Den danske Rigsdag/2/46

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

P. G. Philipsens Forlag Kjøbenhavn Den Danske Rigsdag


H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu/5 446-450

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Nellemann.

Justitsminister og Minister for Island. Dr. juris. Født den 1. November 1831.


Danmarks Justitsminister, Johannes Magnus Valdemar Nellemann er født i Kjøbenhavn den 1. November 1831, men har gaaet i Slagelse Latinskole, hvorfra han i 1849 dimitteredes som en særdeles flink Student. Aaret efter tog han anden Eksamen og kastede sig derefter over Juraen. Den 10. Januar 1855 tog han Embedseksamen med et fortrinligt Laud, og saa gode havde hans skriftlige Udarbejdelser været, saa klart var hans juridiske Overblik, at han alt ved Eksamensbordet designeredes til vordende Videnskabsmand. Han fortsatte mod stor Flid sine juridiske Studier, og allerede 1858 blev han Lektor i det rets- og statsvidenskabelige Fakultet. Aaret efter blev han ordinær Professor. I 1865 blev han Medlem af Konsistorium, og i 1868 fik han Sæde i den store Proceskommission. To Aar senere blev han ekstraordinær Assessor i Højesteret og i 1871 Regentsprovst. I 1874—75 var han Universitetets Rektor, og sidstnævnte Aar repræsenterede han det danske Universitet ved Universitetsfesten i Leyden. Senere blev han honoris causa kreeret til Dr. jur. fra Upsala Universitet.

Dette er i store Træk Nellemanns videnskabelige Løbebane, indtil den foreløbig afbrødes ved Overtagelsen af Justitsministerporteføljen; men indenfor denne Ramme ligger der en sjælden rig og smuk Virksomhed af den Art, der sikrer Udøveren en varig Anerkjendelse. Nellemann blev en udmærket juridisk Professor og en virkelig Retslærd. Hans Forelæsninger og videnskabelige Skrifter vare prægede af en Skarphed i Tanken og en Klarhed i Formen, der gjorde Studiet forholdsvis let og tiltalende. Flere af hans Bøger og da navnlig hans fortræffelige ordinære Procesmaade ville staa til sene Tider som et smukt Vidnesbyrd om den Udvikling, vor Tids Retsvidenskab har naaet. Derhos var han en fortræffelig Eksaminator og en human og velvillig Lærer, der stillede sig paa en smuk Fod med de unge og følgelig var meget afholdt af dem. Dette i Forbindelse med hans andre gode Egenskaber gjorde ham saa velskikket til at være Regentsprovst, og han var meget yndet og meget dygtig i denne Stilling. Som juridisk Professor tog han ivrig Del i de nordiske Juristmøder og vandt ogsaa paa dem en betydelig Anerkjendelse. Endelig virkede han med stor Iver og Intelligents i de Kommissioner, hvoraf han var Medlem.

Allevegne gjorde han fortrinlig Nytte; han var meget flittig, omhyggelig og paalidelig, og hans store personlige Elskværdighed, hans ubestikkelige Redelighed og hans sjældne Uegennyttighed sikrede ham Hengivenhed og Agtelse fra alle Sider. Han havde altsaa som Videnskabsmand erhvervet sig et udmærket Navn, og især vakte hans ualmindelige Klarhed og deraf følgende Evne til at rede de mest indfiltrede Traade fra hinanden fortjent Anerkjendelse. Denne mærkelige Klarhed er hans store Styrke, hans Svaghed er maaske en vis Tørhed.

Saaledes udrustet med Kundskaber, Evner og et fortrinligt Omdømme betraadte han den politiske Løbebane, der saa hurtig bragte ham i Vejret. I 1870 blev han ved et Suppleringsvalg sat ind i Landstinget, og han kastede sig straks med sin sædvanlige Iver og Interesse over den politiske Gjerning. Han skaffede sig snart Betydning og Indflydelse, og han blev, da den konstitutionelle Kamp begyndte, et særdeles nyttigt Bindeled mellem det saakaldte Mellemparti og Godsejergruppen i Landstinget, idet han nød lige stor Anseelse i begge disse Partiafskygninger. Han fik snart indflydelsesrige Hverv og blev ved vigtige Lejligheder Tingets Tolk. Saaledes var han Ordfører for Landstinget under Adressekampen i 1873, og han var selvfølgelig Medlem af de vigtigste Udvalg. Han havde Sæde i Fællesudvalget i 1875; men han kæmpede da af alle Kræfter imod det ukonstitutionelle Forslag at sælge Ministeriet for en Finantslov. Vel blev han den Gang overstemt, men nu kan han med Ære pege tilbage paa sin daværende Stilling; de fleste forstandige Mænd ere nu villige til at indrømme, at han ved hin Lejlighed saae rigtigere og mere fremad, end Udvalgets store Flertal.

