Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 20

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn


Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/ 67-78

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

§ 20. Embedsmandens Pensionsret.

Ifølge den danske Lovgivning ere Embedsmændene under visse nærmere Betingelser berettigede til Pension. Dette har dels sin Grund i Vigtigheden af at opretholde Embedsstandens Selvstændighed og Uafhængighed ved nogenlunde at sikkre den mod vilkaarlig Afskedigelse fra Regeringens Side, af hvilken Grund Pensionsretten har erholdt grundlovmæssig Hjemmel, s. Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17), dels i Embedsmændenes eiendommelige Uddannelses- og Lønningsforhold. Efter vore Forhold kræver Embedsmandens Stilling en lang og kostbar Fordannelse, og Lønningerne ere i Almindelighed ikke og kunne heller ikke lettelig, være ansatte saa høit, at Embedsmanden, navnlig ved Afgang i en yngre Alder, kan opspare det Fornødne til Forsørgelse, for sin Alderdom, ligesom Bierhverv dels kan være vanskeligt at erholde, dels lettelig, naar det drives i større Udstrækning, kan være til Skade for Statstjenesten. Saafremt der derfor ikke tillagdes Embedsstanden Pensionsret, var det at befrygte, at de gode Kræfter vilde slaae ind paa andre mere indbringende Veie, og at saaledes Embedsstandens Duelighed vilde lide, ligesom der ogsaa kunde blive Fare for dens Redelighed. En Forøgelse af Gagen vilde dels blive kostbarere for Staten, dels dog ikke sikkre den i en yngre Alder afgaaende Embedsmand, saameget mere som Embedsmandens Afskedigelse afhænger af saa uberegnelige Eventualiteter, at intet Livrenteselskab kunde paatage sig en Forsikkring herimod. Staten kan derfor siges selv at have paataget sig at forsikkre Embedsmanden i Tilfælde af hans Afskedigelse, og har Vederlag herfor deri, at den kan tillægge ham en mindre Gage.

Det vil af det Ovenbemærkede fremgaae, dels at Pensionsretten ikke blot eller væsentligt tillægges Embedsmændene for disses egen Skyld, men navnlig i Statens egen Interesse, for at Statstjenesten kan blive bedre og billigere besørget, dels at Pensionen, der kan betragtes som et Supplement til Gagen, ikke er nogen Naadessag, men en lovbestemt Ret, der i fornødent Fald kan gjøres gjældende ved Domstolene, s. Grl. 1849 § 22, Lov 5. Jan. 1851, H. R. T. 1862. 578, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 17 (Grl. 1866 § 17). Lovgivningen har derfor ogsaa søgt nøiagtigt at bestemme, i hvilke Tilfælde Pensionsretten haves, og hvor Meget der kan fordres. Forhøielse af den lovbestemte Pension kan kun skee ved særlig Lov, idet Afvigelse fra de almindelige Regler vanskeligt bør finde Sted, og man navnlig har frygtet, at det vilde føre til Misbrug at overlade Regeringen et vist Spillerum. Paa den anden Side kan en Formindskelse af Pensionen kun Skee under visse særegne Betingelser og da kun ad Lovgivningsveien, s. Lov 5. Jan. 1851 § 6, 24. Febr. 1858 § 8.

Hvad angaaer Betingelserne for Pensionsretten ɔ: Retten til egentlig Pension af Staten, hvorved altsaa ikke udelukkes, at Vedkommende kan have Ret til Pension af Kommunen, Civillisten eller en Appanage, eller at han kan have Adgang til en Understøttelse af Statskassen, ere disse efter Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17), smh. med Lovene 5. Jan. 1851 og 24. Febr. 1858, følgende:

1. At Embedsmanden er udnævnt af Kongen, s. Grl. 1849 § 22, Lov 5. Jan. 1851 § 1, Grl. 1863 § 14, Lov 24. Febr. 1858 § 1 (Grl. 1866 § 17). De ikke af Kongen udnævnte Embedsmænd kunne efter Omstændighederne have Adgang til en Understøttelse, men have ikke Pensionsret. Lige med kongelige Embedsmænd maae dog stilles de af Rigsdagen udnævnte Embedsmænd, s. Lov 1851 § 1, [hvilket uden Tvivl ogsaa maa giælde om Rigsraadets Embedsmænd, s. L. 1858 § 1].

