Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 80

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kjøbenhavn


Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf/ 248-259

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.

§ 80. Om de Midler, der staae til Politiets Raadighed.

Politiets hensigtsmæssige Organisation er forbunden med betydelige Vanskeligheder. Paa den ene Side fordres, at det skal føre et nøiagtigt og omfattende Tilsyn, og at det skal kunne optræde med den fornødne Kraft og Myndighed; paa den anden Side maa denne Myndighed ikke udøves paa en Maade, der krænker Borgernes lovlige Rettigheder. Medens den første Betragtning navnlig var den fremherskende efter den ældre Lovgivning, har den senere Lovgivning og navnlig Grl. 5. Juni 1849, s. navnlig §§ 85, 86, 92—94 (Grl. 1866 §§ 80, 81, 87—89), stærkt fremhævet Ukrænkeligheden af Borgernes Rettigheder, idet den dog har søgt at begrændse disse saaledes, at Øiemedet med Politiets Organisation ikke forfeiles. For Kjøbenhavns Vedkommende er en Omordning af Politiet foretaget ved Lov 11. Febr. 1863 og forskjellige sig dertil sluttende administrative Bestemmelser, hvorhos der tillige er givet nærmere Regler om Politiets Myndighed, som dels ere af positiv Natur, dels ogsaa indeholde en Udtalelse af Lovgivningens almindelige Grundsætninger, hvilke sidste derfor ogsaa maae kunne tjene til Veiledning udenfor Kjøbenhavn. I Kjøbstæderne og paa Landet har man kun mere leilighedsvis og stykkevis søgt at raade Bod paa det mangelfulde Politiopsyn.

1. Det lokale Politiopsyn kan dels være stabilt, saasom Vægtere, Torveopsynsmænd o. desl., dels bevægeligt, navnlig ved Patrouiller. I Kjøbenhavn, hvor tidligere Natteopsynet var stabilt, er nu Patrouillesystemet indført saavel for Natte- som for Dagtjenesten, s. Regul. 12. Juni 1863 §§ 3, 24, Instr. 23. Juni 1863 b 4 (Instr. 7. Juni 1869, 5. Kap.) Fremdeles kan Politiets Opsyn være aabenlyst eller hemmeligt. Det første er det almindelige, og Politibetjentene bør derfor, naar ikke anderledes befales, altid bære Uniform i Tjenesten, ligesom de i ethvert Fald skulle være forsynede med et særeget Polititegn, s. Regul. 12. Juni 1863 §§ 11, 12 (Instr. 7. Juni 1869 § 7). Det hemmelige Politiopsyn, der er forbundet med mange Misligheder, navnlig naar det anvendes i politiske Øiemed, kan imidlertid ikke ganske undværes og er derfor ogsaa tilstedeligt, dog at det naturligvis bør benyttes med Varsomhed, s. Regul. 1863 § 12.

