Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret/§ 97
§ 97.Fortsættelse.
A.Alle privatretlige Forhold høre i Reglen under Domstolenes Afgjørelse. Det er i saa Henseende ligegyldigt, om Tvisten verserer mellem Private indbyrdes eller mellem Private og Staten eller mellem offentlige Autoriteter indbyrdes, naar blot Retsforholdet selv hviler paa et privatretligt Grundlag og maa afgjøres efter Privatrettens Principer. Saaledes ere Domstolene kompetente til at afgjøre de Spørgsmaal, som opstaae med Hensyn til Statens Stilling som Eier af faste Eiendomme, saasom med Hensyn til Kjøb, Salg, Pantsætning, osv., fremdeles Spørgsmaal om Statens Stilling som Kontrahent, saasom med Hensyn til Leverancer, Statsgjæld, osv., s. Viborg St. Tid. 1836. 518, Jur. Ugeskr. 1853. 22. 805, 1854. 503, Jur. Tidsskr. 24. 1. 152, 18. 298, jfr. 17. 193, mfl. At Domstolene i Domme mod Statskassen ikke pleie at tilføie den sædvanlige Tvangsklausul, er kun en processuel Særegenhed, der ikke væsentlig forandrer Retsforholdets Karakter, og hvis Begrundelse derhos kan underkastes Tvivl.
Naar Domstolene derimod ikke kunne antage de mod Kongen rettede Sager, selv om de hvile paa et rent privatretligt Fundament, har dette sin Grund i den særegne Stilling, som ifølge Forfatningen tilkommer Kongen, s. Grl. 1863 § 10 (Grl. 1866 § 12), og Forfatningsretten.
I visse Tilfælde kan det være tvivlsomt, om Retsforholdet skal betegnes som privatretligt eller ikke; navnlig forsaavidt Staten er Part, kan der spørges, om den optræder som juridisk Person, som blot Subjekt for Statsformuen, eller som den overordnede Samfundsmagt, der behersker og styrer hele Forholdet. Naar Staten optræder som Udøver af et Regale og i denne Egenskab træder i Retsforhold til Private, f. Ex. ved Bestyrelsen af Postvæsenet, synes de heraf opstaaende Retsforhold nærmest at maatte betragtes som privatretlige og høre i alt Fald under Domstolenes Afgjørelse, s. Jur. Ugeskr. 7. 225, 8. 700. Derimod maa Statens Forhold til de beskikkede Embedsmænd bedømmes fra den offentlige Rets Standpunkt og kan ikke betragtes som et Kontraktsforhold, hvoraf imidlertid ingenlunde med Nødvendighed følger, at Domstolene ere inkompetente, jfr. nedenfor.
Den opstillede Hovedregel, at privatretlige Forhold høre under Domstolenes Afgjørelse, har imidlertid efter vor Lovgivning adskillige Undtagelser, idet dels visse Forhold ligefrem ere henviste til Øvrighedens Afgjørelse, dels særegne Autoriteter ere beskikkede til Afgjørelsen af forskjellige privatretlige Spørgsmaal.
a) Henvisningen til Øvrighedens Afgjørelse finder navnlig Sted i visse personlige og Familieretsforhold, hvor Bedømmelsen væsentligt afhænger af et Skjøn, dels i visse Smaasager, hvor en hurtig og billig Afgjørelse er af større Vigtighed end Sagens fuldstændige og grundige Under søgelse. Som saadanne Tilfælde kunne nævnes:
1) Umyndiggjørelse, s. 3. 17. 1, 42, Pl. 10. Apr. 1841, Kskr. 3. Juni 1803.
2) Afsindiges Hensættelse under Varetægt, s. 1. 19. 7, Reskr. 15. Febr. 1793, 23. Marts s. A., Cirk. 6. Nov. 1830. Dog pleie Domstolene at afgjøre Spørgsmaalet, naar det opstaaer i Anledning af en kriminel Sag, hvorunder den Tiltalte maa frifindes som utilregnelig, s. Ussings Kriminalret I 27 Note, Jur. Ugeskr. 1853. 680 (Strl. 1866 § 38).
3) Afgjørelse af, om Værgemaalet kan betroes den fødte Værge, s. 3. 17. 2, Fdn. 28. Aug. 1816 § 2 (Lov 26. Mai 1868 § 11, Lovs. S. 284).
