Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 84
§ 84. Helbredelsen af udbrudte Sygdomme.
Det er en Selvfølge, at Staten ikke i Almindelighed kan indlade sig paa direkte at sørge for den Syges Helbredelse, men dette maa nærmest være dennes egen Sag, ligesom det ogsaa i Reglen vil beroe paa ham selv, om han vil træffe særegne Foranstaltninger for at blive helbredet. Staten indskrænker sig paa dette Omraade til at sørge for, at de personlige Kræfter og de materielle Midler til Helbredelsen haves tilstede, hvorhos den indskrænker de Private til at benytte de af den autoriserede Personer; kun undtagelsesvis gaaer den videre, navnlig ved at besørge den Syges Helbredelse paa offentlig Bekostning.
1. For Lægernes Uddannelse sørger Staten ved at indrette en Undervisning ved Universitetet samt paa Hospitalerne i Kjøbenhavn. Uddannelsen afsluttes ved en særegen Examen, 8. Pl. 30. Jan. 1838, Bkg. 26. Aug. 1851, 22. Jan. 1858. Bestaaen af denne Examen er den almindelige Betingelse for Retten til at praktisere som Læge, s. Reskr. 28. Aug. 1818, men paa den anden Side fordres intet Yderligere og navnlig ingen særlig Tilladelse af det Offentlige, som blot meddeler den Examinerede et Bevis som Hjemmel for hans Ret til at praktisere og herom udsteder en offentlig Bekjendtgiørelse. Den saaledes Autoriserede berettiges herved til at udøve enhver Slags Lægepraxis, kun med Undtagelse af Fødselshjælp, som forudsætter Gjennemgaaelsen af et særligt Kursus paa Fødselsstiftelsen, s. Bkg. 22. Okt. 1849. Udlændinge erholde kun jus practicandi, naar de ved Examen opnaae første Karakter, s. Pl. 28. Jan. 1840. Undtagelsesvis kan Tilladelse til en begrændset Lægepraxis meddeles en Uexamineret, s. Fdn. 5. Sept. 1794 § 6. Om Amanuenses, s. Pl. 29. Okt. 1839.
Medens de af Staten i egentlige Lægeembeder beskikkede Mænd maae betragtes og behandles som andre Embedsmænd, maae de privat praktiserende Læger i det Hele taget betragtes som Næringsdrivende. Dog er der paalagt dem visse Forpligtelser mod det Offentlige, navnlig til i fornødent Fald at staae de offentlige Læger bi eller fungere i deres Forfald, s. Kskr. 4. Marts 1826, 20. Juli 1830, 30. Aug. 1834, jfr. Kskr. 29. Apr. 1820 og Instr. 4. Marts 1818 § 11, samt til at indgive visse Indberetninger, s. Cirk. 20. Dec. 1803, 2. Juli 1836, 4. Jan. 1850, Instr. 4. Marts 1818 § 8, ligesom de ogsaa skulle besvare de Spørgsmaal, som af Sundhedskollegiet rettes til dem, S. Pl. 3. Marts 1807. De af dem udstedte Attester have i Almindelighed offentlig Troværdighed, s. Kskr. 8. Dec. 1832, Værnepligtslov 2. Marts 1861 § 13 (Lov 6. Marts 1869 § 9). Ligeoverfor Private maa Lægens Forhold betragtes som et privat Kontraktsforhold, og det maa navnlig beroe paa dem selv, om de efter Opfordring ville overtage en Sygs Behandling; dog følger det af Grundsætningerne i Fdn. 4. Aug. 1819, at de maae være forpligtede hertil, forsaavidt dennes Liv ellers vilde være udsat for Fare. Forsaavidt Fdn. 4. Dec. 1672 § 10 paalagde dem uden Vederlag at yde Fattige deres Bistand, er denne Forpligtelse forandret ved Ansættelsen af Distriktslæger, hvem Tilsynet med de Fattige paahviler. For visse legale Forretninger, vedrørende private Personer, og for Forretninger, der udføres for det Offentliges Regning, ere særegne Taxter fastsatte ved Pl. 10. Marts 1818, 4. Okt. 1825. For andre Forretninger var der i Fdn. 4. Dec. 1672 § 10 foreskrevet en fast Taxt, men denne er modificeret ved Pl. 14. Mai 1813, og angaaer kun Fordringer i Døds- og Fallitboer, s. Kskr. 8. Marts 1825. I Fallittilfælde er Lægens Fordring for det sidste Aar privilegeret, s. Pl. 10. Marts 1818.
