Den danske Rigsdag/1/81
Scavenius.
Kultusminister, Kammerherre, Ejer af Gjorslev ved Storeheddinge. Født den 12te September 1838.
Kultusminister Scavenius var ikke mere end 26 Aar gammel, da han som Menig traadte ind i de politiske Feltsoldaters Rækker, men alt i denne unge Alder lød en Spaadom om, at han i sin Tornister havde en Marechalstav liggende. Denne Spaadom er gaaet i Opfyldelse. Han har deltaget i en Række Slag og vundet Hæder og Ære; hurtig vandt han de gyldne Sporer, avancerede derefter gjennem de forskjellige Grader op til en af Højres dygtigste og talentfuldeste Generaler og gik fra denne Stilling over i det vigtigste og betydningsfuldeste Raad i Landet — i Ministeriet.
Scavenius nedstammer fra en særdeles ihærdig og dygtig Slægt, der ved egen Virksomhed har skaffet sig stor Formue og megen Anseelse, saa at den omsider adledes. Faderen var en begavet og virksom Mand, der udvidede og forøgede Slægtens store Besiddelser. Han ansaas for en sjælden karakterstærk, maaske noget streng Mand, men hans Retsind og noble Tænkemaade sikkrede ham udelt Agtelse og Tillid. Han var kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsdag og viste her mere Mod og større politisk Fremsynethed end de sangvinske toneangivende. Han gik imod Strømmen, advarede indtrængende imod den bratte Slappelse af alle Baand, og var en af de faa Nejsigere til Grundloven. Efter dens Vedtagen sluttede han sig imidlertid loyalt til den nye Tingenes Orden og vedblev i flere Aar at virke i vor lovgivende Forsamling, stadig dog i konservativ Retning.
Hans uforfærdede Optræden saavel under selve Grundlovskampen som senere skaffede ham den sejrende og raadende Retnings Forfølgelse, og mangen giftig Pil blev afskudt mod den myndige Jorddrot, hvis udmærkede Evner man dog var nødsaget til at lade vederfares Retfærdighed.
Sønnen har arvet mange af Faderens ypperlige Egenskaber: det fortrinlige Hoved, den yderst honnette Tænkemaade og den staalsatte Vilje, men det kan vel være, at denne er parret med en lettere vakt Følelse hos Kultusministeren end hos den gamle Kammerherre.
Jacob Scavenius er født 1838 og var som ældste Søn allerede fra Vuggen af Arving til store jordiske Herligheder. Der laa en stor Gjerning for ham i Livet, og til den indviedes han ved en omhyggelig videnskabelig Uddannelse. Han blev en flink Student og røbede hurtig Interesse for Datidens aandelige Rørelser. Han var en Tid Medlem af den lille Klub for aandelig Turnering, som Frederik Ussing dannede om sig, og han var ogsaa en Tid Medlem af en Diskussionsforening, som var dannet af yngre, begavede Mænd, og hvor han brød sin første Lanse med Grev Holstein-Ledreborg, hans senere saa ivrige politiske Modstander.
Den unge, begavede Adelsmand og rige Arving var naturligvis meget søgt i det kjøbenhavnske high-life, og han tog livlig Del deri, uden dog derfor paa nogen Maade at forsømme sit Eksamensstudium. Han tog da ogsaa i Januar 1863 statsvidenskabelig Eksamen. Nu laa Livet lyst og straalende for den unge Mand, og han beredte sig netop paa at nyde det med hele sin Ungdom og Modtagelighed. Han begyndte det med en Udenlandsrejse til. de skjønne, sagnrige Egne i Syden, da skete der Noget, der til alle Tider vil staa som et af de mest lysende Træk i Scavenius' Liv.
Det var i Efteraaret 1863; han laa den Gang nede i Italien. Da lød Budskabet ud over Verden, at Frederik den Syvende var død, og Danmark stedt i Nød og Fare. Han følte da, at han fremfor Alt var Danmarks Søn, og han betænkte sig ikke. Han afbrød øjeblikkelig sin Rejse, ilede over Hals og Hoved hjemad og meldte sig frivillig til Fædrelandets Tjeneste.
Han stillede sig uden Betænkning i Geleddet, og at han virkelig var rede til at stille sit lovende Bryst som Skærm for Danmark, det fik han Lejlighed til at vise. Det var den 29de Juni 1864, da vore Kække kæmpede den haardnakkede Kamp paa Als. Da var Scavenius for Alvor i Ilden og lagde da et ualmindeligt Mod for Dagen. Under den overlegne Fjendes stærke Fremtrængen begyndte hans Deling at trykke sig og lægge Tilbøjelighed til Flugt for Dagen, da rev den unge Aspirant Geværet af en Menigs Haand, og tiltordnede Folkene, at den Kugle, der sad i Geværets Løb, var tiltænkt den, der først uden Ordre tænkte paa at vige. En saadan mandig Bestemthed laa der i Blik og Tonefald, at ingen tvivlede om, at Truslen vilde blive omsat i Handling, og i den Grad virkede hans Optræden opflammende, at hver Mand blev paa sin Post og kæmpede, saalænge Modstand var mulig og indtil Dæmringen faldt paa.