4) Spørgsmaal, om Forældres eller Værgers Negtelse af Samtykke til umyndige eller mindreaarige Børns Ægteskab er tilstrækkeligt begrundet, s. 3. 16. 3, 4, Fdn. 30. Apr. 1824 § 3 Nr. 6, Kskr. 20. Dec. 1821.
5) Spørgsmaal, om Børn skulle fratages Forældre paa Grund af disses urigtige Forhold, s. 3. 18. 7, Plan 1. Juli 1799 § 136, Regl. 5. Juli 1803 for Kjøbstæderne §39, Kskr. 22. Aug. 1818, 7. Marts 1826, Fdn. 11. Apr. 1840 § 28 (Strl. 1866 §§ 35, 36).
6) Fastsættelse af Alimentationsbidrag til forladte Hustruer, s. Pl. 5. Juli 1796, eller uægte Børn, s. Pl. 28. Mai 1825; dog tilkommer det kun Øvrigheden at bestemme Bidragets Størrelse, hvorimod Spørgsmaalet om selve Forpligtelsens Existents afgjøres af Domstolene.
7) Bedømmelsen af forskjellige Regninger i private Forhold, s. Fdn. 28. Dec. 1836 §§ 11, 32, 34, jfr. Fdn. 4. Okt. 1799, Kskr. 10. Mai 1817, Fdn. 29. Okt. 1794 § 20, Pl. 22. Jan. 1828, 3. Febr. 1836 I, 22. Nov. 1832.
b) Til Afgjørelsen af forskjellige, navnlig Landvæsenssager, hvis Bedømmelse forudsætter særegne tekniske og lokale Kundskaber eller væsentligt beroer paa et Skjøn og derfor ikke hensigtsmæssigt kan overdrages de almindelige Domstole, er der beskikket særegne Myndigheder, der hverken ere rent administrative eller rent judicielle. Som saadanne kunne navnlig nævnes Landvæsenskommissioner, s. Lov 30. Dec. 1858, H. R. T. 1863. 456, 1864. 591, Vandsynsmænd, Afløsningskommissioner, osv., jfr. ovenfor § 61 og Lov om Kirkesyn 19. Febr. 1861 § 28 f.
B.Hvad kriminelle Forhold angaaer, er det vor Lovgivnings almindelige Regel, at Straf ikke kan paalægges Nogen, medmindre han paa lovlig Maade er dømt dertil, s. Fdn.5. Apr. 1793 Præm., Kskr. 7. Dec. 1793, Reskr. 5. Dec. 1794, jfr. derimod 6. 13. 10 (Strl. 1866 § 308), Adn. 26. Okt. 1708 §§ 20, 35, Pl. 9. Jan. 1741, Reskr. 23. Nov. 1753, mfl. Imidlertid er det dog i adskillige Tilfælde overladt Øvrigheden at paalægge eller fastsætte Straf. Hertil kan det nu vel ikke henregnes, at Øvrigheden i mange Tilfælde kan bestemme Tvangsmulkter, navnlig mod Embedsmænd, Kommunalbestyrelser, o. desl. for at bevirke Opfyldelsen af en Forpligtelse, s. Kskr. 3. Juni 1820, 9. Marts 1833, Skr. 12. Apr. 1859, ligesom Forholdet ogsaa har en noget eiendommelig Karakter i de Tilfælde, i hvilke Øvrigheden først skal afgive en Resolution, ved hvilken det har sit Forblivende, medmindre Parten inden en vis Tid forlanger Afgjørelse ved Rettergang, s. Fdn. 1. Febr. 1797 § 116 ff., Stempellov 19. Febr. 1861 § 82, eller hvor Parten enten forud udtrykkeligt har underkastet sig Øvrighedens Afgjørelse, s. Lov 11. Febr. 1863 § 3 (Lovs. S. 52), med Hensyn til Bevillinger og offentlige Kontraktsforhold, eller nu samtykker i saadan Afgjørelse, s. Resol. 12. Okt. 1812 §§ 4, 5, 23. Juli 1817, Fdn. 24. Sept. 1824 § 4, samt de ved Lov 11. Febr. 1863 § 3 ophævede Bestemmelser i Pl. 4. Apr. 1809 § 4, Reskr. 27. Apr. 1813, Fdn. 28. Febr. 1845 § 4 (Lov 6. Marts 1869 § 54). Imidlertid udøver Øvrigheden i visse Tilfælde ogsaa en Straffemyndighed i egentligste Forstand, navnlig mod Personer, der staae i et særeget Underordnelsesforhold til Administrationen, saasom Embeds- og Bestillingsmænd, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 §§ 21, 24, 55 (Strl. 1866 § 309), 1. Febr. 1797 § 88, Stempellov 19. Febr. 1861 § 87, Instr. 15. Juni 1813 § 22, jfr. § 20 (Lovsamlingen for 1814), Straffanger, s. Lov 3. Dec. 1850, jfr. Lov 30. Nov. 1857 § 2 (Lovs. S. 291) (Strl. 1866 § 13), Fattiglemmer, s. Pl. 14. Dec. 1810 §§ 21, 22, løsagtige Fruentimmer, s. Lov 11. Febr. 1863 § 3, men undertiden ogsaa mod Andre, s. Fdn. 13. Dec. 1793 § 33, 26. Juni 1844 § 29, Pl. 10. Febr. 1818, Lov 7. Febr. 1851 § 28, mfl., ligesom det endelig kan erindres, at det tilkommer Administrationen at afgjøre Spørgsmaal om Beregningen af Straffangers Straffetid og undertiden at fastsætte subsidiaire Straffe, jfr. ovenfor § 96.