2. Ved Lov 11. Febr. 1863 § 9 (Lovs. S. 59) er der tillagt Kjøbenhavns Politidirekteur Myndighed til med Hensyn til midlertidige Foranstaltninger, som han anseer fornødne for at forebygge Forstyrrelse af den offentlige Fred og Sikkerhed, ved offentlige Bekjendtgjørelser at give Paalæg eller udstede Forbud, hvis Overtrædelse medfører Straf af Bøder eller Fængsel, dog at han, hvis slige Foranstaltninger medføre uforudsete Udgifter for Kommunen, strax skal bringe dem til Magistratens Kundskab. Ligeledes har Lov 1863 § 8 bemyndiget ham til, hvor det bliver nødvendigt at træde midlertidige Foranstaltninger til Varetagelsen af den offentlige Orden og Renlighed eller at indskærpe Politivedtægtens Efterlevelse, med Magistratens Samtykke ved offentlige Bekjendtgjørelser at give Befalinger eller udstede Forbud, hvis Overtrædelse straffes med Bøder, og hvor Politidirekteuren anseer det for nødvendigt, kan han endog paa eget Ansvar udstede saadanne Bekjendtgjørelser, men er da pligtig strax at meddele Magistraten Underretning derom. Disse Forskrifter, med Hensyn til hvis Forstaaelse det blot skal bemærkes, at Overtrædelsen af de af Politidirekteuren givne Befalinger, forsaavidt de falde indenfor den ved Loven dragne Grændse, naturligvis medfører den fastsatte Straf, uden Hensyn til om den foretagne eller undladte Handling efter den almindelige Lovgivning var strafbar, kunne naturligvis umiddelbart kun anvendes i Kjøbenhavn. Udenfor Kjøbenhavn er den almindelige Regel, at Befalinger og Forbud, hvis Overtrædelse medfører Strafansvar, kun kunne gives af Lovgivningsmagten, efter Omstændighederne ved foreløbig Lov, men ligesom saadanne Bestemmelser, der kunne betragtes som en Fuldbyrdelse af Loven, kunne træffes ved kongelig Anordning, s. Grl. 1849 § 29 (Grl. 1866 § 24), eller forsaavidt Loven afgiver Hjemmel dertil, af det paagjældende Ministerium, og ligesom Politiøvrighederne maae kunne indskærpe de gjældende Loves Overholdelse uden at være bundne til nogen kommunal Autoritets Samtykke, saaledes synes man heller ikke at kunne negte Politiøvrigheden Ret til i paatrængende Tilfælde, hvor Hensynet til den offentlige Fred og Sikkerhed kræver det, at træffe midlertidige Foranstaltninger, der indeholde Befalinger eller Forbud, og hvis Overtrædelse medfører Straf. Der kan i saa Henseende henvises til, at selv en foreløbig Lov ikke altid vil kunne tilveiebringes saa hurtigt, som Omstændighederne kræve det, og at den ved Lov 11. Febr. 1863 § 9 Kjøbenhavns Politidirekteur tillagte Myndighed ikke var noget Nyt, men kun en nærmere Bestemmelse af en tidligere Praxis, s. f. Ex. Bkg. 10. Jan. 1860. Et Andet er, at en saadan Myndighed sjeldnere vil komme til Anvendelse, idet under slige Forhold ikke sjeldent andre Autoriteter ville være berettigede til at bestemme det Fornødne, saasom under Beleiringstilstand de militaire Autoriteter, s. Bkg. 5. Juli 1864, Adn. 17. Juli s. A., under Epidemier Sundhedskommissionerne, osv. Med Hensyn til Sundheds- og Renlighedsvæsenet vil en Myndighed af den omspurgte Natur uden Tvivl ikke kunne tillægges Politimesteren, i alt Fald hvor Sundhedsvedtægter ere tilveiebragte i Overensstemmelse med Lov 12. Jan. 1858, 29. Dec. 1862, ligesom den heller ikke synes at kunne tilkomme ham med Hensyn til Ordenspolitiet, forsaavidt ikke Lovgivningen særligt maae antages at have tillagt ham saadan Myndighed.

3. Ligesom Politiet efter det Anførte i visse Tilfælde kan udstede almindelige Befalinger eller Forbud, hvis Overtrædelse medfører Straf, saaledes kan det ogsaa undertiden til den enkelte Person rette en lignende Befaling eller Forbud, saaledes at Overtrædelsen heraf medfører Straf. Forsaavidt et saadant Paalæg eller Forbud er givet i visse solenne Former, navnlig ved en Tilførsel til Politiprotokollen, benævnes det et Tilhold, s. Lov 3. Marts 1860 § 2, Fdn. 12. Juni 1827. Befalingen kan gaae ud paa at foretage eller undlade en Handling, hvis Foretagelse eller Undladelse allerede ifølge den almindelige Lovgivning paaligger den Paagjældende, og denne straffes da, naar han er Befalingen ulydig, ligefrem for Overtrædelse af den almindelige Lov, forsaavidt hans Forhold nemlig af Domstolen findes at falde ind under dennes Bud. Øvrigheden kan da enten have at forfølge det nedlagte Forbud ved at bringe Sagen for Domstolene, s. Grl. 1849 § 92 (Grl. 1866 § 87), Lov 3. Jan. 1851 § 14, eller afvente, om Befalingen overtrædes og først i dette Tilfælde indbringe Sagen for Retten, s. 6. 13. 3, Fdn. 12. Juni 1827 (Strl. 1866 § 178), hvorved dog er at bemærke, at Vedkommende her ikke straffes for det forargelige Samliv i og for sig, men for ikke at have efterkommet Øvrighedens Tilhold om Adskillelse. Politiet kan imidlertid ogsaa i adskillige Tilfælde paalægge en Person at foretage eller undlade en Handling, som han ikke efter den almindelige Lovgivning var forpligtet til at foretage eller undlade, med den Virkning, at Overtrædelsen medfører Straf, s. Lov 3. Marts 1860 § 2, 2. Marts 1861 §§ 19, 43 (Lovs. S. 249), 11. Febr. 1863 § 2 (S. 52) (Strl. 1866 §§ 180, 182). En saadan Myndighed kan naturligvis ikke ganske i Almindelighed tilkomme Politiøvrigheden, men kun forsaavidt Lovgivningen maa antages at hjemle den, s. de anførte Lovsteder.

