alderen er tilstrækkelig, s. Grl. § 6. Ligeledes maae de privatretlige Regler gjælde om Ægteskabets Form og Retsvirkninger; dog taler Endel for, at Kongen maa kunne tillade en arveberettiget Prinds at indgaae et morganatisk Ægteskab, s. Scheels Familieret S. 17.
4. De kongelige Prindser og Prindsesser skulle ikke svare for nogen Underdommere, men deres første og sidste Dommer skal være Kongen, eller hvem han særdeles dertil forordner, s. Kongelovens Art. 25, 1. 2. 1, og Grl. 1849, Epilogen. Denne Bestemmelse maa uden Tvivl analogisk kunne anvendes paa de Medlemmer af Kongehuset, som ikke ere kongelige Prindser og Prindsesser, saasom paa Dronningen, Enkedronningen, den Konge, der har nedlagt Kronen og hans Gemalinde, ligesom den ogsaa maa komme de agnatiske Prindsers Gemalinder og Enker tilgode. Ifølge de anførte Lovbestemmelser, der i Øvrigt maae antages at forudsætte, at Vedkommende efter almindelige Regler vilde kunne drages til Ansvar for et Værneting her i Landet, have de paagjældende kongelige Personer intet bestemt Værneting, navnlig heller ikke, som Artiklens Begyndelse kunde synes at antyde, for de overordnede Domstole; men Sagens Afgjørelse maa i ethvert enkelt Tilfælde foranstaltes af Kongen, enten ved Henvisning til en bestaaende Ret, navnlig Høiesteret, s. Reskr. 29. Juli 1850 eller ved Beskikkelse af en særlig Kommission. Denne Kongens Myndighed, der i Medfør af Grl. § 27 og Epilogen til Grl. 1849 endnu bestandig er gjældende, danner altsaa en Undtagelse fra Reglen i Grl. § 70. Den Fritagelse, der saaledes tilkommer Medlemmerne af Kongehuset, gjælder ikke blot egentligt Søgsmaal, men enhver Rettens Tvang, saasom Arrest- og Exekutionsforretninger, s. Reskr. 10. Marts 1786. Derimod synes Notarialforretninger, saasom Vexelprotester, ikke at kunne ansees for udelukkede, s. Skr. 28. Marts 1856.
Paa det nævnte Beneficium maae de paagjældende, kongelige Personer i Øvrigt kunne renuncere, s. Faith: Juridiske Afhandlinger 2. Række S. 52—53, udtrykkelig eller stiltiende, saa at den imod dem anlagte Sag ikke ex officio bliver at afvise, naar Indstævnte møder, uden at reise nogen Indsigelse af denne Grund. Som Følge heraf vil der uden Tvivl Intet være til Hinder for, at Procesomkostningerne kunne paalægges dem i de af dem anlagte Sager. Ligeledes synes et Kontrasøgsmaal at maatte kunne anlægges imod dem uden særlig kongelig Tilladelse, forsaavidt Indstevnte derved kun søger at opnaae Frifindelse, s. Nellemann: den ordinaire civile Procesmaade S. 183 Anm., hvorimod der, forsaavidt det gaaer ud paa at erhverve positiv Dom over Sagsøgeren, maa indhentes Kongens Samtykke til dets Anlæggelse.
