Opfindelsernes Bog/De musikalske Instrumenter.
Indledende Bemærkninger. Hinduerne, som fra umindelige Tider have indrømmet Musiken en overordentlig fremragende Plads i deres Kultus, paastaa, at Æren for Opfindelsen af musikalske Instrumenter tilkommer Indien. En Bramin skal en Dag have fundet nogle Tarmstrenge spændte ud mellem Grenene paa et Træ — en Abe havde flænget Bugen op paa sig under sine Manøvrer i Træet — og Braminen havde lagt Mærke til de ejendommelige Toner, der frembragtes, naar Vinden strøg hen over dem. Han faldt nu paa at forfærdige en Lyre, der senere blev forandret og forbedret paa allehaande Maader. Der fortælles ogsaa i de østerlandske Sagn, at Fløjten blev forfærdiget med den mythiske Fugl Fønix's Næb som Forbillede, idet denne Fugls Næb nemlig skal have været forsynet med en hel Række Aabninger; hver Gang nu Fuglen trak sit Vejr, lød der de skjønneste Toner.
Vi kunne naturligvis ikke tillægge disse Sagn nogen videre Betydning; men det fortjener dog at fremhæves, at den overvejende Sands for den rent rhytmiske Virkning synes hos alle Folkeslag at have givet Anledning til de første musikalske Instrumenter. Hvor Kulturen endnu staar paa det laveste Trin, træffer man næsten udelukkende saadanne Instrumenter, som ved deres karakteristiske Klang egne sig til at markere Takten, naar der danses.
De rhytmiske Instrumenter. Fra den simple Træklods, hvorpaa Fannegren slaar med Træpinde, til Trommerne og Kastanjetterne, der ogsaa benyttes af den moderne europæiske Kunst, om end i mere begrænset Omfang, gives der en Mængde forskjellige Instrumenter, som vi dog ikke kunne indlade os paa at beskrive paa dette Sted. Som egentlige Musikinstrumenter staa de paa det laveste Trin, da de ikke kunne anvendes til at tolke mere forfinede Følelser. Men da imidlertid det rhytmiske Element har sin fulde Berettigelse i Tonekunsten og er en uundværlig Faktor ved Siden af det melodiske og harmoniske Element, ville de rhytmiske Instrumenter altid finde en vis Anvendelse.
Tiden har ikke i nogen væsentligere Grad bidraget til at forbedre disse Instrumenters oprindelige Form, ja, man synes endog at kunne mærke en Tilbagegang i saa Henseende, naar man anstiller en Sammenligning mellem Fortiden og Nutiden. Nutildags er det egentlig kun de Folkeslag, der have forstaaet at bevare deres nationale Ejendommeligheder nogenlunde ublandede, som anvende de krustiske Instrumenter (Slaginstrumenter). Saaledes anvender den spanske Folkemusik Kastanjetter til sine Sange og Danse. Dette Karakterinstrument bestaar af to smaa Stykker Træ, der ere udhulede og have Form af Muslingeskaller, og som fastgjøres til Tommelfingrene ved Hjælp af Baand, medens de øvrige Fingre slaa de to Halvdele mod hinanden; den Lyd, der frembringes paa denne Maade, er ganske ejendommeligt oplivende og ingenlunde ubehagelig. Et andet rhytmisk Instrument er Tamburinen, der bestaar af en Træring (c. 2 Tommer bred), der paa den ene Side er overspændt med Trommeskind. Som oftest er der paa Ringen eller Rammen anbragt Bjælder eller ogsaa Messingblikstykker, der rasle mod hinanden. Naar Tamburinen benyttes, holdes den i venstre Haand og slaas med Bagsiden af højre Haand. Dette Instrument anvendes endnu meget til Dans baade i Italien og Spanien.
Beslægtet med Tamburinen er Trommen i dens forskjellige Former: den store, tyrkiske Tromme, der slaas med en kort Stok, hvis store Hoved er overtrukket med tykt Skind; Militærtrommen og Hvirveltrommen, der begge behandles med to mindre Stokke (Trommestikker). Trommerne ere enten af Træ eller Messing; den store Tromme er undertiden indtil 48 Tommer høj med et Gjennemsnit af c. 30 Tommer; de smaa Militærtrommer, der nu almindeligst benyttes, ere af Messing, kun c. 8 Tommer høje med et Gjennemsnit af 15 Tommer. Kalveskindet, der er udspændt over Trommen baade foroven og forneden, kan strammes ved særlige Indretninger. Over det nederste af Trommeskindene er der spændt to eller flere Tarmstrenge, der væsentlig bidrage til at give Trommen dens raslende Klang.
Til Slaginstrumenterne høre ogsaa de saakaldte Bækkener, der nærmest kunde lignes ved dybe Tallerkener med særdeles bred Rand; endvidere Trianglen, Halvmaanen og Tamtam, der benyttes i Janitscharmusiken. Gongen eller Gongongen er et stort Metalbækken med en ophøjet Bugle paa Midten; her slaar man med en tyk Trominestok med blødt Hoved.
Intet af de her nævnte Instrumenter har nogen bestemt Tone; deres Klangvirkning bestemmes ved den samtidige Fremtræden af en stor Mængde uharmoniske Partialtoner, og deres musikalske Værd er derfor meget ringe.
Vi komme nu til at omtale nogle andre Instrumenter, der ere beslægtede med de foregaaende, men dog indtage en noget højere Plads, idet de have en bestemt Tone og derfor kunne anvendes i melodiske og harmoniske Toneforbindelser.
Paukerne ere kjedelformige Metaltrommer, der ere overspændte med Kalve- eller Æselskind, og som kunne stemmes ved Hjælp af Skruenøgler. Paukestikkerne ere almindelige Trommestokke, hvis Hoveder ere omvundne med Filt og Skind.
Klokkerne have den bekjendte ejendommelige Form og ere forfærdigede af en særlig Metalblanding. I V. Bind komme vi til nærmere at omtale Klokkestøbningen.
Klokkerne synes at skrive sig fra den kristne Tid. Afbildninger af Klokker og Klokkespil findes i meget gamle Haandskrifter. I det 9de Aarhundrede benyttede de offentlige Udraabere en lille Klokke, der kaldtes tintinnabulum.
En Klokkes Hoved- eller Grundtone bestemmes af forskjellige Omstændigheder: Aabningens Gjennemsnit, Væggens Tykkelse, Elasticitetsforholdene og Vægten. Men ved Siden af Grundtonen fremkommer der imidlertid ved enhver Klokke en stor Mængde uharmoniske Overtoner, af hvilke ogsaa mange virke uharmonisk. Derved og ved de Kombinationstoner, der danne sig og hvoraf navnlig de dybe høres under Klokkens »Brummen«, faar Klokken sin store Tonefylde.
Navnlig i tidligere Tid fandt man stort Behag i at sammensætte et større Antal Klokker, der vare stemte i forskjellige Toner, Saaat de kom til at danne et Instrument, Klokkespillet, hvormed der kunde udføres hele Stykker enten automatisk eller ved en Person, der spillede paa et Klaviatur.
Fig. 384 viser et saadant Klokkespil. Paa Fig. 385, der er en Gjengivelse af et Basrelief fra det 11te Aarhundrede (fra Georgskirken i Boscherville i Normandiet), og som viser os adskillige Instrumenter, som brugtes dengang, kunne vi ogsaa, skjøndt mindre tydeligt, se to Figurer — nederst til højre —, der benytte et lille Klokkespil.
Ogsaa i Orkestermusik forekommer der Klokkespil i mindre Skala; de anslaas med en Hammer.
I Fig. 386 er afbildet en ganske ejendommelig Klokke, den saakaldte »Saufang« i Köln, som bestaar af en sammenbøjet og sammennittet Jernplade. En af de største Klokker, der gives findes i Köln; den vejer 100,000 Pund og er støbt af franske Kanoner, der bleve erobrede i Krigen 1870—1871. I England foretrækker man Kombinationer af flere mindre Klokker fremfor enkelte store, og Taarnene ere derfor ofte udstyrede med Klokkeværk, der have en hel Række Klokker, der ere stemte i den diatoniske, ogsaa undertiden i den kromatiske Skala.
I Stedet for Kirkeklokker anvender man nutildags ikke sjeldent store Staalstænger; de ere lettere at forfærdige og stemme, ligesom det ogsaa ikke er nær saa kostbart at anbringe dem. Medens Klokkerne svinges, naar de skulle lyde, bringes Stængerne til at tone ved det blotte Anslag.
Her ville vi endnu nævne et Instrument, den saakaldte Træspil. Det bestaar af Staver af tørt Fyrretræ, der ere af forskjellig Længde og ligge paa to smaa Straaneg (Tyskerne kalde det »Strohfiedel«). Hver Træstav giver ved Anslag en bestemt Tone, saaat man altsaa kan udføre hele Melodier paa dette Instrument. Det bruges undertiden i Dansemusik.
Fig. 387 viser et ganske lignende Instrument, Marimba, som bruges hos Balondastammen i Afrika.
De melodiske Instrumenter. De mere fuldkomne Instrumenter, som vi nu skulle til at omtale, adskille sig fra de rhytmiske derved, at deres Indretning tillader Kunstneren en friere og mere udtryksfuld Behandling af Toneforbindelserne. Klokkespillet og Træspillet kunde maaske ogsaa have været opførte under denne Rubrik, som indtagende det nederste Trin, men paa Grund af deres meget begrænsede Anvendelse have vi anset os for berettigede til ikke at henføre dem til de musikalske Instrumenter i snevrere Forstand.
De melodiske Instrumenter falde i to Klasser: til den første høre de Instrumenter, som have et særligt Klanglegeme for enhver Tone, de kunne frembringe, ligegyldigt om dette Klanglegeme er en Streng eller en Luftsøjle af bestemt Længde; til den anden Klasse høre derimod de Instrumenter, hvor et tonende Legeme, efter Kunstnerens Forgodtbefindende og ved Forandringer m. H. t. Spændings- og Længdeforhold, kan frembringe en hel Række Toner.
Til den første Klasse høre bl. a. Harpen, Pianoet, Orgelet o.s.v.; til den anden Violin, Basun o.s.v.
Harpen. Blandt Strengeinstrumenterne er Harpen for saa vidt det enkleste, som enhver Streng har en fast Stemning. Hver Streng svarer til en vis Tone, og denne frembringes ved Greb med Fingren, hvorved Strengen sættes i Svingning. Da Strengene naturligvis maa være af forskjellig Længde, faar Instrumentet selvfølgeligt sin trekantede Form: de kortere Diskantstrenge ligge nærmest, de længere Basstrenge fjernest fra Kunstneren, som spiller paa Harpen. Strengene stemmes ved Hjælp af Skruer, der ere anbragte foroven paa Harpens slangeformigt bøjede Hals. Den nederste Del af Instrumentet bestaar som oftest af en hul Resonanskasse, der tjener til at forstærke Tonen. Den forreste Side af Trekanten afsluttes ved en Søjle, der staar lodret paa Fodstykket og parallelt med Strengene, hvis Spænding den skal modvirke (Se Fig. 392).
Harpen ser man nutildags kun sjeldent i sin simple, oprindelige Form. I sin mere fuldendte Skikkelse anvendes den derimod meget i gode Orkestre. I Skotland har den gamle saakaldte Davidsharpe vidst at hævde sin Plads som Nationalinstrument ved Familie- og Folkefester.
Naar vi se, at Harpen findes saa at sige hos alle Kulturfolk, maa dette vel nærmest komme af, at Konstruktionen af dette Instrument er saa meget enkel, og at Harpen, naar den blot er nogenlunde godt bygget, har en saa overordentlig smuk Klang. De gamle Hebræer synes ikke at have kjendt eller ialtfald ikke at have adopteret Harpen.
Her ville vi en Gang for alle gjøre opmærksom paa, at de musikalske Instrumenters Historie lider af store Upaalideligheder, der navnlig skyldes en usikker Nomenklatur. Et og samme Instrument bliver i forskjellige Kilder betegnet snart med et, snart med et andet Navn, og saaledes kan man undertiden finde indtil ti Navne paa det samme Instrument; men undertiden bliver til Gjengjæld den samme Betegnelse anvendt paa Instrumenter, der aabenbart ere vidt forskjellige. Heraf følger naturligvis en Usikkerhed, der kun tildels hæves, naar der iøvrigt gives detaillerede Beskrivelser eller andre Holdepunkter, hvoraf vi kunne slutte os til de paagjældende Instrumenters Natur. Gamle Billedhuggerarbejder, Malerier o.s.v. give os de sikreste Holdepunkter.
Indretningen af Harpen støtter sig til saa nærliggende Principer, at der er størst Rimelighed for, at dens Opfindelse ikke kan henføres til et bestemt Land eller Tidspunkt. De ældste Sagn henføre Harpens Opfindelse til Gudernes Verden. Censorinus (3die Aarh. e.Kr.) fortæller — vistnok efter et græsk Sagn — at det er Apollo, som først blev opmærksom paa den ejendommelige Klang, der fremkom, naar hans Søster Diana afskød sin Bue, og Strengen derved kom i stærk Bevægelse. Han skal dernæst have anbragt flere saadanne Strenge ved Siden af hverandre for derved at opnaa en harmonisk Virkning. I Fig. 388 1—5 give vi Afbildninger af de ældste ægyptiske Harper fra den enkleste til den mere sammensatte Konstruktion, saaledes som de findes i Louvres Museum; Nr. 3 og 4 benyttedes ogsaa som Marschinstrumenter; de bleve rimeligvis baarne i en Rem over den venstre Skulder og spilledes med begge Hænder. Antallet af Strengene forøgedes efterhaanden mere og mere, og samtidigt blev der anvendt større Omhu paa den ydre Udstyrelse, der ofte vidner om en høj Grad af Smag og Kunstfærdighed hos Oldtidens Instrumentmagere. Man synes at have anvendt særlig Omhu paa de Instrumenter, som spilledes af Præsterne ved de religiøse Ceremonier: de vare ofte fint udskaarne, forgyldte eller forsølvede og overtrukne med kostbart Læder. Paa Sesostris' Grav findes der en Afbildning af en harpespillende Præst; hans Harpe har 13 Strenge (Fig. 389).
Man antager i Almindelighed, at Harpen fra Ægypten naaede til Hebræerne; men det er ikke muligt at fremføre noget Bevis for denne Antagelse, thi der findes ingen billedlige Fremstillinger fra det gamle Judarige til Støtte for denne Mening, og ikke heller afgive de skriftlige Overleveringer noget Holdepunkt i saa Henseende. Alt, hvad der fortælles om den harpespillende David m. m. passer lige saa godt eller bedre paa andre Instrumenter, og den Omstændighed, at man i Oversættelserne har benyttet Ordet Harpe, siger ingenlunde, at Instrumentet virkelig har været en Harpe. Intetsteds findes der noget Bevis for at de to Instrumenter Kinnor og Nebel, som Luther i sin Oversættelse kalder Harpe, virkelig have været den ægyptiske Harpe.
Hos Grækerne kunne vi derimod med Vished forudsætte Brugen af Harpen og lignende Instrumenter, uden at vi dog kunne identificere Lyren og Kitharen med vor nuværende Harpe. En Mængde Afbildninger, navnlig fra Pompeji og andre syditalienske Stæder, hvor den græske Kultur først naaede hen, ere talende Beviser for denne Antagelse. Lyren synes at have været det ældste af disse Instrumenter, og den har vidst at hævde sin Plads lige til ind i det 10de Aarhundrede, om end med nogle Forandringer. Strengenes Antal varierede mellem tre og otte; men i Almindelighed var der fem. Det saakaldte Psalterion havde flere Strenge, hvoraf atter fulgte en forandret Form; ligesom Lyren blev dette støttet til eller klemt fast mellem Knæerne, naar det blev spillet, hvilket skete ved Greb med Fingrene. Strengenes Antal synes at have vexlet mellem ti og tyve. Den resonerende Del af Instrumentet var anbragt foroven, saaledes som vi kunne se det paa Fig. 390, der er tegnet efter en Afbildning i et Manuskript fra det 9de Aarhundrede. Fig. 391 er en Afbildning af et Instrument fra det 12te Aarhundrede; vi kunne betragte det som et Slags Forløber for vor Guitar, idet den runde Del, som Strengene gaa hen over, er Instrumentets Resonanskasse. Psalteriet undergik endnu flere Forandringer i Tidens Løb og fik tilsidst endog 32 Strenge; hvorsomhelst den himmelske Musik blev fremstillet med Pen eller Pensel udstyredes Englene altid med dette Instrument paa Grund af dets særlige Velklang. I det 14de Aarhundrede spilledes Instrumentet med begge Hænder; Strengene sloges an med smaa Stokke. I det 14de Aarhundrede fremkom der et Instrument, som kaldtes Dolcenulos, og som maaske ikke er andet end et Psalterion med særlig stor Resonanskasse.
Medens Romerne ikke synes at have følt sig tiltalte af disse Instrumenters bløde, smeltende Toner, var dette derimod Tilfældet med Folkeslagene i det nordlige Europa, og her — navnlig i Skotland — har Harpen, som allerede nævnt, vidst at hævde sin Plads endnu i vore Dage.
Som man kan se af gamle Afbildninger, var Harpen i det 9de Aarhundrede bygget omtrent paa samme Maade som nutildags, men i Mellemtiden har dens Form vexlet meget: efterhaanden som den musikalske Smag uddannedes, tilsatte man nemlig flere og flere Strenge; herved voxede Instrumentet i Omfang, og man søgte nu at give det forskjellige, ofte meget fantastiske Former, som skulde gjøre det lettere at bære. Snart havde de trekantede, snart firkantede, snart runde Kasser. Snart hvilede de over Skuldren paa et Tverstykke, der ender i en fantastisk Dyreskikkelse; snart bleve de baarne i Baand om Halsen.
I det 16de Aarhundrede traadte Harpen i Baggrunden for andre Instrumenter. Guitaren, Theorben, Mandolinen m.fl. andre Strengeinstrumenter, som ere meget yndede i Italien og Spanien, fortrængte Harpen som Soloinstrument, og kun hvor dybere begrundede nationale Skikke vare knyttede til dens Spil, formaaede den at holde sig i Anseelse, saaledes som f. Ex. paa de britiske Øer. Den endnu benyttede skotske Harpe er et temmelig primitivt Instrument, der ikke vilde tiltale vore Begreber om Musik. I England og Frankrig benyttes derimod ved adskillige Lejligheder Harper, der udmærke sig ved en fuldkomnere Indretning, og i denne Skikkelse maa henregnes til Tonekunstens smukkeste og mest harmoniske Instrumenter.
I den sidste Tid har Kunsten drevet det til at gjøre Harpen endnu mere fuldendt. Det gamle Instrument var kun diatonisk stemt og egnede sig derfor ikke videre godt til Modulationer, hvad der lagde store Hindringer i Vejen for Harpens Anvendelse i den modernere Musik. Man stræbte derfor paa mange forskjellige Maader at afhjælpe denne Mangel. Da man ikke turde gjøre Instrumentet endnu større end det allerede var, kunde det ikke gaa an at frembringe den kromatiske Skala ved at tilføje endnu flere Strenge. Man hjalp sig derfor i Begyndelsen med under selve Spillet at spænde de Strenge højere, som stode for lavt til den nye Toneart, ved at dreje paa den paagjældende Skrue eller ogsaa ved at forkorte Strengene ved Hjælp af Smaahager, som trykkedes ned med den ene Haand. Naar man har tilstrækkelig stor Øvelse, gaar dette meget hurtigt for sig. Det var dog et stort og velkomment Fremskridt der gjordes, da den berømte tyske Harpenist Hochbrücker fra Donauwörth i Aaret 1720 opfandt en Pedalmekanik, hvorved det blev muligt for den, der spillede, ved at træde ned med Foden at styre de nævnte Smaahager og derved forhøje Strengene en Halvtone. Paa denne Maade opkom Pedalharpen, og denne Konstruktion gav det smukke Instrument en høj Grad af Fuldkommenhed. Det udbredte sig snart over hele Europa og blev af Kunstnere og Instrumentmagere beriget med yderligere Forbedringer. Det var navnlig Elsasseren Sebastian Ehrhardt, der indlagde sig store Fortjenester i saa Henseende. Han gik senere til Paris, hvor han under Navnet Erard grundlagde den berømte Instrumentfabrik, der endnu bærer hans Navn. Han opfandt nemlig en meget sindrig Pedalmekanik, hvorved det blev muligt ved Hjælp af samme Pedal i to Gange efter hinanden at forhøje Stemningen med to halve Toner, Saaat denne Dobbeltpedalharpe (Fig. 392) maa henregnes til de mest fuldkomne Instrumenter. Hochbrückers Enkeltpedalharpe er nu næsten ganske fortrængt, men Erards Harpe har dog ikke kunnet skaffe sig en større Udbredelse, navnlig paa Grund af sin høje Pris. En saadan Dobbeltpedalharpe á double mouvement koster ofte 3000 Kroner eller endnu mere, hvortil kommer at Fornyelse af Strengebesætningen er en temmelig dyr Historie.
