Den danske Rigsdag/2/33

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 421-427

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

A. F. Krieger.

Ekstraordinær Assessor i Højesteret, Dr. juris & philos., Kjøbenhavn. Født den 4. Oktbr. 1817.


En af de mærkeligste og betydeligste Mænd, vort politiske Liv har frembragt er Andreas Frederik Krieger, der den 4. Oktbr. 1817 fødtes i Colbjørnsvig ved Arendal i Norge af Ægteparret, Kommandørkaptajn Johan Krieger og Elisa Finne. Kun 1 Aar gammel kom han herned til Danmark og blev en udmærket Søn af dette sit Fosterland. Allerede som Barn lagde han sjældne Evner for Dagen, og den kolossale Hukommelse, der senere er bleven hans Hovedstyrke, skal alt den Gang have givet sig mærkelige Udtryk. Ikkun 16 Aar gammel blev han Student med Udmærkelse fra Borgerdydsskolen i Kjøbenhavn, og Aaret efter tog han anden Eksamen med et lignende Udfald. Han studerede Jura og var lige fyldt 20 Aar, da han tog Embedseksamen med Egregie, en Karakter, Ingen senere har faaet.

Der knyttedes selvfølgelig glimrende Forventninger til ham, navnlig i juridisk videnskabelig Retning, og det saameget mere, som han med en sjælden Flid fortsatte sine Studier. To Aar efter tilkjendtes Universitetets Guldmedaille ham, og Fakultetet benyttede den første Lejlighed, der bød sig, til at knytte den udmærkede unge Mand til sig. I 1841 tog han den juridiske Licentiatgrad, og efter i 1843 at være bleven Kancellist i Kancelliet, blev han i 1844 Lektor i Lovkyndighed ved Kjøbenhavns Universitet. Aaret efter blev han ekstraordinær og i 1847 ved den første Vakance ordinær Professor. Som Universitetsprofessor virkede han derefter i flere Aar. Han var selvfølgelig en udmærket dygtig og klar Lærer og udgav flere fortrinlige juridiske Lærebøger og Skrifter; men alligevel vandt han ikke her sin egentlige Berømmelse; thi Fædrelandet tog snart hans mærkelige Evner i Brug paa anden Maade.

Allerede tidlig vaktes den livlige og begavede unge Mands Interesse for det politiske Liv, og han tog virksom Del i de første Frihedsrørelser herhjemme; den noget ældre Lehmann inspirerede ham som saa mange andre samtidige. Fra 1840 til 41 var han Protokolfører ved Stænderforsamlingerne i Roeskilde og Viborg, og fik altsaa her en Slags politisk Daab. Den 29. Februar 1848 blev han valgt til Borgerrepræsentant og deltog i syv Aar paa en særdeles virksom Maade i Hovedstadens kommunale Styrelse. Men den egentlige Politik kaldte ham snart. Den 5. Oktober 1848 valgtes han i Kjøge til Medlem af den grundlovgivende Rigsdag, og den 31aarige Mand kom her til at spille en fremtrædende Rolle. Endnu den Dag idag udgraves der af begge de politiske Partier Citater af Kriegers Taler i hine Tider som Vidnesbyrd om en korrekt Opfattelse af Grundlovens Aand og Tanke, den, Krieger vel maatte kjende, siden han fik Hædershvervet at være Ordfører for Grundlovsudvalget. Da Grundloven var vedtaget, valgtes han paany i Kjøge og tog fremdeles en levende Del i Rigsdagsgjerningen. De to vigtige Love: Presseloven og Rigsretsloven tillægges for en væsentlig Del ham. Hans Folketingsvirksomhed blev dog ikke af lang Varighed; thi ved Omvalget i 1852 hændte det, som allerede den Gang vakte store Betænkeligheder ligeoverfor den almindelige Valgrets Brugelighed, at den geniale Krieger bukkede under for en højst ubetydelig Gaardmand P. Hansen af Snoldeløv. Senere hen samme Aar stillede han sig ved et Suppleringsvalg i Mariager, men maatte atter bukke under for en „Snoldeløver“, Redaktør D. Rugaard.

