Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 77

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn


Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/ 234-244

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

§ 77. Sikkerhedspolitiet.

Sikkerhedspolitiets Opgave er at forebygge Forbrydelser, der forberedes, at opdage den begaaede Forbrydelse og dens Gjerningsmand, at anholde denne og overgive ham til Retten, endelig at efterspore og paagribe undvegne Fanger. Der kan i saa Henseende virkes dels ved Foranstaltninger af en mere almindelig Karakter, dels ved en Indskriden i det enkelte Tilfælde.

I. Almindelige Beskyttelsesforanstaltninger.

1. I denne Henseende føres der først en Kontrol med dem, som komme ind i Riget, hvilken dog ved den senere Lovgivning er bleven betydeligt mildnet. Efter den tidligere Lovgivning var det nemlig Reglen, at ingen Udlænding maatte indkomme i Riget uden rigtigt Pas eller Besked, s. 3. 19. 21, Fdn. 6. Okt. 1731, Reskr. 9. Okt. 1744, Fdn. 30. Marts 1827 § 9, Cirk. 24. Dec. 1855, men ved Lov 12. Febr. 1862 § 1 er denne Regel ophævet for de Personers Vedkommende, der høre hjemme i Sverrig, Norge og Storbritanien, hvorhos Lovens § 2 bemyndiger Kongen til under Forudsætning af Gjensidighed at tilstaae Personer, der høre hjemme i andre Stater, en lignende Fritagelse, jfr. Kdg. 2. Apr. 1862, 5. Marts 1863, (Kdg. 4. Jan., 8. Juli 1865, 29. Marts 1867, 18. Marts 1868). Med Hensyn til de Vanskeligheder, der kunne opstaae derved, at Personer, der høre hjemme i de fritagne Stater, jevnlig ikke ville kunne føre noget tilstrækkeligt Bevis herfor uden netop ved Pas, er det ved Cirk. 4. Apr. 1862 (i Lovsamlingen S. 525) udtalt, at der i Reglen ikke bør affordres Vedkommende Bevis for, at han hører hjemme i de fritagne Stater, men hans Erklæring i saa Henseende maa ordentligvis ansees tilstrækkelig, saa at særegne Oplysninger om dens Rigtighed kun bør forlanges, naar særegne Omstændigheder give Grund til at antage den for usand. Forsaavidt den Paagjældende ikke hører hjemme i nogen af de undtagne Stater, maa han, for at faae Adgang til Riget, legitimere sig med Pas, der maa være udstedt af den kompetente fremmede Øvrighed og i Reglen viseret af en dansk Gesandt eller Konsul, s. Cirk. 11. Juli 1862. Passets Gyldighed maa ikke være udløben, det maa ikke bære Spor af Forfalskning, og den Paagjældende maa have fulgt den i Passet foreskrevne Reiseroute. Befindes Passet rigtigt, forsynes det med Visum af Politiøvrigheden, s. Kskr. 28. Febr. 1802, Pl. 1. Nov. 1811.

Ligesom den omhandlede Legitimation ved Pas, som ovenberørt, ikke i alle Tilfælde er nødvendig, saaledes er den paa den anden Side i visse Tilfælde ikke tilstrækkelig. Med Hensyn til visse Klasser af Personer er det nemlig foreskrevet, dels at de slet ikke maae modtages her i Riget, dels at de skulle tilveiebringe en særegen Tilladelse eller en vis strengere Legitimation.

Dette gjælder saaledes om:

a) Munke og Jesuiter, s. 6. 1. 3, 5, Fdn. 19. Sept. 1766 § 11, Grl. 1849 § 81 (Grl. 1866 § 76), og Forfatningsretten (Strl. 1866 § 308). Derimod er det tidligere Forbud mod fremmede Jøders Indkommen i Riget, s. 3. 20. 1, Adn. 29. Marts 1814 § 1, hævet ved Lov 5. Apr. 1850, s. Forfatningsretten.

b) Tatere, s. 3. 20. 3, jfr. 3. 11. 8, som viser, at Bestemmelsen ikke er indskrænket til de Tatere, som bevislig omløbe og besvige Folk. Skjøndt Fdn. 22. Okt. 1701 II, Kap. 4 § 3 henviser til Loven og Forordningerne om Jøder, Tatere og andre ukristne Personer, kan denne Bestemmelse, der aabenbart ikke væsentligt er motiveret ved religieuse, men ved Politihensyn, ikke ansees hævet ved Grundloven (Strl. 1866 § 308).

c) Betlere, s. 3. 11. 7, Fdn. 18. Dec. 1715, 18. Marts 1778 §§ 1, 3, 1. Juli 1799 § 158, 5. Juli 1803 for Kjøbstæderne 49, for Landet § 66, mfl.