2. At Embedsmanden er lønnet af Staten, s. Lov 1851 § 1, Lov 1858 § 1. Han maa altsaa for det Første oppebære Løn, som efter det ovenfor i § 18 B Nr. 2 Bemærkede maa være af en vis Beskaffenhed; i modsat Fald har han ingen Pensionsret. Dernæst maa han oppebære Løn af Staten; er dette ikke Tilfældet, kan han have Ret til Pension af Kommuner, Civillisten, eller Appanager, men ikke af Staten. Lige med Løn af Statskassen stilles imidlertid Løn af de Institutioner, hvis Indtægter og Udgifter bestemmes i de finantsielle Love, s. Lov 1851 § 1, Lov 1858 § 1, idet disse Institutioner maae antages at virke i Statsøiemed, og de ved dem ansatte Embedsmænd derfor maae betragtes som egentlige Statsembedsmænd og saaledes falde ind under Bestemmelserne i Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 14 (Grl. 1866 § 17). Derhos er det ikke nødvendigt, at Lønnen udbetales umiddelbart af Statskassen, men ogsaa de Embedsindtægter, som oppebæres af Embedsmændene umiddelbart fra Private, komme i Betragtning ved Pensionsberegningen, omend med en vis Nedsættelse, s. Lov 1851 § 4 Nr. 3, Lov 1858 § 5 Nr. 3; dog indbefattes Præsterne ikke under Pensionsloven 1851, men ere undergivne de ældre Regler, s. Lov 1851 § 12. Endelig er der med Hensyn til de Embedsmænd, der ere ansatte under Civillisten eller hos de fyrstelige Personer, hvis Appanager ere fastsatte før den 5. Jan. 1851, givet en vis Udsigt til, at Staten kan overtage nogle af de dem tilkommende Pensioner, idet det ved Thronskifte eller de paagiældende Appanagers Ophør hver Gang ved særlig Lov bliver at fastsætte, hvilke Pensioner Statskassen i den Anledning skal udrede, hvorimod ingen saadan Udsigt er given med Hensyn til de senere fastsatte Appanager, hvilket dog naturligvis ikke udelukker, at Pension ogsaa her kan tilstaaes, naar det iøvrigt maatte findes rigtigt, s. Lov 1858 § 2, jfr. Lov 1851 § 2, s. Lov 27. Marts, 20. Apr. 1860.

3. At Embedsmanden er fast ansat, hvorfor den, der kun er ansat paa Tid eller paa Opsigelse eller er konstitueret, ikke har Pensionsret, s. Lov 1851 § 1, Lov 1858 § 1.

4. For at forebygge en Udvidelse af Pensionsretten er det fremdeles ved Lov 1851 § 1 og Lov 1858 § 1 foreskrevet, at ingen Bestilling, som ikke hidtil har givet Adgang til Pension, nu skal give det, hvorimod paa den anden Side de Embedsmænd, som før Pensionslovens Udgivelse vare ansatte i Bestillinger, som efter de hidtil gjældende Regler give Adgang til Pension, beholde denne Adgang, men kun for deres Personer. Derhos have de nævnte Lovbestemmelser i Overensstemmelse med Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17) forbeholdt en nærmere Ordning ad Lovgivningsveien af det Spørgsmaal, hvilke Embedsmænd der skulle udnævnes af Kongen, idet dette efter de tidligere Regler var ordnet paa en meget vilkaarlig og i de forskjellige Embedsstillinger meget afvigende Maade (jfr. herved D. i J. U. 1866. 705).