C. I offentligretlige Forhold, hvor Staten optræder som Samfundsmagt, der umiddelbart virker for de offentlige Formaals Fremme og i dette Øiemed behersker og styrer Almentilstanden, har man ment, at Afgjørelsen alene maatte tilkomme Øvrigheden, og at Domstolenes Myndighed maatte ansees for udelukket, hvor den ikke udtrykkeligt var indrømmet dem. I sin Virksomhed for adskillige offentlige Formaal, saasom ved Bestyrelsen af de udenlandske Anliggender, ved Krigsforetagender, o. s. v., kommer Staten i Reglen slet ikke i Berøring med de enkelte Personers Retssphære, og Domstolenes Afgjørelse vil i saa Fald være udelukket, fordi ingen Privatmand har tilstrækkelig retlig Interesse i Sagen til at kunne optræde som Sagsøger, men dette er ingenlunde altid Tilfældet. I mange Tilfælde vil Staten i sin Virksomhed for offentlige Formaal komme til at berøre private Personers Retssphære, og naar disse da besvære sig over, at der unddrages dem Rettigheder, Som tilkomme dem, eller paalægges dem Forpligtelser, som de have Krav paa at fritages for, kan Spørgsmaalet om, hvor vidt de ere indskrænkede til at besvære sig for høiere Øvrighed eller kunne søge Domstolenes Afgjørelse, ingen lunde besvares ved nogen almindelig Regel i den ene eller anden Retning, men kun ved en Undersøgelse af Lovgivningens Regler om det enkelte paagjældende Forhold.
1.Der opstaaer i saa Henseende først Spørgsmaal om visse retlige Egenskaber, til hvilke Lovgivningen har knyttet særegne Retsvirkninger, navnlig om Stillingen som dansk Undersaat eller som værende i Besiddelse af Indfødsret. Spørgsmaalet om disse Egenskabers Tilstedeværelse vil i Almindelighed fremkomme som Incidentpunkt under en anden Sag, og den Autoritet, som afgjør Hovedsagen, maa da tillige afgjøre Spørgsmaalet, om den Paagjældende har Indfødsret eller er dansk Undersaat, forsaavidt det er nødvendigt til Hovedsagens Afgjørelse, saaledes Domstolene, hvor disse Egenskaber omtvistes under en Sag om Valgret eller Værnepligt, s. H. R. T. 1860. 149 (Lov 6. Marts 1869 § 10), Øvrigheden, hvor der er Spørgsmaal om en Embedsbesættelse. Den af den ene Autoritet trufne Afgjørelse af Spørgsmaalet binder imidlertid ikke den anden, og der er derfor Intet til Hinder for, at Spørgsmaalet for den samme Persons Vedkommende i forskjellige Retninger kan blive afgjort forskjelligt. Det kan derfor være af betydelig Interesse for den Paagjældende at faae Spørgsmaalet om de nævnte Egenskabers Tilstedeværelse afgjort i sin Almindelighed med bindende Virkning for Fremtiden, men da vor Lovgivning mangler Bestemmelser om et saadant Søgsmaal og navnlig om, mod hvilken Autoritet det skulde rettes, vil en saadan Afgjørelse ikke kunne opnaaes. En lignende Bemærkning gjælder om Adelskab; dog vil efter Grl. 1849 § 97 (Grl. 1866 § 92) Spørgsmaalet om dettes Tilstede værelse væsentligt kun faae Betydning i saadanne Forhold, som Domstolene maae ansees for kompetente til endeligt at bedømme, saasom ved Sukcession i Familiegodser, ved Indskrivning i Frøkenklostre, hvor Indskrivningen uden Tvivl maa kunne fremtvinges ved Dom, forsaavidt den staaer aaben for Alle, der opfylde de fastsatte Betingelser.