Senere har han ikke stillet sig til Folketinget, hvorimod han i 1851 blev Medlem af Notabelforsamlingen i Flensborg, og i 1857 af Rigsraadet. I 1863 valgtes han ind i Rigsdagens Landsting og Aaret efter tillige i Rigsraadets. I 1866 gjenvalgtes han til Landstingsmand, og det samme gjentog sig efter Grundlovsforandringen og anden Gang i 1874. Hans Valgperiode udløber nu til Efteraaret.

Det var imidlertid let at forudse, at i et lille Land som vort maatte en Mand med slige Evner have endnu større Chancer, og at det kun kunde være et Tidsspørgsmaal, naar han blev Minister. Et Skridt henimod dette var allerede gjort, da Krieger opgav sin juridiske Professorvirksomhed for at overtage Departementschefsposten i det slesvigske Ministerium. Dette skete den 24. Januar 1855, og Aaret efter blev han tillige ekstraordinær Assesor i Højesteret. Kun faa Maaneder efter blev han Indenrigsminister i det af Andræ dannede Kabinet og forblev i denne ansvarsfulde Post i 1¾ Aars Det lykkedes ham i denne Tid at gjennemføre flere indgribende og vigtige Love, deriblandt Næringsloven. Han gik som Indenrigsminister over i Ministeriet Hall, men ombyttede i Juli 1858 Indenrigsministerporteføjen med Finantsministerens, idet han afløste Andræ, medens han selv afløstes af Unsgaard. Tre Fjerdingaar efter afgav han Finantsministeriet til Fenger og overtog igjen Indenrigsministeriet, som han saa beholdt, indtil hele Ministeriet gik af den 2. Decbr. 1859.

Dette var Kriegers første Ministervirksomhed, og i den udfoldede han en udmærket Dygtighed. Han traadte nu atter tilbage paa Embedsbanen og blev den 18. Septbr. 1860 ordinær Assessor i Højesteret. I flere Aar udfoldede han nu en smuk Virksomhed baade som Embedsmand og som Parlamentariker; men saa kom det Øjeblik, da han blev sat paa den største, den vanskeligste, den ansvarsfuldeste og tillige den ærefuldeste Post, nogen Mand kunde sættes paa.

Danmark kæmpede sin haabløse Kamp mod to vældige Stormagter; al Tapperhed og Offerberedvillighed hos vore kække Soldater var omsomst; det var givet, at vi maatte bukke under, naar vi ikke fik Hjælp. Trods alle gyldne Løfter udeblev denne, men vore saakaldte Venner trommede en Konference sammen i London, hvor da de stridende Parter skulde forhandle for en evropæisk Forligelseskommission.

Det gjaldt jo under slige Forhold om at finde Mænd, der vare en saadan Opgave voksen, og det kunde man jo paa Forhaand sige sig maatte falde overmaade svært. Tanken blev henledet paa Krieger, hvis eminente Aandsevner og varme Fædrelandskjærlighed var almindelig anerkjendt. Han og Quaade — vor Gesandt i Berlin — bleve Ledere af den Forhandling, der havde Danmarks Velfærd til Gjenstand. Alle kjende Resultatet og vide, at det ikke svarede til Forventningerne, men Hovedskylden herfor tør ikke lægges paa Underhandlernes Skuldre. Dog helt fri for Ansvar tør de næppe holdes, og navnlig kan det vist ikke nægtes, at Krieger her, ligesom flere Gange senere, viste, at under stærkt tilspidsede Situationer, hvor det gjælder noget for Alvor, slaar hans rolige Overblik, hans sindrige Kombinationsevner men fremfor Alt hans Karakterstyrke ikke til. Kun én Mand i Danmark havde maaske kunnet frelse noget for os, men han blev i hine Dage ikke brugt.