4. Politiøvrigheden er uberettiget til at fængsle Nogen. Egentligt Straffængsel kan kun paalægges en Person ifølge endelig Dom, og selv det Varetægtsfængsel, der kan anvendes mod Personer, der ere mistænkte for Forbrydelser, og som derhos er uanvendeligt for Forseelser, der ikke kunne medføre høiere Straf end Pengebøde eller simpelt Fængsel, kan kun paalægges ved en af en Dommer afgiven og af Grunde ledsaget Kjendelse, s. nærmere Grl. 1849 § 85 Og 3. midl. Best. (Grl. 1866 § 80 og 4. midl. Best.) Et Andet er, at den samme Person jevnlig kan være baade Dommer og administrativ Politiembedsmand, men Fængsling kan da kun dekreteres af ham i hans Egenskab som Dommer og under de for Dommerens Fremgangsmaade foreskrevne Former. Derimod er Politiet berettiget til at bestemme foreløbig Anholdelse af en mistænkt Person og sætte denne Beslutning i Værk. Anholdelse, hvorved forstaaes en Persons Paagribelse og Fastholdelse i det Øiemed at fremstille ham for Retten til videre Foranstaltning, kan vel være forbunden med en Persons Indsættelse i et Fængsel, men adskiller sig fra den egentlige Fængsling ved sin aldeles foreløbige Karakter, idet efter Grl. 1849 § 85 (Grl. 1866 § 80) Enhver, der anholdes, inden 24 Timer skal stilles for en Dommer, som, hvis den Anholdte ikke strax kan sættes paa fri Fod, ved en inden 3 Dage afgivet, motiveret Kjendelse, skal afgøre, at han skal fængsles og eventuelt den til Løsladelsen fornødne Sikkerheds Størrelse. Anholdelsen kan ikke blot Skee af Retsbetjenten eller Politiøvrigheden, men ogsaa af underordnede Officianter, navnlig Sognengder og Politibetjente, s. Fdn. 11. Nov. 1791 § 4 d og e, Pl. 27. Nov. 1839 § 2, Instr. 31. Dec. 1800 § 15, Lov 11. Febr. 1863 § 10 (Lovs. S. 59) (Instr. 7. Juni 1869 § 18 ff. med flere Steder), og undertiden endog af Private, s. Lovens 1. 19. 2 ff., 6. 17. 4, 13, mfl. Hvad angaaer Betingelserne for Retten til at anholde, foreskriver Lov 11. Febr. 1863 § 10, jfr. Instr. 23. Juni s. A. a (Instr. 7. Juni 1869 § 18 ff. med flere Steder) for Kjøbenhavn, at enhver Politifunktionair kan holde den, der i hans Paasyn har gjort sig skyldig i en Forbrydelse eller umiddelbart efter dens Udøvelse eftersættes som Gjerningsmand eller hvem han med skjellig Grund har mistænkt for at have begaaet en saadan. Ligeledes kan ifølge den anførte Lovbestemmelse enhver ved Politiet Ansat anholde den, som har begaaet en Forseelse mod den offentlige Orden, og som maa befrygtes ellers at ville unddrage sig det ham for en saadan Forseelse paahvilende Ansvar, jfr. Lovens § 13, 2det Stykke, saavelsom Personer, der have været straffede for Eiendomsforbrydelser, Betleri eller Løsgængeri, naar de maae formodes ikke at have lovligt Erhverv, og naar de ikke paa Forespørgsel kunne gøre Rede for, hvorledes de ernære sig. Disse Bestemmelser, som unegtelig ere mindre bestemte, men som der neppe uden Skade kan gives større Bestemthed, da i dette Forhold saa Meget maa beroe paa et Skjøn over de konkrete Omstændigheder, ere vel umiddelbart kun givne for Kjøbenhavn, men kunne ogsaa tjene til Veiledning udenfor samme, da de i det Hele taget maae siges at stemme med vor Lovgivnings Grundsætninger om dette Forhold, s. f. Ex. Fdn. 11. Nov. 1791 § 4, Pl. 24. Sept. 1753, 3. Sept. 1791, mfl. Det kan ikke paastaaes, at Anholdelse ikke skulde kunne finde Sted for Forseelser, der kun kunne medføre Straf af Pengebod eller simpelt Fængsel, da dette i Grl. 1849 § 85 (Grl. 1866 § 80) kun er foreskrevet med Hensyn til Varetægtsfængsel; ei heller er det ubetinget nødvendigt, at den Paagjældende er mistænkt for en bestemt Forbrydelse, s. Lov 1863 § 10, jfr. ogsaa Fdn. 30. Marts 1827 § 9. Modsætter Vedkommende sig Anholdelsen, kan Magt anvendes, s. Lovens 1. 19. 9, 1. 24. 49, Lov 1863 §§ 11, 12 (Strl. 1866 §§ 98—100), og efter Lov 1863 § 13 er endog i visse Tilfælde Enhver, der af en høiere Politiembedsmand opfordres dertil, forpligtet til at yde Politiet den Bistand, der staaer i hans Magt, til Ordens og Roligheds Gjenoprettelse, altsaa ogsaa til at anholde Fredsforstyrrerne, men denne Forskrift kan neppe anvendes udenfor Kjøbenhavn. Uberettiget Anholdelse kan medføre betydeligt Ansvar, s. Lovens 1. 19. 6, Fdn. 4. Okt. 1833 § 24, Lov 1863 § 16 (Strl. 1866 §§ 128, 129).