2.Spørgsmaal om Valgret og Valgbarhed til Rigsdag [og Rigsraad] afgjøres vel foreløbigt af Kommunalbestyrelsen eller Valgbestyrelsen, s. Valglov 1849 §§ 11, 14, 15, 63, 4. Dec. 1863 §§ 4, 13, 16 (Lovs. S. 422) (Valglov 12. Juli 1867 §§ 11, 13, 14, 19, 56, 57), men den endelige Afgjørelse tilkommer i Tilfælde af Valgrettens eller Valgbarhedens Negtelse Domstolene, s. Lov 1849 §§ 16, 63, 1863 §§ 4, 16 (Valglov 12. Juli 1867 §§ 20, 58). Derimod afgjøres Spørgsmaal om Valgets Gyldighed, navnlig om den formelle Fremgangsmaade ved Valget, samt om Vedkommendes senere Udelukkelse af vedkommende Thing, s. Grl. 1849 § 58, Valglov 1849 § 47, Grl. 1863 § 35 (Grl. 1866 § 54, Valglov 12. Juli 1867 § 76), og Forfatningsretten. Derimod afgjøres samtlige Spørgsmaal om kommunal Valgret og Valgbarhed af Administrationen, jfr. ovenfor om Kommunalvæsenet (Lov 23. Dec. 1865 § 10).
Spørgsmaal om andre statsborgerlige Rettigheder af politisk Natur, saasom Trykkefrihed, Forenings- og Forsamlingsfrihed afgjøres af Domstolene med en enkelt Undtagelse, s. Grl. 1849 § 93 in fine (Grl. 1866 § 88), og Forfatningsretten. En lignende Regel gjælder om den ved Grl. 1849 §§ 81—84 (Grl. 1866 §§ 76—79) tilsikkrede Trosfrihed; dog vil det Spørgsmaal, om en Person paa Grund af sin Trosbekjendelse urettelig er bleven udelukket fra Adgang til Embeder neppe kunne bringes for Domstolene.
3.Retten til Fattigforsørgelse er vel ved Grl. 1849 § 89 (Grl. 1866 § 84) tillagt Borgerne som en Ret, men denne Ret vil dog ikke kunne gjøres gjældende ved Domstolene paa Grund af de tilføiede Betingelsers Beskaffenhed. Øvrigheden vil altsaa have at afgjøre, om en Person skal forsørges af det Offentlige, og paa hvilken Maade han skal forsørges. Den samme Regel er af praktiske Hensyn gjort gjældende med Hensyn til Tvistigheder mellem flere Fattig kommuner om, hvilken af dem Forsørgelsespligtenpaahviler. Derimod tilkommer det Domstolene at afgjøre, om den Fattiges Forsørgelse paahviler nogen Privat, s. Grl. 1849 § 89 (Grl. 1866 § 84), om Fattigvæsenet har Erstatningsret hos den Forsørgede, om forskjellige Forsørgelseskommuners Konkurrence i den Forsørgedes Bo, s. D. T. 1849. 89—90, jfr. i det Hele nærmere Læren om Fattigvæsenet.
