Graaben

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning

Aug. Bang og Lehmann & Stage Kjøbenhavn


Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu/7 58-75

PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1948. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1924.

Graaben.

Med Tegninger af Hans Nik. Hansen.

Danske Folkeæventyr illustration p058.png

Der var en Gang en Konge i Engelland, som havde en Datter, som der gik meget Ry af. Hun var den dejligste Prinsesse, nogen vidste af at sige. Men hun var tillige saa uhyre stolt og storagtig. Hun havde jo mange Bejlere; men der var ingen af dem, som hun lod være sin Lige. Og hun havde en hvas Tunge; saa hun lod det ikke være nok med at sige Nej, men hun havde haanlige Ord og Øgenavne til enhver, som gjorde sig saa dristig at løfte sine Øjne til hende.

Saa var der paa samme Tid en ung Kongesøn i Danmark, som havde hørt Rygtet om hendes Dejlighed, og han sendte Bud og Brev og bejlede til hendes Haand. Men hun lod ham svare, at før hun vilde have saadan en Stodderprins, saa vilde hun sidde og spinde Skageblaar alle sine Dage. Det Svar maatte Sendebudene rejse hjem med.

Danske Folkeæventyr illustration p059.png

Men den danske Kongesøn havde sat sig i Hovedet, at han vilde have hende, og han sendte paa ny Bud og Breve og dertil sex mælkehvide Heste, med lyserøde Muler, med Guldsko og Skarlagens Dækkener. Saadanne Heste havde man aldrig set Mage til i Engelland; og den engelske Konge lagde da et godt Ord ind for den danske Prins: den, som sendte saadan en kongelig Fæstensgave, han kunde vel være hendes Lige. Men den smukke Prinsesse sendte Bud ned i Stalden, at de skulde skære Manker og Haler af Hestene, søle dem til med Skarn og saa fly dem igjen til Prinsens Sendebud, med det Svar, at før vilde hun sidde paa Gaden og handle med Jydepotter, før hun vilde enten eje eller have den danske Stodderprins.

Da Sendebudene kom hjem med den Besked, saa blev den danske Konge vred og vilde strax have alle sine Skibe i Søen og sejle over at hævne den Fornærmelse. Men Kongesønnen bad ham lade det være. Han vilde prøve en Gang endnu med det gode. Lykkedes det da ikke, saa skulde han nok selv hævne sig. Saa lod han bygge et Skib, saa smukt og saa kostbart, saa man aldrig havde set Magen. Hele Rælingen var kunstig udskaaren, saa der sprang alle Haande Dyr, baade Hjorte og Hinde, Løver og Drager, og begge Stævne var lueforgyldte. Ræerne var beslagne med Guld, og Sejlene var af Silke, hver anden Dug hvid og hver anden rød. Det Skib bemandede han med de kjønneste unge Karle, der var at finde i Landet, og med det sendte han igjen sine visse Bud med Breve til Kongen af Engelland og til hans stolte Datter, hvori han bad om, at hun vilde give ham sin Tro og modtage Skibet som hans Fæstensgave.

Det prægtige Skib løb rask over Havet og lagde til lige ved den engelske Konges Slot. Det gjorde Opsigt: aldrig havde de set saa kosteligt et Fartøj. Sendebudene kom i Land og frembar deres Breve og Ærende, og Kongen trængte nu stærkt ind paa sin Datter: at saadan en Bejler, saa rig og saa gavmild, saa trofast og saa ydmyg som denne Kongesøn, ham maatte hun da give et gunstigt Svar.

Prinsessen lod ogsaa, som hun vilde betænke sig paa det til den næste Dag. Men om Natten sendte hun Folk ud og lod det danske Kongeskib bore i Sænk; og om Morgenen lod hun Sendebudene vide, at nu maatte de selv se, hvordan de kom hjem igjen; men før vilde hun gaa for hver Mands Dør og tigge sin Føde, før hun vilde vide af deres danske Stodderprins at sige.

Sendebudene kom da tilbage til Danmark og bragte Prinsessens haanlige Svar og Tidende om Kongeskibet, der laa paa Havsens Bund med sine gyldne Ræer og Silkesejl. Og nu vilde den danske Konge da strax stikke i Søen at hævne Skade. Men Kongesønnen fik ham dog fra det: han lovede, at han skulde nok faa den stolte Prinsesse til at fortryde al den Haan, hun havde vist ham.