5. Efter Grl. 1849 § 86 (Grl. 1866 § 81) er Boligen ukrænkelig. Husundersøgelse, Beslaglæggelse og Undersøgelse af Breve og andre Papirer maa, hvor ingen Lov hjemler en særegen Undtagelse, alene skee efter en Retskjendelse, og Politiet vil saaledes i Almindelighed være uberettiget til at foretage en saadan Undersøgelse. Da Paragraphen ikke taler om Undersøgelse paa Personen, jfr. ogsaa Paragraphens første Membrum, er der ingen grundlovmæssig Hindring for, at en saadan Undersøgelse kan foretages uden foregaaende Retskjendelse, og heller ikke den almindelige Lovgivning kan antages at fordre en saadan, om end en slig Undersøgelse kun bør anvendes med Varsomhed, s. Lov 1863 § 10, Instr. 23. Juni s. A. a (Instr. 7. Juni 1869 § 22), Regl. 7. Mai 1846 D § 11. Fremdeles er en Retskjendelse ikke nødvendig til Foretagelsen af de i Grl. § 86 (Grl. 1866 § 81) nævnte Handlinger, naar den Vedkommende, nemlig Beboeren af Huset eller Etagen og Besidderen af Brevene, Papirerne, osv., samtykker i Undersøgelsens Foretagelse, men dette Samtykke bør uden Tvivl være udtrykkeligt, saaledes at den Omstædighed, at den Paagiældende ikke protesterer, neppe kan ansees tilstrækkelig til at retfærdiggjore Undersøgelsens Foretagelse. Endelig er Retskjendelse overflødig, hvor en Lov hjemler en særegen Undtagelse, hvorimod den almindelige Hjemmel til Husundersøgelse, som den tidligere Lovgivning gav Øvrigheden, s. navnlig Kdg. 11. Juli 1840 II 16, 8. Okt. s. A. II 20, maa ansees for bortfalden. Som saadanne ved Lovgivningen hjemlede særegne Undtagelser kunne nævnes Sager om ulovlig Skovhugst og lignende Forseelser, s. Fdn. 26. Jan. 1733 § 31, Pl. 26. Juli 1837 § 6, Fdn. 29. Okt. 1794 § 22, 19. Sept. 1792 §§ 3, 14 (Strl. 1866 § 310), Brændevinssager Fdn. 14. Mai 1845 §§ 1—13, Lov 7. Febr. 1851 § 18, Toldsager, s. Fdn. 2. Apr. 1814 §§ 14, 15 samt endelig Lov 11. Febr. 1863 § 11, Instr. 23. Juni s. A. a (Instr. 7. Juni 1869 § 20). Modsætter Vedkommende sig Undersøgelsen i Tilfælde, hvor den maa ansees som berettiget, kan Magt anvendes, s. Lov 1863 § 11.

