Den danske Rigsdag/2/48
H. C. Nielsen.
Stiftamtmand i Ribe. Født den 14. December 1805.
Stiftamtmand Nielsen var indtil for kort Tid siden kongevalgt Medlem af Landstinget. Han er født i Thisted og blev i 1825 Student fra Ribe Skole. Fem Aar efter blev han juridisk Kandidat med en god første Karakter. I 1835 blev han Avditør i Armeen og 2 Aar efter tillige Regimentskvartermester. I 1841 udnævntes han til Overavditør, og under Krigen i 1848 fungerede han som Intendant for Nørrejylland. Efter Krigens Slutning blev han Amtsforvalter i Ribe, og fra dette Embede overgik han i 1855 til sit nuværende: Stiftamtmand over Ribe Stift og Amtmand over Ribe Amt.
Nielsen har gjort sig bekjendt som en udmærket Embedsmand og anses for at være Landets dygtigste Amtmand. Med en sjælden Flid og Akkuratesse har han røgtet de forskjellige Embeder, han har beklædt, og dette i Forbindelse med et klart Hoved, en praktisk Sans og en særdeles velvillig Optræden sikrede ham et agtet og et anset Navn. I hele hans Virken skal man stadig kunne spore en stærk Vedhængen ved det gamle og en vis Skyhed for de moderne Ideer. Ofte har den erfarne og praktiske Mand været en paalidelig Raadgiver for andre Embedsmænd.
Til Deltagelse i det politiske Liv synes han slet ikke at have følt nogen Attraa, og han var over 60 Aar gammel, før han fik Sæde paa Rigsdagen, og da selvfølgelig i Landstinget, medens han ingensinde har søgt Valg til Folketinget. Allerede i 1859 fik han nogle faa Stemmer til et Landstingsvalg, og det samme gjentog sig i 1864, men først i Juni 1866 blev han valgt. Han fik da det højeste Antal Stemmer, og det var ogsaa Tilfældet ved Valget i Oktober s. A., efter Grundlovsforandringens Vedtagelse. Nu sad han i Landstinget nogle Aar, men deltog ikke meget i Forhandlingerne, om han end med sædvanlig Flid og Omhyggelighed fulgte med. Saa nogle Aar efter trak han sig tilbage paa Grund af et svageligt Helbred. Den 23. Decbr. 1876 blev han kongevalgt Medlem af Tinget; men i 1882 fritoges han efter egen Begjæring fra denne Stilling, som en tiltagende Tunghørighed gjorde ham det vanskeligt at udfylde.
Hans Bortgang beklagedes dog af alle, ti den udprægede konservative Mand passede saa godt for Landstinget. Hans store Samvittighedsfuldhed og personlige Elskværdighed vandt ham alles Hjærter, og i forskjellige kommunale Spørgsmaal var han en Avtoritet, man aldrig forgjæves tyede til, og hvis Mening baade i Udvalgene og i Salen tillagdes megen Vægt. Enhver, der kom i Berøring med den gamle Stiftamtmand, fik en mærkelig Tiltro til ham og kom til at holde af den venlige og dannede Mand, der til Tider kunde være baade aandrig og fuld af Lune. Hans Bortgang var et virkeligt Tab for Landstinget og Højre.