Saa rejste han bort ganske alene og kom ukjendt til Engelland. Dèr fik han trukket i en gammel Dragt af graat Vadmel, baade laset og skiden, og han fik en gammel Bulehat paa Hovedet og Træsko paa Benene, og han fik sig baade sværtet og malet, saa han kom til at ligne en rigtig gammel Stodder. Han fik Stav i Haand og Pose paa Nakken, og saadan kom han da travende til Kongens Gaard. Der var en stor Avling til den Kongsgaard, og der var mange Udhuse. Han søgte da til Kostalden og gav sig i Snak med Røgteren. Han var saa syg og saa daarlig, sagde han, og bad saa mindelig om en Bid Mad og om Nattely i Kostalden. Han fik baade det ene og det andet, og saa sov han den Nat i Stalden hos Kørene.

Saa om Morgenen siger Stodderen — Graaben kaldte han sig —, at da nu Røgteren havde været saa god ved ham, saa vilde han da hjælpe ham med at vande Kreturet. Og det fik han godt Lov til. Saa trak han op af sin Pose en Guldten, han havde med sig, og den gik han og gjennede Fæet med.

Det traf sig nu saa, at Vandingen laa lige under Prinsessens Vinduer. Hun var oppe og stod og saa' Kvæget blive drevet til Vands, og hun saa' da den Guldten, og den fik hun stor Lyst til. Saa sendte hun en af sine Terner ned til Stodderen og spurgte, om han vilde sælge den. Prinsessen havde Lyst at kjøbe den. Ja, sagde Graaben, vilde Prinsessen have Tenen, saa maatte hun selv tinge med ham om Prisen. Det var hun ikke meget for; men hun lod da Graaben komme op paa Gangen uden for hendes Kammer, og dèr tog hun imod ham og bød ham en god Pris for hans Guldten. Penge vilde han ikke have, sagde Graaben; men hun kunde faa Tenen, naar han blot den ene Nat maatte ligge og sove uden for hendes Kammerdør. Nej fy! sagde Prinsessen, det var ikke til at tænke paa. »Ja, ja!« sagde Graaben, »saa beholder jeg, hvad jeg har; saa er der ikke mere at tale om.« Men Prinsessen havde faaet endnu mere Lyst til den dejlige Guldten, nu da hun havde set den nær ved; og hun hviskede da med sine Terner: om det vel kunde gaa an at have den skidne Stodder liggende dèr.

De mente nok, det kunde gaa an, siden der ikke var anden Maade at faa den kostelige Ten paa. »Vi sidder oppe og vaager,« sagde de; »saa kan Prinsessen da sove ganske rolig.«  Det blev saa Aftalen. Ved Sengetid kom Graaben listende med sine Træsko i Haanden og lagde sig uden for Prinsessens Kammerdør. Og inden for den sad Prinsessens Terner og holdt Vagt hele Natten. Men Prinsessen kunde alligevel ikke lukke et Øje: hun maatte hele Tiden tænke paa den grimme graa Stodder, der laa uden for hendes Dør. Han laa dèr ganske rolig Natten igjennem; og tidlig næste Morgen listede han af igjen.

Den Dag hjalp han ogsaa Røgteren med at vande Kreturet. Han raabte og hujede, som Skik er ved den Lejlighed, og Prinsessen maatte da til Vinduet, at se paa den grimme gamle Karl, som havde holdt hende saadan i Skræk hele Natten. Men hvad var nu det, han igjen havde faaet at gjenne ad Fæet med? Det lignede Guldtenen, men nu var det en Guldhaspe, han gik og svingede med. Da hun nu havde Guldtenen, saa syntes hun, at den Guldhaspe maatte hun ogsaa have, og hun fik igjen sendt Bud ned til ham, at hun vilde kjøbe den. Ja, sagde Graaben, saa maatte hun selv tinge om Prisen med ham. Saa kom han op og fik ligesom sidst Lov at se hende ude paa Gangen. Hun bød store Penge, men han vilde ikke sælge; han vilde give hende den, naar han blot den Nat maatte ligge og sove inden for hendes Kammerdør. »Uf nej!« sagde Prinsessen, »ikke for aldrig det!« Men da han saa vilde gaa, gav hun sig dog paa ny til at hviske med sine Terner; og de sagde, at den Haspe maatte hun jo have, den hørte til Tenen; og det kunde jo aldrig gjøre noget, at han laa dèr; de skulde nok tie med det, og de vilde sidde i Kammeret og vaage hele Natten, saa kunde Prinsessen være ganske rolig.