Den Klangvirkning eller Tonefarve, som udmærker dette Slags Strengeinstrumenter, beror navnlig paa den Maade, hvorpaa Strengene blive satte i Svingning. Men hertil kommer endvidere den Indflydelse, som betinges af Strengenes Materiale, om de ere af Metal eller Tarme. Svingningerne kunne fremkaldes enten ved Greb med Fingrene eller ved at rives med en Stift af Horn eller Metal (saaledes som ved Harpen, Guitaren og Citheren), eller ved Anslag med et Slags Hammer (saaledes som ved Pianoet, Spinettet o.s.v.). Jo større Uligheder Strengens Bevægelser udvise, desto større ere de høje Overtoners Styrke og Antal; Klangen bliver skarp og klimprende, og her ser man Aarsagen til, at en Streng, der rives med Citherspillerens Ring, kommer til at lyde anderledes end Harpestrengen, der gribes med Fingren. I første Tilfælde er nemlig den Vinkel, Strengen kommer til at danne med Ringens Stift, mere spids, og der opstaar Bevægelsestoner i hele Strengens Længde; herved fremkommer der talrige høje Overtoner. Paa samme Maade forholder det sig med forskjellige klaverlignende Instrumenter, hvor Strengen anslaas af en haard, skarpkantet Metalhammer, der strax igjen springer tilbage, saasnart den har rørt Strengen, medens Anslaget af en bredere Hammer med et filtomvundet Hoved, saaledes som ved Pianoet, ikke fremkalder saa pludselige Forstyrrelser af Strengen men lader den have den fornødne Tid til at forplante Bevægelsen og strax komme i Transversalsvingninger i hele sin Længde.
Til Harpen slutter sig et ganske ejendommeligt Instrument, den saakaldte Æolsharpe. Den bestaar af en flad, opretstaaende Resonansbund, hvorover der er spændt 6—12 Tarmstrenge, der alle stemmes i Enklang. Naar dette Instrument bliver udsat for Vindens Paavirkning, komme Strengene i Svingning, og, ved at de snart lyde i deres ejendommelige Grundtone, eller ogsaa, eftersom Vinden stryger stærkere eller svagere hen over dem i hele deres Længde, lade Alikvottonerne fremtræde, udvikler der sig en tiltalende Vexling af harmoniske Samklange og diatoniske Tonefølger, snart voxende og snart aftagende.
Guitaren og Citheren repræsentere en hel Klasse af Strengeinstrumenter, der bestaa af en Resonanskasse, forsynet med Lydhul, over hvilken Metal eller Tarmstrengene ere spændte; de bringes til at lyde enten ved at gribes med Fingrene eller rives med en Stift. Til Resonanskassen slutter der sig en længere Hals med Strengenes Spændeskruer; Halsen tjener samtidigt til Gribebrædt for ved Nedtrykning med Fingrene at forkorte Strengene og derved frembringe højere Toner. Dette Gribebrædt er forsynet med smaa, lave Tverstriber af Træ, Ben eller Metal, de saakaldte Baand, der nøjagtigt angive den Strengelængde, der svarer til de enkelte Toner.
Tidligere kaldte man hele denne Klasse af Instrumenter med et fælleds Navn Luther, og efter Sagnet skal en Skildpaddeskal, som man efter en Oversvømmelse fandt paa Nilens Bred, have givet Anledning til det første Instrument af dette Slags: Indvaanerne spændte Strenge over den hule Skal, og, da de bleve henrykte af den Virkning, de opnaaede, søgte de senere at efterligne det hule Legeme i Træ eller andet Materiale. Dette Sagn tyder paa, at hele denne Klasse af Instrumenter er kommen til os fra Orienten, rimeligvis med Maurernes Indtrængen i Spanien, og paa at Resonanskassen oprindelig har havt en aflang, hvælvet, pærelignende Form. Instrumenter af denne Form vare ogsaa mest anvendte lige til Slutningen af forrige Aarhundrede. Endnu bestandig benyttes der i Indien, Persien og Arabien mange forskjellige Former af Guitarer og Luther omtrent i den oprindelige Skikkelse (Fig. 398). Da Instrumenter med flad Bund ere lettere at forfærdige, have saadanne næsten ganske fortrængt de hvælvede her i Europa. Luthen, Korluthen, Mandoraen, Mandolinen, Theorben m. fl. hørte alle herhen; de vare ofte af elliptisk Form og havde en mild og blød Tone.
De ældre Luther havde kun faa Strenge; den femstrengede var længe i Brug; Stemningen var c, f, a, d, f. Efterhaanden forsynedes Luthen med indtil 14 Strenge. De højeste, Chanterellerne, udførte Melodien, medens de dybere, anvendte i Dobbeltkor, tjente til harmonisk Forstærkning.
Den beslægtede Mandoline, der ogsaa kaldes Mandora, Mandurin, Pandurin m. m. hørte egentlig hjemme i Italien og Spanien, men benyttedes dog ogsaa i Tyskland[1].
Guitaren var i Begyndelsen blot et Surrogat for disse Instrumenter med hvælvet Bund. Men, da den var meget billigere at forfærdige, vandt den hurtigt en betydelig Udbredelse. Men af samme Grund stod den ogsaa i mindre Anseelse, og den musiktheoretiske Forfatter Prætorius, der i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede omtaler den som et italiensk Instrument under Navn af Quinterna eller Citherna, ytrer sig temmelig haanligt om den, idet han udtaler, at den bedst egner sig for Gjøglere og Gadesangere. Guitaren synes dengang at have havt fem Tarmstrenge, og var iøvrigt konstrueret omtrent som Guitaren nutildags.
I Afrika bruge mange Negerstammer guitarlignende Instrumenter, hvorpaa Fig. 394 viser et Exempel. Fra Aar 1788 kom Guitaren mere almindeligt i Brug i Tyskland; de fleste Instrumenter af dette Slags forfærdigedes i Weimar af Otto, som efter Naumanns Raad i Aaret 1797 forøgede Strengenes Antal til sex (E, A, d, g, h, e), hvoraf de to dybeste ere overspundne, medens de fire andre ere Tarmstrenge. Interessen for dette Instrument tabte sig dog snart igjen, og i Tidens Løb er Guitaren adskillige Gange bleven taget frem igjen og atter lagt til Side.
Citheren forekommer hyppigst i Bjergegne og synes i lang Tid at have havt sit Hjem i Steyermark. Derfra kom den med Bjergmænd til Harzen og spredtes senere lidt efter lidt over alle tyske Bjerglande. Navnet har bevirket, at man har villet føre dette Instrument ligesom ogsaa Guitaren tilbage til den græske Kithara; men dette er næppe rigtigt. Kitharen havde nemlig ikke noget Gribebrædt og var snarere et harpelignende Instrument, som navnlig benyttedes til at akkompagnere Sang. Citheren har formodentlig udviklet sig af Monokorden; da det er et harmonisk Instrument, kan det i sin nuværende Fom ikke være ældre end Harmoniens Opfindelse.
Det Princip, hvorefter Citheren er bygget, er det samme som Guitarens. Instrumentet har i Almindelighed Form af en retvinklet Triangel, hvis længste Side er vendt bort fra den, der spiller. Strengenes Antal er lidt efter lidt steget fra 2 til 31 efterhaanden som den harmoniske Musik havde gjort rigere Kombinationer nødvendige. De ligge paa et langt Gribebrædt, der, ligesom paa Guitaren, er delt ved Baand, og blive trykkede ned med Fingrene paa venstre Haand, medens Strengene rives med en Ring, der anbringes paa højre flaands Tommelfinger. De højeste Strenge, i Almindelighed 14, ere af Messing- eller Staaltraad; de ligge Spilleren nærmest og føre Melodien. De øvrige ere Tarmstrenge. Under Spillet hviler Instrumentet enten paa Knæerne af den, der spiller, eller staar paa et Bord foran ham.
Foruden disse S1agcithere findes der ogsaa et andet Slags, hvis Strenge behandles med Bue og derfor ligge over en hvælvet Flade: saakaldte Strygecithere.
Klaveret og de klaverlignende Instrumenter eller saadanne, hvis Strenge anslaas med en Hammer, gaa flere Aarhundreder tilbage i Tiden. I Almindelighed antager man, at Monokorden, der allerede i det 11te Aarhundrede benyttedes i Klostrene, har været den første Anledning til Opfindelse.
Opfindelsen af Tangenten, clavis, som har givet hele denne lange Række af Instrumenter Navn, gaar langt tilbage i Tiden. De gamle Hebræer skulle have havt Instrumenter, Maschrokita og Magrefa, der, som det græske Vandorgel, spilledes med Tangenter, ligesom ogsaa forskjellige Steder synes at tyde paa, at Hebræerne have bragt Strengene til at tone ved Hjælp af Penneposer, som bleve anbragte paa Tangenterne. Hvordan det nu end forholder sig hermed, kan man ikke med Bestemthed spore det Slags Tangenter, som anvendes i vore Klaverinstrumenter, længere tilbage i Tiden end til det 11te Aarhundrede.
De ældste Instrumenter af dette Slags tjente kun til at angive Sangeren Tonen, og de havde næppe en Oktavs Omfang. Tangenternes Form var den samme som nu, ialtfald i Hovedsagen, nemlig som en dobbelt Vægtstang, hvis ene Ende blev trykket ned med Fingren, medens den anden, der var forsynet med en Stift eller rettere et kileformigt Stykke Blik, hvis bredere, opad vendte Del anslog Strengen. Disse smaa Instrumenter fik senere indtil 20 Strenge, hvis Stemning var diatonisk; først senere kom de halve Toner til, i det 14de Aarhundrede cis og fis, og et Aarhundrede senere dis og gis; b var allerede tidligt medtaget.
Dette Instrument kaldtes Klavikorden og senere Klaver; dets Udvikling holdt Skridt med de øvrige Strengeinstrumenters Forbedringer; navnlig vandt det saakaldte Hakkebrædt stor Udbredelse. Af dette Instrument findes en Afbildning fra Aar 1536, som er meddelt af Benediktinermunken Lucinius i et Værk om Musiken. Det bestod af en firkantet, næsten kvadratisk Kasse, der var forsynet med fire Tarmstrenge, der ansloges af smaa Hammere, overtrukne enten med Blik eller Læder. Prætorius har i Aaret 1619 givet en Afbildning af dette Instrument; dengang havde det 16 Strenge, som ogsaa spilledes med Fingrene. Senere føjedes der flere Strenge til, saaat det i det 18de Aarhundrede havde et Omfang af indtil tre Oktaver; det kaldtes nu Cymbal eller persisk Hakkebrædt og stod i stor Anseelse. Hakkebrædtet selv synes at være en direkte Efterkommer af et gammelgræsk Instrument, Simikion eller, som det senere kaldtes, Simikon, der allerede omtales i det 2det Aarhundrede e. Kr. Efter en Beskrivelse af Pollux fra Naukrates bestod det af en Kasse, over hvis Laag der var spændt 35 Strenge, som ansloges af et Slags Smaahammere.
Ved Siden af Hakkebrædtet maa Spinettet betragtes som en Forløber for vort Pianoforte. Det forekommer allerede i det 14de Aarhundrede og havde Form af en uregelmæssig Firkant med Strengene løbende i Retning af Kassens største Længde. Tonerne frembragtes ved Anslag af gaffelformede Taster, palmulæ, paa hvis bagerste Ende der befandt sig Smaastifter af Messing, eller ogsaa tilspidsede Ravne- eller Strudsfjer; Instrumentet, som ogsaa kaldtes Clavicymbalum fik deraf Navnet Spinet (af spinetta, en lille Torn). I det 17de og 18de Aarhundrede var Spinettet meget i Brug og havde da indtil fire Oktavers Omfang. Iøvrigt havde Instrumentet forskjellige Navne i de forskjellige Lande; saaledes kaldtes det ogsaa Symfonia, Magadis, Pektis og Virginal.
Fig. 395 giver os et Begreb om, hvorledes de gamle Klaverer vare indrettede. Der var ikke altid en Streng for hver Tone; af Billighedshensyn lod man ofte den samme Streng tjene for to Tangenter, hvad der til Nød kan gaa an ved den oprindelige Mekanisme, hvor Anslagsstiften sad direkte paa Tangenten. Anslagsstiften danner da, ved fast Nedtrykning af Tasten, Strengens egentlige Stol; kun en Del af Strengen lyder, og Tonen maa blive højere, end naar Strengen svinger i hele sin Længde. Et raskt Anslag vil altsaa give hele Strengens Tone, en vedholdende Nedtrykken derimod den forkortede Strengs Tone. Ved at stille Stiften paa passende Maade kunde man drive den dybeste Tone en halv Tone opad. Klaverer med denne Indretning kaldtes forbundne (»gebundene«, »mit Münden«), medens de uforbundne (»bundfreie«) vare saadanne, hvor enhver Tone havde sin særlige streng. Disse sidste ere vistnok de ældste, og rimeligvis ere de forbundne Klaverer blevne forarbejdede som et Slags Surrogat for de uforbundne.
Strengenes forskjellige Længde førte tidlig til den Form, der fik Navn af Flygel; Prætorius giver os en Afbildning af et saadant Instrument, der i sin Skikkelse stemmer nøje overens med vore moderne Flygler. Navnet Svinehoved, som ogsaa forekommer, skriver sig fra den spidse Form, Instrumentet havde (Fig. 395). Flyglet synes at have været et temmelig almindelig bekjendt Instrument i det 16de Aarhundrede. Instrumentmageren Domenico Pesaro forfærdigede et saadant med tre Klanggeschlechter.
Der fandtes Instrumenter, hvis Toner frembragtes ved samtidigt Anslag af fire Strenge (Kor). En af disse fire Strenge blev da undertiden stemt en Oktav dybere end Grundtonen, og en anden en Kvint højere. Anslaget skete, som ved Spinettet, ved Hjælp af Penneposer, sjeldnere ved smaa Guldblikstykker. Penneposer af Ravnefjer benyttedes i det Hele taget meget ved alle Slags Klaverer lige til Slutningen af forrige Aarhundrede, og Zelter, Direktør for Syngeakademiet i Berlin, død 1832, fortæller et steds, at han endnu i Aaret 1790 tog paa Landet for at forsyne et Klaver med nye Penneposer. For at hindre Strengene i deres Efterklingen, indflettede man Klædestykker, hvad der dog er en Methode, som kun kan være af Nytte ved Instrumenter med meget kort Tone.
En mærkværdig Variant af dette Flygel var det nürnbergske Hakke- brædt, der ganske lignede det nysnævnte i sit Ydre og ogsaa var forsynet med Tarmstrenge, men derimod var aldeles forskjelligt fra det i den Maade, hvorpaa Tonen blev frembragt: ved hvert Anslag blev Strengen berørt af et hurtigt omdrejende lille Hjul, hvorved der fremkom en Tone, der mindede om Violinstrengens. De smaa Hjul holdtes i stadigt omdrejende Bevægelse af et større Svinghjul, som laa udenfor Kassen og blev traadt med Foden. Dette Instrument, der i Aaret 1610 blev opfundet af Hans Haydn i Nürnberg, forekom endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede og undergik mange Forbedringer. Benævnelserne Gambaflygel, Violinklaver, Cimbal o. s. v. vare alle ensbetydende. De gamle Instrumentmagere havde i det Hele taget en Mængde rigtignok ogsaa vaklende Benævnelser for Instrumenterne, navnlig for de klaverlignende.
Det ældre Instrument, som specielt kaldtes Klaver (eller ogsaa Clavein og Clavikord), og hvor Strengene bleve revne af Penneposer, havde i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede et Omfang af indtil 4 1/3 Oktav. Halvtonerne bleve betegnede ved Overtaster, den diatoniske Skala ved Undertaster; for at stemme Instrumentet i forskjellige Tonearter, fulgte man den grundige Organist Andreas Werkmeisters Methode.
De gamle Klaverer kunne i ingen Henseende maale sig med vor Tids; de vare smaa og svagttonende. Mozart fortæller, at Munkene i et italiensk Kloster, hvor han aflagde et Besøg, stadigt bare Klaveret efter ham, for at man overalt kunde komme til at nyde godt af hans Spil. Prisen for et Instrument af dette Slags oversteg sjeldent 80 Kroner.
De første og tillige uundgaaelige Ulemper ved alle disse Instrumenter bestode i at det var umuligt at frembringe Tonens stærkere og svagere Nuancer, ligesom det ogsaa var umuligt at faa Strengenes Efterklang dæmpet i tilstrækkeligt høj Grad. Det Slags Hakkebrædt, som behandledes med Smaahammere, man holdt i Haanden, kunde vistnok tilstede nogle Nuancer, og denne Omstændighed bragte Paduaneren Bartolomeo Christofali paa den Tanke at forene Hakkebrædtets Ejendommeligheder med Klaverets og at forbinde Hamrene med Taster, ved Hjælp af hvilke de kunde slynges op mod Strengene. Denne Adskillelse af Anslaget fra Tangentvægtstangen udgjør den væsentligste Forskjel mellem Pianoet og Klaveret, og Christofali, som først gjennemførte denne Tanke, opnaaede virkelig med sit Instrument de Gradationer i Tonens Styrke, som han havde tilsigtet, og som Følge heraf fik Instrumentet sit Navn Fortepiano (af det italienske forte, stærkt, og piano, svagt). Denne nye Hammermekanik blev for første Gang offentlig beskrevet og afbildet i Aaret 1711, og fra dette Aar maa vi altsaa datere Opfindelsen af vort nuværende Piano.
Pianoer af dette System bleve nu forfærdigede baade i Italien, i Frankrig (1716) af Marius, og i Tyskland (1721) af Schröter. Det Piano, som Christofali forfærdigede i Aaret 1711, havde allerede toarmede Vægtstænger, Udløsning og en fri Dæmper for hver Hammer, og stod langt over de nysnævnte Efterligninger, der bleve udførte i alle Lande. Den tyske Orgelbygger Silbermann byggede lidt senere (1728) Instrumenter der vare betydeligt mere fuldkomne end Schröters, men de første Musikere i Tyskland, saaledes f. Ex. Sebastian Bach, foretrak dog de italienske. Den dygtige Orgelbygger Stein i Augsburg konstruerede derpaa Pianoer efter Schröters System, og disse Instrumenter bidroge væsentligt til, at Hammermekaniken vandt almindelig Indgang. Schröters og Steins Konstruktion adskilte sig for saa vidt fra Christofalis som Hammerens Axe var anbragt i en Messinggaffel, der letbevægelig skruedes ind i Enden af Tangenten, medens Christofali lod Hammeren være skilt fra Tangenten.
Steins Instrumenter vare trekorede og betaltes forholdsvis temmelig højt. For et, der sendtes til Mainz, fik Fabrikanten saaledes 100 Louisdorer og et Anker Rhinskvin. Stein døde Aar 1792 og efterlod sig to Børn, Andreas og Nanette, som han havde undervist i sin Kunst. Nanette kunde arbejde med Sav og Høvl ligesaa godt som sin Broder. Hun giftede sig senere med en Musiklærer Streicher i Wien, hvor hun anlagde en Pianofabrik, der i lang Tid blev anset for den bedste i hele Tyskland.
Tiden fra Pianofortets første Fremtræden og til Tyverne i vort Aarhundrede var temmeligt frugtbar paa alle Slags Opfindelser og Ideer i Retning af en Fuldkommengjørelse af dette Musikinstrument; men de fleste af dem kunne blot betragtes som Kuriositeter. Andreas Stein forenede Flygel og Pianoforte til et Instrument, og byggede ogsaa Flygler med Fløjtetoner. En Mekanikus Hohlfeld i Berlin byggede Aar 1757 et Violinklaver. Der blev konstrueret Instrumenter med to og tre Klaviaturer samt, med en utrolig Mængde Stemmer, der skulle have naaet baade Tallet 100 og 250. Dittanaklasis, der byggedes af Mathias Müller i Wien, var et opretstaaende, Instrument, som paa hver Side havde Klaviatur og Strengebesætning. Omtrent Aar 1790 forsøgte Sehnell at bringe Strengene til at tone ved Hjælp af Luftstrømme, der lededes til gjennem smaa Messingrør. Forsøget faldt ret heldigt ud: Instrumentet, der kaldtes Anemokord, skal have havt en særdeles behagelig Tone og vakte en overordentlig Begejstring i Paris. Det egnede sig dog kun til Foredrag i langsom Takt, navnlig til at akkompagnere Sang. En anden Kunstner søgte at tilvejebringe en Kombination af det Gamle og det Nye, idet han byggede Instrumenter, hvor en Piano- og Klavikordmusik efter Behag kunde sættes i Virksomhed ved at træde paa en Pedal. Saadanne Bisager have bibeholdt sig temmelig længe ved Pianoforterne, og man kan endnu undertiden træffe paa gamle Instrumenter, hvor der kan sættes en hel Janitscharmusik i Virksomhed, baade med Pauker, Bækkener, Klokkespil, Fagot- og Harpestemmer m. m. I den nyere Tid tilstræber man dog en større Enkelthed og søger at forøge Instrumenternes Værd ved at gjøre Tonen stærkere og smukkere og fremfor alt ved at gjøre Mekaniken saa fuldkommen som mulig. Pianoet har i Almindelighed to Pedaler; træder man paa den ene, løftes Dæmperen, træder man paa den anden, forskydes Mekaniken saaledes, at Hamrene ved Anslaget kun bringe en eller to af Strengene til at lyde — en, hvis Instrumentet er tokoret, to, hvis det er trekoret —, hvorved der frembringes en svagere Tone.
Til England naaede den nye Mekanik ved en Arbejder fra Silbermanns Fabrik i Strassburg. I Begyndelsen vandt denne Mekanik dog kun ringe Tilslutning, og den fandt ikke almindelig Indgang, førend Schweizeren Tschudi havde nedsat sig i London og var gaaet i Kompagni med den unge Skotte Broadwood.
Da det var af Vigtighed, at Hamren strax faldt tilbage, saasnart Strenen var anslaaet, lededes man til Opfindelse af Udløsningen, der skyldes Stodard, en af Broadwoods Elever, og den tyske Pianofabrikant Becker. Denne Opfindelse var et meget vigtigt Fremskridt. Men den nyere Pianotekniks Uddannelse stillede desuden Krav til Instrumenter, hvor enhver Tone kunde gjentages (repeteres) saa hurtigt, som det skulde være. Dette kunde kun ske ved at Hammeren, i samme Øjeblik som den springer tilbage fra den anslaaede Streng, bliver greben af en Fjeder, saaat den kan kastes tilbage mod Stregen, naar Fingren løftes blot en lille Smule fra Tasten og derpaa strax trykker den ned igjen. Denne nye Opfindelse skyldes den berømte Instrumentmager Erard i Paris og kaldes Repitionen.
