Den danske Rigsdag/1/60
Krabbe.
Borgmester i Grenaa. Født den 20. Juli 1833.
Det er en ung Mand paa 48 Aar, der sidder paa Folkethingets Formandstol, og dog har han i mere end 17 Aar været Rigsdagsmand og i næsten 10 Aar været Folkethingets Formand.
Var det da sjældne aandelige Evner eller Lønnen for en tidlig vunden Berømthed, der løftede den unge Mand op paa den indflydelsesrige og betydningsfulde Plads? Ingenlunde. Det var rene og skjære Partihensyn.
Krabbe tilhører en gammel hæderlig Adelsslægt, der, hvad man iøvrigt kan sige om den, just ikke har udmærket sig ved demokratiske Sværmerier. Han er eneste Søn af den nys afdøde Ejer af Ridder Bugges berømte Hald, paa hvis Grund der hver Sommer øves Vaabenleg ligesom i gamle Dage, om end under andre Former.
Den unge Krabbe har i meget svigtet Fædrenes Traditioner ogsaa deri, at han ikke til sin Livsopgave satte at blive en dygtig Jorddrot. Han foretrak de boglige Sysler og bestemtes tidlig for den studerende Vej. I Sommeren 1852 blev han Student og 7 Aar efter juridisk Kandidat.
Allerede fra Ungdommen af maa Krabbe have følt sig hendragen til Politiken; thi længe før han blev aktiv Politiker, gav han Vidnesbyrd om, at han fulgte godt med og havde Interesse for det offentlige Livs Gang. En meget morsom politisk Piece, der gjorde en vis Lykke, tilskrives almindelig ham, og han blev hurtig Medarbejder af den kjøbenhavnske Presse, saavidt vides endog af „Fædrelandet”, i alle Tilfælde i lang Tid af „Berlingske Tidende”. Han skal den Gang have været liberal og ivrig Skandinav. Senere redigerede han en kort Tid Bladet „Danmark” som iøvrig ikke øvede stor Indflydelse, og fra denne Redaktørvirksomhed er der næppe andre Minder, der har holdt sig, end det skarpe Sammenstød, han havde med „Berlingske Tidende”s daværende Redaktør, Kancelliraad Buchheister, et Sammenstød, der endog førte til, at Krabbe i ustyrlig Hidsighed lagde Haand paa sin roligere, men drillende Modstander.
Krabbe blev imidlertid — Gud ved hvorledes — ivrig Venstremand og søgte at vække Opmærksomhed ved udprægede demokratiske Sympatier. Det slog an. Den 5te Marts 1864 stod han paa Valgtribunen i Kallundborg og kaaredes til Rigsraadets Folkething. Siden har han uafbrudt repræsenteret denne Valgkreds, vel ikke altid uden Kamp, men altid uden stort Besvær.
I Begyngelsen af hans Folkethingsvirksomhed mærkede man ikke meget til ham. Han talte kun sjælden og i Regelen kort og bestemt. Han hørte den Gang nærmest det nationale Venstre til. Men saa kom der pludselig en Udtalelse fra ham, der bragte hans Navn paa alles Læber, men rigtignok med en højst forskjellig Betoning. Det var da, han gjorde sin famøse Paastand gjældende, at alle vore Ulykker skyldtes „Systemet af 15de November”. Denne Udtalelse var ikke at misforstaa, og den vil sikkert være den værste Anstødssten for hans lønligste Aspirationer.
Efterhaanden som Venstre tog til i Styrke voksede Magtlysten hos Partiet, og Krabbe var iblandt dem, der stærkest ansporede denne Lyst. Han blev snart Partiets svorne Mand, og det første vigtige Udslag af Partiets Sammenslutning og Styrke var at kaste den dygtige og retskafne Bregendahl ned fra et mangeaarigt Sæde paa Formandsstolen og at løfte den unge og lidet kjendte Krabbe op paa den. Det var et dristigt Eksperiment; ti der forelaa ikke noget, der betegnede denne Mand som egnet til den vanskelige Post. Han var vel anset for et godt Hoved, men ikke for noget hurtigt og heller ikke for nogen skarp Jurist. Heller ikke havde man Anledning til at forudsætte, at han var i Besiddelse af den Sindets Ligevægt og Overlegenhed, der kræves paa denne Plads — tværtimod. Det var saaledes et meget dristigt Forsøg, men paa ingen Maade det dristigste, Venstre har vovet, og heller ikke det, der er lykkedes mindst.