Naa ja! det fik jo saa være, naar det ikke kunde være anderledes. Og om Aftenen kom Graaben da listende nok saa pænt paa Hosesokker, sine Træsko havde han i Haanden, og Guldhaspen havde han med sig og flyde Prinsessens Terner, som alle var paa Benene. Han fik saa Lov at lægge sig lige inden for Døren; Himmelsengen, som Prinsessen laa i, stod i den anden Ende af Kammeret, og alle Ternerne de tog saa Plads paa Stole midt imellem; de havde Lys at se ved og havde deres Haandarbejde. De var jo nok temmelig søvnige, da de havde vaaget forrige Nat; men de holdt dog Øjnene aabne den Nat med.

Hver Gang en af dem begyndte at nikke, saa fór hun op igjen med et Sæt, for Stodderen ved Døren han laa ikke rigtig stille: — saa rakte han en Arm, saa strakte han et Ben, saa vendte han sig i Søvne om paa den anden Side. Jo, de holdt godt nok Øjnene aabne; og det gjorde Prinsessen med, hun fik heller ikke Blund i sine Øjne; hun laa og skammede sig over at have den grimme Graaben liggende dèr inde i sit fine Kammer. — Han lod til at sove sødelig hele Natten, og i den tidlige Morgenstund rejste han sig op, tog sine Træsko og listede sig ned ad Trapperne.

Glad var Prinsessen, at det var overstaaet, og glad var hun ved de to prægtige Sager, hun var kommen saa nemt til, syntes hun. Hun frydede sig rigtig med sin Guldten og sin Guldhaspe, og hun maatte strax have dem taget i Brug. Saa hørte hun Stodderen huje og raabe uden for igjen; nu var han ved at vande Kørene. Hvad mon han nu brugte til at jage ad dem med? Det maatte hun dog se. Nej! dèr havde han jo igjen et tredje Stadsstykke af en Guldvæveskyttel, som han gik og daskede med. Den hørte da saa bestemt med til de to andre; den maatte hun dog se at faa fra ham for Guld eller gode Ord. Det mente Ternerne ogsaa, og en af dem kom strax løbende ned og bad ham sælge den Skyttel; Prinsessen vilde give for den, hvad det saa skulde være. »Ja lad mig saa komme op og snakke med hende selv,« sagde Graaben, »den er ellers ikke til fals.«

Saa kom han jo op, og denne Gang fik han Lov at komme inden for Døren i hendes Kammer; der havde han jo været før, og de var ligesom blevet bedre bekjendte. »Naa, lille Graaben!«. sagde Prinsessen, »hvad skal jeg saa have den Guldskyttel for? Jeg vil give dig et Hundrede Daler for den. Saa véd jeg, du kan være glad.« — »Nej!« sagde Graaben, »den er ikke til fals for Penge. Vil Prinsessen have den, saa maa hun give mig Lov at ligge i Nat og sove paa Gulvet ved Siden af hendes Seng.« — »Jeg tror, han er gal!« sagde Prinsessen; »den Ting kan der nu aldrig være Tale om. Men jeg vil give ham to Hundred Daler for den. Saa véd jeg, den er baade kjøbt og betalt.« — »Nej,« sagde Graaben, »det er, som jeg siger: vil Prinsessen have den, saa maa hun give den Pris, jeg forlanger. Ellers beholder jeg den selv; og jeg er lige glad, for det er jo ikke mig, der har villet være af med den.« Prinsessen saa' paa sine Terner, og de saa' paa den dejlige Væverskyttel, og de hviskede til hende, at hun maatte jo have den. »Vi skal sidde i en Kreds rundt om Sengen,« sagde de,« og vi skal nok holde os vaagne den hele Nat; saa der kan jo ingen Ting hænde.« Og det blev da Enden paa Visen, at naar han vilde komme sent og gaa tidlig, ligesom sidst, saa kunde han faa Lov at ligge paa Gulvet uden for Prinsessens Seng den Nat, Men han var dog en uforskammet Karl at komme med saadanne Forlangender.