Krieger forlod ikke saaledes som Monrad sit betrængte Fædreland; han blev og ofrede sine bedste Kræfter paa at hele de Saar, Krigen havde slaaet. Han tog virksom Del i det politiske Liv baade som Landstingsmand og som Minister, og han blev Formand for de to største og betydningsfuldeste Kommissioner, vi herhjemme have havt i de sidste Decennier, nemlig dem, der nedsattes om Retsvæsenets og om Forsvarsvæsenets Ordning. Det er bekjendt, at han har øvet en stor Indflydelse paa de her trukne Afgjørelser. Den 28. Maj 1870 blev han Justitsminister i det af Holstein-Holsteinborg dannede Ministerium, men ombyttede 2 Aar efter denne Portefølje med Finantsministerens. Det var som Finantsminister i dette Ministerium, at han kom til at tage de første Stød af den Kamp, Venstre indledede efter Valgene i 1872, og som have vedvaret til Dato. Han afviste den Gang med Overlegenhed og Kraft de første Stormløb og holdt navnlig under Forhandlingerne om Finantslovnægtelsen i 1873 en glimrende Tale, hvori han klart og skarpt advarede den unge Opposition imod at kvæle den Spire til Parlamentarisme, der muligvis laa i vor Grundlov, men som absolut vilde dræbes ved mislig Røgt. Hans Varselsord frugtede som bekjendt ikke.

Da Ministeriet Holstein træt af Kampen trak sig tilbage i Juli 1874, hvilken Tilbagegang netop fremskyndedes ved Kriegers bestemte Forlangende om at faa Lov til at gaa sin Vej, ophørte hermed, vistnok for bestandig, Kriegers Ministervirken. Han er vedblivende et betydningsfuldt Medlem af Landstinget, hvis Næstformand han er, og som har indsat ham i Rigsretten; men der er dem, der mene, at han ogsaa til Efteraaret, naar hans Valgtid er udløben, vil opgive sin RigsdagsVirksomhed og trække sig helt tilbage fra det politiske Liv. Dette vil forsaavidt være beklageligt som hans sjældne Evner derved unddrages vor Rigsdag, der trænger saa haardelig til dem, men skal den store konstitutionelle Konflikt begynde forfra igjen, savner Krieger nogle af de Evner, paa hvilke det da kommer an, og det maa forsone hans Medborgere med hans Bortgang.

Krieger er, som tidt sagt, en Mand med sjældne og mærkelige Evner. Hans Opfattelse er sikker og hurtig, hans Forstand overordentlig klar og gjennemtrængende og hans Hukommelse ligefrem kolossal. Han er i Sandhed en overordentlig kundskabsrig Mand, hvis Viden strækker sig over store Felter og det mere end paa Overfladen. Hele hans Liv er jo gaaet op i Studier, og da han har en sjælden Arbejdskraft, vil man kunne forstaa, at han med sin Opfattelsesevne og sin Hukommelse maa have drevet det vidt. Saaledes er det ogsaa, og det skal være en farlig Sag at indlade sig med Krieger selv om fjærntliggende Materier; ti pludselig rykker han frem med en Sagkundskab og en Indsigt, der ofte er bleven knusende for Modstanderen. Men ikke blot Videnskaben fængsler ham, ogsaa Kunsten i dens forskjellige Former er han en varm Beundrer af. Her regnes han for en virkelig Smagsdommer, en Kjender. Særlig for Digtekunsten skal han have et fint Øre og endog have været en lidenskabelig Sværmer for en kunstrig dramatisk Fortolkning af den. Faa skal som han have nydt vort Teaters Blomstringstid for 30 à 40 Aar siden, og endnu Færre skal have havt bedre Betingelser for at nyde den. Men ogsaa for Malerkunstens og Billedhuggerkunstens Skønheder skal han have et aabent Øje, men desværre er hans Nydelse i den Retning nu stærkt begrænset paa Grund af hans Syn, der er meget medtaget og endogsaa har været alvorlig truet.