5. Embedsmandens Afskedigelse maa være af en vis Beskaffenhed.

Reglerne om Pensionsretten i denne Henseende indeholdes i Lov 1851 §§ 1, 5, 6 og Lov 1858 §§ 1, 7, 8, hvilke Bestemmelsers Fortolkning imidlertid frembyder særegne Vanskeligheder, idet Loven ikke indskrænker sig til at angive de Tilfælde, i hvilke der tilkommer Embedsmanden Pension, men tillige nævner de Tilfælde, hvor han slet ingen Pension skal have, og de, hvor han vel skal have Pension, men dennes Størrelse er overladt Lovgivningsmagtens Bestemmelse, uden at denne Opregning dog kan siges at være fuldstændig.

A. Forsaavidt Embedsmanden afskediges efter Ansøgning, kan han kun faae Pension, naar Afskedigelsen har sin Grund i Alder eller Svagelighed eller anden ham utilregnelig Aarsag, s. Lov 1851 § 1, Lov 1858 § 1. Som Aldersgrændse have Lov 1851 § 3 og Lov 1858 § 6 sat det 70de Aar, saa at den, der har fyldt dette, uden Videre kan forlange sin Afsked med Pension uden at behøve at paaberaabe sig nogen anden Grund (s. Lov 6. Juli 1867 § 129). Om Svagelighed er stede, maa bedømmes efter de nærmere Omstændigheder og navnlig Embedets særegne Beskaffenhed.

B. Afskedigelse uden Ansøgning.

a) Forbrydelse af Embedet medfører Fortabelse af Retten til Pension, s. Lov 1851 § 5, Lov 1858 § 7. Da der ikke her fordres, at Embedets Forbrydelse skal skee ved Dom, s. derimod Lov 1851 § 7 Nr. 5, Lov 1858 § 9 Nr. 5, maa Pensionsretten vistnok ogsaa forbrydes i de Tilfælde, hvor Kongen udtrykkeligt har forbeholdt sig at lade sin Resolution træde i Stedet for Dom, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 § 21 (s. nu Strfl. § 309), hvorimod Kongen udenfor disse Tilfælde naturligvis ikke kan berøve Embedsmanden Embedet med den Virkning, at Pensionsretten tabes. Oplyses det, at Embedsmanden har gjort sig skyldig i et Forhold, som bevirker Embedets Forbrydelse, kan det ikke komme i Betragtning til hans Fordel, at han engang maatte have faaet Afsked med Pension, s. Lov 1851 § 7, Lov 1858 § 9.

b) Naar en Embedsmand afskediges paa Grund af Misligheder, der uden at medføre Embedets Forbrydelse svække den for hans Stilling nødvendige Agtelse og Tillid, bestemmes hans Pension ved Lov, s. Lov 1851 § 6, Lov 1858 § 8. Lovgivningsmagten er i saa Henseende ikke bunden ved nogen bestemt Grændse, s. derimod det oprindelige Udkast § 7 i D. T. 1850. 115, men kan fastsætte Pensionen ligefra det ordinaire Beløb til en forholdsvis lav Størrelse, s. f Ex. to Pensionslove 8. Dec. 1859 (Lovs. S. 239—40); derimod synes man ikke ganske at kunne negte Embedsmanden Pension, s. dog Forhandlingerne i Rigsraadstidende 1859 om Kammerassessor Petersens Pension. Det er ikke tilstrækkeligt til at gjøre den omhandlede Paragraph i Pensionsloven anvendelig paa Embedsmanden, at han af Regeringen afskediges under Paaberaabelse af denne Paragraph, men de Misligheder, der lægges ham til Last, maae være beviste eller dog bevislige, og Embedsmanden maa derfor, uanseet at han af Regeringen er afskediget paa den nævnte Maade, ved Domstolene kunne søge sin Ret til Pension efter Pensionslovens § 1 anerkjendt, s. H. R. T. 1862. 578. Det er fremdeles klart, at den paagjældende Bestemmelse omfatter de af Embedsmanden i hans Embedsførelse begaaede Misligheder, hvorimod det er mere tvivlsomt, om den ogsaa kan udstrækkes til et af Embedsmanden udenfor hans Embedsførelse udvist misligt Forhold, s. H. R. T. 1862. 578, og nedenfor.