Inden vi gaa over til at beskjæftige os med Pianoets Bygning, ville vi anføre nogle Tal, der ere ret betegnende for den store Udbredelse disse Instrumenter nu have faaet. I London forfærdiges der saaledes aarlig c. 25,000 Pianoer til en samlet Værdi af omtrent 40,000,000 Kroner. Den ovennævnte Broadwoods Fabrik har sendt henimod 200,000 Pianoer ud i Verden; de bekjendte amerikanske Fabrikanter Steinway & Son levere aarligt ikke langt fra 3000 Pianoer. Frankrig møder aarligt med Pianoer til en Værdi af c. 12,000,000 Kroner o. s. v. o. s. v.
Her i Danmark forfærdiges der forholdsvis en ret betydelig Mængde Pianoer. Den første Pianofabrik anlagdes Aar 1778 af Uldahl; derefter fulgte den betydeligere Marschalls Fabrik Aar 1783. Den største Pianofortefabrik er den, der drives under Firmaet Hornung og Møller; den begyndte sin Virksomhed Aar 1827.
I Norge er det især Halls i Kristiania, som har gjort sig bekjendt. for sine gode Pianoer.
I Sverig have navnlig Malmsjøs Instrumenter vundet almindelig Anerkjendelse.
Pianofortebygningen. Vi behøve ikke at opholde os længe ved Instrumentets Ydre, den saakaldte Kasse; thi den er egentlig kun Snedkerarbejde og har ingen Indflydelse paa Tonen. Med Hensyn til Formen af Kassen skjelne vi hovedsagelig mellem tre Arter af Pianoer: Flygler, taffelformede (eller karnisformede) Instrumenter og opretstaaende Instrumenter eller Pianinoer; i dem alle træffe vi dog stadigt de samme Hovedbestanddele.
Rammen, hvortil alle Strengene blive fastgjorte, maa være meget solid for at kunne modstaa den særdeles betydelige Spænding, som for trekorede Koncertflyglers Vedkommende er beregnet til henimod 300 Centner. Denne Spændkraft stræber nu at nærme Stemmestokken (den Del af Pianoet, hvor Stemmeskruerne ere anbragte) og Anhangspladen (hvor Strengenes anden Ende fastgjøres) til hinanden, men dette maa paa ingen Maade ske; den mindste Forrykning vilde nemlig bevirke, at Instrumentet blev meget forstemt. Som bekjendt er netop Vedligeholdelse af Stemningen en af de første Fordringer, der stilles til et godt Instrument. Det Træ, man benytter til disse Dele af Pianoet, maa derfor ogsaa være af det mest udsøgte Slags; man lader det først lufttørre flere Aar, førend man bruger det. Visse haarde Træsorter, der aldrig blive rigtig tørre, saalænge de ligge i store Stykker, saver man derfor i tynde Bræder eller tildanner dem saaledes, at de faa omtrent den Form, som de skulle have, naar de med Tiden skulle benyttes. Selv de Stykker, der ere fuldstændigt lufttørre, komme ofte først ind i en Tørrestue, hvor den sidste Rest Fugtighed bliver dreven ud af dem ved kunstig Varme.
Af haarde Træarter anvender man hyppigst Eg, Bøg og Ahorn, af bløde Fyr og Gran. Ofte blive to eller tre Træsorter forbundne med hinanden. Rammen bliver nemlig ikke forfærdiget af saa store Stykker som muligt, men sammenføjet af flere tyndere Plader, saaledes at man i Almindelighed vexler mellem haarde og bløde Træslags. Man sørger naturligvis for, at de enkelte Stykker passe saa nøje til hinanden som vel muligt, derpaa sammenlimes de med en god Lim, som derved selv bliver en vigtig Massebestanddel, idet det er dens Opgave at forene alle de enkelte Stykker til et fast Hele. Ved Sammenlimningen opvarmes Træstykkerne, og det Hele bliver derpaa holdt sammen med Skruetvingere, indtil alt er fuldstændig tørt.
Idet man i Tidens Løb stadigt gjorde Strengebesætningen stærkere og derved bestandigt stillede større Fordringer til Rammens Modstandskraft, maatte man ogsaa sørge for en tilsvarende Forstærkning af den. Man tog da sin Tilflugt til Jern, først i mindre Grad, men senere stedse mere, saaat dette Metal nu spiller en stor Rolle i Pianofortefabrikationen. Imidlertid kan dette have en ugunstig Indflydelse paa Tonen, der let bliver haard og spids.
Ved de taffelformede Instrumenter ere Forholdene ikke saa gunstige med Hensyn til Sikring af Strengenes Spænding, da Klaviaturet her træder ind fra Siden og optager endel af den Plads, der kunde være benyttet til Modstød. Kassens Bund maa derfor afgive den største Del af Modstanden mod Strengenes Spænding, og maa derfor udarbejdes med ganske særlig Omhu. Det bliver i Almindelighed anset for heldigst at sammenføje den af tre Træflader, der blive limede over hverandre, saaledes at den midterste har sine Aarer gaaende i samme Retning som de skraat spændte Strenge, medens Aarerne i de to ydre Flader gaa paalangs.
Taffelformede Instrumenter kunne, som bekjendt, stemmes enten fortil eller bagtil. De adskille sig fra hinanden ved den forskjellige Beliggenhed af Strengebesætningen og som Følge deraf ogsaa af Stemmestokken. I Instrumenter af det førstnævnte Slags ligger Stemmestokken med sit paalimede Modstød, den saakaldte Kile, nærmest bag Tangenterne i en noget skraa Retning, forat Strengene, der gaa fra den til Anhangspladen, der ligger til højre, kunne finde Plads ved Siden af hverandre. De ligge omtrent i Retningen fra oven til højre — for neden til venstre. Stemmestokken, der under alle Omstændigheder er et solidt Legeme af haardt Træ, kan her kun finde Støttepunkter paa Kassens to Sidevægge, og ligger frit i hele sin Længde, da den jo maa give Klaviaturet Plads under sig. Ved de Instrumenter, der stemmes bagtil — hvad der nu saa godt som altid er Tilfældet —, ligger Stemmestokken bagtil og i hele sin Længde fast limet til Rammen; denne Indretning giver mere Plads til Strengene, som løbe nedad til venstre fra Stemmestokken.
Man har ogsaa (Blüthner i Leipzig) givet Flygelkassen en symmetrisk Form, nemlig denne Form )( i Stedet for den almindelige |(, men der er ikke vundet noget herved.
Resonansbunden er Pianoets Sjæl. Det er først den, der giver Instrumentet dets rette Klang. Naar en Streng svinger alene uden at der i Nærheden findes noget Legeme, der kan paavirkes af den, vil Øret kun opfatte en ganske svag Tone. Det er først naar Strengens Svingninger ved Hjælp af Stegen forplantes til Resonansbunden og bringe dennes Dele til at svinge med, at der opstaar en anvendelig Tone. Det er dog ikke ethvert Stykke Brædt, der egner sig til Resonansbund. Materialet hertil maa vælges med stor Skjønsomhed og forarbejdes med tilsvarende Omhu.
Resonans- eller Sangbunden er en tynd Træflade, hvis Form naturligvis retter sig efter Instrumentets og Strengebesætningens. Denne Træflade er foroven aldeles glat, men paa Bagsiden støttes og sammenholdes den af endel Trælister (Ribber), der ere fastlimede under den i forskjellige Retninger. Foroven er der kun anbragt en Liste af meget fast Træ i Nærheden af Anhangslisten og bøjet ligesom denne. Dette er Stegen, over hvilken de spændte Strenge løbe saaledes, at de ligge fast paa den, og derved komme til at afgive endel af deres Tryk til den. Materialet til Resonansbunden søges i Almindelighed blandt det reneste og bedste Grantræ; dog kan man ogsaa anvende andre Træsorter, saasom Ceder, Lærk, Fyr m. fl. Man har ogsaa anstillet Forsøg med Metal, navnlig Staal- og Kobberblik, endvidere med Pergament; men disse Materialier give ikke saa smukke Resultater som Træ, og ere derhos mere kostbare. Metalpladerne frembringe en grel og skarp Klang.
Det Træ, man anvender til Resonansbunden, skal være skært og med regelmæssige Aarringe; det haardere Træ, eller det, hvor Aarringene sidde tættere sammenpressede, anbringes under de højere Strenge, medens det mere løse anbringes under Basstrengene. Desuden gjør man Bunden tyndere under Basstrengene end under de højere Strenge. Resonansbundens Tykkelse, der saaledes gradvis aftager fra Diskant til Bas i samme Instrument, bestemmes samtidigt af Instrumentets Størrelse og Strengebesætning, saaledes at Flygler altid have tykkere Bund end de mindre Pianoer. De brugelige Tykkelser variere omtrent mellem 2 og 4 Linier. De Lister, der anbringes under Bunden, ere af samme Slags Træ som den; de ere 8 til 12 Linier tykke og skulle tjene til at give Bunden dens fornødne Stivhed og til at skaffe den samme Elasticitet i hele dens Længde.
Det Træ, der benyttes til Resonansbunde, Klaviaturer og Lister, bliver udsøgt af særlige Fagmænd, her i Europa navnlig i Böhmen, Bajern og Sverig; det bliver paa Stedet underkastet en første Bearbejdelse og Tildannelse med Sav og Høvl og derpaa bragt i Handelen i denne Skikkelse.
Mekaniken. De bevægelige Dele, de der tjene til at anslaa Strengene, er det interessanteste og vigtigste ved hele Pianoet, og det er ogsaa med Hensyn til dem, at de fleste Opfindere og Forbedrere have forsøgt sig. Der gives derfor en stor Mængde baade tidligere brugte og nu brugelige Mekaniker, som vi imidlertid kun kunne indlade os paa at omtale i store og flygtige Træk. De Forandringer, der ere blevne foretagne, have egentlig kun gjældt den bagerste Del af Mekaniken, Hammer- og Dæmperværket, medens Tasternes Indretning saa at sige var given fra første Øjeblik.
Man gjør Tasterne af blødt Træ, der ikke er underkastet Forandringer, f. Ex. Lind, Gran o. 1. Det er den dobbelte Vægtstangs Princip, der ligger til Grund for deres Konstruktion. Støttepunktets (Balancens) Anbringelse er af særlig Vigtighed; Vægtstangsarmenes Længde er forskjellig og retter sig efter Instrumentets Bygning og Strengenes Beliggenhed. Støttepunktet for Tasterne afgives af en Liste, paa hvilken der er indslaaet Stifter, der gaa gjennem en Indskjæring i Tangenten. For de kortere Overtaster ligge Stifterne forholdsvis længere inde. Den haardere eller blødere Spillemaade afhænger væsentlig af Støttepunktets Beliggenhed; fremdeles bestemmes den bagerste Tastdels og dermed ogsaa Støderens Opslag — ligesom naturligvis samtidigt Hammerens Anslag mod den vedkommende Streng — af Støttepunktet og af det Spillerum (Trykket), der indrømmes Tasten naar den nedtrykkes af Fingren. Vi have saaledes strax her at gjøre med en hel Række Størrelser og Maal, der maa staa i nøje Overensstemmelse med hverandre, naar Anslaget skal blive saa godt, som ønskeligt er.
Den ældste Hammermekanik, Christofalis, er antydet i Fig. 396. Her er a b den bagerste Del af Tasten; naar Tasten anslaas af den Spillende, sætter den Vægtstangen c d i Bevægelse: den drejer sig om Støttepunktet e, saaledes at Støderen f slaar op mod Hammernøden n, hvorved den bringer Hammerhovedet m til at slaa op imod Strengen hi. Samtidigt med at Enden c af c d bevæger sig opad, vil Enden d bevæge sig nedad og derved føree Dæmperen g bort fra Strengen; o er den saakaldte Hammerkapsel hvori Nøden n bevæger sig, og p afgiver et Hvilepunkt for Hammeren, naar den er i Ro.
Schröters Hammermekanik, saaledes som den blev forbedret, zf Silbermann, er gjengivet i Fig. 397. Stykket ab er Tastens bagerste Del, hvorpaa Hammeren c er anbragt, baaren af Opstanderen d.. Naar nu ab løftes ved Fingrens Anslag, støder e mod Listen f, og derved svinges Hammeren selvfølgelig opad. Den nederste Del af denne Liste er forsynet med en Filtpude, g, som hindrer Tasten ab i at gaa for højt op. Da den Del af Hammerstilken, der ligger til venstre for d, er meget længere end den Del, der gaar fra d til e, maa Hammerhovedet ogsaa slaa opad med en betydelig større Hastighed end e bliver trykket ned ved Berøring med f. Paa de moderne Instrumenter er Forholdet 1:8; altsaa maa den Vej, Hammerhovedet gjennemløber, naar Tasten trykkes ned, blive otte Gange længere, og Hastigheden derfor ogsaa otte Gange større.
Stein forbedrede Schröters Mekanik, og Flytningen af hans Værksted til Wien gav Anledning til Benævnelsen Wienermekanik, som endnu har bevaret sig. I Stedet for den ubevægelige Liste f (Fig. 397), anbragte Stein Udløseren g (Fig. 398), som gav Hammeren mere Frihed, og endvidere anbragte han, for at sætte en Grænse for denne Frihed, den saakaldte Fanger i.
Der foregaar nu følgende i det Øjeblik Tasten anslaas: d hæver sig, e slaar mod g, hvorved c bliver vippet op mod den paagjældende Streng; g, som, naar Tasten er i Ro, af Fjedren f bliver holdt i den Stilling, der er antydet paa Figuren, bliver ved e's Berøring trykket noget tilbage; i et givet Øjeblik — der falder sammen med Hammerens Berøring af Strengen — vil g være skudt saa langt tilbage, at dens Hak glider ud fra e, hvad der bevirker at Hammeren falder tilbage i sin oprindelige Stilling. Var Hammeren overladt ganske til sig selv, vilde den efter Anslaget kunne springe op igjen mod Strengen; men heri hindres den nu af Fangeren i, der griber med sin filtede, ru Overflade paa Hammerhovedets ligesaa beskafne Overflade. Hammeren falder altsaa tilbage fra Strengen i samme Øjeblik som den har anslaaet den; det, at man vedblivende holder Tasten nedtrykt, bevirker derfor ikke, at Hammeren kommer til at hvile paa Strengen; det har derimod til Følge, at h (Fig. 398), der bærer Dæmperen, og som løftes op med Tasten ab, ikke vender tilbage i sin oprindelige Stilling, hvor den ligger paa Strengen; denne vil altsaa vedblive at tone i længere Tid, end naar man strax slipper Tasten. Jo stærkere en Tangent anslaas, desto stærkere slaar Hammeren mod Fangeren, naar den preller tilbage.
Den saakaldte engelske Mekanik er fremstillet i Fig. 399. Her er Støderen f anbragt lodret paa Tasten, saaledes at den ved Anslaget træffer Hammernøden v og altsaa løfter Hammeren m. Udløseren e's Virksomhed bestaar ved denne Mekanik i, at den, naar Støderen har hævet sig til et vist Punkt, bringer denne saa meget ud af den lodrette Stilling, at den glider ud fra n, hvorved Hammeren jo falder ned igjen.
Ved enhver almindelig Mekanik maa Tasten efter hvert Anslag indtage sin oprindelige Stilling, inden den samme Streng kan bringes til at lyde ved et nyt Anslag. Ved Hjælp af den saakaldte Repetitionsmekanik, der skyldes Erard, bliver det derimod muligt gjentagne Gange at anslaa den samme Streng uden at Tasten først behøver at have indtaget sin oprindelige Stilling.
Erards Repetitionsmekanik blev simplificeret af Hertz i Paris og gik senere over til at anvendes af Steinway i Amerika. Der existerer en stor Del forskjellige Mekaniker af dette Slags, hvorpaa vi give nogle Prøver i Fig. 400, 401 og 402. Principet i denne Mekanik vil maaske tydeligst fremgaa af Fig. 401. Støderen, der har Form af en Vinkelvægtstang, cde, er paa Stykket mellem d og e forsynet med endnu en Arm, f, hvortil der er fastgjort en bøjet Staalfjeder, som paa sin anden Ende bærer et udstoppet Hoved, g, hvorpaa atter Hammernøden h hviler. Under almindeligt Spil virker Mekaniken som enhver anden; Hovedet g har intet at udrette, men hviler dog stadigt op imod Hammernøden og følger dennes op- og nedadgaaende Bevægelser. Naar Tasten derimod holdes nedtrykt af den, der spiller, vil Hammeren ved denne Mekanik blive hindret i at falde helt tilbage i sin oprindelige Stilling (hvad vi jo have set, at den gjør, hvor den almindelige Mekanik findes), og den bliver nu hvilende paa Hovedet g. Fjedren, der gaar fra g til f, er nemlig stærk nok til at holde Hammeren svævende og til ved Hjælp af g at overføre de svagere Stød, Tasten modtager, til Hammeren. Herved bliver det lettere muligt at udføre svage Triller paa Pianoet.
I opretstaaende Pianoer, hvor Hammerslagene komme til at falde i en anden, sædvanligvis horisontal Retning, bliver Mekaniken naturligvis ordnet anderledes. Bevægelserne blive her let noget tunge, da den naturlige Tyngde ikke kan faa saa god Lejlighed til at medvirke ved Bevægelsen, som ved de Instrumenter, hvor Hammerslagene gaa i perpendikulær Retning; undertiden søger man at afhjælpe denne Ulempe ved at anbringe smaa Blyvægte paa passende Steder af Mekaniken. I Fig. 403 og 404 give vi et Par Exempler paa de mange forskjellige Slags Konstruktioner af opretstaaende Mekaniker. I Fig. 403 er ab Tastens bagerste Del, cd Støderen; Hammeren f bevæger sig i Nøden e; Dæmperen k k bringes til at forlade Strengen n n ved at Stangen 11 trykkes op af b mod Vægtstangen g h i, som bærer Dæmperen. Saasnart Trykket paa Tasten ophører, vil den lille Spiralfjeder, der ses mellem g og m, presse Vægtstangsarmen g h tilbage i sin oprindelige Stilling, hvorved Dæmperen altsaa atter kommer til at ligge opad Strengen. I Fig. 404, der gjengiver en nyere og nu almindelig benyttet Mekanik, er a Tasten, b Hammerhovedet, c Nøden, d Hammerbjælken, e Parerlisten, der skal hindre Støderen i at ryge for langt frem, f Fangeren, g Fangerknoppen, h Udløseren, i »Bajonetten«, der sætter Dæmpermekaniken i Bevægelse, k selve Dæmperen og l Strengen.
Der findes fremdeles flere nedad slaaende Mekaniker; her er da Klaviaturet anbragt over Strengene. Den bagerste Ende af Tasten benyttes da ikke til at meddele et Stød opad, men til at bringe den nederste Arm af den dobbeltarmede Hammervægtstang til at gaa opad. I Stedet for Støder findes der da her et Mellemled f g (Fig. 405), som ved h griber fat i i og løfter denne, hvorved Hammerstykket kl slynges ned mod Strengen ab, der imidlertid er bleven befriet for Dæmperen c. Udløsningen foregaar ved at fg støder imod m, hvilket bevirker, at h drejes ud fra i, saaat Hammeren bliver fri og ved en anbragt Fjederkraft bringes i sin tidligere Stilling; n er en Fanger, som skal hindre h i at ryge for langt tilbage. Den lille Fjeder, som ses mellem n og g, tjener til at f g h bringes tilbage i den lodrette Stilling strax efter Anslaget.
Ligegyldigt hvilken Mekanik der end vælges, hører der et skarpt Øre, en sikker Haand og stor Paapasselighed til at sammensætte et godt Instrument af de mangfoldige Dele, der høre dertil, og som ved et stort Koncertflygel naa til over 3000.
De nyere Instrumenters Hammere bestaa ikke, saaledes som Klavertangenterne, af haarde metalliske Legemer, men man har overtrukket dem med et blødt Stof, hvorved Tonen mister sin Haardhed og Skarphed, og hvorved Bevægelsen bedre overflyttes til Strengens hele Masse; derved undgaar man de frem- og tilbageløbende Bølger, som foranledige Dannelsen af de skrallende linje Overtoner, ialtfald i saa betydelig Grad som Tilfældet var ved Klaveret. Saavel Hammer- som Dæmperbelægningen maa udføres med den allerstørste Omhu og med Anvendelse af det allerbedste Materiale, naar Tonen ikke skal miste sin ejendommelige Karakter. Tidligere, da man næppe kjendte andet Materiale hertil end Bomuldstøj og Lammeskind, vare disse Ulemper uundgaaelige. Man anvendte ganske vist ogsaa undertiden Hjortelæder hertil, men dette Materiale, der iøvrigt vilde være fuldt tilfredsstillende, kan nu ikke mere skaffes tilveje i tilstrækkelig Mængde. Det var derfor et stort Fremskridt, da man i Frankrig fandt paa at fabrikere et særeget Slags Filt, som nu næsten udelukkende benyttes i Pianofabrikationen. Dette Filt, som iøvrigt forfærdiges baade i England, Tyskland m. fl. Lande, leveres i Stykker, der ere c. 1½ Alen lange og c. 1 Alen brede. Dets Tykkelse varierer mellem 1 og 12 Linier. Det er meget fint og blødt og bestaar af Faareuld, der enten er ganske ren eller blandet med lidt Bomuld, undertiden ogsaa med en Tilsætning af Kaninhaar.
Hammerhovedernes Tykkelse og Runding er størst for de dybeste Toner og aftager jevnt opad til de højeste Toner. Kun det øverste Lag af Belægningen er af den bedste Filt; til de nedre Lag anvender man Filt af mindre god Beskaffenhed. Filtstykkerne fastlimes; ved Bashovederne fastgjøres de mindre stramt end ved Diskanthovederne.