De omhandlede Bestemmelser i Kongelovens Art. 21 og 25 skulle ifølge Epilogen til Grl. 1849 fremdeles være gjældende, indtil ved en Huslov anderledes derom maatte vorde bestemt. Paa Grund af den særegne Stilling, som Kongen ifølge disse Artikler og Sagens Natur indtager som det kongelige Huses Overhoved, til hvilken Stilling Ordet Huslov kunde synes at henvise, kunde der ved første Øiekast være Anledning til at antage, at Grundloven ved det nævnte Udtryk havde tænkt paa en af Kongen som Kongehusets Overhoved udstedt Anordning. Denne Anskuelse kan dog ved en nærmere Betragtning af Forholdet ikke fastholdes. Da nemlig de kongelige Prindser og Prindsesser, skjøndt de i visse Retninger indtage en særegen Retsstilling, dog tillige maae betragtes som Statsborgere, og da Ordningen af deres Retsforhold tillige vedrører andre Statsborgeres Rettigheder, s. navnlig Kongelovens Art. 25 og 1. 2. 1, henhører en saadan Ordning efter sin Natur under den lovgivende Magts Omraade. Hertil kommer, at Bestemmelserne om de kongelige Prindsers og Prindsessers Forhold havde deres Plads ikke blot i den almindelige Landslov, s. 1. 2. 1, men endog i Landets dagjældende Grundlov, og det kan derfor ikke antages at have været Grundlovens Mening at overlade det til Kongen ensidig at foretage Forandringer i samme, men kun at erklære den for Grundlovsforandringer fastsatte Fremgangsmaade for uanvendelig, s. Rigsdagstidende 1848-49. 1485 og Larsens saml. Skr. I 3. 88—89.
I Grl. 28. Juli 1866 omtales ikke de nævnte Artikler af Kongeloven, og den samme tilføiede Slutningsbestemmelse gaaer kun ud paa, at Danmarks Riges Grundlov i sin nærværende gjennemsete Form paa ny træder i Virksomhed for alle Rigets Anliggender. Da imidlertid de omspurgte Artikler ifølge Epilogen til Grl. 1849 ikke længere skulde betragtes som grundlovmæssige Bestemmelser, og da de derhos havde en af Bestemmelserne i den nævnte Epilog uafhængig Gyldighed, forelaa der ingen Anledning til særlig at omtale dem i den nye Grundlov, og der kan følgelig ikke af dennes Taushed udledes noget Argument mod deres vedvarende Gyldighed, lige saa lidt som der kan antages at være skeet nogen Forandring i den med de almindelige Regler stemmende Sætning, at de kunne forandres ved sædvanlig Lov.
5. Ved Skattelovene 19. Febr. 1861 § 15, 21. Marts 1864 § 13 og 25. Juli 1867 § 1 er det fastsat, at Kongen bestemmer Størrelsen af den Indkomsskat, som Kongehusets Medlemmer have at yde. En saadan Bestemmelse fandtes derimod ikke i Fdn. 5. Juni 1848 § 9, hvorefter der ogsaa af Appanager skulde udredes Krigsskat.
6. Ifølge Grl. § 15, jfr. Resol. 3. Dec. 1855 (i Lovsamlingen som Note ved Lov 1. Apr. 1856), tilkommer der Thronfølgeren, naar han er myndig, Ret til Sæde i Statsraadet. Derimod har Grundloven ikke optaget den i Forfl. 1855 § 14 og Grl. 1863 § 12, jfr. Reskr. 23. Okt. 1856, indeholdte Bestemmelse, at Kongen kunde tillægge andre kongelige Prindser Ret til saadant Sæde, og denne Ret kan derfor ikke længere tilkomme Kongen. I Øvrigt er der hverken tillagt Thronfølgeren eller de andre kongelige Prindser nogen forfatningsmæssig Ret til at føre Regeringen eller deltage i dens Førelse under Kongens Umyndighed, Fraværelse eller Sygdom; men det maa beroe paa den i Grl. § 8 bebudede Lov, hvorvidt en saadan Ret skal indrømmes dem, s. derimod Kongelovens Art. 9—11. I Forbindelse hermed kan nævnes den ved Lov 1. April 1856 og Grl. § 7 Thronfølgeren tilstaaede Adgang til i Statsraadet at afgive den for Kongen befalede Ed paa Grundloven.