4.Retten til at drive Næring tilkommer ikke ganske i Almindelighed Borgerne, s. Grl. 1849 § 88 (Grl. 1866 § 83), men Adgangen dertil er i Reglen betinget af Borgerskab, Næringsbevis eller Bevilling og forudsætter altsaa Øvrighedens Medvirkning. Spørgsmaalet, om en saadan Adkomst er nødvendig, eller om Næringen er fri, afgjøres nu af Domstolene, s. Jur. Ugeskr. 1852. 462. Forsaavidt Retten til at drive Næring er betinget af en Bevilling, maa en saadan erhverves hos Øvrigheden, og dens Meddelelse vil ikke kunne fremtvinges ved Domstolene, selv om der maatte være givet aldeles klare og faste Regler for Meddelelsen, thi Bevillingens Udstedelse er altid i Formen en Naadessag. Derimod er det særdeles tvivlsomt, om en Person ved Dom kan faae paakjendt det Spørgsmaal, om han er berettiget til at erholde Borgerskab eller Næringsbevis. Naar Næringsloven 29. Dec. 1857 § 74 bestemmer, at Indenrigsministeriet afgjør de Anker, som reises over en af Magistraten eller Amtmanden i Henhold til Næringsloven tagen Beslutning, dog uden at Vedkommendes Adgang til at faae maalet afgjort ved Domstolene derved indskrænkes, er det hermed ingenlunde Hensigten at aabne en almindelig Adgang til Domstolene i Næringssager, men kun at udtale, at den Adgang, Vedkommende i Øvrigt efter Lovens Regler maatte have til at fordre Domstolenes Afgjørelse, ikke for tabes ved, at han først søger Beslutningen forandret af Ministeriet, jfr. Udtrykket »derved« og de lignende Udtryk i Grl. 1849 § 77 (Grl. 1866 § 72). Snarere kan en Hjemmel for den Paagjældendes Ret til at fordre Domstolenes Afgjørelse søges i Lov 1857 § 3, der bestemmer, at naar Nogen er i Besiddelse af de lovbefalede Egenskaber og har opfyldt de foreskrevne Betingelser, kan Borgerskab eller Næringsbevis ikke negtes ham. Det synes i og for sig naturligt, at Lovgiveren, naar han under visse Betingelser tillægger Borgerne en bestemt Ret, og disse Betingelser ere klare og lette at konstatere, s. Lovens § 2, tillige har villet indrømme den, der formener at have opfyldt disse Betingelser, Ret til ved Domstolenes grundigere og uafhængigere Prøvelse at faae dette Spørgsmaal afgjort og sin Ret anerkjendt, og denne Anskuelse ligger ogsaa til Grund for en Dom i Jur. Ugeskr. 1865. 395. Imidlertid vækker det dog nogen Tvivl om denne Fortolknings Rigtighed, at en saa indgribende Forandring i den ældre Ret ikke er udtalt i bestemtere Udtryk, og Udtrykkene i Lovens § 3 kunne i og for sig vel forklares saaledes, at Øvrigheden ikke nu, saaledes som tidligere, er berettiget til at negte den, der opfylder de lovbestemte Betingelser, Borgerskab eller Næringsbevis af den Grund, at der alle rede paa Stedet er saa mange Næringsdrivende, at der ikke vil være tilstrækkeligt Erhverv for en ny. Spørgsmaal om Fortolkningen og Omfanget af en alt erhvervet Næringsret høre under Domstolene, dog med den i Cirk. 25. Mai 1824 med Hensyn til monopolistiske og andre extraordinaire Bevillinger gjorte Undtagelse, s. Lov 1857 § 75 ff., jfr. Lovens § 83, hvorefter ogsaa den Private, der er berettiget til at udøve og virkelig selv udøver det Erhverv, hvori der paastaaes at være gjort Indgreb, kan reise Sag om uberettiget Næringsbrug. Ligeledes ville Spørgsmaal om Næringsrettens Forbrydelse kunne fordres paakjendte ved Domstolene, s. Lovens §§ 76, 78, jfr. dog Lovens § 51.