Medens saaledes Hammer- og Dæmpermaterialet træder i direkte Berøring med Strengene — paa den ene Side medhjælper til at bringe dem til at lyde, paa den anden Side for at faa dem til at forstumme igjen — er der paa mangfoldige andre Steder anbragt Klæde eller Læder for at hindre enhver uvedkommende Bilyd og bringe Mekanismen til at arbejde ganske uhørligt.
Strengebesætningen (»Betrækket«). De Forbedringer, der i de sidste 50 Aar ere blevne foretagne med Hensyn til Strengene, gjælde saavel Materialets Beskaffenhed som Strengenes Styrke. De tidligere Klaverbyggere anvendte Strenge, der vare meget tyndere end nutildags, og som for de dybe Toner vare af Jern, for de høje af Messing.
En Strengs Tone afhænger, som vi allerede ovenfor have omtalt, af Længden af den svingende Del, af Strengens Styrke og af dens Spænding. Men Erfaringen lærer, at disse tre Faktorer dog ingenlunde kunne erstatte hinanden; de maa derimod staa i et vist Forhold til hinanden, naar man skal opnaa en rigtig smuk og stærk Tone; Strengen lyder bedst, naar den er spændt saa stærkt, at den er nær ved at springe, de stærkeste Strenge ere derfor ogsaa de bedste. Kan man nu ikke skaffe den bedste Tone tilveje paa enhver Spændingsgrad, maa man naturligvis benytte sig af de to andre Faktorer, Længden og Styrken. Det er derfor en vigtig Opgave at afmaale Strengens Længde paa den bedste Maade, og Længden retter sig atter efter Instrumentets forskjellige Konstruktion. Enhver Grad af Strengens Styrke, Længde, Vægt og Spænding medfører en særlig Beskaffenhed af Tonen. Vilde man spænde to Strenge af lige Længde og Styrke saa forskjelligt, at deres Toner kom til at ligge en Oktav fra hinanden, vilde den høje Tone maaske lyde godt, medens den dybere vilde lyde svagt og dumpt. Vilde man paa den anden Side, for at erholde de to nysnævnte Toner, lade de to Strenge være forskjellige fra hinanden kun med Hensyn til Længde eller Tykkelse, vilde Forskjellen i Tonekvalitet vistnok ikke blive saa stor som i forrige Tilfælde, men man vilde dog ikke kunne opnaa den ligelige Tonestyrke, som man ønskede. Den øvede Instrumentmager kan strax høre en Forskjel mellem to forskjellige Strengnumre, endskjøndt der anvendes 12—30 Slags i et Piano, og han søger at tilvejebringe en Udjevning ved Hammerhovedets sidste Beklædning. I Praxis lader man saavel Længden som Tykkelsen og tildels ogsaa Spændingen aftage nedefra og opad. Der gives ganske vist Regler herfor, men de gjælde dog kun tilnærmelsesvis; Instrumentmagerens Øre maa være afgjørende i sidste Instans.
I de senere Aar har man bygget saavel taffelformede som opretstaaende Pianoer krydsstrengede, saaledes at de dybere tonende, overspundne Strenge ligge et Stykke over de højere tonende og paakryds af dem. Tonen bliver kraftigere paa denne Maade. Dette Princip vil uden Tvivl fortrænge de tidligere, da det har store Fortrin.
Medens de højere Strenge ere af rent Staal, ere Basstrengene overspundne med fin Kobbertraad eller fin Jerntraad. Strengen, der er overspundet, bliver tvunget til at svinge langsommere og altsaa til at give en dybere Tone. Overspindingen forholder sig som om den dannede et uadskilleligt Hele med den indvendige Staalstreng; naar en Streng overspindes med saa megen Traad, at den kommer til at veje netop dobbelt saa meget som da den var uoverspunden, vil den, naar Forholdene iøvrigt ere lige, klinge en Oktav dybere end naar den er uoverspunden. En anden væsentlig Fordel ved Overspindingen er, at der herved undertrykkes en Mængde Bitoner, som vilde klinge forstyrrende med ved de uoverspundne Strenge, navnlig i Bassen.
Vi have ovenfor med et Par Ord nævnt den Pedalmekanik, der skal gjøre Tonen svagere; som Læserne erindre, bestaar den i at alle Hammerhovederne blive flyttede saa meget til Siden, at de ved Anslaget i de trekorede Instrumenter kun bringe to, og i de tokorede Instrumenter kun bringe en af Strengene til at tone. Denne Pedal, som iøvrigt ikke findes paa alle Instrumenter, kaldes Pianopedalen i Modsætning til Fortepedalen, som bevirker at Dæmpermekaniken træder ud af Virksomhed saa længe Pedalen trædes; Dæmperen falder altsaa ikke, saaledes som ellers, ned paa Strengen strax efter Anslaget, og Tonen vil selvfølgelig klinge længere.
Violinen og de violinlignende Instrumenter. Violinen er blandt Strengeinstrumenterne det fuldkomneste, hvad dens akustiske og musikalske Forhold angaar, men ganske vist ogsaa et Instrument, hvis fysikalske Theori frembyder de fleste Vanskeligheder.
Mærkværdigt nok ligger dens Fabrikations Højdepunkt ikke i vor Tid, men falder et Par Aarhundrede tilbage, og paa Violinbygningens Omraade er der siden 1600—1680 ikke gjort Fremskridt, der svare til Udviklingen af den fysiske og musikalske Videnskab.
Violinen bestaar af en hul resonerende Kasse, hvorover der er udspændt flere Strenge. Formen af Kassen og Beskaffenheden af Strengene er forskjellig i de forskjellige Egne paa Jorden, hvor der under en blot nogenlunde udviklet Kultur næsten uden Undtagelse findes violinagtige Instrumenter. Men overalt frembringes Tonen paa samme Maade: nemlig ved at stryge Strengene med en Hestehaars Bue, der er gjort klæbrig ved Hjælp af Harpix; ligeledes tilvejebringes Forhøjelsen af Tonen alle Steder, idet Strengene forkortes ved at trykkes ned mod et langt, halslignende Gribebrædt.
Fig. 406—407 forestille to arabiske Violiner. Man finder Violinen hos Hinduerne brugt som akkompagnerende Instrument, ligesom den blev benyttet i Middelalderen i Europa af omvandrende Sangere. Det franske Udtryk for den i hin Tid af Jonglørerne benyttede trestrengede Violin Rabet eller Rebek, stammer fra det arabiske Ord Rabib, som betyder en Lyre. Ordet Violin eller Violon er spansk og kommer af Riolon.
Førend det 5te Aarhundrede vare Strygeinstrumenterne lidet kjendte i Europa. Efter Normannertogene bleve de mere udbredte og synes allerede tidligere at have været i Brug hos de nordiske Folk. Men de spillede dog stedse kun en underordnet Rolle i Musiken, og endnu længe efter anvendte man kun liden Kunst og Omhu paa at forfærdige dem. Først med det 12te Aarhundrede skifte de hyppig Skikkelse og Navn, og med den heraf følgende større Udvikling af Spillemaaden fulgte ogsaa Forbedringer i Udførelsen af Instrumenterne.
Det ældste forbedrede Instrument af denne Art synes at være det, som i gamle Manuskripter kaldes Crout (Fig. 408), et Ord, som staar i Sammenhæng med Navnet paa et andet beslægtet Instrument Rote eller Rota (Fig. 409), og som i al Fald er afledet af den latinske Form crotla. Crouten, som de nordiske Barder skulle have benyttet, havde et langagtigt til begge Sider mer eller mindre udsvejfet Skrog, en Hals, som stod i Forbindelse hermed og hvori fandtes to Aabninger, som tillod at trykke Strengene ned med den venstre Haand og altsaa forandre Tonen. I Begyndelsen havde man tre Strenge, der vare spændte over en Stol. Senere forøgedes Antallet af Strenge til fire, ja endog sex, hvoraf dog de to vare løse. Musikeren strøg dem med en lige eller krummet Bue, der var overspændt med en Metaltraad eller med Hestehaar. Udover det 12te Aarhundrede holdt Crouten sig ikke i Brug. Den blev da erstattet ved Roten eller Rotaen, som især blev anvendt i det 13de Aarhundrede og synes at være opfundet for at frembringe en Kombination af Strenge, som bleve anstrøgne, og saadanne, som bleve anslaaede. Skroget var forneden, hvor Strengene vare fastgjorte, bredere end oppe ved Gribebrædtet og havde fire Lydhuller. Halsen er selvstændig og nærmer sig allerede mere den nu brugelige Violinform. Men da Skroget var fladt og Strengene ikke synes at have ligget over en Stol, maa det have været forbundet med stort Besvær at faa den, enkelte Streng til at tone, og Instrumentets Opgave har maaske nærmest været ved Angivelse af Terzer, Kvinter og Oktaver at give et Slags Akkompagnement til en Melodi, der enten blev sunget eller spillet paa et andet Instrument.
At disse Instrumenter i deres forskjellige Former saa længe bestode ved Siden af hverandre, og at Ændringer ved dem allerede tidligt bleve foretagne, inden de fandt saa almindelig Indgang, at de ældre Konstruktioner ganske bleve fortrængte derved, er saa naturligt paa en Tid, hvor den kun lidet udviklede Samfærdsel gav alt et konservativt Præg. Vi se derfor allerede blandt de elleve musicerende Figurer fra Kapitælet i St. Georgskirken i Boscherville (se Fig. 385), at den første holder et trestrenget Instrument med Udsnit paa begge Sider og fire maaneformede Lydhuller som en Violoncel mellem Knæerne, en anden spille paa et firstrenget instrument ligesom en Violin. Overensstemmelsen med Fig. 411 er iøjnefaldende. Overgangen til de Former, i hvilke Strygeinstrumenterne synes at have faaet deres fuldkomne Udvikling, foregik lidt efter lidt. Den anden Figur i den afbildede Gruppe behandler et Strengeinstrument paa en lignende Maade, som vi endnu finde anvendt ved adskilligt Børnelegetøj, hvor man ved at dreje paa et Sving sætter nogle Figurer i Bevægelse, samtidigt med at der frembringes nogle klimprende Toner, idet der under Omdrejningen gnides mod en udspændt Streng. I ethvert Tilfælde vare de gamle Instrumenter mere fuldkomment udførte, ligesom der ogsaa kunde præsteres mere paa dem, hvad man kan slutte af den Omstændighed, at de vare forsynede med Gribebrædt, hvorved altsaa Strengenes Længde kunde forandres. Paa den sidste Pariserudstilling søgte denne Form atter at vinde Indgang under Navret Piano quatuor. Det havde et Klaviatur og var forsynet med Strenge. Ved Tryk paa de paagjældende Taster bragtes Strengene i Berøring med en tæt foran liggende, roterende Valse, hvorved der ved Gnidningen fremkaldtes en Tone, der lignede den paa et Strygeinstrument frembragte. Deraf Navnet. Rotationen frembragtes ved Hjælp af Pedaler.
Paa Notredamekirken i Paris fandtes før Revolutionen, ved Portalen paa den nedre Side, en staaende Figur, scm blev antaget at forestille Kong Chilperich. Den stammede ligeledes fra det 11te Aarhundrede og holdt i Haanden en Violin, hvis sirlige Form lader slutte til en betydelig Fuldkommenhed, hvad den tekniske Udførelse angaar. Ligeledes kjender man i Kirken St. Germain des Prés i Paris en Figur fra det 12te Aarhundrede, som behandler en femstrenget Viola. Et Miniaturmaleri fra det 14de Aarhundrede i Nationalbiblioteket i Paris og en anden paa Portalen til Kapellet St. Julien des Ménétriers (Fig. 410) forekommende Figur fra samme Tid vise, at den da brugte Rebek temmelig nøjagtig ligner en trestrenget Violin, og at den endogsaa allerede er forsynet med en Snegl ligesom Nutidens Violiner. Vi kunne saaledes følge Violinen i sin nuværende Udvikling tilbage til denne Tid.
Som vi se af Figurerne paa St. Georgskirken, havde man allerede langt tidligere foruden de sædvanlige violinformede Instrumenter ogsaa andre lignende men større Strengeinstrumenter, som man ligesom Violonceller holdt mellem Knæerne, og som efter Landets Skik og Brug vare forsynede med tre, fire eller fem Strenge (se Fig. 385).
I deres Væsen stemme alle det Slags Instrumenter overens med Violinen og ere, da de bleve benyttede til at forstærke eller harmonisere den paa Violinen spillende Melodi, gaaede saaledes Haand i Haand med denne, at dette Instruments Historie saa at sige omfatter alle de øvriges.
Kunsten at forfærdige Violiner hævede sig især til et højt Standpunkt i det musikalske Italien, hvor den kirkelige Kultus særlig maatte stille Fordringer til Instrumentalmusikens Uddannelse. Der naaede ogsaa dette Instrument sin Udviklings Glansperiode. De første Violiner med fire Strenge bleve byggede af en vis Testori; Arbejdet var dog temmelig raat, og Tonen svag. Men Testoris Efterfølger Andreas Amati i Cremona hævede hurtigt Violintilvirkningen til en saa høj Grad af Fuldkommenhed, at hans Ry udbredte sig vidt omkring i Udlandet, og de italienske Violiner erhvervede sig et betydeligt Renomme fremfor alle lignende Instrumenter. Hans Søn eller hans Sønner Antonio og Enrico Amati — begge Navne tilhøre mulig en og samme Person — helligede hele deres Liv til Fortsættelsen af Faderens Virksomhed, og de opnaaede, at de mest fuldkomne Instrumenter, der gives, ere blevne Resultatet af deres Flid og Udholdenhed. Aarene fra 1594 til 1625 betegne det Tidsrum, fra hvilket de fuldkomneste Amativioliner skrive sig. Den store Fremgang medførte en Fabrikation i saa stor en Stil, at Amatierne endog andetsteds lode tilvirke Violiner paa deres Regning, som de saa senere gav deres sidste Fuldendelse og deres Navn. I den nuværende bajerske Kjøbstad Füssen alene arbejdede sex Violinmagere for Fabriken i Cremona.
Den rigelige Produktion kunde ganske vist ikke være til Fordel for Fabrikatets Godhed, og vi se derfor ogsaa omtrent i Midten af det 17de Aarhundrede, at en anden Violinbygger Andreas Guarnerio tager Arven efter Amatierne som den ypperste i sin Kunst. Han og efter ham hans Søn Giuseppe forfærdigede Strygeinstrumenter i Creinona indtil ind i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede. Af disse lærte Antonio Stradivario Kunsten, og disse tre kunne vi derfor anse som Amatiernes værdige Efterfølgere, ligesom deres Kunst stod paa et lige saa højt Trin som Amatiernes i dennes Blomstringstid. En Elev af Nicolo Amati i Cremona og af den ligesaa berømte Vimercati i Venedig — Jakob Stainer fra Absain i Tyrol — bragte Violinbygningskunsten til Tyskland.
Men med Stainer slutter denne Kunsts klassiske Tid. Efter de nævnte Mestere er vel Bygningen af Violiner saavel i Italien som andetsteds vedblevet at være en livlig dyrket Industri, og meget gode, ja endog fortræffelige Instrumenter ere ogsaa blevne forfærdigede i senere Tid, men Efterfølgerne have intetsteds formaaet at svinge sig op til det samme høje Trin af Fuldenthed i enhver Henseende som deres Forgængere. Man maa ikke tro, at gode Violiner fordum bleve betalte bedre end nu; tvertimod betales der for fuldkomne Instrumenter nuomstunder Priser, som Amati og Guarnerio langtfra fik for deres. Det synes, som om Hemmeligheden ved Proportionerne, Valget af Træsorterne, Snittet paa de enkelte Dele, Sammenføjningerne, Bestrengningen, ja endog Lakeringen, hvad de gamle Violinmagere altsammen synes at have udfundet ved et eget Instinkt, er gaaet tabt, og at man kun formaar nogenlunde at nærme sig Præstationerne fra den svundne Tid, naar man efterligner deres Bygning saa nøje som muligt. Den ubeskrivelige Skjønhed i Tonen i Amatis, Guarnerios og Stradivarios Arbejder maa dog sikkert nok ogsaa betragtes som et Produkt af Tiden. Violinerne vinde nemlig med Alderen i Fuldkommenhed, saaledes at de Instrumenter, som nu anses for at være af en fuldendt Skjønhed, maaske for hundrede Aar siden eller endnu længere tilbage ikke have kunnet gjøre den samme Fordring, og omvendt, at Instrumenter, som nu for Tiden uagtet deres upaaklagelige Konstruktion dog med Hensyn til Tonens Skjønhed og Fylde langt fra kunne stilles i Række med de gamle Violiner, maaske om et halvt hundrede Aar kunne blive aldeles udmærkede. Men som med Vine, saaledes gaar det ogsaa med Violiner, idet det nemlig synes, som om der gives en vis bestemt Tid, i hvilken de vinde i Toneskjønhed for derefter atter at gaa tilbage; dette er maaske Grunden til, at nuomstunder Guarnerio- og Straduarioviolinerne ofte foretrækkes for de omtrent 50 Aar ældre Amati-Instrumenter. Uagtet man nu ligesaa godt som i gamle Dage kan anvende den største Omhu og Kunstfærdighed og det bedste Materiale, synes det umuligt ikke blot at overgaa men endog naa op til hine berømte Instrumentmageres Arbejder. Men at dette Omraade i og for sig ikke er et saadant, som udtømmes ved et enkelt, ensidigt Skema, bevise de gamle Mesteres Instrumenter tydeligt nok. Deres Afvigelser fra hinanden ere umiskjendelige og saa betydelige, at øvede Kjendere allerede af det Ydre med Sikkerhed kunne sige, hvem der har forfærdiget dette eller hint gamle Instrument. Om ogsaa den første Form er at anse som en Opfindelse af Amati, vare de øvrige Fabrikanter dog ikke blotte Efterlignere. Forandringerne i Enkelthederne vidne om, at de selvstændig have udfundet Konstruktionen af deres Instrumenter, ledede af andre Principer og støttede paa andre Erfaringer.
I Fig. 412 findes afbildet et Par gamle Violiner, saaledes som Mersenne i sin »Universalharmoni« har gjengivet dem. Det større Instrument stammer fra den sidste Halvdel af det 16de Aarhundrede, og man ser, at Formen siden den Tid har holdt sig næsten uforandret indtil den nu brugelige Skikkelse (se Fig. 413). Det mindre forestiller den saakaldte Stokfiol (Lommeviolin, Pochette), som paa Grund af sin ringe Størrelse let kunde medbringes af Dansemestre i Lommen paa deres vide Frakke. Deres Slægt er nu uddød. Om end Violinens Form i det væsentlige ikke er bleven forandret, er til Gjengjæld efterhaanden Buen undergaaet en Omdannelse. Overgangsformerne fra Begyndelsen af det forrige Aarhundrede indtil nu, ere viste i Fig. 414.
Violinens Bestanddele og Theori. Den hule Kasse er sammensat af flere Stykker, af hvilke hvert enkelt har sine bestemte Proportioner. Det hvælvede Dække gjøres af Ædelgran, Bunden samt Sidestykkerne i Almindelighed af Ahorn.
Bunden er ligeledes udhvælvet, men ikke saa stærkt som Dækket. Fuldkommenheden af det anvendte Træ og især af det, der bliver benyttet til Dækket, er af største Betydning for Tonens Skjønhed; thi det skyldes næsten udelukkende dettes Elasticitetsforhold, at Tonen faar Fylde og Afrunding. Det passende Valg af Træet er derfor ogsaa en af Violinbyggernes Hovedopgaver, og det fortælles, at de gamle Mestere selv udsøgte deres Materiale i Skoven, og at de i den Hensigt ofte gjennemstrejfede fjerntliggende Bjergegne paa deres Vandringer. Aarringene i Træet maa være aflejrede med stor Regelmæssighed og maa hverken ligge for nær ved eller for langt fra hinanden. Indvendig i det hule Skrog er en Fyrretræs Liste limet paa efter Længden, saaledes at den nøjagtig løber hen under Stolens venstre Fod. Paa denne Maade bliver den dybeste Streng, G-Strengen, sat i en ejendommelig Forbindelse med Dækket. Diskantstrengene blive understøttede ved, at der under Stolens højre Fod, mellem Dækket og Bunden er indeklemt en lille cylindrisk Pind i lodret Stilling Stemmen eller Stemmepinden. Paa Dækket findes de allerede omtalte Lydhyller eller F-Huller, som de kaldes efter deres Form ʃ; disse ere af allerstørste Betydning for Tonens Dannelse og virke i al Fald paa en ganske anden Maade, end man tidligere antog, da man mente, at deres Betydning navnlig var den at skaffe en Udvej for den indelukkede Lufts Svingninger. Strengene løbe langs hen ad Dækket; forneden ere de fæstede til et lille Brædt, Strengeholderen, og blive med lige indbyrdes Afstand førte over den hvælvede Stol. Deres rette Længde faa de ved at føres op til den ved Violinens Skrog fæstede Hals, et forlænget Træstykke, i hvis øvre Ende Skruerne befinde sig, hvormed Strengene spændes. Halsen tjener som Gribebrædt, idet den venstre Haands Fingre trykke Strengene ned herimod, forkorte deres Længde og derved forhøje Tonerne efter Behag. Ved den øvre Ende løber Halsen ud i den saakaldte Snegl. Strengene ere ordnede saaledes, at de tykkere, svære, med Metaltraad overspundne Basstrenge befinde sig til venstre, Diskantstrengene til højre. Stemningen er fra venstre til højre g, d, ā, e. Forøvrigt har man ikke altid stemt Violinen saaledes; Barbella stemte f. Ex. a, d, fis, cis; Lolli: d, d, ā, e; Paganini: as, es, b, f o. s. v.
