Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 79
§ 79. Forsættelse.
B. Som negative Betingelser for Valgretten eller saadanne Forhold, hvis Tilstedeværelse indeholde enret Hindring for Valgretten eller dens Udøvelse, kunne følgende nævnes:
1) Berygtethed, s. Grl. § 30, Valglovens § 1. Ifølge Valglovens § 2 kan Ingen ansees som uberygtet, der ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, s. Valglov 16. Juni 1849 § 2, Lov 29. Dec. 1850 § 2, Koliniallov 27. Nov. 1863 § 18[1]). Uanseet det almindelige Udtryk »Handling« synes man at maatte fordre, at Handlingen er strafbar, saa at den, der ved Dom frifindes, fordi hans Handling ei er strafbar, ikke falder ind under Valglovens § 2, s. Fdn. 15. Mai 1834 § 3 Nr. 1, Valglov 7. Juli 1848 § 7a, hvor Udtrykkene »Handling« og »Forbrydelse« afvexle, jfr. ogsaa Departementstidende 1849, 225, Rigsdagstidende 1848-49, 3593 ff og nedenfor. Derimod kan det, naar Handlingen er strafbar, neppe saaledes vil den, som har sagsøgt en Anden paa Grund af Beskyldninger for vanærende Handlinger, uden Tvivl falde ind under Valglovens § 2, naar Injurianten ved Dom frifindes, fordi han har bevist sine Beskyldninger. At den Dom, hvorved en Person er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, appelleres til høiere Ret, kan ikke suspendere dens Virkning i den her omhandlede Henseende, og endnu mindre bortfalder denne, fordi Vedkommende benaades. Om en Handling skal betragtes som vanærende i den offentlige Mening, maa afgiøres efter de almindelige Regler, s. Scheels Personret S. 347-51.
Medens det er afgjort, at de Personer, der falde ind under Valglovens § 2, ikke kunne ansees som uberygtede og følgelig i Henhold til Grl. § 30 og Valglovens § 1 maa udelukkes fra Valgret, er det derimod mere tvivlsomt, om man igjennem en Modsætningsfortolkning af Valglovens § 2 er berettiget til at slutte, at alle de Personer, der ikke indbefattes under denne Paragraph, maa betragtes som uberygtede og følgelig anerkjendes som valgberettigede. Et saadant Resultat ligger nu vistnok ikke med logisk Nødvendighed i Valglovens § 2. Denne kan i og for sig vel forstaaes som en Udtalelse af, at de i samme nævnte Personer i ethvert Tilfælde skulle ansees som berygtede, uden at det dermed er afgjort, om ikke tillige Andre kunne indbefattes under dette Begreb. Men en saadan Fortolkning vilde dog uden Tvivl være tvungen. Dels vilde Paragraphen under denne Forudsætning være temmelig overflødig, idet det ikke lettelig af Nogen vil blive betvivlet, at de i samme nævnte Personer ikke kunne betragtes som uberygtede, dels henviser Valglovens § 7, jfr. ogsaa § 10, ved et parenthetisk Indskud til § 2 og synes saaledes at forudsætte, at denne Paragraph indeholder en udtømmende Bestemmelse af Begrebet. Endelig støttes den Anskuelse, at Valglovens § 2 har en udtømmende Karakter, derved, at det af Regeringen forelagte Udkast til Valgloven 16. Juni 1849 foruden den saavel i Valglov 1849 § 2, som i Valglov 1867 § 2 optagne Bestemmelse indeholdt følgende Tillæg »eller vitterligen har udvist et saadant Forhold, som maa stemple ham som uværdig til ærekjære Mands Agtelse«, hvilket Tillæg ved Afstemningen blev strøget, s. Rigsdagstidende 1848-49, 3593 ff. Efter den naturlige Fortolkning af Valglovens § 2 synes det altsaa at maatte opstilles som Regel, at kun strafbare, i den offentlige Mening vanærende Handlinger udelukke fra Valgret, at det ikke er Straffens, men Handlingens Karakter, som i saa Henseende kommer i Betragtning, og at der endelig kun tages Hensyn til den fuldstændige, juridiske Vished for, at en Forbrydelse er begaaet, som indeholdes i en Dom, hvorimod den større eller mindre Sandsynlighed herfor, som ligger til Grund for en Frifindelse for videre Tiltale eller en af Øvrigheden dekreteret Aktion, ikke kan komme i Betragtning, hvilket da saa meget mere maa gjælde om de Rygter, for hvis Paalidenhed der ikke engang foreligger noget saadant juridisk Kriterium.