De under a—c nævnte Personer ere aldeles udelukkede fra Adgang til Riget.

d) Komedianter, Liniedandsere, Taskenspillere og Andre, der omløbe med Dyr, eller noget andet Rart og Usædvanligt, maae ikke indfinde sig her, medmindre de have Øvrighedens Bevilling til at forevise deres Kunster, s. Fdn. 21. Marts 1738, 27. Okt. 1773, Cirk. 27. Marts 1861 (D. T. 412).

e) Udlændinge som ere forviste fra andre Steder, maae ikke admitteres uden Justitsministeriets Tilladelse, der kun meddeles, naar der haves Betryggelse for, at de ikke paa nogen Maade ville falde Landet til Byrde, s. Kskr. 2. Aug. 1814, 10. Mai 1823, 16. Mai 1826, 3. Nov. 1827.

f) Fremmede Haandværkssvende maa der kun tilstedes Adgang, naar det er rimeligt, at de kunne og ville ernære sig her i Landet ved deres lovlige Arbeide. Det fordres derfor godtgjort, at Vedkommende er udlært Svend, hidtil lovligt har ernæret sig og er i Besiddelse af de fornødne Pengemidler. Naar disse Betingelser ere tilstede, meddeles der ham en Vandrebog, hvori der foreskrives ham en bestemt Reiseroute, og som senere skal forevises og paategnes, hvor han kommer hen, s. F dn. 10. Dec. 1828 §§ 1—13.

g) Ifølge Fdn. 10. Dec. 1828 § 14 skal det i Henseende til Enhver, der fra fremmed Sted agter at begive sig ind i Landet eller fra sit hidtil havte Opholdssted vil reise andetsteds hen for at søge Arbeide eller Fortjeneste, og som ikke er Haandværkssvend, iagttages, at naar en saadan Persons Stilling og Udvortes er af den Beskaffenhed, at derved vækkes Tvivl, om han ikke kunde falde Landet til Byrde ved sin Reise, bør denne ikke tilstedes, forinden Pasudstederen ved en anstillet Undersøgelse finder denne Tvivl svækket; Er dette Tilfældet, meddeles sædvanligt Reisepas, med hvis Paategning og Forevisning der saavidt muligt forholdes efter Reglerne om Vandrebøger.

De under Litra a—g anførte Regler kunne naturligvis ikke uden Videre ansees for bortfaldne ved Lov 12. Febr. 1862, og navnlig er det klart, at de ikke ere undergaaede nogen Forandring med Hensyn til Personer, der høre hjemme i Lande, som ikke falde ind under Loven 1862. Derimod maae de med Hensyn til de under Loven indbefattede Lande modificeres i Overensstemmelse med Lovens Regler. Med Hensyn til det i Fdn. 10. Dec. 1828 omhandlede, mest praktiske Tilfælde er det ved det ovenfor anførte Cirk. 4. Apr. 1862, s. ogsaa D. T. 1861. 979—80, udtalt, at Politiet ikke med Hensyn til de i de fritagne Lande hjemmehørende Haandværkssvende eller andre arbeidsøgende Personer strax ved deres Ankomst her til Landet vil kunne affordre dem de i Fdn. 1828 omhandlede Legitimationer og Bevisligheder, hvorimod den Paagjældende, hvis han vil søge Arbeide paa det Sted, hvortil han er ankommen eller reise om i Landet paa sin Profession, maa være i Besiddelse af eller kunne tilveiebringe fornøden Legitimation, for at Øvrigheden kan forsyne ham med Vandrebog, Skudsmaalsbog eller andet til hans Erhversvirksomhed fornødent Dokument.