Bratschen (Alto, Viola) er noget større end Violinen; den har ikke dennes højeste Streng men har til Gjengjæld en dybere. Endnu større er Violoncellen, som derfor heller ikke under Spillet kan støttes mellem Skulderen og Halsen, men som støttes mod Gulvet og holdes mellem Knæerne. Man har fra de tidligste Tider havt violinformede Instrumenter af forskjellig Størrelse og forskjellig Tonehøjde; et saadant Instrument, Viola da Gamba, var især i det 17de Aarhundrede meget afholdt. Det stod midt imellem Bratschen og Violoncellen og tjente ved Koncerter især som Akkompagnement til Violinen. Violoncellen i sin nuværende Skikkelse er egentlig opfundet i Begyndelsen af forrige Aarhundrede af Tardieu, en Præst i Tarascon og Broder til en paa den Tid berømt Kapelmester. Den havde fra først af fem Strenge, som vare stemte saaledes: C, G, d, a, d; men man udelod snart den sidste. I Frankrig blev Violoncellen indført under Ludvig XIV. og blev anvendt i Orkester i Aaret 1720.
Kontrabassen (Fig. 415) er det største Strygeinstrument; den har meget tykke Strenge, hvis Greb allerede kræve en betydelig Kraftanvendelse, ja paa de Kæmpebasser, som af og til ere blevne byggede mere for Kuriositetens Skyld end for at tilfredsstille et virkeligt kunstnerisk Behov, har man maattet overlade Forkortningen af Strengene, Grebet, til en særskilt Mekanisme.
I Orkestret spiller første Violin Melodien, anden Violin og Bratschen have Mellemstemmerne, og Violoncellen i Forbindelse med Kontrabassen udfører Grundtonen eller Bassen.
De italienske Violiner skjelnes fra de tyske ved, at de i Gjennemsnit ere omtrent 4 Centimeter længere og noget smallere end disse. De bedste Amativioliner ere stærkt hvælvede i Dækket, indtil 3 Centimeter i Højden, smækre, sirlige og med kun lidet fremstaaende Horn. Kanten er temmelig stærk og smukt afrundet. Lydhullerne ligge paa Grund af den mindre Brede af Violinen nærmere ved hinanden. Bunden er som oftest af flammet Ahorntræ og lakeret med en kirsebærbrun Lak. Dog træffer man ogsaa Instrumenter især af Nicolo Amati, som afvige noget fra disse i Dimensioner, og hvortil er benyttet en lysere Lak. Stradivarioviolinerne ere langt mindre hvælvede i Dækket, neppe halvt saa meget, medens Guarnerierne stemme mere overens med Nicolo Amatis. Stainer gik endnu videre, hvad Hvælvingen af Dækket angaar; han gjorde det saa højt, at man, naar man holder Violinen i vandret Stilling, kan se under Dækket fra det ene Lydhul til det andet.
Det er vanskeligt at sige, hvilke af de enkelte Dele af Violinen og de med den beslægtede Strygeinstrumenter der mest bidrage til at frembringe den vellykkede Tone. Gradationerne ere saa mangfoldige og saa fint nuancerede, at man af den samlede Virkning vanskelig kan slutte sig til den Indflydelse, som denne eller hin af de enkelte Bestanddele udøver. Savart har vel forsøgt at udvikle Violinens Theori efter fysiske Grundsætninger men saagodtsom uden Resultat; thi det en Ligkiste lignende Instrument, som han samlede af sex retvinklede Smaabrædder, kan ingenlunde sammenlignes med en Violin, om end Savart ansaa det som Violinens Grundform.
Lovene for svingende Plader, saaledes som de i Fysiken ere udledede af simple Forsøg, blive, overførte paa Violinen, saa komplicerede ved den ejendommelige Form, ved Dækkets Hvælving, ved Udskjæringen af F-Hullerne, ved Træets forskjellige Tykkelse, ved Længdelisten og Stemmen, ved den forskjellige Fordeling af Spændkræfterne, som foranlediges ved Bestrengningen o.s.v. o.s.v., at man, hvorvel alle disse forskjellige Faktorer jo naturligvis ere undergivne simple fysiske Love, dog ikke kan stille det endelige Resultat op som en simpel Formel. Fremdeles øve Sidestykkerne, Bunden og Halsen deres Indflydelse; men man kan ikke udtømmende undersøge, paa hvilken Maade enhver af disse Ting virker, og man kan derfor heller ikke paa saadanne Forsøgsapparater, hvor enten den ene eller den anden Del mangler eller er fremstillet i en ufuldstændig Skikkelse, gjøre nogen Iagttagelse, der tillader rigtige Slutninger med Hensyn til Violinen. Hermed er ikke ment, at Fysiken ganske skulde afholde sig fra en videnskabelig Undersøgelse og Forklaring af dette Instruments Virkemaade; tvertimod vil den ofte kunne give Instrumentmagerne vigtige og fordelagtige Vink; men den maa tage Instrumentet som et fuldt færdigt Produkt og kun a posteriori søge Grundene til dets ejendommelige Egenskaber.
Som Violinen er, er den saa at sige et besjælet Instrument, en Organisme ligesom et levende Væsen. Den har et Legeme, Nerver og en Sjæl; hver af disse staar i nøje Sammenhæng med de andre og afhænger af dem, men ingen af dem kan tages ud af Sammenhænget og maales og vejes med Hensyn til sin besjælende Betydning.
Strygeinstrumenternes ejendommelige Klang beror efter Helmholtz paa, at Grundtonen træder særlig stærkt frem, stærkere end paa Klaverets og Guitarens Strenge, der blive anslaaede nær ved deres Ender, men de første Overtoner derimod forholsvis svagere, og først de højere Overtoner fra den sjette til omtrent den tiende gjøre sig bemærkede ved særlig Tydelighed og fremkalde den Skarphed, som karakteriserer Klangen ved alle Strygeinstrumenter. De nyere Instrumentmagere, deriblandt især Yuillaume i Paris, Padewet i Karlsruhe, Grimm i Berlin, Otto i Köln, Lemböck i Wien[2], have i rigtig Forstaaelse af deres Opgave ogsaa søgt mere at følge i de gamle Mønstres Spor end at udfinde nye Principer for Bygningen af Violiner, og deres Resultater tale tydeligere end alt andet før, at dette for Tiden er den ene rigtige Vej.
Man har rigtignok fremstillet mange Slags nye Violiner af Messing, Sølv, med elliptisk eller sfærisk Skrog, med Metalstrenge o.s.v., men om der end paa denne Maade lod sig frembringe brugelige Instrumenter, saa var det jo ikke længere Violiner men Toneværktøjer med ganske nye, ikke tilsigtede Egenskaber. Vil man opnaa Violintoner, saaledes som vi skatte dem paa de gamle Instrumenter, er der ingen anden Udvej end at søge at frembringe dem med de samme Midler og netop paa den samme Maade, som Amati, Guarnerio og Stradivario først og skjønnest have gjort det.
Violintilvirkningen i Tyskland spiller især i Mittenvald en meget vigtig Rolle. Den bliver her drevet fabrikmæssigt; da Instrumenterne besidde Godhed forbunden med Billighed, og da som Følge heraf Afsætningen er stor, har den skaffet sig en saa stor Betydning, at vi her maa skjænke denne Industrigren nogen Opmærksomhed. Dens Begyndelse gaar tilbage til det 17de Aarhundrede og knytter sig til den gamle Mester Stainers Virksomhed. Jakob Stainer, født den 14de Juli 1627 i Absam ved Hall i Inndalen, kom som Dreng i Lære hos en Orgelbygger, men ombyttede snart af Helbredshensyn denne Virksomhed med den lettere Beskjæftigelse, Violinmageriet, som dengang blomstrede i Cremona, med hvilken By, som tidligere omtalt, man paa den Tid paa flere Steder i Tyskland stod i livligt Samkvem for Instrumenternes Skyld. Stainer kom da ogsaa ved Anbefaling til Nicolo Amali, hvis Methode han tilegnede sig, og Amati ønskede, at han for stedse skulde blive hos ham, og at han skulde ægte hans Datter. Dette synes at have været Aarsagen til, at Stainer hemmeligt flygtede og drog til Venedig til Vimercati. Senere nedsatte han sig i sin Fødeby Absam og grundede her allerede i den første Halvdel af Fyrrerne (c. 1645) en selvstændig Violinfabrik, hvis Beliggenhed var særdeles heldig paa Grund af de nærliggende Skove med fortrinlige Træsorter, hvoraf han især med stor Omhu udvalgte Ædelgran paa Lafarschs og Gleirschs Bjergrygge. Blandt de Elever og Medhjælpere, som bleve dragne til ham paa Grund af hans Ry, var ogsaa en vis Ægidius Klotz fra Mittenwald, en lille. By, som laa nogle faa Mil nordenfor Absam, Denne Klotz, hvis Instrumenter nu sættes lige saa højt som Stainers, tog tilbage til Mittenwald og opdrog sin Søn til Violinfabrikant. Denne Søn var ogsaa allerede meget erfaren, da han for yderligere at uddanne sin Kunst rejste til Italien. Her besøgte han de berømteste Værksteder og opholdt sig især længe i Cremona og Florents. I Begyndelsen af Firserne vendte han tilbage til Mittenwald med det Forsæt at gjøre sin Fødeby til et tysk Cremona. Den betydelige og mangesidige Dannelse, han havde erhvervet sig, gjorde det muligt for ham at meddele sine Elever de rationelle Grundsætninger, efter hvilke Fabrikationen af Strengeinstrumenter blev dreven i Italien. Virkelig kom ogsaa ved hans energiske Bestræbelser den da næsten forarmede Kjøbstad hurtigt til ny Velstand, og nu, efter næsten 200 Aars Forløb, maa hele Egnen velsigne som sin Redningsmand Mathias Klotz, hvis Fortjenester den musikalske Efterverden ej ret har forstaaet at skatte. Schafhäutl har i sin fortræffelige Beretning om de musikalske Instrumenter paa Industriudstillingen i München 1855 først stillet Opkomsten af Mittenwalds Instrumentfabrikation i sit rette Lys. Med Rette kalder han Mathias Klotz en Frelser i Nøden. Den Omstændighed nemlig, at de af Hertug Sigismund forulempede venetianske Kjøbmænd i næsten to Aarhundrede ej længere havde besøgt Aarsmarkedet i Botzen, var bleven en betydelig Velstandskilde for Mittenwald, hvorhen disse Kjøbmænd i denne Periode havde forlagt deres Vareomsætninger. I Aaret 1679 havde imidlertid Botzen atter faaet sit gamle Marked og samtidig opstod en ny Handelsvej over
Finstermünz, Fernstein og Reutte. Derved udtørredes Mitterwalds Livskilde og kun en ny, paa naturlig Maade fremkommen Industri, saaledes som den, Klotz og hans Søn fremkaldte, kunde sætte en Grænse for Egnens fuldstændige Forarmelse.
Den tidligere saa yndede og i Klostertiden vel ogsaa hensigtsmæssigste Maade at vinde Afsætning paa ved at gaa om fra Dør til Dør med sine Varer blev ogsaa først forsøgt af Violinbyggerne, der med deres Produkter paa Ryggen vandrede omkring og — jevne Bjergboere som de vare — lode sig nøje med en tarvelig Fortjeneste. Imidlertid maatte de forandrede Handelsforhold nødvendigvis snart fremkalde en mere rationel Drift af Forretningen. Kjøbmænd, de saakaldte Forlæggere, opkjøbte efterhaanden Fabrikaterne til en meget ringe Gjennemsnitspris, og saaledes ere disse anselige Firmaer fremstaaede, som nu sende Violiner fra Mittenwald om til alle Verdens Kanter. Man forbauses over den fabelagtige billige Pris, for hvilken de ringeste, men dog altid smukt forarbejdede Sorter noteres; en Violin til 3½ Krone er allerede meget, net og de billigste koste otte Kroner Dusinet. Foruden i Mittenwald findes i Markneukirchen og Klingenthal i Sachsen ogsaa betydelige Violinfabriker.
Vi ville i Korthed paa dette Sted omtale et Par Instrumenter, der endnu af og til benyttes i vort Naboland Sverig. Liren (Fig 416) (lyra tedesca, rustica eller pagana, vielle, Tiggerlire m.m.) bestaar af et plant Dække og en stærkt hvælvet Bund, der er samlede ved et højt Sidestykke. I dette findes en Klaviatur af 10-12 Taster, som spilles med venstre Haand, og som forkorter Strengene. Disse Strenge ere fire i Tallet, af hvilke to altid lyde i Enklang; de sættes i Svingning ved Hjælp af et med Bomuld omvundet og med Harpix bestrøet Hjul, som drejes rundt med den højre llaand. Lyden er brummende og Musiken/særdeles ensformig, da Instrumentets diatoniske Skala kun omfatter 10-12 Toner. Liren er et meget gammelt og nu næsten aldeles forældet Instrument; det hørte fordum til den svenske Landalmues musikalske Redskaber, men træffes nu næsten kun hos omrejsende Savoyarddrenge og andre omvandrende Folkemusikanter. At dømme efter Fredmanns 33te Epistel, synes saadanne endnu i Slutningen af forrige Aarhundrede at have ladt sig høre paa Lire i Sverig.
Nøgleharpen (Fig. 417) er et meget gammelt og for den nordiske Almue særegent Strygeinstrument; det forekom især i Egnen om Upsala og Sigtuna, hvor man endnu af og til kan høre det blive trakteret af en eller anden Bondemusikant. Det bæres hængende paa Brystet i et Baand og har to Strenge, hvoraf den dybeste blot giver en Tone, medens Melodien spilles paa den anden ved et langs Gribebrædtet anbragt Klaviatur; begge Strenge anstryges paa en Gang. (»Polskan går vid oafbruten bas«.) Foruden disse Strenge findes under dem andre af Metal, som ved at klinge med forstærke Lyden. Nu har Almuen for største Delen ombyttet Nøgleharpen med Violinen og Trækharmonikaen.
Blæseinstrumenter. Blæseinstrumenternes Historie er nøje knyttet til hele Tonekunstens Historie. I den første Begyndelse betjente Musiken sig kun af faa Toner, og de første Opfindere havde ved Konstruktionen af deres Instrumenter en forholdsvis let Opgave. Det Instrument, som tydeligst anskueliggjør dette naive Standpunkt, er den saakaldte Panfløjte, en Sammensætning af flere lukkede Piber, dannede af Rørstykker af forskjellig Længde, saaledes at den Pibe, som giver den dybeste Tone, den længste, er stillet i Midten, og de kortere, som give højere Toner, ere ordnede i aftagende Række ud til begge Sider. Man finder den endnu som et Legetøj for Børn, og den anblæses ligesom en hul Nøgle, idet man lader Luftstrømmen stryge hen over den lodret holdte Lysning i Røret og støde mod sammes Rand.
Men meget snart drog man Nytte af den Erfaring, man havde gjort, at en Luftsøjle, som svinger i et lukket Rør, bliver forkortet, naar man giver den Lejlighed til at kunne undvige til Siden, inden den naar Rørets Bund. Hvis man altsaa udskjærer i et Rør efter Længden forskjellige Huller, ville disse, naar de aabnes et for et, medens man anblæser Røret, give forskjellige Toner, som svare til den Tone, der vilde fremkomme i et helt lukket Rør, hvis Længde netop var lig Afstanden fra Rørets aabne Ende Indtil det paagjældende Hul. Man udborede strax fra Begyndelsen disse Huller saaledes, at de kunde tillukkes med Fingrene. Ved at aabne dette eller hint Hul kunde man saaledes frembringe den Tone, man ønskede. Vore Fløjter, Klarinetter, Fagotter m. fl. ere Exempler paa saadanne Instrumenter, hvis første Begyndelse vi allerede træffe i Hyrdefløjten og i Kinesernes ældgamle Sjeng.
Hele Rækken af Blæseinstrumenter kan deles i tre Hovedklasser: saadanne, som kun give en eneste Tone, ligemeget om de have aabne eller lukkede Piber, saaledes som vi finde dem i Orgelet; saadanne, som ved forskjellig Anblæsning give forskjellige Toner, uagtet Rørets Længde bliver den samme; saaledes Trompeten, Valdhornet m. fl., som have tragtformige Mundstykker; og endelig saadanne, hvori de forskjellige Toner dannes ved Forlængelse eller Forkortning af den svingende Luftsøjle. Disse sidste ere atter indbyrdes meget forskjellige, alt eftersom der bevirkes en virkelig Forandring i Rørets Længde, eller eftersom Forandringen sker ved Hjælp af Sideaabninger. Den videre Betragtning fører os derfor ad forskjellige Veje, og det skal nu være vor Opgave at undersøge de enkelte Instrumenter eller i al Fald de vigtigste af dem hvert for sig.
Trompeten og Hornet. De ældste Blæseinstrumenter Vare alle af den Art, at kun nogle faa Toner kunde frembringes ved dem, saaledes enten aabne
Rør, som blot kunde give en bestemt Tone, eller saadanne, som ved Hjælp af Tonehuller kunde gives nogen Afvexling. Til de sidstnævnte hørte uden Tvivl disse Instrumenter, som man i Oldtiden kaldte »Fløjter«; vi maa ikke herved tænke paa vore nuværende Fløjter, men snarere paa Instrumenter, som i deres Indretning og Spillemaade nærmest kunde sammenlignes med Klarinetter og Oboer.
Trompeten og Hornet — der i deres primitive Former vare omtrent identiske — synes som Eftergjørelser af de naturlige Modeller: Sneglehuse, Kohorn m.m. at kunne gjøre Fordring paa en meget høj Alder. I Iliaden finde vi saaledes Kamplarmen sammenlignet med Trompetens (Salpinx) Klang, og endskjøndt der ikke er bleven nogen billedlig Fremstilling tilbage fra hin Tid, kunne vi dog af det Plastiske i slige Sammenligninger gjøre os et Begreb om Instrumentets Natur. Allerede Grækerne betjente sig, foruden af lige Rør til deres Trompeter, ogsaa af krummede; thi det har ingen Betydning for Tonens Beskaffenhed, om Luftsøjlens Svingninger ske i en lige Linie, eller om den maa gjennemløbe en krummet Bane. Fra Mundstykket af udvider Røret sig konisk og løber endelig ud i en kredsformig Udgangsaabning af større eller mindre Omfang. Senere skjelnede man alt efter den ydre Form mellem forskjellige Instrumenter, og hvert af disse fik sin særegne Anvendelse. Med de lange, lige Trompeter f. Ex. blev Folket kaldet til Ofring. Den forreste vide Aabning, Klokkestykket, gav man forskjellige Former, undertiden som ved den keltiske Trompet Carnon eller Carnix eventyrlige Dyreskikkelser (Fig. 418). Paa Trajanssøjlen i Rom findes der afbildet mange af det Slags Instrumenter. Den paflagoniske Trompet løb ud i et Oxehoved, den mediske i et Slags Klokke; ligesaa den tyrrhenske eller etruriske. Romerne betjente sig i Felten af Trompeten, som hyppig havde en krum Form, hvorved den kom til at ligne vore Valdhorn; de kaldte den Tuba (Fig. 419). Vore nuværende Jagthorn, som ere næsten fuldkommen kredsformige, saaat de tages ind under Blæserens venstre Arm og holdes med deres Lydtragt over Hovedet, saaat denne er meget nær ved Mundstykket, minde stærkt om en ligeledes den Gang benyttet Form (Lituus), der navnlig brugtes ved Rytteriet. Et pompejansk Basrelief viser en saadan Lituusblæser eller Buccinator (Fig. 420), der paa sit Instrument signaliserer det Øjeblik, da Gladiatorerne skulde ophøre med Vaabenkampen for at begynde Nævefægtningen. En lignende Fremstilling findes paa en Gemme i Berliner-Museet.
Alle de herhen hørende Instrumenters stærke Klangfarve gjør dem særlig anvendelige til offentlig Brug. Det Var hos Romerne en Forret for de Fornemme at blive begravede under Trompeters Lyd; den simple Mand maatte lade sig nøje med Fløjtespil. Ennius udmaler i sit bekjendte Hexameter paa en slaaende Maade disse Instrumenters Lyd:
tuba terribili sonitu taratantara dixit;'
ligesom Virgil i sit:
tuba terribilem sonitum procul aere canoro.
I Ægypten tilskriver man Osiris Opfindelsen af Trompeten, og vi finde paa gamle Monumenter talrige Fremstillinger, som vise Brugen af Instrumentet saavel i Felten under Troppernes Marsche som til Signaler og Sammenkaldelse af Folket. I Ægypten bleve Jøderne bekjendte med Trompeten, som de tildelte en stor Rolle ved deres religiøse Ceremonier. »Gjør Dig to Basuner[3] af Sølv, med drevet Arbejde skal Du gjøre dem, og Du skal have dem til Menighedens Sammenkaldelse, og naar Lejren skal rejse; og Præsterne, Aarons Sønner, skulle blæse i Basunerne«, hedder det i 4de Mosebog, og efter den bibelske Skildring synes ved Jerichos Indtagelse ogsaa at være brugt trompetlignende Instrumenter, Koherim, fordi de vare forfærdigede af Oxehorn. Disse Instrumenter i lige Form tilløre uden Tvivl en meget gammel Tid; vi finde næsten udelukkende dem fremstillede paa Monumenter; de i en Halvcirkel krummede træffe vi først hos Ægypterne og Lyderne.