Hermed er Sagen imidlertid ikke afgjort, da Bestemmelsen om, at kun den Uberygtede har Valgret til Folkethinget, allerede findes i Grl. § 30. Valgloven kan nemlig som simpel Lov ikke forandre eller authentisk fortolke Grundloven, s. ovfr. § 28, og selv om man vil gjøre gjældende, at ikke blot den udøvende Magt, men ogsaa Domstolene ere pligtige at respektere de Anvendelser og Forklaringer af Grundloven, som forekomme i sædvanlige Love, s. nedenfor i Afsnittet om den dømmende Magt, er denne Betragtning dog ikke afgjørende med Hensyn til det foreliggende Spørgsmaal, da den ovenfor opstillede Fortolkning af Valglovens § 2, som bemærket, vel er den naturligste, men dog ikke med absolut Nødvendighed er begrundet i Valgloven som den eneste mulige. Saafremt det derfor maatte antages, at Ordet »uberygtet« i Grl. § 30 ikke kan være brugt i den angivne vide Betydning, maa denne tilsidesættes.
Betragter man nu Grundlovens § 30 og Valglovens § 1 isolerede, ligger det nærmest at antage, at Ordet »uberygtet« saavel i disse Love, som i deres Kilder, Grl. 1849 § 35 og Valglov 1849 § 1, er brugt i samme Betydning, hvori det ellers bruges i Lovgiviningen og navnlig i de ældre, politiske Love, s. Fdn. 15. Mai 1834 § 3 Nr. 1, 8. Marts 1843 § 4 Nr. 1, Valglov 7. Juli 1848 § 7a, jfr. Fdn. 28. Sept. 1849 § 3a, i hvilke Love Udtrykket »at have et uplettet Rygte« synes at maatte betyde det Samme, som at være »uberygtet«, jfr. ogsaa Kommunalloven 24. Oct. 1837 § 6, 1. Jan 1840 § 11, 13. Aug. 1841 § 4. De nævnte politiske Anordninger fordre nu som Betingelse for Valgret, at Vedkommende har et uplettet Rygte, og angive derefter forskjellige Klasser af Personer, som ikke kunne udøve Valgret, fordi deres Rygte ikke er uplettet, hvilken Angivelse efter sin Form synes at maatte betragtes som udtømmende.
Det Begreb om Berygtethed, som laa til Grund for de nævnte ældre Love, afveg i en dobbelt Henseende fra det, der synes forudsat i Valglovens § 2. Dels kunde nemlig Berygtethed ikke blot indtræde som Følge af de i den offentlige Mening vanærende Handlinger, men ogsaa som Følge af visse Straffe, nemlig Fortabelse af Ære, Embede eller Borgerrettighed, uden Hensyn til Beskaffenheden af den Handling, som belagdes med de nævnte Straffe, dels maatte ikke blot en domfældelse Dom, men ogsaa en Dom, der lød paa Frifindelse for videre Tiltale med Hensyn til en i den offentlige Mening vanærende Forbrydelse, samt en af Øvrigheden dekreteret Aktion for et saadant Forhold, stemple den Paagjældende som berygtet, hvorimod en saadan Maade konstaterede Rygter. Det her angivne Begreb om Berygtethed er altsaa betydelig videre, end det, der formentes at ligge til Grund for Valglovens § 2, medens det paa den anden Side er snevere end den Betydning, hvori Ordet ikke sjelden bruges, navnlig i den ældre Lovgivning, og hvorefter ogsaa ustrafbare Handlinger eller Handlinger, for hvilke der ikke paa den angivne Maade er tilveiebragt Formodning, kunne medføre Berygtethed.