7. Ifølge Grl. § 10, s. Grl. 1849 § 17, Forfl. 1855 § 8, Grl. 1863 § 8, kan der for Medlemmerne af det kongelige Hus bestemmes Appanager ved Lov, hvorhos det tilføies, at Appanagerne ikke uden Rigsdagens Samtykke kunne nydes udenfor Riget. Fra den sidstnævnte Forskrift var der efter Grl. 1849, 1. midl. Best. og Forfl. 1855, 1. midl. Best. gjort Undtagelse for det Tilfælde, at Saadant hjemledes ved alt bestaaende Kontrakter. Denne Undtagelse er ikke optaget i de senere Forfatningslove, hvortil Grunden uden Tvivl er, at der ikke existerer flere saadanne Kontrakter. Naar det forbydes uden Rigsdagens Samtykke at nyde Appanagen udenfor Riget, kan denne Forskrift ikke være til Hinder for en kortere Reise til Udlandet[1]), men kun for at tage egentligt Domicil eller i alt Fald et Ophold af en langvarigere og fastere Karakter i Udlandet. Grl. § 10 fordrer ikke, saaledes som flere af de tidligere Forfatnings love, s. Forfl. 1855 § 8, Grl. 1863 § 8, Kongens Samtykke til at nyde Appanagen i Udlandet, men det er uden Tvivl forudsat, at Forslaget til Rigsdagens Beslutning om at samtykke i, at Appanagen nydes i Udlandet, udgaaer fra Regeringen og saaledes billiges af Kongen, s. Grl. § 23. Rigsdagens Samtykke maa gives ved en af begge Thing, hvert for sig, vedtagen overensstemmende Beslutning, og ligesom det derfor paa den ene Side ikke behøver at fremtræde i Lovsform, saaledes kan det paa den anden Side ikke erstattes ved en foreløbig Lov.
Ifølge Kongelovens Art. 20 var Kongen forpligtet til at forsørge de andre kongelige Børn, hvorved uden Tvivl sigtedes til alle fra Kong Frederik III nedstammende, mandlige og kvindelige Agnater, med nødvendig og reputerlig Underhold efter deres Stand, og Art. 22 bestemte, at de kongelige Døttre og Søstre skulde forsynes med fyrstelig Underhold, indtil de med Kongens Villie og Vidskab traadte i Ægteskabsstand, i hvilket Fald de skulde forsørges med en fyrstelig Brudeskat i rede Penge, hvorimod de skulde fraskrive sig at søge eller begjære nogen videre Underhold hos Kongen for dem eller deres Børn, indtil Arvesukcessionen i Regeringen kunde tilfalde dem. Den sidste, meget hensigtsmæssige Bestemmelse blev imidlertid ikke overholdt, idet der jevnlig af Kongen blev bevilget Appanager, ikke blot til Prindsesser, der bleve gifte med Prindser af fremmede Huse, men ogsaa til de af saadanne Prindsesser efterladte Børn og andre med Kongehuset beslægtede Personer, s. Normalreglement og Budget 11. Apr. 1841, Udgiftsbilag II og Forhandlingerne i Roeskilde Stændertidende 1842.
Efter Grundlovens § 10 kunne Appanager nu kun bestemmes ved Lov, hvorved tænkes paa en sædvanlig, af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet Lov. En foreløbig Lov bør ikke anvendes og kan i alt Fald neppe antages at give de ved samme fastsatte Udgifter en større Fasthed end andre Udgifter, der ere fastsatte ved en simpel Beslutning af den udøvende Magt, s. ovenfor § 53 Nr. 4 og § 68. Naar Appanagen bevilges, bør dette uden Tvivl skee ved en særegen Lov, hvis Ansættelse derefter optages i den aarlige Finantslov, og det kan derfor ikke ansees for stemmende med Grundloven, at Appanagen uden at fastsættes ved særlig Lov hvert Aar sættes under Spørgsmaal ved Finantsloven. I Øvrigt er derimod Appanagens Bevilgelse fuldstændig afhængig af den lovgivende Magts Beslutning. Denne kan derfor bevilge eller negte den foreslaaede Appanage, nedsætte det foreslaaede Beløb, begrændse Appanagen til et vist Aaremaal, s. derimod med Hensyn til Civillisten § 9, og ovenfor § 68, og tilføie nærmere Bestemmelser og Betingelser, s. Appanagelov 16. Apr. 1862. Som Exempler paa Appanagelove kunne nævnes Lov 17. Dec. 1853, 16. April 1862, 17. Dec. 1863.
