Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 18
§ 18. Embedsmandens Rettigheder.
Embedsmandens Rettigheder ere af en dobbelt Beskaffenhed, idet nogle ere af offentlig retlig, andre af mere privatretlig Natur. De første ere tillagte ham i Statens, ikke i hans egen personlige Interesse; han kan derfor ikke renuncere paa dem, hvorimod Staten kan foretage Forandring heri, uden at han kan protestere derimod. De sidste ere derimod nærmest tillagte ham i hans egen Interesse; han kan derfor renuncere paa dem, medens de paa den anden Side ikke kunne berøves ham mod hans Villie.
A. Blandt de førstnævnte Rettigheder mærkes navnlig:
1. Ret til at udføre de med Embedet forbundne Forretninger. Da denne Ret tillige er en Pligt, kan Embedsmanden selvfølgelig ikke renuncere paa dens Udøvelse; derimod har han ingen personlig Ret i saa Henseende og kan derfor ikke modsætte sig, at Staten foretager Forandringer og navnlig Indskrænkninger i saa Henseende, for saavidt ikke herved tillige hans Indtægter indskrænkes, i hvilket Tilfælde Spørgsmaalet vil afhænge af, hvad der antages om hans Ret i saa Henseende, jfr. nedenfor. Om det Spørgsmaal, hvorvidt Staten kan paalægge ham nye Forretninger, er talt ovenfor § 17 Nr. 2.
2. En vis Ukrænkelighed, hvorfor Fornærmelser mod Embedsmanden under Udførelsen af hans Embedsforretninger eller i Anledning af hans Embedshandlinger straffes med særdeles Strenghed, s. Fdn. 4. Okt. 1833 §§ 16—18, 6. 4. 15, 16, 18 (Lov 10. Febr. 1866 §§ 98—102), og Kriminalretten Paa Grund heraf er det jevnlig foreskrevet, at Embedsmanden, for at være kjendelig, skal bære en vis Uniform eller andet Legitimationstegn, s. Fdn. 22. Okt. 1701 I § 3, Lov 11. Febr. 1863 § 13 (S. 59).
3. Offentlig Troværdighed, dels med Hensyn til mundtlige Erklæringer, dels navnlig med Hensyn til de af Embedsmanden førte Embedsbøger og de i Henhold hertil udstedte Attester, s. Processen.
4. Embedsmandens Gage maa ikke belægges med Arrest eller Beslag, uden at Vedkommende selv har givet Anvisning derpaa, og det paagjældende Kollegium samtykker deri, s. Pl. 27. Juni 1781. Nogen personlig i Arrestfrihed tilkommer ikke Embedsmænd i Almindelighed, men Rekvirenten skal dog først anmelde Arresten for Embedsmandens Foresatte, s. Fdn. 10. Dec. 1790 og Processen.
5. Paa Grændsen mellem de offentligretlige og privatretlige Rettigheder staae den mange Embedsmænd tillagte Rang, s. Bkg. 12. Aug. 1808, jfr. Fdn. 14. Okt. 1746, deres Fritagelse for personlige borgerlige onera, s. 3. 4. 11, Pl. 27. Juli 1804 og deres tidligere Fritagelse for Værnepligt, s. Fdn. 8. Mai 1829 §§ 13, 14, smh. med Lov 12. Febr. 1849, Lov 2. Marts 1861 §§ 1, 50, jfr. § 4 (Lovs. S. 229) (Lov 6. Marts 1869 §§ 1, 38, 61).