Medens nu det nævnte, i de ældre politiske Love hjemlede Begreb om Uberygtethed uden al Tvivl ogsaa maatte lægges til Grund ved Fortolkningen af Grundlovens § 30 og Valglovens § 1, hvis disse stode isolerede, stiller Sagen sig uden Tvivl anderledes, efterat man har erholdt Valglovens § 2, fra hvilken man umulig ganske kan abstrahere ved Grundlovens Fortolkning.
Idet Grl. 1849 § 35, fra hvilken man i saa Henseende maa tage sit Udgangspunkt, indskrænkede sig til som en almindelig Betingelse for Valgret at fordre Uberygtethed uden, saaledes som de tidligere Love og navnlig dens Kilde, Valglov 7. Juli 1848 § 7, nærmere at betegne dette Begreb, kan den meget vel antages at have villet henvise den nærmere Bestemmelse af samme til Valgloven, saa meget mere, som den har forandret det tidligere, bestemtere Udtryk »uplettet Rygte« til den noget mere vage Betegnelse »uberygtet«.
At Grundloven ikke uden Videre har villet lægge det i de ældre, politiske Love hjemlede Begreb om uplettet Rygte til Grund, vinder en væsentlig Bestyrkelse derved, at allerede det af Regeringen forelagte Udkast til Valgloven 1849 § 2, som ovenfor bemærket, var ganske afvigende fra hint ældre Begreb. Overhovedet faaer Bestemmelsen i Valgloven 1849 § 2 en forøget Betydning, naar man erindrer, at Grundloven og Valgloen bleve forelagte af samme Regering omtrent paa samme Tid, behandlede af samme Rigsforsamling og endelig stadfæstede af samme Regering med faa Dages Mellemrum. Det stemmer derhos uden Tvivl ret vel med de i Grundloven nedlagte Principer, at Valgretten, der betragtes som en Borgerne i Almindelighed tilkommende Ret og ikke som en Tillidspost, hvortil særlige, fortrinlige Egenskaber skulle udkræves, ikke bør berøves Nogen paa Grund af en Straf, der i Henhold til Love, som muligvis slet ikke stemme med den almindelige Folkebevidsthed, og som for en stor Del senere ere ophævede, er paalagt en Person for Handlinger, der ikke i den offentlige Mening betragtes som vanærende, s. 6. 21. 2, Lov 3. Jan. 1851 § 9, Fdn. 17. Marts 1741 § 6, Straffelov 1866 m. fl., og at den abnorme Frifindelse for videre Tiltale, der uden fuldt, juridisk Bevis paalægger et Slags Ærestraf og som den nyere Lovgivning viser Tendents til at afsaffe[2]), s. Grl. 1849 § 79, Rigsretslov 3. Marts 1852 § 79, Grl. 1866 § 74, heller ikke bør have en saadan Virkning. Forsaavidt herimod kan indvendes at denne samme Regel efter Grl. 1849 §§ 36 og 40 og Grl. 1866 §§ 31 og 38 maa gjælde for Valgbarhed til Rigsdagen, er Grundloven uden Tvivl gaaet ud fra den Antagelse, at Paagjældende, hvis han ikke almindelig ansees for uskyldig, ved den offentlige Menings Tryk vil finde sig foranledigt til at trække sig tilbage.