I Begyndelsen famlede han, som naturligt er, i den uvante og vanskelige Gjerning, og han begik væsentlige Fejl, for hvilke Kritikken gik stærkt i Rette med ham. Der hører et skarpt Blik, megen Øvelse og et hurtigt Omløb til at klare den rent formelle Side af Sagen. Enkelte Gange løb han helt sur i det, saaledes ved den bekjendte Afstemning over Skolelærer Jagds Valg, der i Tidenden ser mere end kuriøs ud, og han maatte da ogsaa døje alvorlige Stikpiller, navnlig af Bille og Chr. Rimestad.
Men ogsaa udenfor den formelle Side lagde Krabbe i Begyndelsen følelige Mangler for Dagen. Den Sindets Ligevægt, som netop denne Stilling kræver, havde han endnu ikke tilkæmpet sig. Skjønt han øjensynlig bestræbte sig for at dæmpe sit hidsige Temperament løb det dog ofte af med ham, navnlig paa de store Kampdage, hvor Sindene vare stærkt i Bevægelse. Den ublide Behandling, han da ofte fik, forenedes med hans Frygt for ikke at kunne magte den vanskelige Situation og fremkaldte en Pirrelighed og Bitterhed, der ofte fik Udseende af Partiskhed og lod ham tabe Herredømmet baade over sig selv og hele Stillingen. Der er alligevel ingen Tvivl om, at det selv da var hans ærlige og redelige Vilje at være upartisk.
Enhver, der har fulgt det politiske Liv i hine Dage, vil gjemme paa Minder om Situationer, i hvilke Krabbe er optraadt yderst uheldig, saaledes den Gang han lod Tauber rette sit hensynsløse Angreb paa den slesvigske Embedsstand, og da han, forvirret af hele Situationen, lod sig henrive til uden fornuftig Anledning at rømme Tilhørerpladsen for første Gang i vort parlamentariske Liv. Men enkelte smukke Minder vil man ogsaa have bevaret, og da ikke mindst det, da han, fornærmet af Bille, der lod sig henrive af Debattens Hede, først sympatetisk hævdede sin værgeløse Stilling ligeoverfor Angrebet og derefter, da Bille resolut tog sig i det og gjorde en Undskyldning, paa en ligefrem smuk og tiltalende Maade modtog Undskyldningen og slettede alt ud.
Ogsaa i en anden Henseende var der væsentlige Mangler ved Krabbe som Formand: han greb ikke tilstrækkelig ledende ind i Begivenhederne udenfor Møderne, og det bliver dog et Krav, man i Længden vil stille til en virkelig Formand.
Alle disse Mangler ere i Tidens Løb tildels blevne afhjulpne. Han er bleven Herre over den formelle Side; nu sidder han som en Spartaner paa sin Plads, tilsyneladende uberørt af alt, hvad der pulserer omkring ham af Lidenskab og Had, nu, da han tildels har faaet Bugt med sit Temperament, beskylder ingen ham for Partiskhed, og nu griber han ogsaa mere ledende ind i Sagernes Gang udenfor Møderne.
Er Krabbe da nu en dygtig Formand? Ja — og Nej. Han er en dygtig Formand, forsaavidt som han lægger alt godt til Rette for det daglige Arbejde, og som han, naar han faar Tid til at sunde sig, kan gribe det rigtige og opfylde Tingets ydre Pligter paa en smuk og værdig Maade. Se, det er jo i og for sig fortræffeligt, men er det nok?