5.Hvad Embedsmænd og Bestillingsmænd angaaer, er det Administrationens Sag at ansætte dem og afgjøre de herved opstaaende Spørgsmaal, om de lovbestemte Betingelser for Ansættelsen ere tilstede, s. Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17). Forholdet imellem Staten og den engang ansatte Embedsmand kan, som ovenfor bemærket, ikke betragtes som et privatretligt Kontraktsforhold, men som et offentligretligt Forhold, støttet paa Udnævnelsen, hvorved Staten i Kraft af sin Høihedsret beskikker Embedsmanden som Organ for Udøvelsen af dens offentlige Myndighed. Som Følge heraf kan heller ikke Embedsmandens Ret til Lønning og andre Emolumenter betragtes fra det privatretlige Synspunkt, men ikke desto mindre er det en efter vor Ret faststaaende Sætning, at Embedsmanden kan gjøre de nævnte Rettigheder gjældende ved Domstolene, ikke blot ligeoverfor de Private, der ere forpligtede til at bidrage til hans Embedsindtægt, saasom med Hensyn til Tiende, Sportler, osv., men ogsaa mod Statskassen, forsaavidt Lønnen betales af denne. Denne Regel er vel ikke udtrykkeligt udtalt i Lovgivningen, men ligesom den staaer i naturlig Sammenhæng med den Embedsmændene ved Grundloven tillagte selvstændigere Stilling og navnlig deres grundlovmæssige Pensionsret og derfor siden den frie Forfatnings Indførelse har været antaget i Praxis, saaledes har den nu erholdt en klar, om end indirekte Hjemmel ved Lov 31. Marts 1860 § 9 (Lovs. S. 419), 19. Febr. 1861 § 4 (S. 45), Lov s. D. § 7 (S. 107), 31. Marts 1858 § 2 (S. 558), 22. Nov. 1859 § 1 (S. 223), 16. Apr. 1862 §§ 1, 3 (S. 575), 27. Nov. 1863 § 1 (S. 405), hvilke Love for en enkelt Del af Gagens Vedkommende gjøre Undtagelse fra hin almindelige Regel (jfr. ovenfor § 18). Foruden den saaledes nævnte Undtagelse kan bemærkes, at visse Gebyrspørgsmaal, der væsentligt beroe paa et Skjøn over det udførte Arbeides Omfang, ere henlagte til Overøvrighedens Afgjørelse, jfr. Sp. Regl. 22. Marts 1814 §§ 89, 92, 152, Pl. 7. Nov. 1827 § 5, 3. Juni 1842 § 4.
Spørgsmaal om Embedsmænds Afskedigelse og Forflyttelse afgjøres af Administrationen, s. Grl. 1849 § 22, Grl. 1863 § 14 (Grl. 1866 § 17), s. dog Grl. 1849 § 78 (Grl. 1866 § 73); men den grundlovmæssige Ret til Pension, der er tillagt den afskedigede eller mod sin Villie forflyttede Embedsmand kan gjøres gjældende ved Domstolene, og det er endog af Høiesteret antaget, at den Omstændighed, at en Embedsmand af Regeringen er afskediget i Henhold til Pensionsloven 1851 § 6, 1858 § 8, ikke udelukker ham fra ved Domstolene at fordre det Spørgsmaal paakjendt, om der tilkommer ham Pension efter de nævnte Loves § 1, s. H. R. T. 1862. 578 (jfr. ovenfor § 21).
Tvistigheder mellem Embedsmænd indbyrdes om, hvo der er berettiget til at foretage en vis Embedsforretning, ville, forsaavidt der er Tale om judicielle Embedsmænd, høre under Domstolenes Paakjendelse, fordi Spørgsmaalet da dreier sig om vedkommende Rets Kompetence, men selv udenfor dette Tilfælde synes den ene Embedsmand, forsaavidt Spørgsmaalet dreier sig om en Indtægt, at kunne søge denne betalt fra den Embedsmand, som formentlig urettelig har oppebaaret den. Dreier Spørgsmaalet sig derimod kun om Byrden af en Embedsforretning, vil Spørgsmaalet uden Tvivl ikke kunne bringes for Domstolene.
Med Hensyn til Decisionen af Embedsmændenes Regnskaber er det positivt bestemt, at de med en enkelt begrændset Undtagelse ikke kunne indbringes for Domstolene, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 § 36. Decisionen kan dog kun være afgjørende for Forholdet mellem Regnskabsføreren og det Offentlige, hvorimod den Private ikke derved udelukkes fra ved Søgsmaal at gjøre sin Ret gjældende mod Regnskabs føreren.
6.Om de med Hensyn til Anvendelsen af Statens Expropriationsmyndighed opstaaende Kompetencespørgsmaal henvises til Forfatningsretten.
7.Forsaavidt Staten paalægger Undersaatterne Skatter eller andre offentlige Byrder, optræder den i Kraft af sin Høihedsret, og den Omstændighed, at der jevnlig opstaaer en Formueforpligtelse for Borgeren ligeoverfor Staten, berettiger ingenlunde til at betragte Forholdet fra det privat retlige Synspunkt, hvoraf imidlertid, som tidligere bemærket, ikke følger, at Domstolene ere inkompetente til Forholdets Afgjørelse.