c) Naar endelig en Emhedsmand afskediges paa Grund af Alder, Svagelighed eller andet ham utilregneligt Forhold, har han Ret til fuld Pension i Overensstemmelse med de nærmere Regler i Pensionsloven, s. Lov 1851 § 1, Lov 1858 § 1 (Lov 6. Juli 1867 § 129). Herunder falder ogsaa det Tilfælde, at Embedsmanden afskediges af politiske eller administrative Grunde; dog har han, naar Embedet inddrages, Krav paa at sættes paa Ventepenge, s. Lov 1851 § 3, Lov 1858 § 6 (jfr. Lov 11. Mai 1866, Lovs. S. 329). Forsaavidt han ved Udførelsen af sin Tjeneste kommer saaledes til Skade, at han maa afskediges, faaer han uden Hensyn til Tjenestetiden 2/3 af sin Embedsindtægt i Pension, s. Lov 1851 § 3, og efter Lov 1858 § 6 tillægges der ham endog 2/3 af hans sidste Embedsindtægt. For de Militaire, hvem denne Bestemmelse fortrinsvis kommer tilgode, bliver der desuden Spørgsmaal om Invalideforsørgelse, s. Lov 9. Apr. 1851, 27. Apr. 1856, 24. Febr. 1858.

Foruden de saaledes udtrykkeligt nævnte Tilfælde bliver der imidlertid Spørgsmaal om flere Tilfælde, hvis retlige Behandling kan være mere eller mindre tvivlsom. Embedsmanden kan saaledes afskediges paa Grund af Uduelighed, paa Grund af et utilbørligt, men ikke borgerlig strafbart Forhold, paa Grund af Mistanke om et strafbart Forhold, der ganske eller tildels vilde berøve ham den for hans Stilling nødvendige Tillid og Agtelse, og endelig paa Grund af bevislige Fakta af den nævnte Beskaffenhed, som dog ikke vedrøre hans Embedsførelse og heller ikke udtrykkeligt ere belagte med Straf af Embedsforbrydelse. Forsaavidt man nu skarpt vil fastholde Udtrykket »utilregnelig Aarsag« i Pensionslovens § 1, synes de nævnte Tilfælde ikke at kunne indbefattes derunder, medens de paa den anden Side ikke, i det Mindste ikke alle, ere af den Beskaffenhed, at de ligefrem kunne indbefattes under de i Lov 1851 §§ 5, 6, Lov 1858 §§ 7, 8 givne Bestemmelser. Heraf kan man nu vel ikke uden Videre slutte, at de nævnte Forhold ere irrelevante med Hensyn til Embedsmandens Pensionsret; men naar man lægger Mærke til, at Grl. 1849 § 22 og Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17) ganske i Almindelighed tillægge Embedsmanden Ret til Pension i Overensstemmelse med Pensionsloven, kan man dog ikke skarpt urgere Udtrykket »utilregnelig Aarsag« i Pensionslovenes § 1, men man maa vistnok som Hovedregel tillægge enhver Embedsmand Pensionsret efter denne Paragraph, naar hans Forhold ikke kan henføres under Lov 1851 §§ 5, 6 og Lov 1858 §§ 7, 8, eller disse Paragraphers Analogi.

