Den danske Rigsdag/2/36

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 430-435

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Liebe.

Højesteretsadvokat, Landstingets Formand. Født den 30. November 1820.


Højesteretsadvokat Carl Christian Vilhelm Liebe er født i Roeskilde og blev næppe 17 Aar gammel en udmærket Student fra sin Fødebys Latinskole. Efter ligeledes at have taget anden Eksamen med et glimrende Udfald kastede den begavede og lovende unge Mand sig med en sjælden Iver over det juridiske Studium. Den 20. Oktober 1841 — altsaa før han havde fyldt sit 21de Aar — blev han juridisk Kandidat med et Laud, der nærmede sig stærkt til et Egregie, og som næppe senere er naaet af nogen. Med Rette knyttede man glimrende Forventninger til en saadan Debut, og disse Forventninger blive heller ikke skuffede. Hans Anlæg og Evner pegede bestemt hen i Sagførerretningen, og da hans Lyst gik i samme Retning, fulgte han naturligvis Anvisningen. Fra 1843 til 1848 var han Sagførerfuldmægtig i Kjøbenhavn, blev saa sin egen Mand og allerede i 1851 fik han Bestalling som Højesteretsadvokat. Han var saaledes i 30 Aars Alderen naaet til et Maal, hvor der var Ære, Berømmelse og Rigdom at vinde for den, som forstod det.

Det skulde ikke vare længe, inden der frembød sig en Lejlighed for ham til at vinde Navnet og til at henlede den almindelige Opmærksomhed paa sig. Ministeriet Ørsted blev styrtet den 12. Decbr. 1854, men allerede forinden var den berømte første Rigsretssag bleven anlagt. Liebe var i den udset til at være den ene Defensor for de Anklagede, medens Salicath blev den anden. Liebe tog dog hurtigt Luven fra sin Meddefensor, og mellem ham og Aktor, den geniale Brock, blev der brudt glimrende Lanser. Endnu den Dag idag suger vort politiske Liv Næring af de konstitutionelle Teorier, som disse to fortræffelige Advokater hævdede, og fra begge Sider lagdes der overfor den dengang herhjemme saa nye Statsform en Dygtighed og en Modenhed for Dagen, der med Rette vakte Overraskelse og Beundring. Liebe vandt Sejr, idet de Anklagede frifandtes ved Hjælp af Højesteretsassessorernes Stemmer, men ogsaa Brock hentede sig særdeles hæderfulde Lavrbær.

Fra nu af steg Liebes Klientel i en overordentlig Grad. Det, at han havde været med til at forsvare Ørsteds konservative Teorier, sikrede ham Godsejernes Hjærter og skaffede ham en herhjemme ukjendt Praksis. Hans store Dygtighed og Hæderlighed satte ham istand til at udføre alle de ham betroede Tillidshverv med Ære, og mange Sager af den højeste Vigtighed, saaledes den store Taasinge Arvesag, hvor han atter havde Brock til Modstander, lagdes i hans paalidelige Haand. Disse to Advokater bleve hurtig Danmarks anseteste Sagførere og mellem dem førtes der en ædel Væddestrid om Hædersnavnet: den Første. Brock var vistnok genialere og større anlagt end Liebe, men denne var til Gjengjæld mere praktisk og mere behændig. Efterhaanden opgav imidlertid Liebe Proceduren og holdt sig til de mere indbringende og mindre besværlige Forretninger, som altid drages til en stor Sagførervirksomhed. Disse Forretninger har han bevaret til Dato, men for Skranken ser man ikke mere den imponerende, slagfærdige og beundrede Advokat.

Under vore smaa hjemlige Forhold ville dygtige Jurister altid have let ved ad den Politiske Vej at hævde sig en betydelig Indflydelse og naa frem til Ære og Magt. Det var da ogsaa at forudse, at en Mand med Liebes Evner maatte stile videre hen ad den Politiske Vej, han kan siges alt at have betraadt under Rigsretsproceduren. Dog holdt han sig længere tilbage, end man skulde have ventet, og først den 14. Juni 1861 søgte han Valg. Det var i sin Fødeby, at han stillede sig som Folketingskandidat, og han sejrede efter en haard Valgkamp med 700 St. imod 588 over Gaardmand L. Jakobsen. Man knyttede store Forventninger til den nyvalgte Folketingsmand, og ogsaa Folkevittigheden var paafærde i Anledning af hans Valg. Samme Dag, han blev valgt, faldt nemlig Pastor Hass i Nibe, og nu mente man, at det da maatte være et heldigt Varsel for det nye Folketing, at det ikke længere var under Paavirkning af Hass, men af Liebe.

Liebe blev i Folketinget i 5 Aar og øvede her en ret betydelig Indflydelse. Han talte ofte og dygtig, og han blev i alle juridiske Spørgsmaal med Rette anset for en Autoritet, hvis Raad baade blev hørt og fulgt. Han var meget lovende og meget velset, da han pludselig og uventet blev fortrængt. Ved Valget den 4. Juni 1866 under Grundlovskampen gjentog det sig, som altfor ofte er hændet herhjemme, det nemlig, at en anerkjendt Dygtighed fortrængtes af en ren Ubetydelighed, et politisk Nul. Ved hint Valg gav nemlig 1029 oplyste Vælgere en ukjendt Gaardejer N. Andersen deres Stemmer, medens Liebe kun kunde samle 781 Stemmer om sig.