B. Som Rettigheder af mere privatretlig Natur mærkes:
1. Embedsmandens Ret til Erstatning for Udgifter og Tab i Statens Tjeneste, hvilken Ret til kommer ham, hvad enten han oppebærer Løn eller ikke. En saadan Erstatning kan enten gives efter Regning eller med en fast Tarif, f. Ex. ved Diæter, eller med et aarligt Beløb, f. Ex. Taffelpenge, Hesteholds- eller Kontoirholdsgodtgjørelse, eller endelig ved en høiere Ansættelse af Gagen, s. Pensionslov 5. Jan. 1851 § 4, 24. Febr. 1858 § 5, Lov 29. Marts 1852 (Lovs. S. 558), 25. Febr. 1851 § 4 (S. 62), 11. Marts 1851 § 4 (S. 85), 27. Jan. 1852 § 4 (S. 403), 8. Dec. 1859 § 2 (S. 232), 19. Febr. 1861 § 6 (S. 45), to Love 8. Marts 1856 (S. 563, 564), Lov 8. Apr. s. A. (S. 610), 27. Mai s. A. (S. 667), mfl. En saadan Erstatning kan, selv hvor den tillægges med en fast aarlig Sum, og selv hvor denne maatte overstige de virkelige Udgifter, ikke betragtes som Løn, men kun som simpelt Vederlag for Udgifter. Den tages derfor ikke i Betragtning ved Beregningen af Pension eller Ventepenge, s. Pensionslov 5. Jan. 1851 § 4, 24. Febr. 1858 § 5, medmindre Sligt udtrykkeligt maatte være fastsat, s. Lov 1858 § 5; den bortfalder i Reglen med Udgifternes Ophør og kan nedsættes, naar Udgifterne nedsættes, og kun af et rent Billighedshensyn har man undertiden i Tilfælde, hvor Embedsmanden havde en virkelig Indtægt af det anslaaede Beløb, ved en Omordning ladet ham beholde det Overskydende som personligt Tillæg, s. f. Ex. Lov 25. Febr. 1851 § 6 (S. 62). Nedsættes Beløbet under det til Udgifternes Dækning fornødne Beløb, maa Forholdet betragtes paa lignende Maade, som naar en Nedsættelse i Gagen finder Sted, jfr. nedenfor. Paa den anden Side taler Billighed for en Forhøielse af Beløbet, naar dette viser sig i væsentlig Grad utilstrækkeligt til Udgifternes Dækning, s. Lov 8. Apr. og 27. Mai 1856.
2. Embedsmandens Ret til Vederlag for sit Arbeide, hvilken Ret dog kun tilkommer ham, forsaavidt den ved Ansættelsen udtrykkeligt eller stiltiende er tilsagt ham, jfr. herved Dom i J. U. 1866 S. 444 [Lov 11. Mai 1866 §§ 3, 4 (Lov saml. S. 329)]. Embedsmændenes Gageringsforhold have siden Grundloven 1849 været Gjenstand for Ordning ved en Mængde nyere Love, som for en stor Del have etableret nye Principer i saa Henseende. Embedsmændenes Løn kan tillægges dem paa en dobbelt Maade, nemlig dels ved fast Pengegage, dels ved uvisse Indtægter eller Natural ydelser.