At Valglov 28. Sept. 1849 § 3a gjenstager Bestemmelserne i Valglov 7. Juli 1848 § 7a, dog med Udeladelse af Forskriften om dem, der ere dømte til Tab af Ære, Embede eller Borgerretighed, er neppe synderlig afgjørende, da denne Lov er udgaaet fra en anden Lovgivningsmyndighed end den sædvanlige og derhos i flere Henseender afviger fra Grundlovens Bestemmelser, og endnu mindre kan der lægges nogen Vægt paa de videregaaende Forskrifter i Fdn. 15. Febr. 1854 § 19 Nr. 3 og 11. Juni 1854 § 19 Nr. 3. Et yderligere, positivt Datum for Rigtigheden af den ved Valglov 1849 § 2 givne Fortolkning kan uden Tvivl søges deri, at flere senere Love i Forbindelse med Fordringen om Uberygtethed uforandret gjentage sammes Bestemmelse, s. Lov 29. Dec. 1850 § 2, Koloniallov 27. Nov. 1863 § 18. At man ligeledes i den nugjældende Valglovs § 2 har fundet Anledning til at optage hin Bestemmelse i uforandret Skikkelse, skjønt der, hvis man ansaae den for urigtig, var al Anledning til i Forbindelse men den i Øvrigt foretagne Revision af Valgloven ogsaa at forandre denne Bestemmelse, vilde afgive et vigtigt Datum for, at man herved vilde tiltræde Rigtigheden af den oftnævnte Fortolkning, hvis ikke Rigsdagen havde opfattet den samme med Hensyn til Valglovens Revision stillede Opgave paa en meget begrændset Maade, s. Rigsdagstidende: ordentlig Samling 1866-67 Angang B. 1405.
Det er uden Tvivl ved det Anførte godtgjort, at Grl.
1849 § 35 og Grl. 1866 § 30 ere gaaede ud fra et videre
Begreb om Uberygtethed end den ældre Lovgivning, s. dog
Scheels Personret S. 351-52, 355, 359-60, og man synes
derfor at maatte følge de Resultater, som ved en naturlig
Fortolkning fremgaae af Valglovens § 2, forsaavidt disse
paa nogen Maade kunne forenes med den naturlige Betydning
af Ordet uberygtet. Herefter synes man at kunne
antage følgende Resultater:
a) At ustrafbare Handlinger aldrig udelukke fra Valgret,
selv om de i den offentlige Mening maatte ansees for
vanærende, og selv om de ere konstaterede ved Dom. Dette
var allerede hjemlet ved den ældre Lovgivning og bestyrkes
yderligere ved Valglovens § 2 og den ovenfor omtalte Afstemning,
som i Rigsforsamlingen fandt Sted med Hensyn
til Valgloven 1849 § 2.
b) At ikke enhver strafbar Handling, men kun den i
den offentlige Mening vanærende Forbrydelse udelukker fra
Valgret. Dette var allerede Hovedreglen efter den ældre
Lovgivning og fremgaaer nu af Valglovens § 2.