Hvad først de personlige Byrder angaaer, kan med Hensyn til Værnepligten henvises til foregaaende Afsnit, hvoraf det vil fremgaae, at Domstolenes Kompetence er begrundet i temmelig stort Omfang. Forsaavidt der der imod er Tale om personlige Ombud, vil Spørgsmaalet, om et saadant er paalagt en Person udenfor hans Tour, eller uagtet han har gyldige Fritagelsesgrunde, i Reglen ikke kunne bringes for Domstolene, men den, som anseer sig forurettet, er indskrænket til at klage til høiere Øvrighed, s. f. Ex. Valglov 1849 §§ 45,46 (Lov 12. Juli 1867 §§74, 75), Lov 19. Febr. 1861 § 6 (Lovs. S. 23), Lov s. D. § 12 (S. 180), Kommunallovene, mfl. Denne Regel maa ogsaa antages at gjælde om Forpligtelsen til borgerlig militair Tjeneste, s. Regl. 1. Juni 1808 § 17, jfr. §§ 5, 6.
Med Hensyn til de direkte Skatter er det vanskeligt at opstille nogen almindelig Regel, da de positive Lovbestemmelser ere ubestemte og indbyrdes afvigende, og saavel den administrative som den judicielle Praxis har været temmelig vaklende. Imidlertid synes i den senere Praxis, navnlig Domstolenes, paa hvilken der ifølge Grl. 1849 § 77 (Grl. 1866 § 72) maa lægges fortrinlig Vægt, den Sætning at have fæstnet sig, at Domstolene i Mangel af modstaaende positiv Bestemmelse ere berettigede til at afgjøre alle Spørgs maal om selve Skattepligtens Tilværelse og Betingelser.
Den nævnte Sætning er gjort gjældende i en Mængde Domme, s. Saaledes med Hensyn til Rangskat Jur. Ugeskr. 1854. 523, H. R. T. 1857. 680, 1861. 203, med Hensyn til den kjøbenhavnske Vandskat Jur. Ugeskr. 1862. 212, H. R. T. 1865. 87, med Hensyn til Nærings- og Hjælpeskat H. R. T. 1861. 503. 530, Jur. Ugeskr. 1865. 539, jfr. D. T. 1855. 158—159, med Hensyn til andre kommunale Skatter Jur. Ugeskr. 4. 849, 1861. 806, 1862. 353, H. R. T. 1863. 849, 1864. 380. 641, med Hensyn til den vestindiske Absentskat Schlegels Høiesteretsdomme II. 751. Det Anførte maa uden Tvivl gjælde, hvad enten Spørgsmaalet dreier sig om de almindelige Betingelser for Skattepligten eller om særegne Fritagelsesgrunde, s. D. T. 1860. 126 nederst, jfr. derimod tidligere Bkg. 4. Juli 1842 III. 4, Skr. 25. Aug. 1849, ligesom det ogsaa tilkommer Domstolene at afgjøre, om Forpligtelsen er opfyldt ved Betaling, s. Kassefdn. 8. Juli 1840 § 25. Ligeledes synes Domstolene at maatte kunne afgjøre det Spørgsmaal, efter hvilken af flere forskjellige Bestemmelser i en Skattelov et skattepligtigt Objekt skal behandles, s. H. R. T. 1865. 87, hvor det Spørgsmaal paakjendtes, om en Eiendom med Hensyn til Erlæggelsen af Vandskat skulde behandles efter Lov 30. Nov. 1857 § 4 eller § 5 (Lovs. S. 300).