6. Et egentligt Undersøgelsesforhør kan kun foretages af en Dommer, s. Grl. 1849 § 85 (Grl. 1866 § 80). Vel kan Politiøvrigheden eller dennes underordnede Organer foreløbigt modtage den Anholdtes Forklaring, Instr. 23. Juni 1863 b 2 (Instr. 7. Juni 1869 § 53), men ligesom de ikke ere berettigede til at anvende de særegne Tvangsmidler for at formaae denne til at svare, som staae til Dommerens Raadighed, s. Reskr. 23. Okt. 1795, saaledes har den ved en saadan foreløbig Rapport af den Anholdte afgivne Forklaring ikke den Beviskraft, som en for Retten afgiven Tilstaaelse, s. Lovens 1. 15. 1, hvilket ogsaa gælder om de ved samme afgivne Vidneforklaringer.

7. Politiet har ikke nogen selvstændig Ret til at være tilstede ved Forsamlinger, som ikke kunne betegnes som offentlige, og bør derfor kun holde Øie med slige Forsamlinger, forsaavidt der er særlig Grund til at antage, at der i dem foretages eller forberedes noget Ulovligt, hvilket navnlig kan være at befrygte, naar Deltagerne lægge an paa at skjule Forsamlingens Afholdelse. Derimod tillægger Grl. 1849 § 93 (Grl. 1866 § 88) Politiet Ret til at overvære offentlige Forsamlinger, om hvilket Begreb der henvises til Forfatningsretten, s. dog Udkastet til den nye Straffelovs § 100 (Strl. 1866 § 104), der alene synes at lægge Vægt paa Stedets Karakter som offentligt, og bestemmer derhos, at Forsamlinger under aaben Himmel kunne forbydes, naar der af dem kan befrygtes Fare for den offentlige Fred. Af denne Modsætning fremgaaer det klart, at Politiet ikke er berettiget til at forbyde offentlige Forsamlinger, som ikke tilsigtes afholdte under aaben Himmel, selv om der efter de Forhold, hvorunder Forsamlingen afholdes, de Gjenstande, som i samme skulle forhandles, osv., er Anledning til at befrygte Fare for den offentlige Fred. En Undtagelse herfra maa dog gjøres, forsaavidt Forsamlingen paa Grund af sin særegne Karakter som offentlig Forlystelse udkræver foregaaende Tilladelse af Politiet, s. f. Ex. Næringslov 29. Dec. 1857 § 62 (Vedt. 18. Jan. 1869, 12. Kap.), eller paa Grund af den Tid, hvorpaa den agtes afholdt, strider mod Helligdagsanordningerne, s. Fdn. 26. Marts 1845, navnlig §§ 8, 13, Lov 29. Dec. 1862. Ved Opløb maa ifølge Grl. 1849 § 94 (Grl. 1866 § 89) den væbnede Magt, naar den ikke angribes, kun skride ind, efterat Mængden 3 Gange i Kongens og Lovens Navn forgjæves er opfordret til at adskilles, jfr. Lov 11. Febr. 1863 § 12 (Instr. 7. Juni 1869 § 62, jfr. § 122), hvor Politiets Ret til med Magt at adskille Mængden er knyttet til en lignende Betingelse. Ved offentlige Forsamlinger under aaben Himmel skal Politiet yde sin Bistand til at Opretholde Ordenen. Opstaaer der Uorden, som udarter til voldelig Adfærd, kan Politiet fordre Forsamlingen hævet; efterkommes denne Fordring ikke, kan Politiet selv erklære Forsamlingen for hævet og skrider da ind som ved Opløb, s. Lov 1863 s 12. Skjøndt disse Regler kun ere givne for Kjøbenhavn, kunne de uden Betænkelighed anvendes udenfor samme, da Politiet, som ifølge Grl. 1849 § 93 (Grl. 1866 § 88) har den større Ret forud at kunne forbyde Forsamlingen, naar det af den befrygter Fare for den offentlige Fred, utvivlsomt ogsaa maa være i Besiddelse af den mindre Ret at kunne opløse Forsamlingen, naar hin Frygt bekræfter sig.