Saa meget er vist, en vigtig Egenskab mangler han, maaske den vigtigste, for at styre Danmarks Folkething, og det er den, at begrænse Debatten. Det kan Krabbe ikke. Han har Hovedskylden for, at vi ere havnede i et endeløst Væv af Snak, og at det, som ethvert andet Onde, breder sig værre og værre, eftersom Aarene gaa. Det er mærkeligt i denne Henseende at iagttage ham. Han har altid et fint Øre for, naar der skejes ud, og han paataler det næsten altid betimelig, men derved bliver det. Ingen bryder sig en Smule om Advarslen, og trods denne kjører man paa den roligste og mageligste Maade henad den forbudne Vej. Det gjentager sig Gang efter Gang med en sørgelig Ensformighed. Hr. Krabbe synes, naar han har givet Advarslen og maaske nok engang svagt gjentaget den, at henfalde i en fortvivlet Ro, hvor han lader alt passere.
Hvori ligger da hans Fejl? Ja, der er blevet tillagt Krabbe mere „Rygrad” og en kraftigere Karakter end Liebe; men det er vist en stor Fejltagelse. Krabbe kan være stædig og kan vise Karakter i Smaating; men han har ikke den Karakterens Sejghed, der igjennem langsomme og vedholdende Brydninger fører til Maalet. Krabbe er ikke Karakter hver Dag eller til alle Tider, ligeoverfor den daglige Sejgpinen bliver han et bøjeligt Siv.
Endvidere kan det med Rette bebrejdes Krabbe, at han ikke altid er taktfuld, og at han har et paafaldende svagt Øre for den gode Tone i Debatten. Det er bleven en staaende Talemaade hos ham, at han ikke har hørt det eller det, da han ellers vilde have paatalt det, og at han næppe tror, at det kan være sagt saaledes. Desværre er Rigsdagstidenden altfor ofte et daarligt Vidne imod hans Øren.
Endelig har Krabbe en sjælden Ubehjælpsomhed i at udtrykke sig, naar han uden Forberedelse skal sige noget. Det bliver da enten ren Orakeltale, som enhver kan fortolke efter Behag, eller ligefrem ikke tit at finde ud af. Faar han derimod Lov til at forberede, hvad han vil sige, kan han forme sin Tanke baade smukt og klart; men veltalende bliver Krabbe dog aldrig.
Kan det saaledes omtvistes, om Krabbe er en dygtig Formand eller ikke, saa er der paa den anden Side et Spørgsmaal, om vi have nogen, der vilde være bedre. Krabbe er i ethvert Tilfælde en saare præsentabel Formand, og udadtil repræsenterer Krabbe vistnok i enhver Henseende tilfredsstillende.
Demokraten Krabbe fører et yderst despotisk Regimente som Formand. Alle hans underordnede skjælve for ham, og han skal være meget lunefuld og langtfra altid urban i sin Optræden imod Funktionærerne. Han kjører med Diktatortøjler, og hans Anordninger, skjønt de vistnok tit ere af tvivlsomt Værd, lystres blindt — en Tid; ti ogsaa her mærkes Karakterslappelsen.
Af borgerlige Livsstillinger har Krabbe været Overretsprokurator i Kjøbenhavn, derefter Birkedommer paa Fejø, og nu er han By- og Herredsfoged samt Borgmester i Grenaa. Man vil vide, at hans nærmeste Ærgjerrighed skal være at blive Amtmand i Viborg med Residents paa Hald.
Krabbe er et godt Hoved og i det hele en dygtig Mand, der berettiget har Plads paa Thinge. Han er en ren og pletfri Karakter og uden al Tvivl en varm og oprigtig Fædrelandsven. Han indtager en betydningsfuld, men saare vanskelig Plads; maatte han med Tiden lære at udfylde den helt, saa vil Fædrelandet tælle ham blandt sine bedste Sønner!
Kallundborgkredsen har tidligere været repræsenteret af: Kaptajn N. F. Jespersen, Etatsraads, Amtsforvalter Povelsen, Major Tuxen, Amtsfuldmægtig Øllgaard, Kaptain Suenson, Møller J. J. Nielsen, Birkedommer Eberlin og Landmaaler Reinh. Jensen.