De praktiserende Læger staae under Sundhedskollegiets Kontrol, og dette kan, naar Lægen er forsømmelig eller viser anden urigtig Adfærd i sit Kald eller ikke iagttager de almindelige Medicinallove, alvorlig erindre ham herom, og naar denne Erindring ikke frugter, og Omstændighederne ere paatrængende, er Kollegiet bemyndiget til gennem vedkommende Øvrighed eller Foresatte indtil Videre at forbyde Lægen Udøvelsen af hans Kalds Forretninger, hvorhos det Forefaldne strax bør indberettes til Justitsministeriet, s. Instr. 15. Juni 1813 § 22 (Lovsamlingen for 1814). Desuden kunne Lægerne straffes for Feil i Behandlingen, som maae tilskrives deres Skjødesløshed, s. Fdn. 4. Okt. 1833 § 29 (Strl. 1866 §§ 198, 207).
For Lægepersonalets Fordeling sørger Staten kun ved Ansættelsen af Embedslæger i de forskjellige Distrikter; i Øvrigt overlades det de praktiserende Læger at nedsætte sig, hvor de ville.
Barberernes Ret til at udøve Lægepraxis har efter Pl. 30. Jan. 1838 ingen Betydning længere, idet den er betinget af medicinsk-kirurgisk Examen, jfr. Lov 30. Jan. 1861 (Lovs. S. 10).
Tager Nogen, der ikke er berettiget til Lægepraxis, Syge under Kur, bliver han herfor at straffe som Kvaksalver, s. Fdn. 5. Sept. 1794 § 5, hvis haarde Straffe ere blevne formildede ved Lov 3. Marts 1854.
Til Fødselshjælp er Jordemodervæsenet organiseret, s. Lovens 2. 8. 8, Fdn. 30. Nov. 1714, Regl. 21. Nov. 1810, 3. Mai 1836. Betingelsen for at kunne praktisere som Jordemoder er, at Vedkommende er oplært paa Fødselsstiftelsen og har underkastet sig en Prøve af en særegen Kommission, under hvilken Forudsætning hun kan nedsætte sig og praktisere, hvor hun vil, over hele Riget, s. Kskr. 18. Juli 1843, 9. Apr. 1844. Ved Siden heraf er der imidlertid for ethvert Distrikt af passende Størrelse af Overøvrigheden ansat en Distriktsjordemoder; i Tilfælde af Mangel paa Konkurrenter kan en Elev paa Distriktets Bekostning sendes til Kjøbenhavn for at oplæres, s. Regl. 1810 §§ 1—6, 23, 29. Distriktsjordemoderen Oppebærer en fast Løn og er desuden berettiget til at erholde Betaling af de Patienter, hun betjener, s. Regl. 1810 §§ 15, 16, 19, Lov 8. Marts 1856 (Lovs. S. 559). Jordemødrene kontrolleres af den almindelige Øvrighed og navnlig af de offentlig ansatte Læger, s. Regl. 1810 §§ 7—10. For Forseelser, begaaede i deres Kalds Udøvelse, kunne de tiltales og straffes ved Dom, s. Regl. 1810 §§ 39, 41, 42 (Strl. 1866 § 309), men de kunne ogsaa ad administrativ Vei afskediges og betages jus practicandi, s. Pl. 27. Apr. 1832. Befatte Jordemødrene sig med at anordne Lægemidler, straffes de som Kvaksalversker, s. Regl. 1810 § 40. Om deres Eneret, s. Regl. § 33.