De omtalte Betingelser kunne, forsaavidt det findes fornødent, navnlig i Krigstilfælde, skærpes, s. Pl. 28. Juli 1812, saafremt Regeringen ikke er bunden ved særegne Konventioner. Den enkelte Person, hvem Øvrigheden formentlig urigtig har negtet Adgang til Riget, vil kunne reise Klage herover hos vedkommende høiere Øvrighed, men kan, forsaavidt han ikke er dansk Statsborger, ikke antages at have nogen selvstændig Ret til at erholde Adgang til Riget, og navnlig ikke en saadan, som kan gjøres giældende ved Domstolene. Paa den anden Side vil Spørgsmaalet, om Regeringen eller Øvrigheden urettelig har tilstaaet en Person Adgang, hvem en saadan burde være negtet, uden Tvivl heller ikke kunne bringes for de almindelige Domstole. Derimod vil Regeringen ved Interpellation i Rigsdagen og eventuelt ved Anklage for Rigsretten kunne drages til Ansvar for Misbrug af sin Myndighed i saa Henseende; men da de foreskrevne Betingelser vistnok i de fleste Tilfælde maae betragtes som instruktoriske skrifter, hvis nærmere Anvendelse er overladt Regeringen, vil en Domfældelse dog kun sjeldnere kunne flnde Sted.

Ligesom der efter det Anførte kan negtes Fremmede, der ikke fyldestgjøre de opstillede Betingelser, Adgang til Riget, kunne paa den anden Side Personer, der allerede ere indkomne i Riget, atter blive at udvise. Dette gælder saaledes om:

a) Dem, som ikke burde have været indladte, s. Fdn. 30. Marts 1827 § 9, 10. Dec. 1828 § 10, Cirk. 4. Apr. 1862.

b) Dem, som ved deres Forhold forbryde deres Ret til at opholde sig her, s. Pl. 19. Apr. 1805, 23. Mai 1840 § 3, Fdn. 10. Dec. 1828 § 10, 30. Marts 1827 § 9, 9. Juni 1819 § 1 (Strl. 1866 §§ 16 og 309).

c) Dem, som inden de have Opnaaet Forsørgelsesret i nogen enkelt Kommune, blive trængende til Fattigunderstøttelse, s. Pl. 14. Dec. 1810 §§ 2, 3, Fdn. 24. Jan. 1844 § 10, 30. Marts 1827 § 9.

d) Skjøndt de Personer, der ikke falde ind under de nævnte Kategorier, i Reglen uhindrede kunne opholde sig her, kan der dog, saalænge de ikke ere blevne danske Statsborgere, ikke tillægges dem nogen selvstændig Ret hertil, og Udtrykkene i Fdn. 30. Marts 1827 § 9 »forbryde den dem i saa Henseende tilstaaede Ret«. kunne derfor neppe ansees som ganske korrekte. Det maa derfor antages, at de ikke blot paa Grund af begaaede Forbrydelser kunne udleveres til fremmede Stater, hvortil Regeringen jevnlig endog kan være traktatmæssig forpligtet, eller udvises af Landet, selv om Pl. 19. Apr. 1805 (Strl. 1866 § 16) ikke kommer til Anvendelse, men at de endog, uden at nogen bevislig Forbrydelse foreligger, kunne udvises af Landet, naar de maae ansees farlige for den offentlige Sikkerhed, f. Ex. paa Grund af Forholdet til en fremmed Stat, s. Koll. Tid. 1843. 174, Kskr. 22. Apr. 1847. Det paavises derimod i Forfatningsretten, at en saadan Udvisning eller Udlevering ikke kan antages berettiget ligeoverfor de egentlige Statsborgere, som have et Retskrav paa at bevares i deres Stilling som saadanne, saalænge de ikke ved en Forbrydelse, som medfører Landsforvisningsstraf, miste dette Retskrav, s. Lov 3. Jan. 1851 § 5 (Strl. 1866 § 309).

Naar en Udlænding efter offentlig Foranstaltning skal udføres af Riget, kan en Privatmands Protest herimod i Reglen ikke komme i Betragtning. Kun i det Tilfælde, at Grunden til Udvisningen ligger i, at den Paagjældende ikke kan forsørge sig selv, kan hans Kreditor forhindre Udførelsen ved at nedlægge og forfølge formeligt Forbud herimod, samt lade ham sætte i Gjældsfængsel eller paa anden Maade sørge for hans Underholdning, s. Cirk. 4. Aug. 1821.