a) Fast Pengegage, der udbetales maanedlig og forud ved hver Maaneds Begyndelse, uden at Dødsfald eller Afgang i Maanedens Løb bevirker nogen Tilbagebetaling, s. Lov 30. Juni 1850 §§ 1, 2. Det er i Øvrigt kun temmelig uegentligt, at Gagen kan siges at blive betalt forud, idet den ikke tilkommer Embedsmanden fra Udnævnelsesdagen, men først fra den lste i den derefter faldende Maaned, s. Lov 1850 § 3. Den nyere Lovgivning stræber efter at sætte faste Gager i Stedet for den tidligere hyppige Lønning med uvisse Indtægter. En saadan Ordning er gavnlig, dels for Embedsmændene, som derved opnaae en mere sikkret Stilling, dels for Staten, som faaer en bedre Oversigt over sine Udgifter til Administrationen og bedre kan fastsætte I Lønnen for de enkelte Embeder eller Klasser af Embeder i Forhold til disses Vigtighed og Omfang, s. navnlig Lov 19. Febr. 1861 (Lovs. S. 45). Den faste Gage er da i Almindelighed forøget ved Alderstillæg i Forhold til Embedsmandens Tjenestetid i Embedet, hvorved den for Embedsforretningernes forsvarlige Besørgelse skadelige Vexel af Embedsmænd lettere undgaaes, medens tillige Embedsmanden er holder et passende Vederlag for den større Forretningsdygtighed, han gjennem en længere Tjeneste tid maa formodes at opnaae, hvilket under det tidligere relative Anciennitetsprincip afhang af rene Tilfældigheder, s. Lov 31. Marts 1860 §§ 1—3 (Lovs. S. 419), 19. Febr. 1861 § 5 (S. 45), Lov s. D. §§ 10—14, 16—24 26 (S. 107), 21. Juni 1856 (S. 696), 8. Dec. 1859 §§ 2, 3, 6 (S. 232), mfl. Fremdeles kan ved Siden af Gagen forekomme personlige Tillæg, der dog bortfalde med de Beløb, hvormed Gagen forøges ved Alderstillæg, s. Lov 31. Marts 1860 § 11, 19. Febr. 1861 § 5 (S. 107). Samtlige disse Indtægter tages med deres fulde Beløb i Betragtning ved Pensionsberegning, s. Lov 5. Jan. 1851 § 4, 24. Febr. 1858 § 5, 31. Marts 1860 § 10, 19. Febr. 1861 § 6 (S. 107). De (tidligere) særligt kongerigske Embedsmænd oppebære fremdeles det saakaldte Sædomskrivningstillæg. Efterat der nemlig i flere Aarvar tilstaaet de ringere aflagte Embeds- og Bestillingsmænd et Pengetillæg paa Grund af den herskende Dyrtid, s. Lov 4. Jan. 1854, 5. Apr. 1855, søgte man at tilveie bringe et passende Forhold mellem Embedsmændenes Gage og Livsfornødenhedernes Pris ved at ansætte en Del af Gagen i Byg, saaledes at af de lavere Gager en forholdsvis større Del end af de høiere ansattes paa denne Maade, og at Embedsmanden erholdt udbetalt, hvad Kapitelstaxten paa Byg for det paagjældende Aar oversteg en i Loven fastsat Normalpris, s. Love 28. Febr. 1856, 15. Febr. og 29. Dec. 1857. Det samme Princip er gjennemført i de senere Gage love, kun med den Modifikation, at man i Stedet for Byg har valgt Gjennemsnitsprisen paa de 4 Sædarter, Rug, Hvede, Byg og Havre, s. Lov 30. Dec. 1858, 31. Marts 1860 § 5, 19. Febr. 1861 § 4 (Lovs. S. 45), Lov s. D. § 1 (S. 107), s. den noget afvigende Regel i Lov 12. Jan. 1858 § 1 (S. 517). Forener Nogen flere af Staten lønnede Embeder eller Bestillinger, komme de ham her for tillagte Pengeindtægter [hvad enten de udredes af Kongerigets særlige Finantser eller af de i Finantsloven opførte særlige Fonds eller af Monarkiet eller en anden Landsdel] sammenlagte i Betragtning, dog saaledes at Sædtillæg kun tilkommer ham i Forhold til hans Indtægter fra Kongeriget, s. Lov 31. Marts 1860 § 6, 19. Febr. 1861 § 