Hans Daad vandt Beundring og Anerkjendelse, og man vil vide, at det var paa sine menige Kammeraters Indstilling, at han fik Sølvkorset. I mange Aar derefter saa man den mægtige Godsbesidder, den fornemme Adelsmand og betydelige Politiker kun prydet med et Danebrogskors, endogsaa efterat han var bleven Kammerherre; men naar han bevægede sig i Kredsen af de skrammererede og dekorerede Herrer, var dog ingen bedre smykket end han, thi han havde vundet sit Ærestegn paa den blodige Valplads for sit Fædrelands hellige Sag.
Men ogsaa i Fredens Dage viste han sin Fædrelandskjærlighed. Han stillede straks efter Krigens Slutning sine Evner og Virkekraft til Danmarks Tjeneste. Han blev et virksomt Medlem af Oktoberforeningen og lulledes ogsaa ind i de Illusioner, som denne Forenings Dannelse skabte; men det gjaldt for ham om at læge de Saar, den sørgelige Krig havde tilføjet os, og han gik da den Vej, som han troede var den rette Fremtidsvej.
Allerede den 31te Maj 1865 kaldtes han til aktiv Deltagelse i det politiske Liv, idet han den Dag valgtes til Rigsraadets Folkething for Præstø Amts 1ste Valgkreds, Storeheddinge. Han besejrede den tidligere Rigsdagsmand, Gaardmand L. Hansen med 798 St. imod 723, og han har senere uafbrudt repræsenteret Kredsen, men, som Alle ville vide, ikke uden den stærkeste Modstand, og det er slet ikke umuligt, at Scavenius en glad Dag vil falde, men det vil da være et nyt Vidnesbyrd om den frie Valgrets Misbrug, naar en slig Kapacitet fortrænges af en politisk Ubetydelighed.
Det var ved Venstres Hjælp og særlig paa J. A. Hansens Anbefaling, at Scavenius første Gang valgtes ind i Folkethinget. Venstre var imidlertid den Gang ikke det vilde, magtlystne Parti, det senere er blevet. Da kæmpedes der nærmest om liberale Reformer, og den unge Politiker saa da maaske mere frisindet paa mange praktiske Forhold end de daværende ledende Højrepolitikere. Dertil kom endelig, at han var en bestemt Modstander af det nationalliberale Parti og troede paa sine Forbundsfæller: de smaa Bønder. Nok er det, Scavenius hældede den Gang til Venstre, dog ikke i nogen udpræget Grad. Han fulgte vel af og til Partiet og blev af dette sat ind i Finantsudvalget, men paa den anden Side lagde han ikke Dølgsmaal paa, at i mange Principspørgsmaal var han dets bestemte Modstander, og han skyede ikke, naar han fandt det rigtigt, at skille sig fra det.
Venstre satte stor Pris paa den lovende unge Godsejer og gjorde sig til af at have ham til Partifælle. Allerede den Gang talte han meget ofte og vendte tidt Braadden mod de styrende, uden at han dog nogensinde gik op i Oppositionen i den Forstand, at hans Selvstændighed berørtes deraf. Det var dog ikke vanskeligt at se, at den Vej, Venstre gik, maatte fjærne Scavenius fra Partiet, og det skete da ogsaa. Da Venstre lagde sin umiskjendelige Hensigt for Dagen at styrte Ministeriet Frijs, vendte han sig resolut fra det, og da „det forenede Venstre" dannedes og de systematiske Ministerstormerier begyndte, blev han dets uforsonlige Modstander.
Han havde nogen Vanskelighed ved i Begyndelsen at arbejde sig sammen med sine nye Meningsfæller, men efter Valget i 1872, der skaffede Venstre det første Flertal, tog han med sædvanlig Resoluthed sit Parti. Kampen antog nu saadanne Dimensioner, at Højre maatte danne en samlet Masse mod Venstre, og de gamle Modstandere, Godsejere og de Nationalliberale sluttede sig da loyalt sammen, og navnlig viste Scavenius sig som en trofast Forbundsfælle. Han vandt ogsaa Højres Tillid i en overordentlig Grad og kaaredes paa de vigtigste Omraader til Partiets Ordfører.
Som saadan har han spillet en fremtrædende Rolle i det politiske Liv, og hans Anseelse og Betydning steg Dag for Dag. Under de sidste store Kampagner bar han Højres Finantslovskamp, og han blev utvivlsomt Partiets betydeligste Mand efter Hall.
Saa blev han pludselig og helt uventet optaget i Ministeriet. Om dette var rigtigt paa hint Tidspunkt, turde maaske være tvivlsomt. At han vilde tilføre Ministeriet en Kraft, var utvivlsomt; men Spørgsmaalet er, om man ikke berøvede Højre i Folkethinget en større. Hertil maa endvidere knyttes to Betragtninger. Som Medlem af Folkethinget var Scavenius meget afholdt og anset ikke blot af Højre, men ogsaa af Venstre, og han var istand til at vriste mere fra Oppositionen end nogen Anden, medens han som Minister foreløbig er den mest frygtede og mest ildesete og tillige vistnok den, der har vanskeligst ved at føre noget igjennem. Og endelig var han den Mand, paa hvem hele Højre kastede Blikket, hvis Ministeriet Estrup blev træt af Kampen, og man har da, vistnok ikke med Urette, ment, at han var en naturligere Arvetager, hvis han stod udenfor Ministeriet, end som Medlem af det.