c) At der i Almindelighed kun kan tages Hensyn til Handlingens,
ikke til Straffens Karakater. I saa Henseende opstaaer
der imidlertid Tvivl med Hensyn til Straf paa Æren og Straf
af offentligt Arbeide, idet disse Straffe ifølge Værnepligtsloven
12. Febr. 1849 § 7, 2. Marts 1861 § 5 og Næringslov
29. Dec. 1857 § 2 Nr. 3 og § 11 udelukke den Paagjældende
fra flere vigtige, borgerlige Rettigheder, og de
tvende første Love endog betegne Vedkommende som uværdig
til at tjene i Hæren eller ved Søværnet. Imidlertid kan
Straf af offentligt Arbeide neppe i og for sig uden Hensyn til
den Handling, for hvilken samme er paalagt, udelukke den
Straffede fra Valgret. Denne Straf kan nemlig paalægges for
Handlinger, som aldeles ikke røbe nogen sædelig Uværdighed,
s. Straffelovens § 198, jfr. Fdn. 4. Oct. 1833 § 29,
26. Marts 1841 § 14, og den kunde allerede efter de ældre,
politiske og kommunale Love ikke antages at medføre nogen
ubetinget Udelukkelse; men at Grundloven skulde være strengere
i sine Fordringer end disse, er der aldeles ingen Grund
til at antag. Derimod stiller Sagen sig uden Tvivl anderledes
med Hensyn til Ærestraffen, i hvilken Henseende i Øvrigt
kan bemærkes, at Spørgsmaalet, da Ærestraffen nu i det
Hele er hævet ved Straffelov 1866, og da der uden Vanskelighed
gives Opreisning til dem, som efter den ældre Lovgivning
vare dømte til Ærens Tab, neppe vil faae synderlig
praktisk Betydning. Det maa vel indrømmes, at ærestraffen ogsaa kunde paalægges paa Grund af Handlinger,
som i og for sig ingenlunde kunde betragtes som vanærende,
hvilket navnlig gjaldt efter den i 1849 gjældende Lovgivning,
s. 6. 21. 2 smh. med Lov 3. Jan. 1851 § 9, men
ligesom den efter den ældre Lovgivning ubetinget udelukkede
fra Valgret, saaledes er det vistnok heller ikke
paa nogen Maade foreneligt med Betydningen af Ordet »uberygtet«
derunder at henføre den, som i Henhold til Lovgivningen
af Domstolene er betegnet som aldeles æreløs.
I dette Punkt synes saaledes Valglovens Bestemmelse at
maatte vige for Grundlovens, og den Omstændighed, at
Ærestraffen, som nys berørt, er afskaffet ved Straffelov
1866, kan neppe umiddelbart have gjort nogen Forandring
heri. Dog vil det Anførte ikke kunne gjælde om den saakaldte,
mindre, almindelige eller den mindre, særlige Vanære,
og navnlig vil Fortabelse af Embede eller Borgerret,
ikke, saaledes som efter den ældre Lovgivning, kunne udelukke
fra Valgret.
d) At den strafbare Handling maa være konstateret ved Dom. Efter det Ovenanførte synes Frifindelse for videre Tiltale med Hensyn til en i den offentlige Mening vanærende Forbrydelse ikke at burde udelukke fra Valgret, hvilket ogsaa er antaget ved en Dom i Juridisk Ugeskrift 1852. 859[3]). Det Samme maa vistnok antages med Hensyn til en endnu uafgjort, kriminel Aktion, skjøndt Forholdet her er af en noget anden Beskaffenhed, og skjøndt Næringslov 29. Dec. 1857 § 2 Nr. 3 synes at frembyde en særlig Tvivlsgrund herimod. Ligesom man imidlertid efter det Ovenanførte uden Tvivl i det Væsentlige maa holde sig til de af Valglovens § 2 følgende Resultater, hvor disse ikke ere ligefrem uforenelige med Grundloven, synes den opstillede Sætning ogsaa at fremgaae af Grl. § 58, smh. med § 57. Hvis nemlig en uafgjort, kriminel Aktion for en vanærende Forbrydelse skulde udelukke fra Valgret, maatte den i Henhold til Grl. §§ 31 og 38 ogsaa udelukke fra Valgbarhed og følgelig i Henhold til Grl. § 58 bevirke, at den gyldig valgte Rigsdagsmand definitivt mistede den af Valget flydende Ret, skjøndt det saavel efter Sagens Natur som efter Indholdet af Grl. § 57 synes at maatte antages, at den kun kan medføre en Suspension af samme.