Kineserne betjente sig af Kobberinstrumenter, hvis Opfindelse de henlægge til Fu-Hi's Tid, 2950 f. Kr. Fig. 421 fremstiller det berømte gyldne Horn, et Metalinstrument med en kunstnerisk smykket Overflade. Hos Hinduerne finde vi ogsaa lignende Instrumenter omtalte allerede fra de tidligste Tider; og selv om Formen blandt de forskjellige Folkeslag som Følge af forskjellige æsthetiske Begreber lidt efter lidt er bleven forandret, og derved saavel som ved Anvendelse af andre Arter af Materiale ikke blot det ydre Udseende men ogsaa Klangfarven er bleven ændret saaledes, at de ofte kun have lidet tilfælleds med de Instrumenter, som vi nu særlig kalde Trompeter, saa er dog Principet for alle disse Instrumenter det samme.
I de trompetlignende Instrumenter svinger en Luftsøjle af betydelig større Længde end Tykkelse, men ved den forskjellige Styrke i Anblæsningen kan den tvinges til at dele sig i flere vibrerende Partier og derved frembringe Tonerne i den diatoniske Skala. Af denne Grund regne vi hertil ikke blot de egentlige gamle Trompeter men ogsaa Hornet, det vil sige den Form, som ved sin tyske Benævnelse Waldhorn henviser til dets oprindelige Brug.
Valdhornet (Fig. 422) har en Rørlængde af 20 Fod og stemmer i Es; denne benyttes dog ikke, derimod de højere Toner Es, B, es, g, b, des', es', f', g', as', a', b' o.s.v. Denne Rørets store Længde nødvendiggjør dets spiraldrejede Form, hvis Tildannelse volder særdeles Vanskelighed. Det vilde neppe være muligt uden videre at lodde en lang Blikstrimmel saaledes sammen, som man ser paa Røret af et Valdhorn eller en Trompet, uden at der kom Folder og Buler, der vilde have en meget skadelig Indflydelse paa Tonen. Man undgaar dette ved følgende Fremgangsmaade: Man tildanner først et lige Rør, tillodder og udhamrer det overalt meget omhyggeligt og fylder det derpaa med smeltet Bly; naar det hele er bleven afkjølet, bøjes det i de ønskede Vindinger, de mulig opstaaede Ujevnheder glattes ud med Hammeren og Blyet fjernes tilsidst ved Udsmeltning.
Naar man taler om de ældre krummede Horn, menes dermed særlig saadanne, som vare bøjede i en Halvcirkel. I Bøffelhornet, Jægerhornet og dut nuværende engelske Buglehorn (af bugle, en vild Oxe) ere saadanne gamle Former endnu bibeholdte. Bøjningerne i Cirkler og Ellipser skrive sig derimod fra Begyndelsen af det 16de Aarhundrede og have siden den Tid været almindeligt brugte. Valdhornet kom i Begyndelsen af forrige Aarhundrede fra Paris til Tyskland, indført af den i Böhmen bosiddende og for sine Særheder bekjendte Grev Franz Spork.
I Musiken spille Blæseinstrumenter af Metal uden Sidehuller en meget stor Rolle. Indtil Händels Tid, da Harmonien var meget simplere, og Komponisterne kun kjendte et forholdsvis ringe Antal af orkestrale Effektmidler, spillede Trompeten sammen med Violinen Melodien. Dens klare Klangfarve gjorde den særlig egnet hertil. Trummeten er i Hænderne paa en god Mester, der forstaar rigtigt og kunstmæssigt at traktere den, et herligt Instrument«, siger Michael Prætorius i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede. Senere anvendtes Trompeterne mere i Mellemtonerne; men herved har Kunsten at blæse Trompet gjort betydelige Tilbageskridt, saaat vore nuværende Trompetere ikke ret vel ville kunne fyldestgjøre de Fordringer, som f.Ex. Händel endnu stiller til dem. Navnlig synes Kunsten, at kunne med Lethed frembringe de højere Trompettoner, at være gaaet tabt, saaledes at allerede Mozart ved Instrumenteringen af Händels »Messias« maatte fordele Trompetpassagerne paa flere forskjellige Instrumenter.
Den fremadskridende Udvikling af den harmoniske Musik, som ikke kan nøjes med den diatoniske Skala, maatte snart lede til Forsøg paa efter Behag at kunne forlænge og forkorte Luftsøjlen i Instrumentet og derved frembringe de mellemliggende kromatiske Toner. Hvad Valdhornet angaar (se Fig. 422) kunde man vistnok ved at indføre Haanden i dets meget store Lydtragt til en vis Grad forandre Tonernes Højde og Dybde, men dette lod sig ikke gjøre ved Trompeten, og man maatte paa anden Vis søge at naa dette Maal. For at forandre Instrumentets Grundtone, saaledes f.Ex. forvandle C-Hornet til et Es-, F-Horn o.s.v., anvendte man Sætstykker, de saakaldte Bøjler, som bleve anbragte under Mundstykket, og som saaledes forlængede Røret det ønskede Stykke. Efter Prætorius gaves der ved Aar 1600 kun en eneste »Trummet, vulgo Felttrummeternes Tarantara i d«. »Endnu for ganske faa Aar siden«, skriver han i Aaret 1619, »har man ved nogle Fyrsters og høje Herrers Hoffer forlænget dem paa Mensuren, eller endog stukket Bøjler derpaa, saaat de stemme deres Bas en Tone dybere in modum hypojonicum«. Alt dette hjalp imidlertid kun, naar der skulde ske en Forandring i hele Tonearten; de i den specielle Toneart manglende halve Toner kunde naturligvis ikke frembrines herved. Dette opnaaede man først ved bevægelige Udtræk, som gik lufttæt i hverandre, og som ved at trækkes ud forlængede den svingende Luftsøjle, ved at skydes sammen forkortede den og gjorde Grundtonen højere. Saaledes udviklede Basunen sig af Trompeten. I Principet ere begge Instrumenter fuldkommen ens, og, naar Rørene i Basunen blive fixerede i en bestemt Stilling, saa har man i Virkeligheden kun en Trompet af en betydelig Rørlængde og derfor af en dybere Grundtone.
Ogsaa paa Valdhornet søgte man at anvende denne Ide, og de saakaldte Inventionshorn, som Anton Josef Hempel i Dresden opfandt 1754, ere de første Forsøg herpaa. Rørenes Bevægelse var imidlertid saa vanskelig, at man snart opgav dette, saa meget mere som Clagget i England i Slutningen af forrige Aarhundrede og Heinrich Stötzl fra Pless i Øvre-Schlesien i 1815 med Instrumentets Hovedrør forbandt flere i samme udmundende Birør og derved, at Indgangene til samme efter Behag kunde aabnes ved Ventiler, gav den svingende Luftsøjle en større eller mindre Længde.
Ventilerne bleve afpassede med Fingrene. Først anbragte Stötzl paa sit Horn kun to saadanne Ventiler, af hvilke den ene stemmede Luftsøjlen netop en halv Tone dybere, hvorved allerede den kromatiske Skala blev udstrakt indtil gis; for ogsaa at kunne tage gis, maatte man have endnu en tredie Ventil; denne blev indført 1830 af Müller i Mainz, og hermed var Ventilhornet færdigt i sin nuværende Form (Fig. 423).
Den Mekanisme, hvorved de forskjellige Rørstykker sættes i Forbindelse med hverandre, er forskjellig. Paa de tyske Instrumenter bestod den i det væsentlige af en dobbelt gjennemboret Hane (Firegangshane), saaledes som vi have lært den at kjende ved Omtalen af Luftpumpen, og Fig. 424 viser os, hvorledes Rørene indvendig ere forbundne. Drejningen af Hanen sker ved en Tast, som er anbragt i en ret Vinkel med Axen og anslaas med Fingren. Men let Bevægelighed og fuldkommen lufttæt Tillukning kan kun vanskeligt opnaas paa denne Maade, og Meifried i Paris vilde derfor i Stedet for Hanen anvende hule Cylindre, som bevægedes lodret, en Ide, som Adolf Sax, musikalsk Instrumentmager i Brüssel bragte til Udførelse i Aaret 1833. Maaden, hvorpaa denne Mekanisme virker, forstaas ligeledes bedst af en Tegning, og vi give i Fig. 425 et Gjennemsnit, hvoraf kan ses Pistonens Stilling, naar der spærres af for Birørene; i Fig. 426 ses, hvorledes Birørene sættes i Forbindelse med Hovedrøret, naar Cylindren trykkes ned, og i Fig. 427 er givet en Tegning af den indre Mekanisme i et Instrument med sex Pistoner.
Som man ser af disse Afbildninger, maa Luftstrømmen, naar den passerer Pistonens Hulhed, gjennemløbe en temmelig skarpt krummet Vej, hvorved ikke blot Instrumentets Behandling besværliggøres, men ogsaa selve Tonens Renhed lider. Sax, som imidlertid havde bosat sig i Paris, forandrede den kompakte og kun med to trange Udtræk forsynede Piston til en indvendig hul Cylinder, som var gjennemboret paa de Steder, som stod i Forbindelse med de vedkommende Rør; da Luften saaledes fik betydelig større Plads til at undvige, blev Tonen baade blødere og renere. Fig. 428—430 viser os denne Indretning set fra forskjellige Sider: udvendigfra, i Gjennemsnit og med forskjellig Stilling af Cylindren, saa udførlig, at enhver videre Forklaring er overflødig.
Sax har indrettet næsten alle Blæseinstrumenter efter sit System; af den Rigdom paa Former, hvoraf hans Lager bestaar, kunne Afbildningerne Fig. 431 1—31 give en Forestilling. Overgangene fra den ene til den anden, og Kombinationer af forskjellige Former, give disse Instrumenter et Udseende, som har megen liden Lighed med den oprindelige Trompets eller det gamle Horns. For disse forskjellige Produkter er ligeledes blevet opfundet forskjellige Navne: Saxhorn, Ophikleïde, Baroxyton, Euphonion o.s.V.
I Tyskland har navnlig W. F. Cerveny i Königgrätz ved fortsatte Arbejder paa at fuldkommengjøre sine Instrumenter skaffet sig et berømt Navn. Det var ham, som opgav den ældre snevre Konstruktion af alle Blikblæseinstrumenter, hvorved Grundtonen ikke kunde gjøre sig gjældende, og som gav sine Instrumenter et videre Gjennemsnit, hvorved han gjorde et rent og fuldt Anslag af Grundtonen muligt. Det var for saa vidt et stort Fremskridt, som Instrumentets Rør for de dybe Toner kunde forkortes til det halve.
De tyske Instrumentmagere have undertiden i Stedet for de Saxske Cylindre bibeholdt Hanerne, som, da den dobbelt gjennemborede Kjærne ikke er meget høj, men snarere har Form af en stærk Skive eller et Hjul, kalde Hjulmaskiner. Gjennemboringen løber i en Bue, saaat Luftsøjlen paa denne Maade er beskyttet mod altfor voldsomme Rystelser. »Hjulet« fik af Cerveny ikke blot to, men indtil sex Gjennemboringer, og han benyttede lignende Indretninger til at omstemme Instrumentet. De tidligere brugte Bøjler, som for hver Gang maatte sættes paa og tages af, bleve en integrerende Del af Instrumentet og bleve ved den tilsvarende Stilling af Vexelmekanismen i «Hjulet« indføjede i det vibrerende Rør.
Klarinetten, Oboen, Fagotten m. fl. Det svingende Legeme, som bringer Luftsøjlen i Trompeten, Basunen, Valdhornet o.s.v. til at tone, er vor Munds elastiske Læber, De vibrere i det tragtformede Mundstykke, og dettes Dimensioner ere derfor af stor Vigtighed for Behandlingsmaaden af Instrumentet. Men der gives endnu en anden Klasse af Instrumenter, hyor det svingende elastiske Legeme er fast forbundet med Røret og bestaar af en vibrerende Tunge, som ved sine hurtigt paa hinanden følgende Svingninger afvexlende sammentrykker og udvider den forbipasserende Luftstrøm, fortætter og fortynder den og saaledes fremkalder en Bølgebevægelse.
Urtypen for dette Instrument finde vi i Løvetandens (Leontodon taraxacum) hule Stilk, som Børnene lave Piber af ved at trykke den flad i den ene Ende. Klarinetten, Fagotten, Oboen, Skalmejen og lignende Instrumenter bestaa alle af et snart cylindrisk, snart konisk Rør, som opadtil gaar over i Mundstykket med den svingende Tunge, nedadtil i den udvidede Lydtragt. Klarinetten har kun en, Oboen og Fagotten to saadanne Tunger. Klarinettens Mundstykke er derfor i sin ikke vibrerende Del af større Tykkelse, medens de to andre Instrumenter løbe ud i et langt, meget tyndt Næb. De smaa Tunger bestaa i Almindelighed af ganske tyndt slebet Sukkerrør.
Hvert saadant Instrument vilde vel — foruden sine Overtoner — ligesom Løvetandens Stilk kun have en eneste Grundtone. Men, da der ikke kunde stilles noget op med denne Musik, har man langs ad Trærøret boret Huller, som ved at aabnes kunne sætte den svingende Luftsøjle i Forbindelse med den ydre Luft og derved forkorte dens Længde; at anbringe Udtræk, som ved Metalinstrumenterne, kunde ikke lade sig gjøre, da Materialet her er Træ. Under Spillet blive disse Aabninger, Lydhullerne, tillukkede med Fingrene og aabnede efter Behov. Den dybeste Tone giver Røret, naar alle Lydhullerne holdes lukkede; aabnes det Lydhul, som ligger nærmest ved Mundstykket faas den højeste Tone. Men med disse Toner er ikke Rækken af de mulige Effekter afsluttet; ogsaa de vibrerende Alikvotdele og Luftsøjlerne kunne anvendes og fremkalde en lignende Række af Overtoner som paa Metal- blæseinstrumenterne.
Det ældste Instrument af dette Slags og vel ogsaa det mest ufuldkomne er Sækkepiben. En Pibe med flere Lydhuller er med sit Mundstykke anbragt i en lufttæt Skindsæk, der gjennem et Rør kan blæses op og som atter kan tømmes ved et Tryk med Armen. Den udstrømmende Luft frembringer Tonen, og alt eftersom Armen trykker stærkere eller svagere paa Sækken, blive Pibens Toner mer eller mindre stærke. Sækkepiben er et meget, udbredt Instrument. Fra Jøderne og Grækerne kom det til Romerne; nuomstunder spiller det endnu en Rolle i den skotske og polske Nationalmusik. Skotterne have bragt det med sig til Kolonierne, og i Amerika og Australien er det temmelig almindeligt. Dets Konstruktion er meget simpel og er den samme som fordum i Grækenland, hvor man forfærdigede det af et paa Kjødsiden garvet Vædderskind, hvorimod man lod Haarene og det behornede Hovede blive siddende; men alle Aabninger maatte være omhyggeligt tilsyede.
Sækkepiben er et Hyrdeinstrument, men i den højere Musik er det uanvendeligt paa Grund af sin Fattigdom; ikke blot det ringe Toneomfang, men fremfor alt Umuligheden af at frembringe en kunstmæssig Nuancering af Forte og Piano gjør det ubrugeligt paa et højere Kulturstadium. Ethvert Blæseinstrument faar først Sjæl ved den menneskelige Mund, og derfor kunde kun de, som direkte bleve anblæste fra Læberne, i Tidens Løb naa en højere Fuldkommenhed. — Ogsaa i Italien kan man faa Lejlighed til at høre Sækkepibere.
Oboen maa ligeledes efter sit Princip føres tilbage til Naturpiberne, saaledes som de lade sig fremstille af den unge Bark af Grene, der er trykket flad i sin ene Ende, og er saaledes vistnok overhovedet et af de ældste Instrumenter. Hos de gamle Grækere benyttedes Syrinx, som, at dømme efter Beskrivelsen, maa have været en ufuldkommen Obo. Skalmejen (Chalumea, Hyrdepiben, af Calamus, et Rør) maa anses for den nærmeste Forløber for Instrumentet i dets nuværende Form.
Navnet Obo eller Hobo stammer fra det franske Hautbois, fordi Instrumentet forfærdiges af Træ, og fordi det før Klarinettens Opfindelse alene spillede Melodien. Det er dannet som et konisk Rør, der udvider sig noget nedad. Medens man paa de ældste Instrumenter, til hvilke uden Tvivl ogsaa de Gamles fistulæ og tibiæ bør henregnes, og hvor man tillukkede Lydhullerne med Fingrene, følgelig kun kunne anbringe højst otte Huller, indtraadte en væsentlig Forandring, da man fandt, at man ligesaa godt kunde lukke disse med Klapper, som bleve aabnede ved et Tryk med Fingeren. Man kunde da forøge Antallet af Lydhullerne, og de nuværende instrumenter have i Reglen 16 Klapper. Men derved optaarnede sig ogsaa en hel Mængde Vanskeligheder, ikke alene med Hensyn til Behandlingen af Instrumentet, men ogsaa ved dets Konstruktion, og i Virkeligheden hører en Obo, paa hvilken der kan frembringes alle de Toner, man behøver, i deres fulde Renhed, endnu til de uopnaaede Idealer. Hvor mange Forbedringer man end har foretaget, gives der dog stedse en Mængde Toner, som snart ere for høje, snart for dybe, og som den Spillende maa se at bøde paa ved allehaande Kunstgreb. Lydhullerne befinde sig slet ikke paa de Steder, hvor de efter Fysikens Love skulde være, og kun en fuldstændig Omdannelse af Systemet, saaledes som Böhme har foretaget paa en fuldkommen rationel Maade, kan afhjælpe de Mangler, som Virtuoser paa dette Instrument kun med stort Besvær kunne omgaa.
Det engelske Horn (Corno inglese) har stor Lighed med Oboen i Henseende til Indretning og Klangfarve. Den ejendommelige Næselyd i begge Instrumenter fremkommer ved Anvendelsen af to Tunger. Toneomfanget af det engelske Horn er det samme som paa Oboen, fra c kromatisk gjennem 2½ Oktav; men de højere Toner blive ikke benyttede. Det er ikke et lige Rør, men det har noget over Midten et Knæ.
Fagotten er det tredie Instrument i denne Række. Det naar fra B til es" og har otte Lydhuller, om hvis Stilling det samme gjælder, som er sagt om Oboen, — ja endog i højere Grad. Med Schafhäutl kan man kalde Fagotten i sin nuværende Skikkelse det mest ufuldkomment konstruerede Instrument, og dog kan det ikke undværes paa Grund af dets prægtige Effekt; men dets Behandling kræver betydelig Virtuositet. Fagottens Rør er 8—9 Fod langt, hvorfor det ogsaa maa have den bøjede Form.
De tre sidstnævnte Instrumenter forekomme desuden i mangfoldige Modifikationer og forskjellige Dimensioner og betegnes da med forskjellige Navne.
Klarinetten er et forholdsvis ungt Instrument, thi det blev først, opfundet af Christoff Denner i Nürnberg i Aaret 1696. Den har kun en vibrerende Tunge, som er stærkere og længere end paa Oboen. Rørets Diameter er ogsaa større end paa det sidstnævnte Instrument, og derved taber Tonen sin Næselyd, men faar en større Fylde.
Oktaverne kunne derfor ikke frembringes ved samme Greb, og denne Omstændighed nødvendiggjorde Anbringelsen af et andet System af Lydhuller.
Iwan Müller, som forbedrede Klarinetten, gav den 13 Klapper; dette er vel tilstrækkeligt for at kunne spille i alle Tonearter, men der er dog mange Toner, som ikke ere rene, og en grundig Omdannelse vilde være af væsentlig Fordel for den udøvende Kunstner. Tidligere benyttede man i Orkestret et større Antal Klarinetter, som maatte ombyttes, naar der skulde skiftes Toneart. Nu bruger man almindelig kun C-, D- og A-Klarinetter.
Klarinettens Klangfarve staar i Sammenhæng med Manglen paa de ligetallige Overtoner. Analyserer man nemlig en Klarinettone, f.Ex. C, finder man, at den ikke er sammensat af sine naturlige Overtoner C, c', g', c", e", g", b", c'", d'", e'" o.s.v., saaledes som det er Tilfældet med Oboen, hvor kun Tonerne c', c", g", c'" o.s.v., klinge svagere end de mellemliggende, men Klangen bestaar kun af Tonerækken C, g', e", b", d'" o.s.v. Klarinettens Mundstykke er forøvrigt i nyere Tid anbragt paa en Mængde Instrumenter, som i deres Konstruktion mere ligne visse Messinginstrumenter, og Musikapparaterne have paa dette Omraade opnaaet en Righoldighed, som man bedst kan gjøre sig en Forestilling om ved at betragte omstaaende Afbildning af Saxske Instrumenter (Fig. 433 1—13).
Fløjten. Vi faa fremdeles andre Former af Instrumenter, naar Tonen ikke frembringes ved vibrerende elastiske Legemer, der sætte Luften i Røret i Svingninger, men ved at en Luftstrøm slaar an mod en modstaaende Kant. En hul Nøgle, hvori vi blæse, viser os den simple Form, hvori de Gamles Pantløjte paa den mest primitive Maade træder os imøde. Vi kalde de Instrumenter, som grunde sig paa dette Princip, fløjteagtige. Man maa forøvrigt ikke hermed forvexle de antike Instrumenter, som gaa under Navnet »Fløjte«. Allerede den gamle Mythe — efter hvilken Pallas Athene bortkastede den Fløjte, hun havde opfundet og forbandede den, der atter tog den op, fordi Gudinden, udlet af Juno og Venus, først i Idas Kilde havde opdaget, hvorledes hendes. Ansigt dkæmmedes, naar hun blæste paa den — maate have været tilstrækkelig til at overbevise Oldgranskerne om, at det Instrument, som de Gamle betegnede med Ordet aulos, slet ikke kan forvexles med vor Fløjte. Den ofte omtalte Kjendsgjerning, at de gamle Virtuoser, naar de spillede paa »Fløjte«, for ikke at sprænge Kinderne, lagde et Læderbind om Kinder og Mund, leder snarere til den Formodning, at dette Instrument har lignet vor Oboe eller Klarinet. Virkelig ser man ogsaa paa gamle Afbildninger, at den saakaldte Fløjte er et konisk Instrument med tre til fem Lydhuller og paa den nedre Ende hyppig forsynet med en Lydtragt.