2. Sædberegningen kommer til Anvendelse ikke blot med Hensyn til den faste Gage, men ogsaa paa Alderstillæg og personlige Tillæg, derimod ikke paa Honorarer, s. Lov 31. Marts 1860 § 5, Lov 19.Febr. 1861 §§ 1 og 3 Nr. 2. Paa de Lønninger, som tillægges Embedsmænd og Bestillingsmænd af de til Medhjælp ved Forretningernes Besørgelse bevilgede runde Summer, kommer den kun til Anvendelse med en vis Begrændsning, s. Lov 31. Marts 1860 §§ 4, 5, 19. Febr. 1861 § 3 Nr. 2 og § 25. Endelig ere visse fastlønnede Embedsmænd enten udelukkede fra Sædtillæg, eller modtage samme efter en ugunstigere Beregning, s. Lov 19. Febr. 1861 § 3 Nr. 3. Sædtillæget tages i Almindelighed ikke i Betragtning ved Pensionsberegningen, og Fordringen herpaa kan ikke paatales ved Domstolene, men afgjøres endeligt af Finantsministeren, s. Lov 31. Marts 1860 §§ 9, 10, 19. Febr. 1861 §§ 6, 7. De i og under (de tidligere) Fællesministerier ansatte Embedsmænd ere ikke undergivne Bestemmelserne om Sædberegningen, men erholde i Stedet derfor et vist Pengetillæg, s. Lov 27. Nov. 1863 § 1 (S. 405), jfr. Lov 27. Mai 1856, 31. Marts 1858, 22. Nov. 1859, 16. April 1862 (Lov 11. Mai 1866, Lov 25. Juli 1867 om Lønninger ved Hæren, Lov 15. Mai 1868 om Lønninger ved Søværnet). Dette Lønningstillæg behandles med Hensyn til Pensionsberegning paa samme Maade som den faste Gage,s. Lov 16. Apr. 1862 § 4, Lov 27. Nov. 1863 § 4 (s. derimod Lov 11. Mai 1866 § 4), men kan ikke paatales ved Domstolene, s. Lov 27. Nov. 1863 § 1, smh. med Lov 31. Marts 1858 § 2, 22. Nov. 1859 § 1, 16. Apr. 1862 § 1 (Lov 11. Mai 1866 § 5). En særegen Stilling indtage de saakaldte Honorarer, der udbetales som Vederlag for visse Arbeider, men i Øvrigt ikke behandles efter de almindelige Regler om Lønninger og derfor ikke komme i Betragtning ved Pensionsberegning, s. Lov 5. Jan. 1851 § 4 Nr. 3, 24. Febr. 1858 § 5 Nr. 3, eller ved Sædberegning, Lov 31. Marts 1860 § 7, 19. Febr. 1861 § 3 Nr. 2, eller ved Lønningstillæg under (de tidligere) Fællesministerier, s. Lov 27. Nov. 1863 § 1, jfr. Lov 27. Mai 1856 § 1, ligesom endelig Bestemmelserne om Kumulation heller ikke ere anvendelige paa samme, s. Lov 31. Marts 1860 § 8, 19. Febr. 1861 § 4.
Forsaavidt Nogen forener flere Embeder eller offentlige Bestillinger, skal han i disses sammenlagte Lønninger lide et Afdrag saa stort, som Halvdelen af alle disse Lønninger med Undtagelse af den høieste, eller forsaavidt flere ere lige høie, en af disse; dog kan Afdraget ikke overstige af den samlede Lønning, hvorhos Undtagelser kunne fastsættes ved de aarlige Finantslove, s. Lov 31. Marts 1860 § 8, 19. Febr. 1861 § 4. Pas de under (de tidligere) Fællesministerier sorterende Embedsmænd kommer denne Bestemmelse ikke til Anvendelse.
b) Naturalydelser, saasom Bolig, Jord, Brændsel, osv. og uvisse Indtægter, saasom Sportler, Gebyrer, o. desl. Disse ere ved den senere Lovgivning jevnlig afløste med faste Vederlag eller faste Gager, s. navnlig Lov 19. Febr. 1861 (S. 45) og blive i saa Tilfælde at behandle efter Reglerne om disse, s. Pensionslov 5. Jan. 1851 § 4 Nr. 1, 24. Febr. 1858 § 5 Nr. 1. I modsat Fald blive Reglerne om Alderstillæg, Sædberegning og Lønningsforbedring uanvendelige paa dem, s. Lov 19. Febr. 1861 § 3 Nr. 1 (S. 107), og ved Pensionsberegning tages de kun i Betragtning med en vis Nedsættelse, s. Lov 5. Jan. 1851 § 4 Nr. 3, 24. Febr. 1858 § 5 Nr. 3.
