Den danske Rigsdag/2/3
Andræ.
Gehejmeetatsraad. Kjøbenhavn. Født den 14de Oktober 1812.
Gehejmeetatsraad Andræ hører til vort politiske Livs Veteraner. Han har kæmpet i Frihedsgeledderne lige siden Trediverne, og endnu den Dag idag bærer han Vaaben under samme Flag. Han havde valgt den militære Løbebane og ansaas alt tidlig for en ualmindelig dygtig og lovende Officer. Han hørte til det første Hold, der gjennemgik den militære Højskole, og ved Siden af ham stod da saadanne Mænd som Flensborg, Trepka, Bülow og Steinmann.
Andræ bestod sine Eksaminer med Udmærkelse og viste sig som en glimrende Matematiker. Han traadte fra Højskolen ind i Generalstaben, men blev allerede i 1842 Lærer ved Højskolen. Fra denne Virksomhed afskedigedes han i 1854 paa Grund af Opposition imod Ministeriet Ørsted og delte i den Henseende Skæbne med Hall, Monrad og Schovelin. Disse politiske Afskedigelser vakte i sin Tid stor Opsigt, og de afskedigede omgaves med Martyriets Glorie og bleve, navnlig i Hovedstaden, sande Væltens Mænd. Efterat Andræ definitivt var udtraadt af Etaten, vedblev han i en Række af Aar at lede Grademaalingsarbejdet heri Landet, et Arbeide, han udførte med overordentlig Dygtighed og Omhyggelighed.
I de Frihedsrørelser, der gik forud for Forfatningens Indførelse og væsentlig fremskyndede denne, tog Andræ virksom Del, om end noget i anden Række. I den grundlovgivende Rigsdag fik han Sæde som kongevalgt Medlem, og efter Forfatningens Vedtagelse valgtes han til Folketingsmand for Faaborgkredsen. Han nærede dengang meget frisindede, tildels demokratiske Anskuelser, og han blev vort Folketings første Formand. Fra 1849 til 1851 beklædte han Formandsposten paa en af Alle anerkjendt fortrinlig Maade.
Han blev dog kun i Folketinget Valgperioden ud og søgte ikke Gjenvalg den 4de August 1852; men allerede i 1851 var han bleven Medlem af Notabelforsamlingen i Flensborg, og i 1853 valgtes han i Kjøbenhavn til Landstinget, ligesom han ogsaa i 1855 valgtes ind i Rigsraadet. Siden 1853 har han uafbrudt havt Sæde i Landstinget — altsaa i næsten 30 Aar — først som folkevalgt fra Kjøbenhavn og siden som kongevalgt, nemlig fra 1866, da han efter Forfatningsforandringen blev det første kongevalgte Medlem. Som saadan sidder han endnu i Landstinget.
Andræ tog straks levende Del i den politiske Gjerning, og han mødte frem med en Sagkundskab, en Indsigt og en Begavelse, der nødvendigvis maatte sikre ham en fremtrædende Plads. Hans Tankeklarhed og hans skarpe Logik forenedes med en ualmindelig Veltalenhed og gjorde ham til en yderst farlig Modstander. Han bekæmpede da ogsaa Ministeriet Ørsted med ligesaamegen Virkning som Mod, og han var bleven en af Oppositionens Førere i Landstinget, ligesom Hall og Monrad vare det i Folketinget. Der har virkelig været en Tid, da den nu næsten glemte Andræs Navn var paa Alles Læber og nævnedes med Hæder.
Ministeriet Ørsted bukkede omsider under for den voldsomme Modstand, begge Rigsdagens Afdelinger rejste imod det. Den 3die December 1854 indgav Ministeriet sin Dimission, og den 12te s. M. dannedes Ministeriet Bang, hvori saavel Hall som Andræ fik Sæde, den Første som Kultusminister og den Sidste ikke som Krigsminister, men som Finantsminister. I dette Kabinet spillede Andræ en fremtrædende Rolle, og navnlig tilskrives den sindrig konstruerede Fællesforfatning af 20de Oktober 1855 for en væsentlig Del ham. Den 18de Oktober 1856 omdannedes Ministeriet, og Andræ blev Konsejlspræsident og Finantsminister. Da Ministeriet Hall dannedes den 13de Maj 1857 traadte Andræ ogsaa over i dette som Finantsminister, men afskedigedes efter Ansøgning den 10de Juli 1858 og afløstes af Krieger. Siden har Andræ ikke været Minister.