Tvivlsommere er det, hvilken Ret der tilkommer Politiet ved offentlige Forsamlinger, som ikke afholdes under aaben Himmel. Herom foreskriver Lov 1863 § 12 (jfr. Instr. 7. Juni 1869 § 64), at Politiet efter Anmodning fra Forsamlingens Leder kan yde sin Bistand til Ordenens Overholdelse og paa hans Begiæring, eller naar der opstaaer Ufred eller Slagsmaal, anholde eller med Magt fjerne Fredsforstyrrerne. Denne Forskrift, der utvivlsomt ikke tillægger Politiet større Myndighed, end Grl. § 93 (Grl. 1866 § 88) hjemler, maa naturligvis følges for Kjøbenhavns Vedkommende. Om den samme Regel kan komme til Anvendelse udenfor Kjøbenhavn, vil beroe paa, om Grundloven kan antages at indskrænke Politiets Indskriden paa den angivne Maade, eller om den kan antages at indrømme det den større Myndighed at fordre Forsamlingen hævet, og naar denne Fordring ikke efterkommes, selv at hæve Forsamlingen og derefter at skride ind som ved Opløb. Det kan nu ganske vist synes, at Grl. § 93 (Grl. 1866 § 88), idet den indrømmer en betinget Ret til at forbyde offentlige Forsamlinger under aaben Himmel; medens den med Hensyn til andre offentlige Forsamlinger kun tillægger Politiet Ret til at overvære dem, derved har villet antyde, at Politiet med Hensyn til offentlige Forsamlinger under Tag kun skal kunne benytte sin Nærværelse til at mærke sig, hvad der passerer og til at skride ind mod den eller de Enkelte, der maatte foretage sig noget Ulovligt, men derimod være udelukket fra paa Stedet at kunne opløse Forsamlingen, om den end truer med at blive farlig for den offentlige Orden, og denne Fortolkning vinder unegtelig i Styrke derved, at den er lagt til Grund for Lov 11. Febr. 1863 § 12. Imidlertid kan der af Modsætningsforholdet mellem Grl. § 93, 2. og 3. M. (Grl. 1866 § 88, 2. og 3. M.) med fuldkommen Sikkerhed kun udledes saameget, at Politiet ikke er berettiget til forud at forbyde Afholdelsen af en offentlig Forsamling under Tag, og det kan ikke negtes, at der er en væsentlig Forskjel mellem forud at forbyde en saadan Forsamlings Afholdelse paa Grund af en mere eller mindre løs Formodning om sammes Karakter, og at kunne opløse Forsamlingen, naar det har vist sig, at den udsætter Samfundsordenen for Fare eller Forstyrrelse. Imod disse Farer kan Frygten for Misbrug af en slig Myndighed, som dog aldrig ganske kunne afvendes, og for hvilke Øvrigheden naturligvis staaer til Ansvar, neppe komme i Betragtning, og man synes derfor at maatte indrømme Politiet den omspurgte Myndighed, der maatte antages at tilkomme det efter den tidligere Lovgivning. I alt Fald er der neppe Noget til Hinder for, at en saadan Myndighed ved Lov overlades Politiet, og en saadan Bestemmelse findes i Udkastet til den nye Straffelov (Strl. 1866 § 104), idet her ganske almindeligt sættes Straf af Bøder eller Fængsel for dem, der ikke efterkomme Øvrighedens 3 Gange gentagne Opfordring til en paa offentligt Sted forsamlet Mængde om at adskilles, s. Udkastets § 100, jfr. Motiverne S. 140—42.