Hvad nu Embedsmandens Uduelighed angaaer, da kan hans Forhold vel være af en saadan Natur, at det kvalificerer sig til Embedsforbrydelse, s. Fdn. 23. Dec. 1735 § 4 (Strfl. §§ 193, 309), i hvilket Tilfælde han ligefrem falder ind under Lov 1851 § 5, Lov 1858 § 7; men afseet herfra synes Embedsmanden at maatte behandles efter Pensionslovenes § 1, da det i Lov 1851 § 6 og Lov 1858 § 8 brugte Udtryk »Misligheder« uden Tvivl forudsætter en forsætlig Forseelse, og der ikke foreligger tilstrækkelig Grund til en analogisk Anvendelse af de paagjældende Paragrapher. Ustrafbare Fakta, der indvirke svækkende paa Embedsmandens Agtelse og Tillid, kunne vel ved visse Embeder, navnlig geistlige og Skoleembeder, hvor et sædeligt Liv ogsaa udenfor Embedet er af særdeles Betydning, medføre Embedsforbrydelse, s. ovenfor § 16 Nr. 3 og § 17 A; men udenfor disse Tilfælde kan der, da Forholdet hverken kan henføres under Lov 1851 §§ 5, 6, Lov 1858 §§ 7, 8 eller dens Analogi, ikke paavises tilstrækkelig Hjemmel til at tillægge det nogen Indflydelse paa Embedsmandens Pensionsret. Fremdeles kan en Mistanke om et vanærende Forhold fra Embedsmandens Side, selv om Mistanken bliver konstateret ved en Frifindelse for videre Tiltale (s. nu Lov 3. Apr. 1868 § 5), og det saaledes ikke kan ansees forsvarligt at lade Embedsmanden beholde Embedet, ikke afficere Pensionsretten, da en lovbestemt Ret ikke bør fortabes uden fuldt Bevis, s. H. R. T. 1862. 578, hvilket Resultat yderligere bestyrkes derved, at der i Udkastet til Pensionsloven § 7 i D. T. 1850. S. 115 var optaget en Bestemmelse om, at grundet Mistanke om en Forbrydelse, der gjorde Embedsmanden uværdig til at beholde sit Embede, skulde have samme Virkning som de i Pensionslovene 1851 § 6, 1858 § 8 nævnte Misligheder, hvilken Bestemmelse er udeladt i den endelige Lov.

Tvivlsomst stiller Sagen sig, naar Embedsmanden uden for sin Embedsførelse bevislig har gjort sig skyldig i saadanne strafbare Handlinger, der aldeles berøve ham den for hans Stilling nødvendige Tillid og Agtelse eller dog væsentligt svække denne. For i dette Tilfælde at tillægge Embedsmanden fuld Pensionsret kan anføres, at denne er en lovbestemt Ret, der ikke bør fortabes uden klar Hjemmel, at Pensionen nærmest er at betragte som et Supplement til Gagen, der i Forbindelse med denne bliver at ansee som Vederlag for Embedsmandens Arbeide og træder i Stedet for den høiere Gage, Staten ellers maatte tillægge ham, og at Embedsmanden derfor vel kan fortabe den, naar hans Embedsførelse er utilbørlig, og han saaledes ikke opfylder de af Staten stillede Betingelser, men at Forhold, der ligge udenfor hans Embedsførelse, ikke bør komme i Betragtning til Pensionsrettens Nedsættelse eller Fortabelse. Hertil kan endnu føies, at den tilfældige Omstændighed, at Vedkommende er Embedsmand, efter den modsatte Antagelse kommer til væsentligt at forhøie den for det paagjældende Forhold fastsatte Straf. Disse Betragtninger ere dog neppe ganske afgjørende. Vistnok er Pensionsretten en lovbestemt Ret og maa i Forbindelse med Gagen betragtes som et Vederlag for Embedsmandens Arbeide, men ligesom den ikke, saaledes som Gagen, kan refereres til en bestemt Del af Vedkommendes Arbeide, men til hans Tjeneste i det Hele, saaledes er det ogsaa klart, at den maa ansees som knyttet til visse Betingelser. Naar nu Lovgivningen ikke blot fordrer, at Embedsmanden forsvarlig skal udføre sin Embedsgjerning, men tillige, at han ogsaa udenfor sin Embedsførelse skal udvise et lovligt Forhold, maa Vedkommende, naar han overtræder denne Pligt, tillige siges at have krænket en ham ifølge hans Stilling paahvilende Pligt, og i alt Fald hvor Overtrædelsen er af den Beskaffenhed, at han maa siges at have gjort det umuligt for Staten at beholde ham som Embedsmand, kan det ikke negtes, at han ved sin egen Handling har brudt de Betingelser, under hvilke Staten maa antages at have betroet ham Embedet. At Embedsmanden herved bliver haardere ramt, end en Anden, der begaaer den samme Forbrydelse, kan vel ikke negtes; men ligesom den samme Lovovertrædelse i Virkeligheden er grovere, naar den begaaes af en Mand, hvis Opgave det er at virke for Lovenes Overholdelse, har Pensionsrettens Fortabelse heller ikke saa meget Karakteren af en Straf, som den er en nødvendig Følge af, at Vedkommende paa Grund af sin egen Brøde ikke længere kan vedblive at være Embedsmand og saaledes ikke opfylder de fra Statens Side opstillede Betingelser for Pensionsretten. At en Forbrydelse paa Grund af Forbryderens ejendommelige Retsstilling kan medføre særegne Retstab for ham, er ogsaa anerkjendt paa andre Steder i Lovgivningen, s. Næringslov 29. Dec. 1857 § 11.