Det synes, som om Fløjten i sin nuværende Skikkelse er en tysk Opfindelse, som kan udlede sin Oprindelse al den saakaldte Schweizerfløjte. Militærmusiken bestod i ældre Tid af Trommer og Piber; disse sidste vare cylindriske Instrumenter, som i Begyndelsen kun havde sex Lydhuller; det syvende Hul for Tommelfingeren kom først senere til, og den berømte Fløjtevirtuos Quanz føjede endnu et ottende til. Fløjtens Princip er saaledes overmaade simpelt, og deri ligger Grunden til den rene, fine Tone, som dog ganske vist har noget sygeligt ved sig, hvorfor ogsaa dette Instrument særlig var yndet i den sentimentale Gessnerske Periode. For den musikalske Anvendelse frembyder imidlertid den simple Indretning adskillige Hindringer; thi da der med blot otte Lydhuller skal frembringes en Række af mindst nogle og tredive Toner, blive de akustiske Forhold, paa Grund af den herved nødvendigblevne Behandlingsmaade, saa indviklede, at Tonerne ikke alene let blive urene, men at deres Frembringelse frembyder betydelige Vanskeligheder for den Spillende. Fløjtens Bygning er derfor ogsaa en af Instrumentmagernes sværeste Opgaver, og i Virkeligheden ere disse først blevne løste i den nyere Tid af Böhme i München. Han forøgede Antallet af Lydhuller, idet han anbragte 14 saadanne fra c' til c" netop paa det Sted, hvor de efter Beregningen skulde være, samt gav dem saa stort Omfang som muligt. Dette sidste var især nødvendigt for at gjøre Medvirkningen af den Luftsøjle, som var indesluttet i Røret nedenfor Lydhullet, uskadelig; thi jo mindre den Aabning er, gjennem hvilken den indvendige Luftsøjle kommunicerer med den ydre Luft, desto vanskeligere naas Hensigten at gjøre Fløjten til en aaben Pibe, som kun naar til det paagjældende Lydhul. Da disse 13 Lydhuller naturligvis ikke kunde betjenes med Fingrene, bedækkede Böhm dem med Klapper, der bleve aabnede ved en særlig Mekanisme.
Paa Fløjter efter de ældre Systemer var Antallet, Ordningen og Størrelsen af Lydhullerne betinget af Haandens Bygning; men da nu Lovene for en svingende Luftsøjle ikke lade sig ændre efter saadanne Forhold, maatte man til stor Skade for Klangvirkningen afvige fra den simple Form, og Fløjten var tilsidst bleven en meget indviklet Sammenstilling af koniske og cylindriske Rørstykker, fuld af Fejl og Mangler, som der hørte et stort Mesterskab til at bøde paa. De manglende halve Toner bleve frembragte ved ganske ejendommelige Hjælpemidler, idet man f. Ex. kombinerede Virkningen af to ved Siden af hinanden liggende Lydhuller og saaledes efter Behov forhøjede eller fordybede en Tone med ligesaa stort Interval som den savnede.
Det forstaar sig af sig selv, at Tonen paa denne Maade tabte betydeligt i Kvalitet. Böhme derimod frigjorde sig fra disse Ulemper, idet han omdannede Fløjten til et simpelt akustisk Apparat, hvis Virkninger nøjagtigt kunde beregnes. Han skilte Klapperne fra Gribepladerne og ordnede disse paa en for Haanden bekvem Maade efter Længdeaxen, hvorfra Klapperne kunde aabnes og lukkes ved Hjælp af tilstrækkelig lange bøjede Vægtstangsarme. Desuden gjorde han den mekaniske Udførelse af de enkelte Dele smuk og fuldendt i enhver Henseende.
Det Böhmeske System har i den seneste Tid tildraget sig mere og mere Opmærksomhed; han selv har med lige fortrinligt Resultat anvendt det paa de øvrige, særlig Træblæseinstrumenterne, og man maa haabe, at det fuldstændig vil fortrænge de ældre Indretninger. I Frankrig har man allerede fuldstændig adopteret dette System, og den udvidede Anvendelse af det har ført til talrige Konstruktioner af Klappeinstrumenter, hvoraf vi i Fig. 433 have afbildet nogle af de interessanteste, saaledes som de vare udstillede af Sax i London i 1862.
Tungeinstrumenterne høre egentlig til de i Principet simpleste musikalske Instrumenter, thi Tonen bliver her frembragt direkte ved Svingninger af elastiske Metalblade og er derfor fast bestemt for hver Tunge; den varierer ikke ved den forskjellige Behandlingsmaade, og kan ikke, saaledes som den svingende Luftsøjle, bringes til at udvikle hin bekjendte Række af Overtoner. Som oftest ere Tungerne af Staal og sættes i Svingninger af en Luftstrøm.
Hurtigheden af disse Svingninger, Tonens Højde, afhænger af Tungens Spænding (Stivhed) og Vægt, idet den større Spænding giver en højere, den større Vægt en dybere Tone. Ved at forkorte eller forlænge den svingende Del kan man altsaa forandre Tonen, og derfor betjener man sig i Almindelighed af en forskydelig Stemmestift, som ligger fast an mod Tungen og bestemmer dens Svingningslængde; denne Forandring kan imidlertid efter Sagens Natur ikke ske under Spillet og kan desuden kun ske indenfor visse Grænser, hvorfor den blot bruges til at stemme Tungerne indbyrdes. Tonens Styrke beror paa Svingningernes Længde og er derfor en Følge af de vibrerende Tungers større eller mindre Udslag i Forhold til den drivende Luftstrøms Styrke.
Mundharpen bestaar rigtignok blot af en eneste elastisk Metaltunge, men desuagtet kan hermed frembringes forskjellige Toner. Dette synes at staa i Modstrid til, hvad der er sagt i det foregaaende, men lader sig dog let forklare. Fjedren giver ganske vist kun en bestemt Tone, men det er ikke denne, der kommer til Anvendelse, men derimod Tonerne af den i Mundhulen svingende Luftsøjle. Det ses altsaa at Mundharpens Virkning beror paa et helt andet Princip.
Hvis man anslaar en Staalstav, og som saadan kunne vi betragte Tungerne, klinger den kun svagt i og for sig; men dens Tone kan forstærkes, naar man sætter den i Forbindelse med en Resonansbund og endvidere ved at holde den over en mod Siderne aflukket Luftsøjle, hvis Længde svarer til den samme Svingningshastighed. Anslaar man f. Ex. en Stemmegaffel, hører man først kun de klirrende Overtoner; men naar man holder dens svingende Grene over Aabningen paa en Flaske og ved Paafyldning af Vand bringer den indesluttede Luftsøjle til at have den rette Længde, vil denne ogsaa blive sat i Svingninger, og en Tone bliver tydelig hørlig. Nu kan man ikko blot gjore den ene Tone, der svinger ligesaa hurtig som Stemmegaflen, hørlig, men alle de Toner træde tydeligt frem, hvis Svingninger falde sammen med Stemmegaflens første, andet, tredie, fjerde o.s.v. Udslag, altsaa først Oktaverne, derpaa Kvinterne, Duodecimerne, Sexterne o.s.v. Disse Toner man imidlertid ligge dybere end de Svingninger af Staalstaven, som fremkalde dem, og modens ved Metalblæseinstrumenterne den svingende Luftsøjles Grundtone maa være meget dyb, naar Overtonerne skulle ligge hinanden nær nok for at være musikalsk anvendelige, maa her, naar der af en svingende Staalstav skal frembringes en Række af anvendelige Undertoner, Antallet af dens Svingninger være meget stort.
Dette er Tilfældet ved Mundharpen. Dens Fjeder svinger meget hurtigt. Den Luftsøjle, som ved den bliver sat i Bevægelse og frembringer den hørlige Tone, er den af Svælgets og Luftrørets Vægge indesluttede Luft, og ved at gjøre Hulheden snevrere eller videre, ligesom Luften i Flasken ved Paagydning eller Afhældning af Vand, bliver den tilpasset til at svare til de forskjellige Toner. De fleste Mundharper — i Millionvis — blive forfærdigede i Byen Steyer.
Mundharmonikaen har derimod forskjelligt stemte Metaltunger, anbragte saaledes i en Plade, at de frit kunne svinge i Udskjæringer i samme, naar de ved en Luftstrøm blive bragte ud af Ligevægt. For at de hver for sig kunne bringes til at tone, er hver Tunge anbragt i en særskilt Celle, ind i hvilken man kan blæse, I Almindelighed er der anbragt to Tunger ved Siden af hinanden, hvoraf den ene svinger udad den anden indad, og der fremkommer da en Tone, naar man blæser ind i Cellen, en anden, naar man suger Luften til sig. Tonen frembringes her udelukkende ved den elastiske Tunge selv, og Pladen, hvori Tungerne ere anbragte, virker i det højeste kun som Lydforstærkende. Et langt fuldkomnere Instrument er
Harmoniet, ogsaa kaldet Fysharmonikaen, Æolodikon, Serafine o.s.v. Det blev opfundet omtrent Aar 1820 af en Amtsforvalter Eschenbach i Königshofen ved Saale, og var i sin oprindelige Skikkelse et Tangentinstrument med en Blæsebælg, som blev traadt med Fødderne, og hvorfra smaa Luftkanaler, der aabnedes ved at nedtrykke Tangenterne, ledte Luftstrømmen hen imod de afstemte Staaltunger. Saa behagelig end den Virkning var, som kunde frembringes med dette Instrument, der snart fik en stor Udbredelse og undergik mange Forbedringer, var der dog en uheldig Omstændighed, som var meget forstyrrende, og som i betydelig Grad indskrænkede dets Anvendelse. Tungerne komme nemlig ikke strax i fuldstændig Svingning i det Øjeblik, naar Luftstrømmen træffer dem; thi der gaar altid nogen Tid, inden Tonen opnaar sin fulde Styrke, og hvorvel denne gradvise Svulmen i visse Tilfælde endog kan være af betydelig Effekt, er Intoneringen dog ved alle hurtigere Passager ikke præcis nok. En vis Martin i Paris forenede derfor med den omtalte Mekanisme et Hammerværk ligesom paa Pianoet, saaat Luftstrømmen kun havde at vedligeholde de ved Hammerværket fremkaldte Svingninger. Disse Instrumenter kaldtes Orgues á percussion. Men desuden kombineredes de med mange Slags Indretninger; man lod Vinden forstærkes eller gjøres svagere gjennem jalousilignende Klapper; man indrettede Kanalerne saaledes, at de forskjellige Tunger ved en Tangent bragtes til at stemme med hinanden, hvorved Klangfarven forandredes i væsentlig Grad, man forøgede Antallet af Blæsebælgene til to, en for hver Fod, og gav den desuden et særligt Vindkammer o.s.v., saa at det nuværende Harmonium mere regnes at høre til de bedste musikalske Udtryksmidler.
De franske og tyske Harmonier udmærke sig ved en særdeles kraftig, de amerikanske ved en usædvanlig blød og behagelig Tone. Ved de første frembringes Tonen ved Luftstød, medens den ved de sidste fremkaldes ved Sugning.
Trækharmonikaen eller Akkordiet er en Fysharmonika i formindsket Maalestok, hvor Blæsebælgen bliver bevæget ved Haanden. Dens Ydre er saa bekjendt, at vi ikke behøve at beskrive det nærmere. Tungerne ligge i de to stærke Plader som lukke for Enderne af den foldede Bælg. Aabningerne i Pladerne ere akkurat saa store som Tungerne, saaat ingen Luft kan gaa forbi ved Siden. Tungerne ere befæstede saaledes i Pladerne, at de svinge baade naar Bælgen trækkes ud og naar den lukkes sammen. Vindledningerne blive aabnede ved Tangenter, der som oftest have Form af smaa Knapper.
I England har Trækharmonikaen faaet en Forbedring af Wheatstone, der i Stedet for den firkantede Form har givet den en ottekantet; han udvidede Toneomfanget til tre Oktaver ved en kromatisk Skala og lod alle dens indre Dele forarbejde med den største Nøjagtighed. Instrumentet kaldte han nu Concertina. For os har dette Instrument ingen større Interesse end Trækharmonikaen, der navnlig forfærdiges fabrikmæssigt paa forskjellige Steder i Tyskland til en Pris af 2—80 Kroner Stykket.
I alle disse Instrumenter, Fysharmonikaen saavel som Trækharmonikaen, træder den pladeformede Ramme, hvori Tungerne ere anbragte, i Stedet for Resonansbund.
Spilleværker, Spilledaaser o. desl., hvor de elastiske Tunger blive bragte til at svinge, ikke vrd et Vindstød men ved Hjælp af Stifter, der ere fæstede paa en Valse, der drejer sig rundt, og som tage Tungerne et Stykke med sig for derpaa at slippe dem, have ikke nogen særlig Ramme. Tungerne hænge indbyrdes sammen og ere ved Savsnit udskaarne af en skraat afskaaren Staalplade. For at stemme dem ned til de dybere Toner er der paaloddet smaa Blyvægte, der saaledes forøge Vægten af den vibrerende Tunge. Valsen og Uhrværket, som sætter den i Bevægelse, ere i Grunden Hovedsagen i dette Apparat, og det burde maaske derfor snarere omtales under Uhrmagerkunsten end under Instrumentmageriet, hvorfor vi ej heller her ville gaa nærmere ind paa Enkelthederne.
Vi maa dog her omtale de automatiske Spilleværker, der ligeledes sættes i Bevægelse ved saadanne Spillevalser, men hvor man for at frembringe Toner ikke alene anvender elastiske Metaltunger, men ofte en meget kompliceret Forbindelse af alle tænkelige Tonegivere. Det er det saakaldte Orkestrion, af hvis Opfindelse og Udvikling navnlig Alexander Kauffmann i Dresden, Rebicek i Prag, Blessing og Welte i Vöhrenbach i Schwarzwald have gjort sig fortjente. Denne sidste havde sendt et Orkestrion til Udstillingen i 1862, som er bleven anset for det mest fuldkomne, der hidtil er præsteret i denne Retning. Afbildningen Fig. 434, Side 524, giver os en Forestilling om dette interessante Værk. Maskinen havde to Uhrværker, som sattes i Gang ved tunge Vægtlodder. Stifterne vare spiralformig fordelte paa Valsen i otte Omgange. Med de hermed berørte 186 Tangenter stode nu de forskjellige Tonekilder i Forbindelse, som i mangfoldige Sammensætninger efter lignede Klangfarven af de forskjellige Instrumenter. 524 Piber i 15 Registre gjengav Karakteren af følgende Instrumenter: Fløjte, Fugarra (Oktav), Piccolo, Obo, Trompet, Horn, Fagot og Basun. Desuden var der en stor Tromme med stærk Trommestok og Paukehvirvel, en lille Militærtromme, Triangel og tyrkiske Bækkener. Tre forskjellige Blæsebælge gave Vind. Noderne til et Musiknumer vare indslagne paa tre Valser, saaledes at der med de 39 Valser, som fulgte med Værket, kunde udføres 13 store Numre.
Lirekassen er en simpel Afart af disse Apparater, som egentlig ikke kunne regnes til de musikalske Instrumenter, da deres Behandling ikke forlanger nogen musikalsk Uddannelse. De finde derfor især Afsætning i saadanne Lande som Rusland, hvor Begjæret efter musikalsk Nydelse hos den stærkt spredte Befolkning ikke saa let kan tilfredsstilles paa anden og bedre Maade.
Orgelet, dette det mest storartede af alle musikalske Instrumenter, støtter sig, saaledes som det nu er, paa alle de Erfaringer, som ere gjorte enkeltvis for hvert af de andre musikalske Instrumenter. Da dets Opgave er at give musikalske Ideer det fuldstændigste og højeste Udtryk og alene at yde, hvad ellers alle de enkelte Instrumenter, hvert med sine Ejendommeligheder, i Forening søge at opnaa maatte man ved dets Bygning tage med i Beregningen alle de særegne Effekter, hvorved disse forskjellige musikalske Udtryksmidler skille sig fra hinanden. Det er Orgelbyggerens vanskelige Opgave at opnaa alle disse Klangvirkninger, og, da Hjælpemidlerne dog kun ere indskrænkede — idet der ved Luftstrømmen, der gjennem Ledningerne tilføres Piberne, ikke blot skal efterlignes alle Blæseinstrumenternes Virkning, men ogsaa Klangen af Strengeinstrumenter —, maa de mægtige Orgeler, som findes i adskillige store Kirker, vække vor højeste Beundring.
Navnet »Orgel« kommer af organum, organon, hvormed henholdsvis det latinske og græske Sprog oprindelig betegnede ethvert Værktøj og Instrument, siden specielt de musikalske og tilsidst en vis Klasse af Blæseinstrumenter. Man har derfor villet tillægge Orgelet en meget høj Alder, og det i mange gamle Skrifter ofte omtalte Vandorgel, som de gamle Grækere allerede kjendte, har man villet henvise til som det Instrument, hvorfra vort nuværende Orgel skulde have havt sin Oprindelse. Men en tilfældig Navnelighed kan, i Særdeleshed da Navnet kun hidrører fra en ukyndig Oversætter uden Sag kundskab, ikke gjælde som Bevis for nogen Overensstemmelse, og noget andel Holdepunkt har man ikke. Vel have flere forsøgt, efter de Beskrivelser Vitrurius, Heron og andre have givet af Vandorgelet, at konstruere et saadant, men det er aldrig lykkedes at komme under Vejr med den egentlige Konstruktion af det Instrument, som blev kaldet organum, hydraulicum.
Imidlertid synes det, som om man allerede tidligt har benyttet musikalske Instrumenter med Blæsebælge og Piber. Eginhard fortæller, at en venetiansk Præst i Aaret 826 har konstrueret et Vandorgel, og det sidste, som omtales, skal endnu have existeret i det 12te Aarhundrede i Malmesbury i England. Der gaves dog allerede paa den Tlid pneumatiske Orgeler, der vistnok meget tidligt have maattet fortrænge do upraktiske Vandorgeler. Af et saadant pneumatisk Orgel giver Hieronymus (331—420) en Beskrivelse, som finder sin Bekræftelse ved Billedhuggerarbejderne paa en i Konstantinopel under Theodosius den Store oprejst Obelisk. Efter disse samtidige Vidnesbyrd har dette Orgel, hvoraf vi i Fig. 435 give en Tegning efter de gamle Skulpturer, havt femten Piber, to Vindsække af Elefanthud og tolv Blæsebælge for at efterligne Tordenen«, som den hellige Hieronymus udtrykker sig. I Vesten synes Orgelerne ikke at være komne i Brug før det 8de Aarhundrede. Aar 757, hedder det, sendte den bysantinske Kejser Konstantin blandt andre Gaver til Kong Pipin ogsaa et Orgel, som vakte overordentlig Beundring ved Hoffet. Karl den Store, som af den samme Monark ogsaa fik et saadant Instrument, skal efter denne Model have ladet bygge flere Orgeler, der, som en Munk fra St. Gallen beretter, »med sine af Bælgens Vind besjælede Piber efterlignede Tordenens Rullen, Lyrens Toner og Cymblernes Klang«. Disse Orgeler kunde flyttes, da de endnu ikke havde de store Dimensioner, som de siden fik, idet de næsten udelukkende bleve benyttede i de store katholske Domkirker.
Se vi bort fra alle Formodninger, maa vi som det ældste Dokument, der angaar Orgeler, anse en Skrivelse fra Pave Johannes VIII. til Anno, Biskop i Freisingen, hvori denne bedes om at sende en Kunstner til Italien, som kunde bygge saadanne og spille paa dem. Hvad enten nu Orgelbygningskunsten er bleven opfundet i Grækenland eller det Organon, som Pipin eller Karl den Store fik som Gave af Kejseren i Konstantinopel, var det første Orgel (efter vort Begreb om dette Ord), som kom til Vesterlandene, saa er det dog slaaet fast, at denne Kunst i den anden Halvdel af det Ode Aarhundrede blev øvet i Tyskland. Aar 951 lod Biskop Elfey til Kathedralen i Winchester bygge et stort Orgel med 12 Blæsebælge for oven, 14 for neden, der med stort Besvær maatte trækkes eller trædes af 70 stærke Mænd. Pibernes Antal var 400, og der behøvedes to Organister til at spille Instrumentet. Virkelig maatte der anvendes saa stor Kraft for at trykke Tangenterne ned, at en enkelt Person ikke kunde magte det; thi den daværende Kirkesang, som Orgelet skulde ledsage, var for det første ikke af saa kunstmæssig en Art, at en Organists ti Fingre ikke vilde have været tilstrækkelige, hvis de daværende Orgelers Indretning havde været ligesom den nuværende; vi vide desuden, at hele Antallet af Tangenter paa dette Orgel kun var 10, og at der saaledes kom 40 Piber paa hver Tangent. Det berettes, at Winchesterorgelet skal have havt flere Registre, og det kunde saaledes nok være rimeligt, at der, for at kombinere disse, havde været Brug for endnu en Organists Assistance; da imidlertid den Indretning, som vi nu kalde »Register«, næppe allerede var i Brug den Gang, kan denne Formodning knap være sandsynlig. I et i Arkivet i Cambridge fundet Haandskrift fra det 12te Aarhundrede forekommer en Tegning af et Orgel af lignende Konstruktion; det er maaske ovenikjøbet en skematisk Fremstilling af Winchesterorgelet (Fig. 436).