Efter Lov 11. Febr. 1863 § 13 (jfr. Instr. 7. Juni 1869 § 62) skal i de i Lovens § 12 omhandlede Tilfælde, efterat de der foreskrevne Opfordringer til at adskilles ere skete, enhver Tilstedeværende, der af en Politiassistent eller en høiere Politiembedsmand dertil særlig opfordres, være forpligtet til under Bødestraf, at yde Politiet den Bistand, der staaer i hans Magt, til Gjenoprettelse af Orden og Rolighed. Udenfor Kjøbenhavn kan en saadan Forpligtelse vistnok kun paahvile den Opfordrede i de Tilfælde, hvor livsfarlig Vold er at befrygte, og den Paagjældende derhos ikke selv ved Ydelsen af sin Bistand udsætter sig for Livsfare, s. Lovens 6. 6. 13, Fdn. 6. Febr. 1694, Fdn. 4. Aug. 1819, mfl. (Strl. 1866 §§ 199, 308, 309), eller hvor saadant særligt er foreskrevet, s. Fdn. 19. Sept. 1792 § 23, 1. Febr. 1797 § 111, 28. Febr. 1817 § 7, Lov 2. Marts 1861 § 33, Koloniallov 27. Nov. 1863 § 82, H. R. T. 1863. 261. Ligeledes kan den i Lov 11. Febr. 1863 § 13 givne Regel, at Enhver under Bødestraf er pligtig til, naar det forlanges af en Politifunktionair, som er i Uniform eller foreviser Polititegn, at opgive sit Navn og sin Bopæl, neppe ligefrem anvendes udenfor Kjøbenhavn, hvorimod naturligvis en saadan Negtelse vil kunne paadrage Vedkommende en Anholdelse, som maaske ellers kunde være undgaaet.

8. Medens Foreninger af Borgerne ikke kunne ophæves ved en Regeringsforanstaltning, kunne derimod saadanne Foreninger foreløbig forbydes, men der skal da strax anlægges Sag mod Foreningen til dens Ophævelse, s. Grl. § 92 (Strl. 1866 § 87), og Forudsætningen for Forbudet maa efter Paragraphens første Membrum være, at Foreningen er indgaaet i et ulovligt Øiemed. Beslutningen om Forbud mod Foreningen maa i Øvrigt efter Paragraphens Slutningsbestemmelse i Reglen udgaae fra den til Sags Anlæg kompetente Øvrighed, og vil derfor ikke let kunne tages af den lokale Politiøvrighed.

9. Politiet kan, hvor det er fornødent, anvende Magt for at tilveiebringe Orden og udføre de Handlinger, hvortil det er berettiget. Det er forsynet med Vaaben, i Kjøbenhavn en egen Stav, som dog kun maa benyttes til Selvforsvar eller for at overvinde ulovlig Modstand mod en Anholdelse, s. Regul. 12. Juni 1863 § 13, Instr. 23. Juni s. A. (Instr. 7. Juni 1869 §§ 23, 85). Med Hensyn til Spørgsmaalet, om det kan fordre Bistand af de tilstedeværende Borgere, s. ovenfor Nr. 7 in fine. I fornødent Fald kan Politiet begjære Bistand af Militairet, s. Reskr. 5. Mai 1688, 23. Aug. 1754 § 3, 14. Apr. 1774, 28. Mai 1821, samt af Borgervæbningen, der netop er bestemt til Overholdelsen af den indre Orden og Sikkerhed i Kjøbstaden, s. Lov 2. Marts 1861 § 48.

10. Politiet beskyttes mod Fornærmelser ved extraordinairt strenge Straffe, s. Fdn. 4. Okt. 1833 §§ 16—18 (Strl. 1866 §§ 98—102), hvorhos det er antaget, at dets Betjente kunne aflægge gyldigt Vidnesbyrd om de dem tilføiede Fornærmelser.

11. Overskrider Politiet sin Myndighed, kan den derved Forurettede enten klage til høiere Øvrighed eller lade Domstolene afgjøre Spørgsmaalet, s. Grl. 1849 § 77 (Grl. 1866 § 72). Ulydighed mod Politiets Befaling kan neppe antages ubetinget at medføre Strafansvar, hvilket i alt Fald ikke følger af Grl. § 77, 2. M. (Grl. 1866 § 72, 2. M.); men det er paa den anden Side ikke tilstrækkeligt til at fritage Vedkommende, at hans Handling ikke ved den almindelig Lovgivning er belagt med Straf; det maa tillige undersøges, om ikke Politiet var berettiget til at forbyde Handlingen med den Virkning, at Overtrædelsen af dette Forbud medførte Strafansvar, s. ovenfor Nr. 2 og 3.