Efter den tidligere Lovgivning havde Spørgsmaalet ikke nogen Vanskelighed, idet Embedsmændene vel havde en paa temmelig faste Regler hvilende Adgang til Pension, men ikke nogen bestemt Ret i saa Henseende. Som oven for § 19 Nr. 3 bemærket, var det paalagt Domstolene, naar en Embedsmand ved Dom fandtes skyldig i Forseelser, der ganske eller tildels medførte Tab af den borgerlige Agtelse, at gjøre Indberetning herom til Regeringen, og Kongen kunde da ved Embedsmandens Afskedigelse ganske eller tildels negte ham Pension. Den foreskrevne Indberetning kan nu vel ikke ansees for bortfalden, og Kongen kan ogsaa fremdeles afskedige vedkommende Embedsmand, hvorimod han ikke længere ved sin Resolution ganske eller tildels kan berøve ham hans lovbestemte Pensionsret. Skeer dette dog, maa Embedsmanden kunne bringe Spørgsmaalet til Afgjørelse ved Domstolene. Den korrekte Fremgangsmaade fra Regeringens Side synes nu at maatte være den, at Domstolene, naar en Embedsmand skal dømmes for en Forbrydelse, som gjør ham uværdig til offentlig Tillid, paa Regeringens Andragende udtale sig om det Spørgsmaal, hvorvidt han derved har gjort sin Forbliven i Embedet umulig, og at Pensionsretten i Tilfælde af en bekræftende Besvarelse antages fortabt. Forsaavidt en saadan Begjæring ikke var stillet af Regeringen under den oprindelige Sag, og Domstolene heller ikke ex officio have udtalt sig om Spørgsmaalet, maatte dette forelægges dem under en ny Sag. Ved det Pensionslovudkast, som i 1846 forelagdes Stænderne, var det ogsaa foreskrevet, at Domstolene i det nævnte Tilfælde i Forbindelse med den for selve Forbrydelsen fastsatte Straf tillige skulle dømme Embedsmanden til Embedsforbrydelse. Denne Forskrift blev nu vel udeladt i det Rigsdagen i 1850 forelagte Udkast, men Grunden hertil var ikke, at man ansaa den omtalte Fremgangsmaade for uanvendelig, men alene den, at det ansaas som mindre rigtigt i Pensionsloven at optage Forskrifter for Domstolene om, hvad de skulde dømme, naar Embedsmanden blev funden skyldig i et Forhold, hvorefter han ikke kunde egne sig til at være i Embedet, skjøndt det ikke strengt taget kunde føre til Embedsforbrydelse, s. Landsthingstid. 2. S. 412—16. Forsaavidt altsaa Embedsmandens Forhold er af den Beskaffenhed, at det ligefrem gjør ham uværdig til Medborgeres Agtelse og Tillid, synes Domstolene at burde fradømme Embedsmanden Embedet, i hvilket Tilfælde Pensionsretten efter Lov 1851 § 5, Lov 1858 § 7 eller i alt Fald disse Paragraphers Analogi ligefrem gaaer tabt. Et saadant Forhold synes ikke paa nogen Maade at kunne indbefattes under Udtrykket »utilregnelig Aarsag« i Pensionslovens § 1, ligesom det heller ikke synes at kunne henføres under Udtrykket »Misligheder« i Lov 1851 § 6, Lov 1858 § 8, hvorunder vistnok ikke kan indbefattes ligefremme borgerlige Forbrydelser, der heller ikke blot svække den for Embedsmandens Stilling nødvendige Agtelse og Tillid, men ligefrem berøve ham denne. Denne Fortolkning bestyrkes ogsaa derved, at det i 1850 forelagte Pensionslovudkast for det Tilfælde, at en Embedsmand paadrog sig grundet Mistanke om en Forbrydelse, der gjorde ham uværdig til at være Embedsmand, gav samme Regel, som for det Tilfælde, at han befandtes skyldig i Misligheder af den i Lov 1851 § 6 omhandlede Natur, hvori laa den Forudsætning, at naar han bevislig havde begaaet saadanne Forbrydelser, maatte han derved antages at forbryde sit Embede og dermed Retten til Pension, s. Udkastets § 7, smh. med § 6 i D. T. 1850. 115. Den omtalte Passus er nu vel udeladt i den endelige Lov, men heri ligger ikke, at hin Opfattelse er forkastet, men kun, at den blotte Mistanke ikke bør berøve Embedsmanden Pensionsretten.