Den ved Kongelovens Art. 22 de kongelige Døttre og Søstre tillagte Ret til en fyrstelig Brudeskat, naar de med Kongens Samtykke indgik Ægteskab, er bortfalden ved Grl. 1849, s. Epilogen; men i Øvrigt er der naturligviis Intet til Hinder for, at der ved Rigsdagens Bevilling kan tillægges dem Medgift eller Brudeudstyr, hvilket da rettest bør skee i Form af en særskilt Lov, s. Lov 26. Mai 1863, 18. Dec. 1866.
Ifølge Pensionslov 5. Jan. 1851 § 2, 24. Febr. 1858 § 2 skulle det kongelige Huses Appanager hver især bære de dem vedkommende Pensioner; dog bliver det ved de forinden 5. Januar 1851 fastsatte Appanagers Ophør hver Gang at bestemme ved særlig Lov, hvilke Pensioner Statskassen i den Anledning skal udrede, s. Lov 27. Nov. 1853, 4. Dec. 1863, 20. April 1866. For de efter 5. Jan. 1851 fastsatte Appanagers Vedkommende er der derimod ikke givet nogen Udsigt til, at Staten ved deres Ophør vil overtage nogen Pensionsbyrde; og forholdet mellem de Appanagerede og de af dem antagne Betjente bliver derfor at betragte som et rent privat Tjenesteforhold.
8. Medlemmerne af Kongehuseet ere ved særegne, stregnere Straffe beskyttede mod Fornærmelser, s. Straffelovens § 91—94, der skjelne mellem, om Fornærmelsen er udøvet mod Dronningen, Thronfølgeren eller Enkedronningen, eller mod nogen anden af de efter Thronfølgeloven arveberettigede Prindser eller nogen af de her i Riget boende Prindsesse, der hører til det danske Kongehus, jfr. ovenfor § 73 og Kriminalretten.
9. Ligesom der tilkommer en Dronning eller Enkedronning Prædikatet »kongelig Majestæt«, saaledes fører hun ogsaa samme Titel og Vaaben, som Kongen, hvortil dog i Almindelighed føies hendes Stamtitel. De agnatiske Prindser og Prindsesser ere berettigede til at føre Titel af Prindser eller Prindsesser af Danmark, s. Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 1, hvorved det nævnte Prædikat særlig blev tillagt Prinds Christian af Glücksborg, og at bruge det danske Vaaben, hvorimod de kognatiske Prindser og Prindsesser føre det Fyrstehuses Vaaben, til hvilket deres Fader hører.
Ifølge Kabinetsordre 23. Sept. 1774, bekjendtgjort ved Kanc. Prom. 24. Sept. og 1. Okt. s. A., tilkommer Prædikatet »kongelig Høihed« i Almindelighed kun en Konges Sønner og Døttre, Sønnernes Gemalinder og Kronprindsens Sønner og Døttre, hvorimod andre Prindser og Prindsesser af Danmark kun ere berettigede til Prædikatet »Høihed«. Imidlertid kan Kongen naturligvis ved speciel Bestemmelse udvide det førstnævnte Prædikat til andre Prindser og Prindsesser, s. Cirk. 3. Jan. 1826, Reskr. 21. Dec. 1858.
Medlemmerne af Kongehuset nyde endelig tildels lignende særegne Æresbevisninger af Militairetaterne, ved Kirkebønnen osv., som Kongen, s. de ovenfor § 66 Nr. 5 anførte Bestemmelser og Bkg. 23. Marts 1852, 1. Juli 1863.
- ↑ Derimod kan ifølge Kongelovens Art. 21 Kongens Samtykke være nødvendigt til en saadan Reise.