c) Forsaavidt man endelig som en Embedsmanden tilkommende Ret, der kan betragtes som et Vederlag for hans Arbeide i det Hele taget, kan nævne hans Ret til Pension eller Ventepenge, vil denne Ret, der først træder i Virksomhed i Tilfælde af Embedsmandens Afskedigelse, blive omhandlet nedenfor ved Fremstillingen af Reglerne om Embedets Ophør.
Embedsmandens Fordring paa den ham tilsagte Løn og de dertil sig sluttende Præstationer samt paa Erstatning af havte Udgifter er, som bemærket, af privatretlig Natur og kan, naar den ikke godvillig opfyldes, gøres gjældende ved Domstolene. Dette er vel ikke udtrykkelig udtalt i Lovgivningen, men følger tilstrækkeligt af den Stilling, Lovgivningen i det Hele tillægger Embedsmanden, og navnlig af Analogien af Reglerne om Pensionsretten, s. Grl. 1849 § 22 (Grl. 1866 § 17), Lov 5. Jan. 1851, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 17, ligesom det ogsaa er fast antaget i Praxis, s. H. R. T. 1863. 43, J. U. 1863. 266, mfl. Herfra finder dogen Undtagelse Sted med Hensyn til Sædtillæget, hvis Bestemmelse udelukkende tilkommer Finantsministeren, s. Lov 31. Marts 1860 § 9, 19. Febr. 1861 § 6, hvor der ved de Embedsmanden efter §§ 1 og 2 tilkommende Gage- og Lønningsdele naturligvis ikke tænkes paa hele Gagen, men kun paa Sædtillæget, jfr. Henvisningen til §§ 25, 27 , og med Hensyn til det (de tidligere) Fællesembedsmænd tilkommende midlertidige Lønningstillæg, s. Lov 27. Nov. 1863 § 1, smh. med Lov 31. Marts 1858 § 2 (Lov 11. Mai 1866, § 5). Den omspurgte Ret tilkommer imidlertid ikke, i alt Fald ikke definitivt, Embedsmanden, medmindre Regeringen har været bemyndiget til at ansætte ham i det vedkommende Embede med den fastsatte Gage. I saa Henseende kan mærkes, dels at Embedsmanden kan mangle Egenskaber, som ifølge Lovgivningen maae ansees som væsentlige Betingelser for Embedets Opnaaelse, jfr. ovenfor § 16, dels at der i Finantslov 26. Marts 1852 § 28, til hvilken alle senere Finantslove henvise, forbeholdes Stadfæstelse ved den paafølgende Finantslov for enhver i Aarets Løb tiltraadt Gage eller Gageforbedring, som ikke har sin Grund i særlig Gagelov. Ved Siden af de efter Grundloven emanerede Gagelove maae i saa Henseende uden Tvivl stilles de tidligere Gagereglementer, forsaavidt de maae antages at have Karakteren af Love. Forsaavidt der altsaa existerer en Gagelov, der normerer saavel Embedet som den dermed forbundne Gage, hvilket vil være det Almindelige, kan Regeringen strax med Retsvirkning besætte Embedet; findes der derimod ingen Gagelov, eller normerer denne kan Embedet, men ikke Gagen, eller kun Gagen, men ikke Embedet, kan Embedet vel foreløbig besættes, men der udfordres Stadfæstelse paa næste Aars Finantslov, og negtes denne, kan Embedsmanden afskediges uden Pension.