Som Landstingsmand udmærkede de samme Egenskaber ham, som han havde lagt for Dagen i sin Embedsgjerning: Flid, Soliditet, Paalidelighed og Klarhed. Han viste sig som en meget god og slagfærdig Taler, der havde en stor Lethed ved at give sine Tanker et skarpt præciseret Udtryk. Det blev tidlig synbart, at han ogsaa som Politiker vilde have en smuk Fremtid, og i hine urolige Ministerdage spillede hans Navn ofte ind med i de Kombinationer, hvormed Rygterne havde saa travlt.

Da saa Estrup den 11. Juni 1875 dannede sit Ministerium, fik Nellemann Plads i det som Justitsminister. Det var et meget heldigt Valg, der vidner godt for Estrups politiske Blik og Menneskekundskab. For ham gjaldt det jo nemlig om at finde en Justitsminister med et skarpt Judicium, der, efterhaanden som Striden tilspidsedes, med Autoritet kunde klare Stillingens juridiske Side, og en saadan Mand var netop Nellemann. Uden selv at være nationalliberal havde han dog ypperlige Forbindelser i dette Parti og derigjennem med alle Spidserne af vor Embedsstand, og dette kom paa mange Maader Ministeriet tilgode.

Paa Forhaand havde han altsaa særdeles gunstige Betingelser for en betydningsfuld Ministervirksomhed, og han har holdt, hvad han lovede. Han er en fortrinlig Fagminister og gjør her helt ud Fyldest, men han er tillige, hvad Forholdene ogsaa gjorde nødvendig, politisk set en meget dygtig Minister. Han har været en lojal og hæderlig Kollega, der i Farens Stund stod sin Chef trolig bi. Det var selvfølgelig ham, der lagde den provisoriske Finantslov til Rette, det var ham, der udarbejdede Indstillingerne til Kongen, og der traf alle de juridiske Foranstaltninger, og ligetil den allerseneste Tid har han maattet være juridisk Konsulent for de andre Ministre ligeoverfor Spørgsmaalene om, hvorvidt de under Krigens Gang kunde forsvare at gaa. Han er bleven uundværlig for Ministeriet Estrup, ti ganske bortset fra, at han i de kritiske Situationer kan give den rigtige Anvisning, har han en anden Egenskab, der netop for dette Ministerium er saa saare vigtig. Medens nemlig Estrup og de andre Ministre holde sig lidt fornemt for sig selv og ikke søger Forbindelser udenfor, er Nellemann netop virksom i denne Retning. Han holder en nøje Forbindelse med de politiske Partier og de ledende Mænd, og danner derved det nødvendige Mellemled mellem dem og Regjeringen. Nellemann har altid Intrigernes Traade i sin Haand og har stedse et nøje Kjendskab til de hemmelige Strømninger. Derved bliver han selvfølgelig istand til at være en ypperlig politisk Raadgiver for Regjeringen. Han har da ogsaa sine Kollegers udelte Tillid.

Som Fagminister har han, foruden den kæmpemæssige Retsreform, forelagt en Række særdeles dygtig udarbejdede Love, som han har forsvaret med Talent. Hans Klarhed i Fremstillingen, hans sunde Fornuft og hans skarpe Logik har ofte aflokket ivrige Venstremænd beundrende Udraab. Han taler gjerne kort og med en paafaldende Prunkløshed. Det er næsten, som om han skyer alle oratoriske Pyntemidler. Han bruger den allerjævneste Form, de almindeligste Talemaader, men derved opnaar han, at hans Tanke bliver dobbelt uomtvistelig, hang Grunde desto klarere at følge og forstaa. Hans Foredrag er noget tørt og hans Stemme skjønt klar dog lidt haard. Han kan meget godt bide fra sig, og han erklærer uden Omsvøb det for Nonsens, der efter hans Mening er det. I det hele er han ved sin Skarphed og Logik en farlig Modstander, og han har baade større og vigtigere Sejre at fremvise, end den, han vandt over Steenstrup i den ærøiske Arvesag, da han endelig gjorde dens sande Sammenhæng klar for Tinget.

Nellemann er et ypperligt Hoved, og navnlig er hans ofte omtalte Klarhed paafaldende. Han er en sjælden brav og hæderlig Mand, der er afholdt og agtet af alle. En mere demokratisk Minister, end han er i sin Fremtræden, skal man vanskelig finde; hos ham behøver man ikke at søge højtidelige Avdientser, hans Dør staar aaben for alle, og han forhandler jævnt, naturlig og overmaade venlig med enhver. Der er slet ingen Fornemhedsnykker at spore, det skulde da være en Smule Aandsfornemhed. Hans Svaghed er maaske et Gran Sangvinitet og en Tilbøjelighed til at tage sig mere paa, end han overkommer og til i god Tro at vække Forhaabninger, der ikke kunne opfyldes. Derhos er det en almindelig Mening, at han har nogen Vanskelighed ved at modstaa Paavirkning af dem, med hvem han daglig kommer i Berøring, og til her at hævde sin egen Mening, naar den skal kriges igjennem. Men alt dette er jo rene Smaating, og i det store og hele er Nellemann en udmærket Minister, en dygtig Politiker og en Videnskabsmand, der gjør sit Fædreland stor Ære.