Hans Fald vakte almindelig Harme og Beklagelse, men han blev dog heldigvis ikke ret længe udenfor Rigsdagen, idet han efter den reviderede Grundlovs Vedtagelse i November 1866 valgtes til det tredje kongevalgte Medlem af Landstinget, hvilken Æresplads han endnu indtager. Ogsaa i Landstinget spillede han en betydelig Rolle og var et meget anset og flittigt Medlem. Da M. P. Bruun nedlagde den Formandspost, han med Ære havde indtaget, fæstedes Blikket paa Liebe som den bedst egnede til den vanskelige Plads, og han valgtes da til Tingets Formand, hvilken Hæderspost han nu i flere Aar med stor Honnør har beklædt.

Det kan ikke bestrides, at Liebe er en overordentlig dygtig Formand for Landstinget, og man behøver kun at have meget liden Berøring med det nævnte Ting for at føle, med hvilken Fasthed og Myndighed han leder det indviklede Maskineri. Han er streng og kjører med stramme Tøjler, og han kan være ikke saa lidt hensynsløs. Det er vistnok utvivlsomt, at han er mere frygtet og anerkjendt end egentlig afholdt som Formand; ti han irettesætter hverken paa nogen blid eller egentlig sympativækkende Maade. Men han holder en fortrinlig Disciplin, og han veed ganske anderledes at hævde en sømmelig Tone i Debatten, end hans Kollega i Folketinget. Selv det mindste ungdommelige Tilløb mødes straks i Landstinget af Formandens ubarmhjærtige Klokke, og han forstaar at skaffe sig Lydighed. Opstaar der alligevel nu og da en lille Kontrovers mellem ham og en hidsig Taler, veed han til enhver Tid at hævde sin Overlegenhed, og han behøver aldrig at rekurrere til sin ophøjede Stilling for at værne sin Autoritet. Det er dog kun ligeoverfor Tingets Medlemmer, at han kjører med saa stramme Tøjler; ligeoverfor Tilhørerne er han langt liberalere end Folketingets Formand. Han bliver ikke nervøs af nogle raske „Hør” og „Bravo” og synes i det hele ikke at have noget imod, at Publikum, naturligvis indenfor en sømmelig Grænse, lægger sin Stemning for Dagen.

Det er ganske interessant at iagttage Liebe paa Formandspladsen. Han sidder altid i en flot, næsten nonchalant Stilling, legende med sin Lorgnet, som han har et ejendommeligt Kast med. Han er rask i sine Manerer, taler hurtig men dog med Vægt, giver Ordet uden alle Former, ringer energisk og kalder skarpt og kort til Orden. Han leder Afstemningerne med en Fart og en Formløshed, der tager sig lidt mærkelig ud i det ærværdige Ting, og navnlig er hans Maade at afskære en yderligere Forhandling paa yderst karakteristisk. „Da der Ingen har begjært Ordet, vil Debatten være sluttet, naar ikke Begjæring fremsættes nu” er den sædvanlige Formel og den ledsages af en Haandbevægelse, der ligefrem er advarende for enhver talelysten. I Reglen faar han afsluttet, naar han vil; men ellers afbryder han uden Barmhjærtighed Mødet Kl. 4½, og det er endog hændet, at en Taler har standset i sit Foredrag paa Formandens Foranledning, og udsat Fortsættelsen til et følgende Møde. Liebes Tone er altid kort og bestemt, og hans Optræden gjør et fast men tillige et noget søgt og unaturligt Indtryk.

Han er alt i alt en ypperlig Formand, og han forstaar ogsaa fortræffelig at lede Traadene udenfor Salen, hvad der dog vel er en nødvendig Betingelse for, at en Formand i Længden kan fylde sin Plads. I alle tvivlsomme politiske Tilfælde øver han en stor og betydningsfuld Indflydelse paa Tingets Flertal. Endelig repræsenterer han fortrinlig med al den Statelighed og Værdighed, som Stillingen kræver. Han er en udpræget Højremand med faste konservative Anskuelser, men det turde være mere tvivlsomt, om han kan siges at være nogen Ven eller egentlig Støtte for den nuværende Regjering.

Liebe er et ypperligt Hoved og har navnlig en ualmindelig hurtig og klar Fatteevne. Selv i meget indviklede Forhold har han straks Blik for det centrale og reder med sjælden Lethed Traadene fra hinanden. Han har derhos megen Aandsnærværelse og en ikke ringe Behændighed. Som Taler har han bevaret et noget advokatmæssigt Sving. Han taler let, hurtig og distinkt og er fuldstændig Herre saavel over sine Ord som sine Tanker. De smaa Taler, han holder fra Formandsstolen, udmærke sig altid ved en vis Finhed og søgt Elegance i Formen. Hans største Gave gaar dog i Retning af at dirigere, og ved mangen farlig Generalforsamling er man tyet til ham, fordi man vidste, at hans sikre Haand, hans Snarraadighed og Overlegenhed vilde være det bedste Bolværk imod oprørte Bølger, og man har i saa Henseende endnu aldrig forregnet sig.

Liebe er meget arbejdsdygtig, saa at han foruden sin Rigsdagsgjerning er Mand for at udfylde følgende Hædershverv: Medlem af Rigsretten, af Administrationen for de Iselin-Rosenfeldske Fideikommis'er, af Direktionen for Vaisenhuset, af Privatbankens Bankraad, af „Bikubens” Repræsentantskab, af Bestyrelsen for Kristiansdal Kloster og af Bestyrelsen for det Raben-Lewetzauske Fond, ligesom han har været et dygtigt og flittigt Medlem af en Række Kommissioner af stor Betydning. Han er endnu en Mand i en kraftig Alder, og med hvad han alt har præsteret for Øje, tør man haabe paa en Fremtid til Ære og Gavn saavel for ham som for Fædrelandet.