2. Som et Forhold, der udelukker fra Valgret, nævner Grl. § 30a og Valglovens § 3 fremdeles privat Tjenesteforhold. Herunder indbefattes ikke blot det egentlige Tyendeforhold, men ogsaa det Forhold, hvori de saakaldte høiere, tjenende Personer staae. Ligesom ogsaa det sidstnævnte Forhold indebefattes under Ordene »privat Tjenesteforhold«, saaledes er Lovgrunden, der maa søges i den Afhængighed af Husbonden, som et saadant Forhold formodes at bevirke, heller ikke paa nogen Maade uanvendeligt paa de høiere, tjenene Personer, hvorhos det endelig kan bemærkes, at et Forslag om at ombytte de paagjældende Udtryk med »Tyendeforhold« blev forkastet af den grundlovsgivende Rigsforsamling, s. Rigsdagstidende 1848-49. 3023, 3159, s. derimod Valglov 28. Sept. 1849 § 3e. Om et privat Tjenesteforhold i Øvrigt er tilstede, maa afgjøres efter de konkrete Omstændigheder. Saaledes vil Afgjørelsen med Hensyn til Haandværkssvende væsentlig beroe paa, om Svenden er optaget i Mesterens Husstand, samt om han faaer Dagløn eller arbeider paa Akkord, s. Skr. 27. Juli, 11. Aug 1848.
Den anførte Udelukkelsesgrund bortfalder ifølge Grl. § 30a og Valglovens § 3, naar Vedkommende har egen Husstand, hvorved uden Tvivl maa forstaaes egen Husholdning, s. Valglov 7. Juli 1848 § 7e »Dug og Disk«, Fdn. 15. Febr. 1854 § 19 NR. 4 »eget Ildsted«, 11. Juni 1854 § 19 Nr. 4. Man har nemlig antaget, at denne Omstændighed maatte medføre en høiere Grad af Selvstædnighed, der kunde modvirke den ved Tjenesteforholdet begrundede Afhængighed af Husbonden, en Antagelse, hvis Rigtighed i Øvrigt er meget tvivlsom.
3. Som en tredie Udelukkelsesgrund nævner Grl. § 30 b, jfr. Valglovens § 4, den Omstændighed, at den Paagjældende nyder eller har nydt Understøttelse af Fattigvæsenet. I Overenstemmelse med Lovgivningsens almindelige Regler, s. Fdn. 24. Jan. 1844 § 9, kan dog kun den Fattigunderstøttelse komme i Betragtning, som er oppebaaret efter det fyldte 18de Aar. Ifølge Valglovens § 4 tages der kun Hensyn til den Fattigunderstøttelse, som er ydet af det almindelige Fattigvæsen, hvilken Udtalelse vistnok ogsaa stemmer med Grundlovens Tanke. Som Følge heraf er Reglen ikke anvendelig paa den ved Lov 8. Marts 1856 hjemlede, frie Fattigunderstøttelse eller paa den af særegne Stiftelser eller Legater ydede Hjælp. Fremdeles er det ved forskjellige Love fastsat, at den Understøttelse, der ydes paa Grund af extraordinaire Forhold af en mere almindelig Karakter, ikke skal medføre deee sædvanglige Virkninger af oppebaaren Fattigunderstøttelse, selv om den ydes af det almindelige Fattigvæsen, see med Hensyn til extraordinair Dyrtidstjælp Lov 27. Nov. 1853 § 4, 15. Febr. 1855 § 4 og med Hensyn til den Hjælp, der under Krigen ydedes de fraværende Krigeres Familier foreløbig Lov 17. Dec. 1863, Lov 12. Marts 1864, Bekjendtgj. 1. Dec. s. A. jfr. tidligere Cirk. 29. Mai 1848, 3. Juni 1851, 23. Apr. 1852. Om Fattigundersøgelsen endnu oppebæres eller tidligere er modtagen, selv for lang Tid siden, kommer ikke i Betragtning, s. derimod Lov 29. Dec. 1857 om Forandring i Fdn. 30. Apr. 1824.