2. Som de materielle Hjælpemidler til Helbredelsen, for hvis Tilstedeværelse Staten maa drage Omsorg, kan nævnes:
a) Apotheker. Disses Oprettelse kan ikke uden Videre overlades den private Virksomhed, idet der dels maa haves Garanti for Vedkommendes Duelighed, dels en udstrakt Konkurrence vilde medføre Fare for, at Lægemidlerne bleve slette eller i alt Fald ikke havdes tilstede i tilstrækkelig Kvantitet, og Næringsloven 29. Dec. 1857 har derfor i Overensstemmelse med Principet i Grl. 1849 § 88 (Grl. 1866 § 83) kun leilighedsvis berørt dette Forhold, s. Lovens §§ 32, 46, Adn. 12. Juli 1862. Apothekernæring maa derfor kun drives af dem, der have bestaaet den pharmaceutiske Examen, s. Fdn. 2. Juni 1828, Bkg. 25. Okt. 1851, samt have erholdt kongeligt Privilegium til at drive Apothek. Disse Privilegier udelukke ikke Regeringen fra, hvor det i det Offentliges Interesse findes tilraadeligt, at bevilge nye Apothekers Anlæg, s. Fdn.4. Dec. 1672 §§ 11, 12, 25, Resol. 23. Dec. 1842, Pl. 28. Juli 1845, men i Øvrigt kunne de efter Resol. 1842 være enten reelle eller personlige, hvilket sidste Skal gjælde om alle fremtidige Privilegier. I Apothekerens Forfald eller naar Apotheket drives af Enken, skal det be Styres af en examineret Provisor, s. Fdn. 4. Dec. 1672 § 13, s. om Medhjælpere og Læredrenge Fdn. 1672 § 14, Bkg. 22. Aug. 1849.
Apothekerne ere forpligtede til at rette sig efter den af Sundhedskollegiet udarbeidede og af Kongen sanktionerede Pharmakope eller Fortegnelse over de Lægemidler, Som Apothekerne skulle anskaffe, holde og tilberede, S. Fdn. 1672 §§ 15, 16, 18, Bkg. 25. Juli 1850 (Adn. 12. Mai 1869, S. 303), samt efter Medicinaltaxten, s. Fdn. 1672 § 18, Pl. 15. Juni 1844, jfr. Bkg. 31. Okt. 1864, Fdn. 21. Apr. 1812 De skulle udføre deres Forretninger med Hurtighed, Omhu og Diskretion, s. Fdn. 1672 §§ 19, 24, og maae i Reglen kun udlevere Medicin efter Recept af en autoriseret Læge, s. Fdn. 1672 § 18, Pl. 31. Mai 1798, 17. Jan. 1809. Om deres Forpligtelse til at give Kredit, s. Fdn. 1672 § 19, Prom. 2. Dec. 1797, Kskr. 27. Nov. 1845. I Fallittilfælde ere deres Fordringer privilegerede, s. Fdn. 1672 § 19, Pl. 10. Marts 1818, jfr. Fdn. 6. Febr. 1686.
Overholdelsen af de givne Regler kontrolleres ved Visitation af de offentlig beskikkede Læger, s. Fdn. 1672 § 26, Instr. 23. Marts 1813 § 12, 4. Marts 1818 § 15 ff. (jfr. Lovs. 1869, S. 303 Noten), og deres Overtrædelse kan be virke Tiltale til Bøder eller Privilegiets Forbrydelse.
Paa den anden Side ere Apothekerne eneberettigede til at handle med Medicin, s. Fdn. 1672 §§ 27—30, Pl. 1. Dec. 1779, Næringslov 29. Dec. 1857 § 46, Adn. 12. Juli 1862.