Til sine andre sjældne Evner kan Krieger endnu føje den at være en glimrende Taler. I den Henseende staar ogsaa et herligt Apparat til hans Raadighed. Hans Stemme er smuk og velklingende og hans Foredrag meget tiltalende. Med stor Lethed bøjer Ordet sig for hans Tanke og hans Sprog er rent og formskønt. Vid, Lune og lette Sarkasmer afveksle i hans Foredrag med dybe, aandfulde Betragtninger, og mangen Udtalelse af blivende Værd er strømmet fra hans Læber. Hans Tale er rig paa Billeder, der ofte ere ligesaa smagfulde og træffende som korrekt gjennemførte. Alt i alt er han vistnok nu Rigsdagens største Taler, og der kan paa hans lange politiske Løbebane peges hen paa mange Taler af høj politisk Rang. Fra de senere Aaringer dvæler Mindet navnlig ved to store Taler, den ene, da han som Minister første Gang tog Kampen op med det nuværende Venstre og advarede imod at sætte alle Klude til, og den anden Gang, da han under Konfliktens Udvikling fra sin Landstingsplads i store, aandfulde Træk udviklede de sande konstitutionelle Teoriers Forhold til vor Grundlov særlig med de to Tings Stilling til hinanden for Øje. Venstres Øre er imidlertid døvt for alle slige Betragtninger.

Enhver maa erkjende, at Krieger er en udmærket Mand med glimrende Gaver, og det vil ses af det foregaaende, at han ogsaa nu og da har spillet en fremragende Rolle, men nogen egentlig Glans falder der ikke over ham, og han øver i ethvert Fald ikke den Indflydelse, som hans Evner berettigede til at vente. Hvori kan nu Grunden hertil søges? Ja, den maa vist søges dels i hans personlige Optræden og dels i hans Karakter. Han har et stødende Væsen og en kantet Fremtræden, han er Aandsaristokrat til Fingerspidserne og snærrende, gnaven og pirrelig at forhandle med. Der er ingen Tvivl om, at hans hele kantede Personlighed var en væsentlig Hindring for Overenskomst i Fællesudvalget i 1881, hvor han var Formand. Dernæst er han ikke nogen karakterstærk Mand, i ethvert Fald ikke nogen konsekvent. Han er nervøs, og det indvirker stærkt paa ham i tilspidsede Situationer. Det, han med Haardnakkethed, næsten med Fanatisme har kæmpet for det ene Aar, kan han, trættet af Kampen, helt opgive det næste. Saaledes gik det ham f. Eks. ligeoverfor Dyrtidstillæget. I 1881 var han ikke til at rokke; han afviste næsten med Haan enhver Tanke om, at Landstinget her kunde give yderligere efter; men i 1882 var under Forhold, der kun forsaavidt vare forandrede, som der var gaaet et Aar til hen, hans Stilling den stik modsatte, og han holdt da en Tale, som mer end alt andet svækkede Landstingets Position i denne Sag. Den Sejghed og Udholdenhed, hvorom hans ihærdige Studier bære Vidne, savner han i det politiske Liv; her synes han altfor ofte at være en Boldt for skiftende Stemninger, og her gjør han paa ingen Maade noget karakterfast Indtryk.

Der er imidlertid ingen, som tror om ham, at han i sin politiske Færd lader sig lede af ærgjerrige Ministerdrømme; tværtimod turde den almindelige Antagelse være rigtig, at han ikke uden den mest bydende Nødvendighed var at formaa til paany at overtage en Ministerstilling. Hans Sværmerier gaa snarere i Retning af et stille, tilbagetrukkent Granskerliv. Krieger er ugift og skal lægge en spartansk Afholdenhed for Dagen i hele sin Levevis.

For en Fuldstændigheds Skyld tilføjes, at han den 28. Maj 1868 blev Dr. juris og den 6. Septbr. 1877 tillige Dr. philosophiæ. Han er Medlem af Direktionen for Thorvaldsens Musæum og af det kongelige nordiske Oldskrifts-Selskabs Bestyrelse.