Det ringe Toneomfang tillod naturligvis ikke en figureret Stemmeførsel, og Behandlingen af de gamle Orgeler bestod blot deri, at man ved Afsyngelsen af en Sang med knyttet Haand trykkede en Tangent ned ad Gangen, og saaledes spillede Koralmelodien med unisont. I Frankrig omtales det første Kirkeorgel i det 12te Aarhundrede. Det fandtes i Klosterkirken i Fécamp. Det er imidlertid sandsynligt, at der allerede tidligere fandtes flere Orgeler i Tyskland, thi i det 10de Aarhundrede var der saaledes allerede saadanne i Freisingen, München, Aachen, Magdeburg, Halberstadt og Erfurt. Afbildningen Fig. 437, som forestiller et Orgel af det Slags, som blev bygget ved Aar 1300, er hentet fra en latinsk Psalterbog, som findes i Pariserbibliotheket; Fig. 438 viser derimod et lille flytteligt Orgel fra det 15de Aarhundrede efter et samtidigt Miniaturmaleri i Vincenz de Beauvais' Historiespejl, som ligeledes findes i Pariserbibliotheket.
Disse gamle Orgeler havde i Reglen 12 Toner med 12 Tangenter, der vare af en Haands Brede og udhulede, saaat de maatte »anslaas« med Armen og Albuen. Det, forstaar sig af sig selv, at denne raa Indretning maatte frembyde ganske overordenlige Vanskeligheder ved Behandlingen, thi de Ventiler, Skydere og Vægtstænger m.m., som skulde aabne Indgangene til Vindledningerne, kunde langtfra udføres med den Nøjagtighed som nutildags; ja, Forbindelsen med Tangenterne blev sædvanligvis vedligeholdt ved stærke Snore eller Reb.
Man hører ganske vist allerede ved Orgelet i Winchester Tale om Pibernes Forening i særskilte Grupper af bestemt Klangkarakter, Registre, men da noget saadant endnu i lang Tid ikke omtales ved de senere Orgeler, maa, som sagt, dette Udtryk have en anden Betydning. Det ser snarere ud, som om hver Tangent paa den Tid virkede paa en saakaldt Mixtur; alle de paa samme staaende Piber, hvilke Dimensioner de end havde, bragtes saa til at lyde, hvergang Tangenten blev trykket ned. Det Ubekvemme ved dette Arrangement medførte, at man ogsaa brugte Fødderne til at trykke Tangenterne ned med, da de bedre kunde udholde en saadan Anstrengelse end Hænderne. Blæsebælgene, hvoraf der var 20, 30 eller endnu flere, led ogsaa af store Ufuldkommenheder, og det var umuligt at faa regelmæssig, altid lige stærk Luftstrøm. Da Tonens Renhed netop beror herpaa, kan det ikke have været synderlig vel bevendt hermed, og man kan derfor ikke undre sig over, at der hist og her nedlagdes Protest mod Orgelets Indførelse ved Gudstjenesten.
Da man først havde begyndt at erkjende Ufuldkommenhederne, begyndte man snart paa at rette disse, og allerede i Begyndelsen af det 13de Aarhundrede finde vi, at der var foretaget betydelige Forbedringer i Orgelets Indretning. I Stedet for den tidligere almindeligt brugte diatoniske Skala indførte man den kromatiske. I det 14de Aarhundrede blev der i Domkirken i Halberstadt opstillet et Orgel, som allerede havde to Klaviaturer, en øvre for den højre Haand (Diskanten) og en nedre for den venstre (Bassen). Den øvre havde 14 diatoniske og 8 kromatiske Toner, altsaa i alt 22 Tangenter. Hvad man før den sidste Halvdel af det 15de Aarhundrede kaldte »Pedal«, var, som sagt, intet andet end det sædvanlige Klaviatur, der undertiden traadtes med Fødderne i Stedet, for at nedtrykkes med Hænderne; men i Aaret 1470 opfandt Bernardo il tedesco, en tysk Musiker i Venedig, en ny Indretning, hvorved der med de gamle Tangenter, Manualen, der spilledes med Hænderne, forenedes et andet særligt Klaviatur, som skulde spilles med Fødderne, den egentlige Pedal. Vindklapperne bleve her ligeledes aabnede ved Snore fra Pedaltangenterne.
Spillet kunde ganske vist nu, naar man tog Pedalen til Hjælp, gjøres mere fuldstemmigt; men indtil ind i det 16de Aarhundrede var dette ogsaa alt, hvad der blev opfundet med Hensyn til en Forandring i Tonens Karakter. Nu er det just den mest fremtrædende Ejendommelighed ved vor Tids Orgelværker, at de tillade særdeles talrige Kombinationer af forskjellige Piber, som da tillige ved en Tangents Hjælp kunne bringes til at tone paa en Gang og ved deres Sammenklang kunne frembringe en Effekt af en bestemt og tilsigtet Farve. Denne Deling af Pibeværket i særegne Registre hidrører fra det 16de Aarhundrede, og dette Tidspunkt maa da ogsaa anses som den vigtigste Epoke i Orgelbygningskunstens Udvikling.
I et nogenlunde fuldstændigt Orgel er Antallet af de Piber, som høre til hver Tangent, temmelig stort. De hvile med deres »Fødder« tæt ved Siden af hinanden paa de saakaldte Kanceller, aflange, i Orgelets Vindlade anbragte Rum, som hvert svarer til sin Tangent. Ved at trykke paa en Tangent aabnes den Ventil, som lukker for den tilsvarende Kancel, og Luften vilde da strømme ind i alle de paa denne anbragte Piber og bringe dem til at tone paa en Gang, hvis der ikke ved Registerudtrækkene kunde bevirkes en vis Adskillelse. Under Pibestokkens Aabninger befinder der sig nemlig lange, lineallignende Trælister, de saakaldte Paralleler, som staa i Forbindelse med Registerudtrækkene, og som ved Hjælp af disse kunne skydes ind under Pibernes Aabninger. Disse Lister ere forsynede med runde Huller, saaledes at, naar en af dem forskydes, de Piber, som svare til det paagjældende Registers Tonekarakter, komme til at befinde sig over Hullerne, saaat Luften strømmer ind i dem, medens de øvrige holdes aflukkede. Vindladen blev i Tidens Løb gjort mere og mere fuldkommen i forskjellige Henseender, og selve Blæsebælgen undergik væsentlige Forbedringer, ligesom de bleve anbragte paa en mere formaalstjenlig Maade for at undgaa det uhyre Vindforbrug, hvilket var en Hovedfejl ved de gamle Orgeler. Disse Forbedringer vare imidlertid væsentlig af mekanisk Art og have for os en mindre Interesse end Opfindelsen af de forskjellige Registre, ved hvis Sammensætning Orgelbyggerne have Lejlighed til at lægge et fint Øre og en opmærksom Naturiagttagelse for Dagen. Rør- og Labialværker bleve indførte, og overhovedet forenedes med Orgelet de mangfoldigste Toneeffekter, efter at man havde lært efter Behag at udelade eller atter at indføje forskjellige Stemmer i Tonemassen.
Flere meget bekjendte Orgeler bleve byggede i denne Periode, og i Særdeleshed blev Orgelet i Slotskirken i Gröningen ved Halberstadt (bygget 1596 af David Becke) saa berømt, at ikke mindre end 53 Kjendere undersøgte det og spillede paa det ved dets Indvielse.
Af særdeles Betydning er den Opfindelse, som paa hin Tid skyldes Andreas Werkmeister, Organist i Halle, nemlig den ligesvævende Temperatur, hvorved først en Forandring af Toneart blev mulig. Klaviaturet kunde derved udvides; thi, afset fra, at de ældste Orgeler hverken havde cis, dis eller fis og gis, og at cis endogsaa manglede endnu i det 16de Aarhundrede, bragtes efter kompletteringen af disse Halvtoner Manualens Omfang op indtil fire Oktaver fra C til c'''. Pedalen fik den store Oktav og nogle Toner af den lille.
Orgelbyggeriets Blomstringstid i Tyskland ligger i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede og falder sammen med den Tid, da den protestantiske kirkemusik ved Bach og Händel frembragte sine mest storartede Værker. England, der allerede tidligere havde havt mange fremragende Orgelbyggere, maatte give Afkald paa sine mange smukke Orgelværker paa Grund af Forordningen af 1644, som befalede, at alle Orgeler skulde nedrives, en Befaling, der under den puritanske Bevægelse saa meget hurtigere blev adlydt, som der kunde støbes Masser af Geværkugler af Piberne; Orgelbyggerne bleve tvungne til at udvandre eller maatte give sig i Lav med Snedkerhaandværket. I de katholske Lande, hvor Menighedens Sang ej havde den Betydning som i de protestantiske, kunde Orgelet efter Sagens Natur ikke udvikle sig saa mægtigt. Vi træffe derfor de betydeligste Orgelværker i de protestantiske Kirker. Der er i Særdeleshed et Navn fra denne Tid, som lyser med særlig Glans i Orgelbyggeriets Historie: Navnet Silbermann, et Navn, som vi allerede have truffet i Pianoets Historie. Det betegner dog ikke en enkelt Personlighed; flere af samme Navn have ydet fortrinlige Arbejder i Orgelbyggeriet.
Andreas og Gottfried Silbermann vare Sønner af en Tømmermand i Böhmen ved Navn Michael Silbermann. Begge lærte Snedkerhaandværket. Andreas, født 1678 i Grafenstein, gik i Aaret 1700 paa Vandring, lærte i Hagenau Orgelbyggeriet og bosatte sig som Moster i Strassburg 1703. De fire af hans ni Sønner, som levede, bleve Orgelbyggere ligesom Faderen og overtoge hans Værksted efter hans Død (1734). De dreve det i Forening indtil 1751. Det var den yngste af disse, Johan Heinrich Silbermann, som tillige beskjæftigede sig med Pianofabrikationen.
Gottfried Silbermann, Broderen til Andreas, opholdt sig ved Aaret 1712 i Freiberg, men maatte flygte derfra for adskillige gale Streger. I Strassburg, hvorhen han derefter begav sig, og hvor han uddannede sig som Orgelbygger, var han heller ikke længe. Efter megen Flakken frem og tilbage nedsatte han sig tilsidst i Frauenstein i Sachsen men flyttede senere herfra til Freiberg. Det er ham, som har bygget de berømteste »Silbermans« Orgeler, og dog beskjæftigede han ikke mere end 8—10 Arbejdere i sit Værksted. Han døde som kurfyrstelig Hof- og Landorgelbygger Aar 1753 i Dresden. Antallet af de Orgeler, som Andreas Silbermann og hans Sønner byggede, naar op til 74; Gottfried byggede 30.
Det er fuldstændig umuligt med den indskrænkede Plads, der staar til vor Raadighed, at gaa nærmere ind paa en Omtale af de særskilte Opfindelser, som i de sidste hundrede Aar ere gjorte paa Orgelbyggeriets Omraade. Skulde alle Enkelthederne i den indvendige Indretning af Orgelet gjøres til Gjenstand for en nøjere Beskrivelse med Omtale af alle de Forandringer og Forbedringer, der ere skete indtil Dato, vilde det fylde et helt Bind.
Naar Blæsebælgene trædes ned, drives Luften ind i Vindladen, hvorpaa Piberne staa. De smaa gjennemborede Lister, som kunne forskydes under Pibens Fod, ere Parallelerne, som staa i Forbindelse med Registerudtrækkene. Ved at trække disse ud skydes de tilsvarende Huller ind under Pibens Fod, saaledes at Vinden, naar Ventilen aabnes ved Hjælp af Tangenten, strømmer ind i de Piber, hvis samtidige Anblæsning netop giver Registret den for det ejendommelige Klangfarve. I den nyere Tid har man ved større Orgeler anvendt smaa Dampmaskiner, som efter samme Princip som Kompressionspumpen fortætte Luften i en Vindkjedel og derved frembringer en langt mere regelmæssig Strøm end Bælgetræderne, hvis Arbejde allerede paa Grund af den uensartede Vægt ej lader sig beregne nøjagtigt. Da Registrene ofte faa Elementerne til deres enkelte Toner fra en Mængde Piber, voxe disses Antal ofte til det utrolige. Det berømte Orgel i Benediktinerabbediet i Weingarten i Schwaben (fuldført 1750) havde 6666 Piber, 66 Registre, en fri Pedal og fire Manualer. Det reneste og bedste Tin leverer Materialiet til Orgelpiberne. Hvor man imidlertid skal se særlig paa Bekostningen, bruger man Træ, som undertiden overtrækkes med en Tinplade. I England bruger man i Stedet for Tin en egen, mindre kostbar Komposition.
Hvad Pibernes Form og Dimensioner angaar, ere de allerede meget forskjellige, alt eftersom den udvidede Klaviatur kræver det; men desuden har Registrenes Sammensætning foranlediget mangfoldige Konstruktioner af forskjellig Klangfarve. Den største Tinpibe i det af Ladegast byggede Orgel i Nikolajkirken i Leipzig, det dybe (store) Kontra-E (32 Fod), vejer alene tre Centner, medens den mindste Mixturpibe med Lethed kan skjules under en Oldenborre. Da snevre cylindriske Piber, naar de anblæses skarpt, lade høre en Række af harmoniske Overtoner, som give Grundtonen en ejendommelig violinlignende Farve, finder man, at de Registre, af hvilke man venter en saadan Effekt (Violinprincipal, Violoncel, Kontrabas, Viola di Gamba m.fl.), ere sammensatte af saadanne snevre Piber. Vide Piber fremkalde derimod kun meget svagt de harmoniske Bitoner, men deres Grundtone fremtræder skarp og fuld, og derfor benytter man dem til Orgelets Hovedklangmasse, til de saakaldte Principalstemmer. Koniske Piber give kun svagt de første harmoniske Bitoner, men lade den femte til syvende fremtræde temmelig tydeligt; den karakteristiske Virkning heraf kommer tydeligt for Dagen i Registrene: Spidsfløjte, Salcional, Gemsehorn, der indeholde saadanne Piber.
En særdeles mærkværdig Forening udgjør Mixtureme derved, at i dem Piber ere forenede, som ikke alle angive samme Tone, men ere stemte i harmoniske Overtoner, som svare til Tangentens Grundtone. Ved Siden af Fløjtepiberne optræder i Orgelet desuden de forskjelligste Sorter af Tungepiber og danne de Registre, der i deres Klangvirkning skulle svare til Valdhornet, Fagotten, Trompeten, den menneskelige Stemme m.fl.; man har endvidere for at opnaa visse Effekter anvendt Staalstænger, Klokker og andre klanggivende Legemer.
Som Exempler paa store Orgelværker ville vi endnu nævnt dem, som ere udgaaede fra Walcker & Komp.s Atelier i Ludwigsburg. Dette Firma, som blev grundlagt af Orgelbyggeren Ehrhard Friederich Walcker (født i Cannstadt, død 1843 i Ludwigsburg), havde indtil Udgangen af Aaret 1871 udført 270 Orgelværker med fra 2—100 Registre, deriblandt mange med 50, 60 og flere Registre. Det verdensberømte Orgel i Ulms Domkirke har 100 Registre, 4 Manualer, 2 Pedaler og 6286 Piber, hvoraf den største har en Længde af 40 og en Diameter af 2 Fod. Et Koncertorgel til Boston, det tohundrede i Rækken og fuldført i August 1862, har 86 Registre og en aldeles ejendommelig Crescendo- og Decrescendo-Indretning. Fremdeles det store Orgel til Kirken St. Sulpice i Paris, bygget af Cavaillé-Coll; det har 100 Stemmer, 118 Registre, 20 Pedaler og 6,706 Piber[4].
Blandt de Forbedringer, hvormed Firmaet Walcker har beriget Orgelbygningskunsten, maa særlig fremhæves Indførelsen af Kegleladesystemet, som først blev anvendt i 1842 paa et til Estland bestemt Orgel. Efter dette har hver Pibe sin særskilte Ventil, som ved sin nøje tilpassede Størrelse i det Øjeblik Tangenten anslaas, lader netop den Mængde Luft strømme ind, som kræves til en rigtig Intonation ved den paagjældende Pibes Mensur. De gamle Parallellader fik derimod al deres Vind gjennem en fælles Ventil, hvorved der indtraadte Ujevnheder i Pibernes Intonation, saasnart alle Registre bleve spillede.
Naar vi sammenligne vor Tids Orgelværker med ældre Tiders, maa vi erkjende, at Orgelbyggeriet selv siden Silbermanns Tid har naaet en langt højere Grad af Fuldkommenhed, end alle de andre forudgangne Aarhundreder tilsammen have bevirket. Ventilerne og Parallelorne kunne nu ved særegne Indretninger, saaledes de pneumatiske Maskiner, aabnes med en Lethed, som gjør Spillet paa et kolossalt Orgelværk ligesaa let som paa et Koncertflygel.
Men i samme Forhold som Midlerne ere blevne alt rigere og mere fuldkomne, i samme Forhold ere ogsaa Vanskelighederne stegne. Medens de gamle Orgelbyggere kun havde deres fine Smag og uddannede Øre at rette sig efter for at fuldkommengjøre Orgelet, har Nutiden i den videnskabelige Undersøgelse af Klangvirkningerne skabt en naturlig Grundvold, hvorpaa det maatte blive langt simplere og sikrere at bygge, og de Helmholtzske Undersøgelser have netop her i fuldt Maal vist deres praktiske Betydning.
Stemning af Instrumenter. Alle Instrumenters Stemning er baseret paa Kammertonen, som angives med enstrøgne a, idet man er bleven enig om, at en Tone, der gjør 430 Svingninger[5] i Sekundet, skal gjælde for Kammertonen. Henimod Midten af det 19de Aarhundrede (1839) antoges det saakaldte Wiener-a, som gjorde 440 Svingninger i Sekundet for Kammertonen, hvorved den oprindelige Kammertone altsaa forhøjedes noget. Denne er i den senere Tid atter forladt, da Sangerne ofte generedes ved Musikstykkernes deraf følgende Forhøjelse, og man er vendt tilbage til det a, som Pariserstemmegaflen af samme Navn angiver, og som gjør 435 Svingninger i Sekundet. Fra dette a gaar Klaver- og Orgelstemmeren ud, idet den Tone paa Pianoet eller Orgelet, som angiver a, gjøres ligelydende med Stemmegaflens Tone. Instrumentets Grundtone er nu færdig og derpaa stemmes Underdominanten til a o: den store Kvint under a, altsaa d; dernæst tages Terzen til d, altsaa fis med, og man har da en Treklang d, fis, a; saaledes bliver man ved med Kvinter og Terzer op og ned fra de først stemte Toner, indtil man har stemt alle Tonerne i et Omfang af omtrent 2 Oktaver. Herved maa dog bemærkes, at Kvinterne ikke maa stemmes skarpt rene, da saa hele Stemningen vilde blive falsk, men Kvinterne skulle være en Smule svævende. Naar der saaledes er opnaaet omtrent 2 Oktaver vel stemte, kalder man Instrumentet tempereret eller at det har faaet Temperaturen, og de øvrige baade dybere og højere Toner stemmes da sædvanligt i Oktaver, Iøvrigt er der mange, som følge en anden Fremgangsmaade ved denne Stemning. Vi kunne dog ikke indlade os paa en mere indgaaende Fremstilling; vi have kun villet vise, hvorledes Stemningen kan udføres og ogsaa meget ofte udføres.
Til Pianoets Stemning kræves en Stemmenøgle eller Stemmehammer, som i den ene Ende er forsynet med et firkantet Hul der passer til den øverste Ende af Stemmeskruen o: den Skrue, hvortil Strengen er fastgjort, samt et Stykke tykt Filt, dannet som en Kile, der bruges til at sætte imellem Strengene, hvor der hører to eller tre Strenge til en Tone eller Tangent, for at man kan stemme hver Streng for sig.
Orgelet stemmes paa samme Maade som Pianoet, men i Stedet for Stemmenøgle bruges til Metalpiberne et Stemmehorn, hvis Ender ere tragtformige, den ene hul, den anden kompakt, begge forede med en tynd Metalplade. Pibens Aabning indsnevres eller udvides med Stemmehornet, og derved gjøres Tonen højere eller dybere. Oktav 4 Fod bruges i Reglen til Normalstemme og bliver derfor stemt først, og ved Hjælp af denne stemmes saa de øvrige Stemmer. Rørstemmerne (Fagot, Trompet, Dolcian, Basun o.s.v.), alle de Piber, der frembringe Tonen ved Hjælp af Metaltunger, stemmes derimod med et Jern, dannet som et Stemmejern, idet man slaar den i Forbindelse med Tungen staaende Metalstift op eller ned, hvorved Tungens Svingninger formindskes eller forøges, og derved bliver Tonen lavere eller højere. De Metalpiber eller Træpiber, der ere lukkede med et Metallaag eller en Træprop, stemmes ved at Laaget eller Proppen slaas længere ned eller højere op. Ved nogle Metalpiber foretages Stemningen ved at et Indsnit i Metalpibens øverste Ende (dog et Stykke fra Mundingen) udvides eller sammentrykkes for at gjøre Tonen lavere eller højere.
Violinen, Bratschen og Violoncellem stemmes i Kvinter, hvorimod Kontrabassen stemmes i Kvarter.
Horn eller lignende Instrumenter stemmes ved at udtrække eller indskyde de Bøjler, der ere anbragte paa dem.
Fodnoter
[redigér]I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.
- ↑ Mozart har komponeret Sernaden i »Don Juan« for den neapolitanske Mandoline, som han ogsaa selv spillede, da Operaen første Gang blev opført.
- ↑ I Kjøbenhavn har Normanden Gabriel Enger vundet et anset Navn som Violinbygger.
- ↑ I vor Bibeloversættelse staar »Basuner« hvilket vistnok er ukorrekt for »Trompeter«
- ↑ Orgelerne i Viborg Domkirke og Holmens Kirke ere byggede af Köhne; de have henholdsvis 42 og 36 Stemmer. Frue Kirkes Orgel har 50 Stemmer, hvoraf dog adskillige ere ubrugelige.
- ↑ Dobbeltsvingninger.