2. Paa den anden Side førtes der efter den hidtilgældende Lovgivning en Paskontrol med dem, der forlode Riget, idet ogsaa disse maatte være forsynede med Pas, hvilken Regel havde en dobbelt Hensigt, nemlig dels at skaffe den Reisende Adgang til det paagjældende fremmede Land, dels at hindre Personers Afreise, hvem der paahvilede særegne Forpligtelser ligeoverfor Staten eller dennes Undersaatter. Paa Grund af det sidste Hensyn kunde det ikke beroe paa den Reisendes Vilkaarlighed, om han vilde forsyne sig med Pas eller ikke, og om end enkelte Data, s. f. Ex. Cirk. 18. Okt. 1852, gaae i denne Retning, var det dog uden Tvivl Lovgivningens almindelige Regel, at den, der vilde forlade Landet, var forpligtet til at løse Pas, s. 3. 11. 11, Pl. 26. Juni 1765, Fdn. 1. Febr. 1770 § 12, 18. Nov. 1771 § 6, 28. Okt. 1791 § 5, 15. Apr. 1794, jfr. som Undtagelse Bkg. 6. Apr. 1857, hvilket nu ogsaa bekræftes ved Forudsætningen i Lov 12. Febr. 1862 § 3. Efter den nævnte Lovbestemmelse bortfalder imidlertid den hidtil gjældende Forpligtelse for Indlændinge til at være forsynede med Pas til Reiser i Udlandet, ligesom Lovens § 4 hæver Straffebestemmelserne for at udføre pasløse Personer af Riget, jfr. de ovenanførte Love, og Lovens § 5 ophæver det paa særegne politiske Grunde hvilende Forbud i Pl. 23. Okt. 1835 mod, at danske Haandværkssvende paa deres Vandringer besøge eller opholde sig i Lande og paa Steder, hvor Associationer og Forsamlinger af Haandværkere taales. Medens altsaa den Reisendes Forpligtelse ligeoverfor den danske Stat til at forsyne sig med Pas til Reiser i Udlandet bortfalder uden Hensyn til, til hvilket Land han agter at begive sig, vil derimod den Omstændighed, at Adgangen til de forskjellige Lande i Udlandet jevnlig betinges af Pas, bevirke, at den Reisende i mange Tilfælde for sin egen Skyld vil finde sig opfordret til at løse Reisepas. Ligesom imidlertid enkelte Lande slet ikke fordre Pas som Betingelse for Adgangen, hvilket navnlig gjælder om de i Lov 12. Febr. 1862 § 1 nævnte, saaledes ville danske Undersaatter, da den i Lov 1862 § 2 givne Bemyndigelse er betinget af Gjensidighed, ikke behøve Pas for at faae Adgang til de Stater, hvis Undersaatter her ere fritagne for saadan Legitimation, s. Kdg. 2. Apr. 1862, Bkg. 7. Apr. s.A., 24. Juni s. A. og 5. Marts 1863 (Kdg. 4. Jan. 1865, 29. Marts 1867, 18. Marts 1868); kun maae de drage Omsorg for i fornødent Fald at kunne legitimere deres Nationalitet, s. Bkg. 5. Marts 1863.

De Reisepasse, som herefter fremdeles kunne blive at udstede, udfærdiges i Almindelighed af Politiøvrigheden, s. Fdn. 28. Okt. 1791 §§ 1, 4, Pl. 1. Nov. 1805, 1. Nov. 1811, Regul. 12. Juni 1863 § 21. Det udstedes i Almindelighed for en begrændset Tid og indeholder de fornødne Oplysninger om den Reisendes Person, navnlig hans Signalement, samt den Reiseroute, han agter at følge. Det maa derhos benyttes inden en vis kort Frist og i modsat Fald fornyes, s. Pl. 10. Febr. 1789 §§ 3, 4, 28. Okt. 1791 § 2, 14. Okt. 1808, 4. Sept. 1810. Endelig maa det verificeres paa den Maade, som vedkommende fremmede Land fordrer, i Almindelighed ved Visum af dets Gesandt eller Konsul for dette Land, s. dog nu med Hensyn til Østerrig Cirk. 11. Juli 1862, D. T. 578 (Kdg. 8. Juli 1865).