Naar nu Embedsmanden gyldigt er ansat, har han en utvivlsom Ret til at Oppebære den ham ved hans Bestalling og de øvrige paagjældende Bestemmelser tilsagte Løn og øvrige Fordele, saalænge disse Bestemmelser blive uforandrede, og denne Ret kan, som ovenfor bemærket, gjøres gjældende ved Domstolene. Dernæst kan der spørges, om Embedsmanden har Ret til at fordre, at de paagiældende Bestemmelser ikke forandres til hans Skade. Forsaavidt hans Bestalling forpligter ham til at finde sig i de Forandringer med Hensyn til hans Indtægter, som senere maatte blive trufne, er det klart, at Embedsmanden ikke kan gjøre nogen Indsigelse mod saadanne Forandringer, s. f. Ex. H. R. T. 1863. 43. Afseet fra dette Tilfælde maa Embedsmanden siges at have en Ret til at oppebære de ham ved Bestallingen tilsagte Fordele, og denne Ret kan ikke ensidigt tilsidesættes af Regeringen. Derimod maa Lovgivningsmagten ansees berettiget til at foretage Forandringer i saa Henseende, men dog kun under visse Indskrænkninger. Forsaavidt Embedsmandens Gageforhold nemlig ere ordnede ved en særskilt Lov, kan det være tvivlsomt, om Forandringen kan foretages ved Finantsloven, eller om der udkræves en ny særskilt Lov, idet Finantsloven efter sin Natur og Forfatningslovenes Bestemmelser ikke er bestemt til at forandre bestaaende Love, s. Forfatningsretten og J. U. 1864. 549. Existerer ingen saadan Lov, kan Forandring utvivlsomt foretages ved Finantsloven; men forsaavidt den er af større Betydning, bør den dog paa Grund af Finantslovens eiendommelige Natur og Sagens Vigtighed rettest skee ved en særskilt Lov. Forsaavidt da Forandringen gaaer ud paa at Ophæve Embedet eller fuldstændigt inddrage den dermed forbundne Gage, bliver Embedsmanden at sætte paa Ventepenge, s. Pensionslov 5. Jan. 1851 § 3, 24. Febr. 1858 § 6. Er der Spørgsmaal om en Nedsættelse i Gagen, kan denne uden Vanskelighed foretages saaledes, at den først indtræder ved Vakance. Forsaavidt der er Spørgsmaal om at bringe den til Anvendelse paa den allerede ansatte Embedsmand, kan man vel, da ingen Grundlovsbestemmelse forbyder det, ikke benegte Lovgivningsmagtens formelle Ret hertil, men det maa dog herved haves for Øie, at Embedsmanden har en i den gjældende Lovgivning begrundet Ret til at oppebære de ham tillagte Indtægter, og at denne Ret maa behandles med samme Varsomhed, som andre lovbegrundede Rettigheder, og det er derfor en Regel, at Embedsmanden for sin Embedstid beholder Differentsen mellem den ældre og den nye Gage som personligt Tillæg, s. Lov 31. Marts 1860 §§ 8, 11, 19. Febr. 1861 §§ 4, 5. En Forandring, som den senere Lovgivning hyppigt har foretaget med Hensyn til. Embedsindtægterne, er Forandringen af Naturalydelser eller uvisse Indtægter til faste Beløb, eller deres Nedsættelse eller endog fuldstændige Ophævelse. Forsaavidt, Forandringen da er ubetydelig, er den undertiden foregaaet uden Erstatning, s. Pl. 7. Aug, 1846; men hvor den er af noget større Betydning, har man enten ladet Embedsmanden beholde den oprindelige Indtægt for sin Embedstid, s. Lov 19. Febr. 1861 §§ 1, 10 (S. 45), hvorefter Retsbetjentembedernes Overgang til fast Gage kun finder Sted i Tilfælde af Vakance eller forsaavidt Embedsmanden selv ønsker det, eller tillagt ham Vederlag for den ophævede Indtægt, s. Love 19. Marts 1852, 20. Aug. 1853, undertiden dog med et vist Afdrag paa Grund af den med faste Indtægter forbundne større Sikkerhed, s. f. Ex. Lov 11. Marts 1851 § 7.