Virkningen af Fattigunderstøttelses Modtagelse med Hensyn til Valgretten bortfalder ifølge Grl. § 30b og Valglovens § 4, naar den eftergives eller tilbagebetales, s. derimod Valglov 7. Juli 1848 § 7d. I denne Henseende er Grundlovens Regel afvigende fra Reglerne om Fattigunderstøttelses Virkning med Hensyn til Indgaaelsen af Ægteskab, idet denne først ophører ved en egentlig Tilbagebetaling, en Regel, der i Øvrigt har mistet den største Del af sin praktiske Betydning ved Lov 29. Dec. 1857. Derimod har Kommunens Samtykke til Valgrettens Udøvelse selvfølgelig ingen Betydning, naar den dog ikke vil eftergive sin Fordring,
4. Endelig udelukkes ifølge Grl. § 30c den, som er ude af Raadigheden over sit Bo, fra Valgret. Efter Fdn. 15. Mai 1834 § 3 Nr. 3 kunde Ingen udøve Valgret, der var sat under Værgemaal[4]), eller hvis Bo var taget under Opbuds- eller Fallitbehandling, eller som i Øvrigt var underkastet nogen Retsforfølgning, der efter Lovene betog ham Raadigheden over alt hans Gods, hvorved sigtedes til de i 5. 3. 18, Pl. Jan. 1788 og Fdn. 27. Nov. 1839 m. fl. omhandlede Retsforfølgninger, forsaavidt disse ikke indskrænkede sig til en begrændset Del af Formuen. Om Udelukkelse paa Grund af Opbudsbehandling bliver der efter Fallitlov § 5 indskrænker sig til at bestemme, at Valgret ikke kan udøves af den, der er under Værgemaal, eller hvis Bo er under Fallitbehandling. Det er nu uden Tvivl Valglovens Mening, at kun de i § 5 nævnte Personer skulle være udelukkede fra Valgret paa Grund af manglende Raadighed over deres Bo, og at følgelig de i 5. 3. 18 og dertil sig sluttende, senere Love omhandlende Retsforfølgninger ikke skulle have nogen Indflydelse paa den Paagjældendes Valgret, s. Valglovens § 7, 10, s. ogsaa Rigsdagstidende 1848-49. 3407 Denne Fortolkning bestyrkes ogsaa derved, at Grl. 1849 § 40, jfr. § 35c, som Udelukkelsesgrund fra Valgbarhed til Landsthinget kun nævnede den Omstændighed, at den Paagjældendes Bo var under Opbuds- eller Fallitbehandling, samt derved, at Valglov 7. Juli 1848 § 7c, der maatte betragtes som Kilde til Grl. og Valgloven 1849, kun nævnede det at være sat under Værgemaal samt at være under Opbuds- eller Fallitbehandling som Grund til at udelukke Vedkommende fra Valgret. Det er ogsaa vel forklarligt, at man ikke har villet tillægge den i flere Henseender mislige Ret, som hjemles ved 5. 3. 18 og de dertil sig sluttende Lovbud, en saa væsentlig Virkning udenfor det formueretlige Omraade, men det er dog ikke ganske utvivlsomt, om det er foreneligt med Ordets naturlige og legale Betydning at udelukke den, der er undergivet en Retsforfølgning af den omhandlede Beskaffenhed, fra Betegnelse »den, som er ude af Raadigheden over sit Bo«, s. Scheels Personret S. 375-76, saa meget mere, som man i ethvert Fald dog neppe kan følge Valglovens § 5 efter dens bogstavelige Indhold. Det snes navnlig utvivlsomt, at Fledføringen, der aldeles intet Bo har, og hvis Uselvstændighed i formueretlig Henseende er langt større end Fallentens, maa være udelukket fra Valgret. Den ovennævnte Udelukkelsesgrund bortfalder, naar den Uraadighed, der hjemler Udelukkelsen, ophører derved, at Umyndiggjørelsesdekretet tages tilbage, at Fallitboet extraderes Fallenten osv.