Det bliver imidlertid et Spørgsmaal, til hvilke Betingelser Passets Udstedelse er knyttet. Ifølge Pl. 24. Jan. 1772 skal Begjæringen om Pasudstedelsen være ledsaget af Bevis for, at der Intet findes hinderligt i saadan Reise, nemlig Haandværkssvende af deres Oldermænd, Jøderne af deres Ældste, og alle andre Ubekjendte skulle stille en Borgermand til Kautionist for, at Intet af publique Ting hæfter paa ham, eller i andre Maader, som kan hindre hans Bortreise. Derhos skulle Geistlige, Civile og Militaire være forsynede med vedkommende Øvrigheds eller Chefs Paategning, at der ikke findes noget til Hinder for, at Reisepasset kan meddeles. Efter disse Bestemmelser synes Plakatens Hensigt trods de vide Udtryk i Begyndelsen kun at være at betrygge det Offentlige mod en i Forhold til samme utilladelig eller skadelig Bortreise. Ligesom den i visse Tilfælde fordrede Kaution kun kan antages at gaae ud paa at betrygge de offentlige Forhold, idet Udtrykket »i andre Maader« uden Tvivl kun kan betegne andre Hindringer af lignende Beskaffenhed, saaledes maa det ogsaa bemærkes, at Kautionen kun atfordres ubekjendte Personer, saa at bekjendte bosiddende Personer, der ikke som Embedsmænd behøve Foresattes Tilladelse, uden Videre kunne erholde Reisepas. I alt Fald maa det i Overensstemmelse med en Dom i Jur. Tidsskr. 13. B. 1. H. 109 statueres, at om endog Plakaten 1772 maatte antages at have havt ikke blot offentlige og halvotffentlige , men endog private Forholds Betryggelse til Gjenstand, kan der dog ikkun være taget Hensyn til de sidste, forsaavidt de enten efter deres Natur eller det Kautionisten vitterlige Øiemed, hvori Passet blev begjæret, maatte ansees som lovlige Hindringer for den tilsigtede Reise, men som saadanne kunne Gjældsforpligtelser eller Processer ingenlunde i og for sig ansees. Paskautionisten kan derfor ikke blive personlig ansvarlig for den Reisendes Gjæld, selv om han har kjendt denne, og selv om den Reisende har været under thinglæst Retsforfølgning, men kun i det Tilfælde, at han har vidst, at den Reisende ved Bortreisen agtede at unddrage sig fra Gjældens Betaling, s. den anførte Dom. Saafremt en Privatmand derfor vil hindre Vedkommendes Bortreise paa Grund af Gjældsfordringer, maa han nedlægge formeligt Forbud mod Passets Udstedelse og behørig forfølge dette, 3. Pl. 28. Okt. 1791 § 6, 15. Mai 1839.

De anførte Forskrifter kunne ikke antages at være bortfaldne ved Lov 12. Febr. 1862; thi deraf, at Undersaatterne ikke ere forpligtede til at tilveiebringe Pas ved deres Afreise, følger naturligvis ikke, at de ubetinget ere berettigede til at fordre et saadant, og den Omstændighed, at det Offentlige ikke fører nogen almindelig og stadig Kontrol med de Afreisende, udelukker ikke, at det, naar disse ønske Legitimation, kan fordre de til dennes Meddelelse nødvendige Oplysninger. Ligesom derfor ubekjendte Personer fremdeles maae antages forpligtede til at skaffe Kaution for at kunne erholde Reisepas meddelt, saaledes maa Pasudstederen uden Tvivl ogsaa negte dettes Meddelelse, naar det er ham bekjendt, at den Paagjældende er i en Stilling, som Følge af hvilken han ikke maa reise eller i alt Fald ikke uden en særlig Tilladelse, s. med Hensyn til Embedsmænd Pl. 1772 in fine, med Hensyn til udskrevne Værnepligtige Lov 2. Marts 1861 § 43, jfr. §§ 41—42 (Lov 6. Marts 1869 § 51, jfr. §§ 49—50). Værnepligtige, der udmynstres eller forlade Landet for at fare med fremmede Nationers Skibe, behøve ikke Pas, men skulle være forsynede med en af Lægdsforstanderen for det Sted, i hvis Rulle han er indført, udstedt Søfartsbog, s. Lov 2. Marts 1861 § 45 (Lov 6. Marts 1869 § 52), hvilken Forskrift ikke er undergaaet nogen Forandring ved Lov 12. Febr. 1862 § 3.