b) Hospitaler. Til saadanne Helbredelsesanstalter trænges der dels af Hensyn til de Fattige, dels fordi der paa Hospitalerne findes et bedre Lægetilsyn, en omhyggeligere Pleie og forskjellige Indretninger, som vanskeligt kunne haves i Privathuse. Vel er der neppe Noget til Hinder for, at Private kunne indrette Hospitaler, i al Fald naar de underkaste sig et Tilsyn af det Offentlige, men paa Grund af de dermed forbundne Vanskeligheder kan der ikke gjøres Regning herpaa, og det Offentlige maa derfor tage sig af Sagen. I Kjøbenhavn haves flere Hospitaler, dels som særegne Stiftelser under Regeringens Tilsyn og med Under støttelse af Statskassen, nemlig Frederiks Hospital, s. Fund. 6. Aug. 1756, og Fødsels- og Pleiestiftelsen, s. Konfirm. 8. Apr. 1785, hvorhos Militairetaten har sine egne Hospitaler, dels kommunale Anstalter, nemlig Almindeligt Hospital og det nye Kommunehospital, dels endelig private, saasom Børnehospitalet og det orthopædiske Institut. Udenfor Kjøbenhavn haves jevnlig kun Hospitaler eller Distrikts sygehuse til Behandling af enkelte Sygdomsarter, s. Reskr. 5. Febr. 1802, 6. Juli 1806, Prom. 9. Marts 1693, Fdn. 13. Aug. 1841 § 32, s. om Kolerahospitaler Fdn. 19. Juni 1831 § 22. Forskjellige herfra ere de i Lovens 2. 19 omtalte Hospitaler, der ere Stiftelser, bestemte til Optagelse af Fattige.
Særegne Anstalter udkræves for sindssvage Personer, dels for at de Helbredelige kunne blive helbredede, dels for at de Uhelbredelige i al Fald kunne forhindres i at gjøre Skade. For Kjøbenhavn haves det kommunale St. Hans Hospital ved Bidstrup, s. Reskr. 17. Febr. 1830, 7. Juli 1840, Vedt. 30. Dec. 1857 §§ 4, 11, for Østifterne Anstalten i Vordingborg, s. Lov 20. Aug. 1853, Regul. 4. Sept. 1857, for Nørrejylland Anstalten i Aarhus, s. Pl. 13. Okt. 1847, Lov 16. Febr. 1856, Regul. 19. Juni 1861. Udgifterne bæres for Kjøbenhavns Vedkommende af Kommunen, for det øvrige Lands Vedkommende ved Ligning paa den paagjældende Landsdel, s. Lov 29. Dec. 1857 (Lovs. S. 328). For idiotiske Børn er en privat Anstalt oprettet ved Kjøbenhavn, s. Statuter 1. Dec. 1855. For Døvstumme haves et kongeligt Institut, s. Fund. 17. Apr. 1807, Lov 12. Jan. 1858 §§ 23—27, for Blinde dels et kongeligt Institut, s. Lov 21. Jan. 1857, 24. Jan. 1862, dels en privat Forsørgelsesanstalt i Kjøbenhavn. Endelig kan nævnes det ved private Gaver stiftede kjøbenhavnske Sygehjem for Personer, der lide af uhelbredelige eller langvarige Sygdomme og derfor ikke kunne forblive paa Hospitalerne.
3. Under visse Forhold kan Staten ikke indskrænke sig til at tilveiebringe de personlige Kræfter og materielle Hjælpemidler til Helbredelsen, men maa yde mere direkte Understøttelse. Dette gjælder saaledes:
a) Med Hensyn til Syge, som mangle de fornødne Pengemidler til selv at bekoste deres Helbredelse. Disse erholde frie Lægemidler og fri Kur af de offentlig ansatte Læger, s. Instr. 4. Marts 1818 § 4, Pl. 4. Okt. 1825 § 9, Regl. 21. Nov. 1810 §§ 19, 22, Pl. 1. Juli 1799 §§ 34, 83 ff.
b) I Tilfælde af farlige Epidemier maa overordentlig Hjælp tilveiebringes af det Offentlige, navnlig maa der sørges for det fornødne Antal Læger og de særegne Indretninger, som i sanitair Henseende ansees fornødne, s. Instr. 4. Marts 1818 § 26, Fdn. 19. Juni 1831. Paa Landet faae i saadanne Tilfælde Almuesfolk uden Hensyn til Trang fri Kur og Pleie, s. Fdn. 17. Apr. 1782 §§ 1, 9.