Graaben holdt Ord med at komme silde. Først da alle andre Folk paa Slottet laa i deres gode Søvn, kom han listende ganske sagte op ad Trapperne med Træskoene i Haanden, og han blev jo ganske stille lukket ind i Prinsessens Kammer, og han gik ganske stille hen og lagde sig paa Gulvet ved Siden af Prinsessens Seng. Hun puttede sig ned under Dynerne og var nær ved at dø af Skamfuldhed; men nu maatte hun jo finde sig i det, da hun havde lovet det. Ternerne satte sig i en tæt Kreds rundt om Sengen; og da de nu havde vaaget i to Nætter og var bange for sig selv, saa sad hver af dem med et tændt Lys i Haanden: det kunde de da ikke sove fra, mente de.

Prinsessen var jo ogsaa udvaaget; og da hun havde ligget noget og tittet ud paa Stodderen, der laa stille som en Mus, andet end at hun kunde høre ham trække Vejret tungt som i en rigtig god, dyb Søvn, saa faldt hendes Øjne til, og hun sov sødelig, som hun nok haardt kunde trænge til. Ternerne sad imens og spilede Øjnene op. De saa' den gamle graa Stodder ligge og sove saa trygt og saa godt; de mærkede ogsaa, at Prinsessen sov, og en efter en saa tabte de Lysene af Hænderne og sank tilbage i Stolene og sov ogsaa ind. Og da de først begyndte paa det, saa sov de som Stene.

Baade Ternerne og Prinsessen de tog nu rigtig igjen al den Søvn, de havde til gode. Og det blev Morgen, og det blev Dag, og det blev langt op ad Dagen, der var ingen af dem, der vaagnede. Kongen var vant til, at hans Datter var oppe før han, og kom og sagde ham god Morgen; men i Dag kom der ingen Prinsesse. Saa blev Kongen urolig, og han gik da op til hendes Kammer og lukkede Døren op.

Det var et underligt Syn, han dèr saa'. Først saa' han alle Ternerne, som sad eller laa paaklædte paa Stolene eller ved Siden af dem og sov, som de aldrig vilde vaagne; og saa saa' han uden for sin Datters Seng dèr laa en gammel Bulehat og en laset graa Vams, og der stod et Par gamle Træsko. Og da han kom nærmere saa saa' han sin Datter ligge i sin Seng i en dyb Søvn, og i Sengen ved Siden af hende laa der en grim gammel Stodder.

Ved det Syn blev den engelske Konge paa én Gang saa vred og saa bedrøvet, som nogen Mand kan blive; men han havde Magt over sig selv, og han tog det meget rolig. Han kaldte højt sin Datter ved Navn, saa hun vaagnede. Ternerne vaagnede med det samme, og da de saa' Kongen, styrtede de ud af Stuen. Saa sagde Kongen til sin Datter: »Jeg ser, du har valgt for dig selv. — Jeg kunde jo lade den Karl hænge og dig levende begrave. Men du skal faa Lov at beholde ham. Nu skal Præsten strax vie jer sammen, og saa kan I følges ad

Danske Folkeæventyr illustration p067.png

her fra. Jeg vil aldrig se dig mere for mine Øjne.« Dermed gik Kongen, og lidt efter kom Præsten med to Vidner, og saa blev den stolte Prinsesse viet til Stodderen Graaben. Saa blev de begge vist ud af Slottet; nu kunde de gaa hvor hen de vilde.

Da de kom om ved Kostalden, saa hentede Graaben sin Stav og sin Pose. »Men saadan kan du da ikke gaa hen ad en Landevej,« sagde han til Prinsessen, som jo nu var hans Kone, »vi maa have dig omklædt.« Saa var de inde hos Røgterens Kone, og dèr lagde hun sine fine Klæder af og fik i Bytte et Hvergarns Skjørt og en ulden Trøje og en Kyse paa Hovedet og et Par tykke Sko paa Fødderne. »Ja, det passer bedre,« sagde Graaben. Saa fulgtes de ad hen ad Landevejen.