3. Efter de ældre Regler var det endelig nødvendigt at være forsynet med Pas for at begive sig fra et Sted i Riget til et andet, s. 3. 19. 21, Prom. 24. Juni 1791, Kskr. 2. Nov. 1799, 9. Aug. 1800, men disse Indskrænkninger hævedes allerede ved Pl. 1. Marts 1842 § 2, 23. Sept. 1844, 7. Aug. 1846, jfr. dog med Hensyn til Udlændinge Kskr. 12. Jan. 1847. Da det imidlertid er Politiøvrighedens Pligt at føre et aarvaagent Tilsyn med Alle, der tage Ophold i Jurisdiktionen, og den i fornødent Fald kan affordre dem betryggende Rigtighed for, hvoraf de ernære sig, bør enhver Reisende drage Omsorg for, naar forlanges, at kunne legitimere sig, s. Pl. 1. Marts 1842 § 2, Lov 3. Marts 1860 § 2. Det er fremdeles en Selvfølge, at Fordringerne i saa Henseende, naar det findes fornødent, og navnlig under Krigsforhold, kunne skærpes, s. Cirk. 4. Apr. 1864 (D. T. 382), Cirk. 9. Apr. s. A. (S. 404), Adn. 17. Juli s. A. Endelig ere visse Personer forpligtede til at være forsynede med en særegen Legitimation eller undergivne et særligt Tilsyn. Dette gælder om:

a) Tyende, der bør være forsynet med en egen Skudsmaalsbog, som ved Opholdsforandring bliver at paategne af Øvrigheden eller Sognepræsten, s. Lov 10. Mai 1854 §§ 60, 61.

b) Haandværkssvende, paa hvilke, om de end høre hjemme i Danmark, Bestemmelserne i Fdn. 10. Dec. 1828 med en vis Indskrænkning komme til Anvendelse, s. Forordningens § 13.

c) Værnepligtige, der skulle forsyne sig med Følgeseddel, s. Lov 2. Marts 1861 § 40 (Lov 6. Marts 1869 § 48).

Desuden skal der skee Anmeldelse for Øvrigheden om ankommende Reisende, s. Pl. 1. Nov. 1811, Fdn. 24. Juli 1822 §§ 1, 2, 5. Et særeget skærpet Tilsyn finder Sted i Kjøbenhavn ved Lister over Beboerne, der halvaarlig skulle udfyldes, samt ved Paalæg om Anmeldelse af Bopælsforandring og Tyendeskifte, s. Pl. 6. Febr., 14. Mai 1816, Reskr. 19. Apr. 1822, Pl. 18. Marts 1828, Lov 10. Mai 1854 § 60, samt i Kystpolitidistrikteme, 8. Pl. 28. Febr. 1817 § 13, 1. Juni 1817, 24. Juli 1822 § 9.

Endelig føres et særeget Tilsyn med saadanne Personer, af hvem man paa Grund af deres tidligere Forhold har særlig Anledning til at vente Ulovligheder. Saaledes blive navnlig de, der for Tyveri have været idømte offentligt Arbeide, efter Straffetidens Udløb at sætte under Politiets Tilsyn der, hvor det tillades dem at Opholde sig, s. Pl. 14. Dec. 1810 § 2 (Lovs. S. 617), hvilket tidligere ogsaa gjaldt om Løsgængeri, s. nu Lov 3. Marts 1860. Fremdeles blive Arbeidsfanger, der benaades, i Almindelighed ved den benaadende Resolution for en vis Tid satte under Politiets Tilsyn, s. Resol. 6. Marts, 3. Aug. 1815, 21. Jan. 1829, jfr. Fdn. 24. Jan. 1838 § 5. Endelig kunne Domstolene, naar en Person under en mod ham anlagt kriminel Sag frifindes paa Grund af Utilregnelighed, bestemme, at han enten tages i Forvaring af Øvrigheden, s. 1. 19. 7, i Almindelighed ved Indsættelse i en Sindssygeanstalt, eller naar dette ikke ansees fornødent, at han sættes under Politiets specielle Tilsyn, s. Kskr. 27. Juli 1822, hvilken Bestemmelse dog uden Tvivl maa kunne forandres af Administrationen (Strl. 1866 § 38).