Forsaavidt derimod Skattepligten er given, synes det at være den almindelige Regel, at Spørgsmaalet om dens Størrelse er overladt til Øvrighedens Afgjørelse. Dette maa navnlig gjælde i alle de Tilfælde, hvor Skattens Fastsættelse beroer paa et Skjøn, som ikke passende kan anstilles af Domstolene, s. saaledes med Hensyn til Hartkornsansættelsen Fdn. 24. Juni 1840 §§ 2, 3, med Hensyn til den ved Kommuneafgifter meget hyppige Ligning efter Formue og Leilighed, s. 3. 6. 5, Fdn. 13. Aug. 1841 § 15, mfl., med Hensyn til Indkomstskatten Lov 19. Febr. 1861 § 13 (Lovs. S. 180) (Lov 25. Juli 1867 § 16, S. 387), og hvad Praxis angaaer, H. R. T. 1861. 503. 530, Jur. Ugeskr. 1861. 806, 1862. 353. Dog synes Spørgsmaalet at maatte kunne afgjøres af Domstolene, forsaavidt Lovgivningen opstiller aldeles bestemte Regler for Skattens Størrelse, saasom med Hensyn til Rangskat, s. med Hensyn til den tidligere Embedsskat Schlegels Høiesteretsdomme II. 158.
De opstillede Regler kunne imidlertid, som bemærket, kun gjælde, hvor ingen afvigende positiv Regel er given. Saaledes kunne Spørgsmaal om Bygningsafgiftspligtens Tilværelse og Omfang ifølge Fdn. 1. Okt. 1802 § 43 ikke bringes for Domstolene, men afgjøres ved særegne administrative Kommissioner, s. Jur. Ugeskr. 1858. 311, 1860. 136, hvilket ogsaa maa gjælde om de forskjellige Skatter, der lignes efter Reglerne om Bygningsafgiften, s. dog med Hensyn til Vandskatten Jur. Ugeskr. 1862. 212, H. R. T. 1865. 87, jfr. Lov 30. Nov. 1857 § 2. Ligeledes ere alle Ansættelsen af Indkomstskatten eller Indkomstkrigsskatten vedrørende Spørgsmaal henlagte til Overligningskommissionens endelige Afgjørelse, s. Lov 19. Febr. 1861 § 13 (Lovs. S. 180), 21. Marts 1864 § 17 (S. 137), jfr. Lov 1861 § 7, 1864 § 7 (Lov 25. Juli 1867 § 22, jfr. § 10). De anførte Bestemmelser kunne dog neppe antages at udelukke Domstolene fra at afgjøre saadanne Spørgsmaal som, om Skatten kan ansees paa lignet den Person, hvem den affordres, s. H. R. T. 1861. 503, Jur. Ugeskr. 1865. 539, eller om Skatten for hele Aaret skal svares af et i Aarets Løb under Skiftebehandling taget Bo, s. Jur. Ugeskr. 1865. 543, da disse Spørgsmaal uden Tvivl ikke kunne siges at vedrøre Ansættelsen af Skatten.
Om de indirekte Skatter maae i Mangel af særegen Bestemmelse de ovenfor opstillede Regler gjælde, s. med Hensyn til Halvprocent-Overdragelsesafgiften H. R. T. 1862. 504. Spørgsmaal om Stempelafgiften ville ifølge Stempellov 19. Febr. 1861 § 82 i Almindelighed kunne erholdes endelig afgjorte af Domstolene. Med Hensyn til Toldafgifter tilkommer der Administrationen den vigtige Myndighed at afgjøre, under hvilken Tarifbestemmelse en Vare bør hen føres, s. H. R.T. 1860. 760, 1861.536. Derimod have Domstolene den endelige Afgjørelse af Spørgsmaalet om Berettigelsen af en stedfunden Anholdelse eller Konfiskation og om Paalæggelse af Straffebøder, s. Fdn. 1. Febr. 1797 § 116 ff. og kunne herved efter Omstændighederne ogsaa komme til at afgjøre Tarifspørgsmaal, s. Jur. Ugeskr. 6. 196, H. R. T. 1860. 760. Ligeledes have Domstolene at afgjøre Spørgsmaal om Toldlovenes Fortolkning, navnlig om Forholdet mellem ældre og yngre Toldlove, s. H. R. T. 1860. 921, Jur. Ugeskr. 1865. 677, om den Panteret, der haves for Tolden, s. Jur. Ugeskr. 1856. 90, osv. Med Hensyn til Tiende og Bankhæftelse maa utvivlsomt Spørgsmaalet om Afgiftspligtens Existents afgjøres af Domstolene, s. Jur. Tidsskr. 33. 150, 34. 197. Hvad Tienden angaaer, synes ogsaa Spørgsmaalet om dennes Størrelse at maatte kunne afgjøres af Domstolene, hvorimod dette neppe kan antages med Hensyn til Bankhæftelsen.