De gik hver paa sin Side af Vejen, og det varede noget, inden Prinsessen skottede over til, hvor han gik. Hun maatte dog tage den Mand i Øjesyn, som hun nu var bunden til, meget imod sin Vilje. Han havde imens faaet vasket sig, og som han nu gik dér saa ret og saa rank hen ad Vejen, saa kunde Prinsessen slet ikke forstaa, at det var den samme Mand, som havde gaaet og røgtet Kvæg. Han var hverken grim eller gammel nu, men i Grunden en kjøn ung Karl i sine daarlige Klæder. Skoene var tunge, og Vejen var lang, og hun var ikke vant til at rejse til Fods, saa hun blev jo saa træt og saa ømfodet, saa hun havde ondt ved at holde Skridt med ham. Til sidst maatte hun sætte sig ned at hvile sig; men han blev ved at gaa. Da raabte hun efter ham og sagde: »Aa, min kjære Graaben! gaa dog ikke fra mig!« — »Nej, sagde han,« nu har jeg jo faaet dig at slæbe paa; saa kan jeg vel ikke lade dig ligge her paa Landevejen.« Saa gik han ind i en Bondegaard og lejede en Vogn med et Knippe Halm i, og saadan kjørte de saa til den nærmeste Havnestad, dèr hyrede han Plads paa et Skib til sig og sin Kone. De skulde over Vandet; hun vidste ikke, hvor hen, og det var hende ogsaa lige meget; hun var kun glad ved, hun kom ud af sin Faders Riger og Lande.

Saa sejlede de lige til Danmark, og da de kom i Land dèr, saa tingede Graaben en lille Stue i Enden af et fattigt Hus, der laa ikke langt fra hans eget Slot. Det var en ringe Stue med Stengulv og et aabent Ildsted, hvor hun skulde lave deres fattige Mad, naar de havde nogen. Og saa var der et Bord og en Bænk og en Seng. Den skottede Prinsessen til, men hun sagde ikke noget. »Ja, vi har jo delt Seng en Gang før,« sagde Graaben, »du fik nu ingen bedre Mand end som saa.« Det sagde Prinsessen ikke noget til: Saa kom han slæbende med en gammel Skotrok og et Lispund Skageblaar. »Jeg maa nu ud og søge Arbejde,« sagde han,« men du kan da heller ikke ligge ledig, naar vi skal tjene Føden. Her har du noget at tage dig for.«

Saadan gik det i nogen Tid. Om Dagen var Graaben borte, han arbejdede for Dagløn, sagde han, han huggede Brænde oppe paa Slottet; men hver Aften kom han hjem med et Brød og nogle faa Skillinger. Hun maatte da gaa ud og kjøbe lidt Mælk og lidt Gryn og andet, at lave sin Mad af. Og for Resten sad hun og spandt paa den gamle Rok, saa det sved i hendes Fingre og værkede i hendes Knæ. Saa en Aften kommer Graaben hjem og har en hel Hjulbør fuld af Jydepotter. Dem havde han faaet paa Borg, sagde han, og dem skulde hun næste Dag sætte sig ud paa Gaden og sælge; der var da en Skillings Penge at tjene ved det. Det blev som han sagde: næste Dag da Graaben er gaaet paa Arbejde, saa sætter hun sig ud paa Gaden med sine Potter. Men da hun har faaet solgt et Par Stykker af dem, saa kommer der en Flok stadselige Ryttere ridende rask op ad Gaden, og en af Hestene gjør sig gal og springer ind imellem hendes Potter, saa de ramler ned alle sammen og gaar i tusende Stykker. Rytterne fór videre og lod som ingen Ting, mens hun gik ind i Stuen og satte sig til at græde saa bitterlig.

Danske Folkeæventyr illustration p070.png

Om Aftenen, da Graaben kom hjem fra Arbejde, saa maatte hun jo fortælle ham, hvordan det var gaaet hende. »Saa er vi rent ulykkelige,« sagde han, »for jeg skylder jo for de Potter, og Penge har vi ingen af, uden lige til, hvad vi kan putte i Munden. Nu maa du sy dig en Pose, og saa maa du gaa fra Dør til Dør og se at tigge lidt sammen, baade Fødevarer og Skillinger, til vi kan faa den Gjæld betalt.« Hun gjorde som han sagde. Hun var endda glad ved, at hun fik hverken Hug eller onde Ord for det Uheld med Potterne. Og næste Dag gik den stolte Prinsesse om fra Dør til Dør og tiggede lidt Mad og nogle Skillinger til sig og sin Mand.