Han styrede saaledes i omtrent 3½ Aar Danmarks Finantsvæsen, og han var i henved 7 Maaneder Konsejlspræsident. Dommen over hans Ministervirksomhed er den samme nu, som den var den Gang: han var en fortræffelig Minister, maaske lidt stivsindet, men med den fornødne Avtoritet og Fagsikkerhed.
Der er næsten hengaaet et fjerdedels Aarhundrede, siden han opgav den saa efterstræbte Taburet, og i al den Tid har han siddet stille og temmelig ubemærket i vort Førstekammer. Ingen Ærgjærrighed har sporet ham frem, og end ikke stærke politiske Dønninger have været istand til at drage ham ud as den selvvalgte tilbagetrukne Stilling. Med en filosofisk Ro og en aandsfornem Overlegenhed har han set paa Tingenes skæve Gang; men mere end et medynksfuldt Skuldertræk har selv den mest fortvivlede Situation ikke kunnet aflokke den staalsatte Mand. Han har vel af og til talt, naar en eller anden Sag har interesseret ham, eller et formelt Spørgsmaal har berørt hans fine Formsands; men i Reglen har han siddet stille paa sin Plads og hørt efter, og det ene lokkende Hædershverv, som Tinget har tiltænkt ham, efter det andet, har den stolte Spartaner afslaaet.
Dog en Gang om Aaret plejer Kæmpen at vaagne og aflevere en „stor Tale”. Man er formelig bleven vænnet til henad Foraaret at længes efter Andræs store Tale. Det er i Reglen den finantsielle Side af vort Forsvarsvæsen, at han Aar efter Aar drøfter, og ihvorvel hans Udtalelser næsten altid gaa den overvejende Stemning imod og ere stærkt ironiserende og kritiserende til begge Sider, saa imødeser man altid Talen med Forventning og hører den med Fornøjelse; ti den er stedse klar og ypperlig og ofte rig paa nye og originale Synspunkter. I de seneste Aar ere Betragtningerne dog blevne noget ensformige. Han synes, nærmest af finantsielle Grunde, at være en afgjort Modstander af Kjøbenhavns Befæstning. Ellers tager han som sagt sjælden Ordet, og han er i det Hele ikke noget virksomt Medlem af Tinget, men Alle ere dog glade ved at vide ham der; ti der er noget beroligende i den Følelse, at en Mand med hans Evner og hans Karakter er tilrede, om der i en alvorsfuld Stund skulde blive paatrængende Brug for dem.
Han er med Aarene bleven konservativ, og det er gaaet ham som saamange af vore begejstrede Frihedshelte; den praktiske Erfaring har slukket Ilden og bragt mangen glødende Ungdomsillusion til at briste. Men uagtet sin almindelige Samstemning med Tingets Flertal, staar han dog ene i Tinget med mange sære og noget forgjemte Anskuelser. Han er i mange Henseender i Tinget, hvad Monrad er bleven udenfor det.
Han er, som ofte sagt, en ypperlig Taler med en sjælden Klarhed og Stringents. Stemmen er kraftig og ren, men maaske noget haard. Sproget føjer sig i en ualmindelig Grad smukt for ham, og han kan være baade vittig og aandfuld. En Tale, han for flere Aar siden holdt imod Titlers Afskaffelse vakte Opsigt ved sin Humør og Ejendommelighed. Han hører i det Hele til de bedste Kræfter, vort politiske Liv har frembragt, og det er en Ære for en Repræsentation at have en saadan Mand i sin Midte. Nu er han bleven gammel og graa, men han er endnu trods sine 70 Aar en rask og rørig samt fuldstændig aandskraftig Mand, som forhaabentlig endnu en lang Tid vil bevare sit Sæde og hævde sin Plads som det første kongevalgte Medlem.
Hans Navn vil nok bevares som en af de bedste Mænd i vor Friheds Ungdom; men selv om den praktiske Politiker Andræ skulde gaa i Glemme, saa har han sørget for at sætte sig et andet Mindesmærke, der vil holde i lange Tider. Det er som Opfinder af den geniale Forholdstalsvalgmaade, der stadig bruges ved Valgs Foretagelse i vort Folketing, men, underligt nok, ikke i det Ting, hvoraf han selv er Medlem. Han var den Første i Evropa, der udfandt denne Valgmaade, der sikrede Minoriteten en forholdsmæssig Indflydelse; senere have andre uafhængigt af ham, udfundet lignende Systemer, men endnu er vistnok hans det mest praktiske og mest fuldendte.