Imidlertid, han blev Minister, og det til almindelig Overraskelse Kultusminister. Hver Gang Tanken er falden paa Scavenius som Indehaver af en Portefølje, har det altid været som Finants- eller Krigsministerens, paa Kultusministerens tænkte vistnok ingen. Da hans Udnævnelse kom, vare dog Alle enige om, at han ogsaa her kunde gjøre Fyldest. I Udvalgene og under Sagernes Behandling havde han ofte vist, at han baade havde Kjendskab til og Interesse for de kirkelige Forhold, og selv Berg har jo givet ham den Attest, at han var inde i disse Sager i ligesaa høj Grad som noget andet Medlem.
Han har da ogsaa vist sig som en meget dygtig Fagminister, han har med Kraft og Energi værnet om det Bestaaende mod udskejende Forsøg fra forskjellige Sider og paa Administrationens Omraade har der ikke kunnet rejses Indvendinger af Vægt. I Ministeriets politiske Sammensætning er han et fortræffeligt Led, og han baade fylder ud og betrygger.
Som Taler har Scavenius havt store Vanskeligheder at overvinde. Da han kom ind paa Rigsdagen, var han meget ubehjælpsom og syntes at have stor Møje med at give sine Tanker et klart Udtryk. Han havde imidlertid virkelige Tanker og maatte have dem frem, og med hans sædvanlige Energi gav han sig alvorlig i Lag med den Opgave, at vinde Herredømme over det mundtlige Foredrag. Nu er det lykkedes ham, og nu maa han henregnes til de veltalende, om end til en ganske særlig Art af dem. Han taler langsomt, ligesom søgende efter Ord og har ofte lange Pavser, der paa Tilhørerne gjør Indtrykket af, at Tanketraaden er bristet; men naar han fortsætter, mærker man, at han er fuldstændig med. Hans Tale faar Ved Foredragsmaaden noget pointeret, noget understreget ved sig, og dette forstærkes yderligere ved et ejendommeligt Kast Med Hovedet, der forlener hans Ord med en Tilsætning af Vilje og Karakter.
Han taler prunktløst, næsten nonchalant, og han river ikke med, uden naar han er i særlig Affekt. Han skyr alle oratoriske Hjælpemidler. Derfor er hans Begyndelser og Slutninger ofte saa paafaldende; han kan begynde med en Vending, der nærmest bruges inde i en Sætning, han kjender ikke til Indledning, men falder lige ind paa Sagen, og han slutter, inden man ved et Ord af det, og kun det karakteristiske Nik med Hovedet, en kort Haandbevægelse og en lidt flot Drejning paa Hælen betegner det afsluttende Punktum.
Men i en saare vigtig Henseende er Scavenius bleven en Mønstertaler. Ingen forstaar bedre end han i faa Ord klart og koncist at sige, hvad der skal siges. Mere end nogen Anden har han vist, at det ikke kommer an paa de mange og de store Ord, og hvis vore fremtrædende Politikere vilde tage Scavenius's Eksempel til Efterlignelse, vilde der til Gavn for Sagerne og det politiske Liv i det hele spares Masser af Dage og Masser af Penge.
Scavenius er efterhaanden bleven meget konservativ, vel ikke i den Forstand, at han modsætter sig forstandige Fremskridt, men saaledes, at han fuldt ud vil have det bestaaendes Ret anerkjendt og kun paa det Grundlag vil bygge videre i en reformerende Retning. Han er derhos en meget karakterstærk og modig Mand, der tør paatage sig Ansvar, og Højre ser derfor med Fortrøstning hen til ham som en af de Mænd, der sikrest og uden at vakle turde gribe til de Foranstaltninger, der maatte blive nødvendige for at frelse vort Land fra Undergang.
Scavenius er i høj Grad agtet af Alle og tillige meget afholdt af dem, der komme i nærmere Berøring med ham. Det er ikke den ringeste Ros, der er sagt om ham, at Alle, der ikke kjendte ham, hadede ham, Alle, der kjendte ham, holdt af ham. Han har en yderst brav Tænkemaade, er hjælpsom og tjenstvillig, maaske endog i en overdreven Grad, tænker altid nobelt og har for Nød og Ulykker et Hjærte, der er let at røre. Der er mange, der finde ham fornem og myndig og hans Maade at være paa søgt og unaturlig, men de, der kjende ham nøjere, paastaa, at, hans Ejendommeligheder have en anden og langt smukkere Aarsag. Derom kan der i alle Tilfælde ikke tvistes, at han er en Mand i Ordets bedste Betydning.
Foruden den tidligere nævnte L. Hansen have kun Artillerikaptajn A. B. Hoffmeyer og Proprietær T. Hasle forhen repræsenteret Storeheddingekredsen.