Da Graaben kom hjem den Aften, saa viste hun ham jo, hvad hun havde faaet tigget sammen. »Det forslaar kun lidt,«  sagde han,« men nu har jeg faaet opspurgt en god Tjeneste til dig. Der skal være Bryllup oppe paa Slottet, og de har travlt med at brygge og bage, stege og brase til den Stads; det skal du hjælpe til med i Morgen; du faar fri Kost og tyve Skilling i Penge. — Og saa maa du se til, du kan bjærge lidt Mad og tage hjem med til mig.« — »Uha!« sagde hun, nej, stjæle det kunde hun da ikke. »Ja, vi kalder det nu at bjærge,« sagde Graaben, »og naar jeg skal have dig at sørge for, saa maa du ogsaa hjælpe til med, hvad der falder for. Naar du binder en Krukke op under Skjørterne, saa kan du nok faa set dit Snit til at stikke lidt i den.«

Næste Morgen fulgtes de ad op til Slottet. Graaben gik til sit Arbejde, og hun gik ind i Køkkenet; der var nok at tage Haand i med den hele Dag. Og hen ad Aften saa' hun jo sit Snit, en Gang hun var ene i Køkkenet, til at faa sin Krukke fyldt baade med Suppe og Boller og Kjødmad, og saa lavede hun sig til at gaa. Men da hun vilde smutte ud af Døren, saa mødte hun Overkokken. Han syntes, hun saa' ham noget mistænkelig ud, og han greb hende ved Armen og spurgte, hvem hun var. »Jeg er Graabens Kone,« sagde hun, »og har hjulpet til her i Køkkenet i Dag.« — »Saa! har han ogsaa en Kælling at trækkes med?« sagde Kokken,« han kan daarlig nok sørge for sig selv. Men du har nok villet sørge for jer begge to,« sagde han, og saa rystede han hende, saa hun spildte baade Suppe og Boller og Kjødmad langs hen ad Gulvet. »Ja, gjorde jeg dig din Ret,« sagde han »saa lod jeg dig smide i Tyvehullet. Nu kan du gaa med, hvad du har faaet. Men understaa dig ikke at komme her tiere!«

Saa kom hun grædende hjem til Graaben. som var allerede hjemme. »Naa, fik du saa bjærget lidt?« sagde han. »Aa Gud nej!« sagde hun, og hun fortalte da, hvordan hun var kommen afsted. »Der har du baaret dig galt ad,« sagde Graaben,« men det er nu det samme; for jeg har en anden Tjeneste til dig i Morgen. Saa kommer Sypigerne op paa Slottet og skal sy Brudestadsen færdig. Bruden er der jo ikke endnu, men hun er af samme Størrelse som du, og nu skal Stadsen prøves paa dig. Saa maa du se, du kan knibe lidt af Tøjet. — I Fald vi en Gang skulde faa smaa, saa kan vi godt have det behov? Hun græd og bad for sig: hun vilde gjøre alt hvad han vilde; men stjæle kunde hun ikke. »Aa Snak!« sagde han, »se blot, du stikker lidt til dig, som jeg siger!«

Næste Dag kom hun da op paa Slottet og maatte passe alle de fine Klæder: der var baade Brudedragt og Andendagsdragt og mange flere endnu; og der blev skaaret, og der blev syt, der var fuldt op baade af uldent og linnet, af Silke og Skarlagen. Hun fik da ogsaa Held til at stikke nogle Stykker Tøj til sig, hun gjemte dem inde paa Brystet. Men da hun vilde gaa, saa kom Oversyersken og tog hende i Øjesyn: hun syntes, hun var bleven saa trivelig; og saa fandt hun jo Tyvekosterne. Og hun skjældte da Prinsessen Huden fuld, kaldte hende en Tyvekvind og det som værre var, og jog hende saa ned ad Trapperne.

Den Dag kom Graabens Kone da atter grædende hjem i sin lille Stue; og noget efter saa kom Graaben. »Naa! havde du saa Held af det?« sagde han, »og fik gjemt lidt til vore smaa?« — »Aa Gud nej!« klagede hun, det var jo gaaet hende værre i Dag end i Gaar. »Ja du har ingen Greb paa det,« sagde Graaben; »og det er en daarlig Hjælp jeg har af dig. Men nu er der dog Ordre til, at du skal gjøre Tjeneste i Morgen igjen. Saa skal jo Brylluppet staa; det er jo Kongens Søn af Danmark, som er Brudgommen, véd du; og Bruden skulde være kommen fra Rusland i Gaar; men hun er ikke kommen endnu, og Brylluppet kan ikke opsættes. Saa nu er der Ordre til, at den, som prøvede Klæderne i Dag, skal i dem i Morgen igjen og med til Kirke og staa Brud i hendes Sted.« — Nej, sagde Graabens Kone, det turde hun paa ingen Maade; hun turde aldrig komme dèr paa Slottet tiere. Hun kunde heller ikke vise sig enten for Kongens Søn af Danmark eller hans Mænd. Det gik aldeles ikke an. »Der er ingen Snak for den Ting,« sagde Graaben. »Naar Kongens Søn befaler, saa maa vi lystre.«