5. Ifølge Straffelovens § 114, jfr. § 9, skal den, som sælger sin Stemme ved Valg til de lovgivende Forsamlinger, forbryde sin Valgret, første Gang for et Tidsrum af 5 Aar, anden Gang for bestandig. Denne Forskrift kan ikke betragtes som en Bestemmelse om, at den Paagjældende ved at sælge sin Stemme bliver berygtet[5]), men gaaer ud paa som Straf for det nævnte Forhold at fastsætte en ligefrem Forbrydelse af Valgretten for en vis Tid eller for bestandig, s. Straffelovens § 9. Der kunde i Øvrigt vistnok reises Tvivl, om den saaledes ved Straffeloven foreskrevne Indskrænkning i Valgretten ikke maatte siges at stride mod Grundlovens Bestemmelser om Valgretten, og den Grund, der i Straffelovens Motiver anføres for at retfærdiggjøre Bestemmelsen, at en Færd af den omhandlede Beskaffenhed bør betragtes som en Handling, der efter sin Natur maa gjøre den Paagjældende uværdig til sine Medborgeres Agtelse og som saadan ogsaa afficere hans Valgret, s. Motiverne S. 148, er neppe i retlig Henseende afgjørende; men ligesom Bestemmelsen anbefaler sig fra et politisk Synspunkt, saaledes ligger der neppe heller i Grundloven nogen Hindring for, at Valgretten, ligesom enhver anden Rettighed, kan rammes af Straffeloven som Følge af et strafbart Forhold. Det følger af de anførte Bestemmelser, at Valgretten først mistes ved den Dom, hvorved den erklæres for forbrudt, og at saaledes den af Øvrigheden dekreterede Aktion eller det under kriminelle Sag tilveiebragte Bevis for, at den Paagjældende har solgt sin Stemme, ikke er tilstrækkelig til at berøve ham Valgretten.
Naar man hyppig taler om, at Grundloven har hjemlet almindelig Valgret til Folkethinget, er dette Udtryk ikke nøiagtig. Til en almindelig Valgret kan det vel ikke fordres, at Kvinder, Børn og Forbrydere skulle have Valgret, thi disses Udelukkelse er begrundet i Sagens Natur, men til det nævnte Begreb synes det dog at maatte udkræves, at Valgretten tillægges enhver myndig, uberygtet Mand. Vil man nu end indrømme, at Tilføielsen af blot personlige Betingelser ikke udelukker Begrebet om almindelig Valgret, og at det Samme gjælder om de i Grl. § 30b og c omhandlede, negative Formuebetingelser, hvis Fastsættelse væsentlig er begrundet i, at de paagjældende Forhold i Reglen ville fremkalde en personlig Uselvstændighed hos den Vedkommende, kan Grundloven dog ikke siges at have indrømmet almindelig Valgret, thi, foruden at tilføie adskillige personlige Betingelser og negative Formuebetingelser, har den tillige udelukket alle myndige Mænd mellem 25 og 30 Aar, en Indskrænkning, som nedsætter Vælgernes Antal ikke ubetydeligt, s. Rigsdagstidende 1848-49. 2184 ff. Derimod er det ubestrideligt, at Grundloven har indrømmet en overordentlig fri og omfattende Valgret til Folkethinget.
- ↑ Det bemærkes, at Lov 3. Apr. 1868 ikke var udkommet, da Forfatteren
- ↑ Her maa nu mærkes Lov 3. Apr. 1868 § 5. (Udg. Anm.)
- ↑ Her maa nu mærkes Lov 3. Apr. 1868 § 5 (Udg. Anm.)
- ↑ Forsaavidt der tillige tales om den, der er sat under Kuratel, er dette kun en uheldig Reminiscents fra den i Slesvig og Holsten gjældende Retsforfatning.
- ↑ Paa denne Maade synes dog Sagen at være opfattet i Straffelovens Motiver S. 148.