Forsaavidt Embedsmandens Forhold er af mindre graverende Natur, men dog svækker den for hans Stilling nødvendige Tillid og Agtelse, synes han at burde behandles efter Lov 1851 § 6 og Lov 1858 § 8, og altsaa hans Pension at maatte bestemmes ved Lov. Dette er vel benegtet i en Kjendelse af Hof- og Stadsretten i H. R. T. 1862. 578, men ligesom Høiesteret ikke har udtalt sig om dette Spørgsmaal, og ligesom det angivne Forhold i og for sig maa siges at være indbefattet under Lovens Ord, saaledes taler ogsaa den ovenangivne Sammenhæng i Pensionslovudkastet for at indbefatte dette Forhold, der ikke uden unaturlig Tvang kan betragtes som en utilregnelig Aarsag til Afskedigelsen, s. Pensionslov § 1, under de nævnte Paragrapher. Den benegtende Besvarelse maatte nærmest støttes paa den Fortolkning, at Pensionsloven kun beskjæftiger sig med de i Embedet begaaede Forseelser, saa at altsaa Udtrykket »utilregnelig Aarsag« i Pensionslovens § 1 maa forstaaes som »i Forhold til hans Embedsførelse utilregnelig Aarsag«; men denne Fortolkning maa uden Tvivl af de frem stillede Grunde forkastes. Forsaavidt det ovenfor omhandlede Tilfælde, at en Embedsmand gjør sig skyldig i et Forhold, som aldeles berøver ham Medborgeres Agtelse og Tillid, ikke antages at kunne medføre Pensionsrettens fuldstændige Fortabelse, synes det i alt Fald at maatte henføres under Analogien af Lov 1851 § 6 og Lov 1858 § 8, idet Embedsmanden aabenbart ikke bør blive bedre stillet derved, at han har begaaet en grovere Forbrydelse.