Om Morgenen, de vaagne, saa siger Graaben til hende: »Staa du nu op og se at komme afsted! Jeg maa blive liggende. Der staar en svær Sygdom i Kroppen paa mig; jeg kan ikke løfte mit Hoved fra Puden. Gaa du nu bare og kom igjen, naar du kan!« Hun græd og klagede, at hun kunde da ikke gaa fra ham nu, han var syg og trængte til hende. Men han sagde, der var ingen Hjælp for, hun maatte og skulde op paa Slottet og det strax. Saa kyssede hun ham og ønskede ham en god Bedring; hun skulde komme igjen, saa snart det var muligt; og saa gik hun op paa Slottet med et tungt Hjærte. Nu tænkte hun mindst paa sig selv og mest paa sin kjære Graaben.

Da hun kom op paa Slottet, saa blev hun ført i Badstue, og saa maatte hun skifte fra inderst til yderst, og hun kom i hele Brudestadsen, med Slør og med Slæb og med Krone. Og saa kjørte Kareten frem, trukken af sex mælkehvide Heste med lyserøde Muler; Seletøjet var af bare Guld og Skarlagen, og Guldsko var der under Hovene paa dem. Hun syntes, hun skulde kjende dem igjen fra fordums Tider. Hun kom ind i Vognen; dèr sad Brudgommen allerede: det var jo Kongens Søn af Danmark, vidste hun, som hun aldrig havde set, men som hun havde hørt nok om — i fordums Tider. Nu saa' hun ikke til ham, og han saa' heller ikke til hende; hun var jo ingen Ting for ham, andet end en Dukke, som skulde forestille Bruden.

Saa kjørte de afsted baade med Løbere og Forridere og et prægtigt Følge til Vogns og til Hest. Vejen gik forbi det lille Hus, hvor Graaben bode, og da de kom dèr til, saa var der stukket Ild paa Huset, saa det stod i lys Lue. Da skreg hun op: »Hold, hold! Aa min kjære Graaben!« — »Hvad er der i Vejen?« sagde Prinsen ganske vredt.

»Det er min Mand,« sagde hun, »han er syg og kan ikke redde sig selv, og nu brænder han op! Hold dog og frels ham!« — »Aa, blæse med Graaben!« sagde Prinsen, »han klarer sig nok, — eller ogsaa brænder han op.« Hun blev ved at skrige og jamre sig; men der var ingen, som brød sig om det. De fór rask forbi det brændende Hus og hen til Kirken, og dèr maatte hun op for Alteret og staa Brud i den rette Prinsesses Sted. Saa kjørte de samme Vej tilbage, og da de kom forbi Graabens Hus, rakte hun sig ud af Vinduet for at se; men der var ingen Ting at se, andet end en sort Brandtomt. Saa rullede de videre op til Slottet.

Men saa snart hun kom ud af Vognen, saa rev hun Krone og Stads af sig og kastede dem hen ad Gulvet. Nu vilde og maatte hun afsted, sagde hun, for at finde sin Graaben eller dog høre, hvad der var blevet af ham. — »Vilde du saa gjærne se Graaben,« sagde Kongesønnen, »saa kan han strax være her«. Saa gik han et Øjeblik bort og kom strax igjen i de gamle graa Klæder, som hun kjendte saa godt. Da faldt hun ham om Halsen og kyssede ham. Nu saa' hun jo, at hendes Graaben var ingen anden end den Kongesøn, som hun havde saa haanlig forsmaaet.

»Saa fik du dog Stodderprinsen,« sagde han, og du har holdt dit Ord: at før du vilde tage ham, vilde du baade spinde Skageblaar og sælge Jydepotter og gaa om at tigge.« — Ja, det havde hun nu prøvet alt sammen, og nu var hun Hjærtens glad ved sin Stodderprins. Og hun blev først Prinsesse og siden Dronning af Danmark. —

Men det er rigtig nok saa længe siden, at der er ingen, der kan huske, de har set hende.

Danske Folkeæventyr illustration p075.png