Opfindelsernes Bog/Lyden.

Indledende Bemærkninger. Ligesom vort Øje modtager Lysindtryk paa den Maade, at Synsnerverne paavirkes af den overalt udbredte Æthers Svingninger, saaledes ere ogsaa de Indtryk, vi modtage gjennem vort Øre, ikke andet end Virkningerne af Bevægelser, som overflyttes til Hørenerverne ved Hjælp af Ørets Høreapparat. Naar vi høre Knaldet af en Kanon, der bliver affyret i ikke altfor stor Afstand fra en Bygning, hvor vi netop befinde os, ville vi mærke, hvorledes alle Ruderne komme til at ryste saa stærkt, at de endog kunne sprænges, og heraf kunne vi da slutte os til, i hvor voldsomme Svingninger den omgivende Luft maa være bleven sat.
Alt, hvad vi høre, pleje vi at betegne med det fælleds Navn Lyd, og de Svingninger, eller Bølger, som frembringe Lyden, kalde vi derfor ogsaa Lydsvingninger eller Lydbølger. De fremkomme ved at Luften afvexlende fortættes og fortyndes. Hvor der ikke findes Luft, kan der heller ikke opfattes nogen Lyd. Paa høje Bjerge, eller naar man i Luftballon hæver sig betydeligt over Jordens Overflade, hører man enhver Lyd svagere end nede ved Havet, fordi Luften der er mere fortyndet. Afskyder man saaledes en Pistol paa Toppen af Montblanc, lyder Knaldet ikke stærkere, end naar man slaar to Træklodser imod hinanden. Anbringe vi et elektrisk Ringeapparat under en Luftpumpes Recipient og lader Strømmen sluttes, ville vi tydeligt kunne høre Ringningen, saa længe Luften ikke er begyndt at udpumpes; men, begynder man først at arbejde med Pumpen, vil Lyden efterhaanden tabe sig, og tilsidst, naar Luftfortyndingen er dreven til det yderste, ville vi aldeles intet høre, skjøndt vi se Hammeren slaa løs paa Klokken ganske som før.

Lydbølgernes forplantning sker til alle Sider, saaat Bølgerne med deres Overflader altid kunne tænkes at danne en Kugle, der har sit Centrum i Lydens Udgangspunkt (Fig. 370). Lyden naar til ethvert enkelt Punkt i en ret Linie, og man kan derfor tale om Lydstraaler. Det følger af den Maade, hvorpaa Lyden forplanter sig, at dens Styrke altid maa blive svagere med Afstanden, og dens Intensitet aftager med Kvadraterne paa Afstandene, saaledes at f. Ex. et Pistolskud, der affyres en Alen fra os, vil paavirke Hørenerverne hundrede Gange stærkere end om det blev affyret ti Alen fra os.
I Luften bevæger Lyden sig med en Hastighed af 1055 Fod i Sekundet, hvorved vi dog maa bemærke, at Regnault ved Forsøg har godtgjort, at denne Hastighed dog forøges noget for meget stærke Lyd. Ligeledes udøver Luftens Temperatur en ikke uvæsentlig Indflydelse paa den Hastighed, hvormed Lyden forplanter sig. Det nysnævnte Tal: 1055 gjælder for en Temperatur af 0°; ved 17° Varme er Lydens Hastighed 1100 Fod i Sekundet. Medens en Lysstraale bruger 8 Minuter 13 Sekunder for at tilbagelægge Vejen fra Solen til Jorden, vilde Lyden bruge 16 Aar 8 Maaneder til at tilbagelægge den samme Vej — naar der i det hele taget kunde være Tale om at Lyden kunde naa saa langt.
Vi maa dog ingenlunde tro, at Lyden kun er i Stand til at forplante sig gjennem Luften; ogsaa faste Legemer kunne forplante den. Lydens Hastighed er endogsaa større i faste og flydende Legemer end i luftformige. Saaledes er den f. Ex. i Vand c. 4, i Tin c. 7, i Jern, Staal og Glas c. 10 ²/₃, i Sølv, Messing og Valnødtræ c. 11, i Kobber c. 12, i Ibenholt c. 14 ²/₅ og i Fyrretræ c. 18 Gange saa stor som i Luften. Fyrretræ er derfor særlig egnet til at modtage Lydsvingninger, og af den Grund anvendes dette Slags Træ saa meget til Musikinstrumenter, navnlig til Strengeinstrumenter, medens Fløjter, Klarinetter og andre Instrumenter, der ikke selv skulle sættes i Svingning, forfærdiges af andre Materialier, der ikke ere saa let paavirkelige af Lydsvingningerne, f. Ex. Ibenholt, Buxbom, Elfenben o. s. v. Larmen fra Vulkanen Morne Garou paa St. Vincent har man hørt ved Maracaibosøen, i en Afstand af 150 geografiske Mil; Lyden var ikke bleven forplantet gjennem Luften, men gjennem Jorden. Som bekjendt have Indianerne en fint udviklet Evne, til ved at lægge Øret til Jorden, at kunne høre hvad der foregaar i betydelig Afstand, længe førend der kan høres noget gjennem Luften.
Fig.371 viser, hvorledes man kan maale Lydens Hastighed i Vandet. Klokken C bliver bragt til at lyde ved Slag af Hammeren M. I en omhyggelig opmaalt Afstand fra denne Signalstation er der en anden Station, som er forsynet med et Hørerør O T. For at gjøre det tydeligt for Iagttageren her, i hvilket Øjeblik Hammeren slaar paa Klokken og frembringer Lyden, staar Hammeren ved en Vægtstangsarm og en Snor (P) i Forbindelse med en Lunte, der bringes til at tænde en Krudtladning i samme Øjeblik som Hammeren træffer Klokken. Iagttageren paa den anden Station ser Lyssignalet i samme Nu, som Lyden frembringes, og ved Hjælp af et Kronometer kan han altsaa ligefrem aflæse, hvor lang Tid Lyden er om at naa hans Øre.

Lydens Reflexion. Naar Lydbølgerne møde en Hindring paa deres Yej, blive de paavirkede paa forskjellig Maade. Letbevægelige men kun lidet elastiske Legemer forplante ikke den Rystelse, de modtage. Tæpper, Gardiner og Draperier dæmpe derfor Lyden af Samtale og Musik i det Værelse, hvor de findes. De lade nemlig hverken Lydbølgerne fuldstændigt passere gjennem sig, eller kaste dem kraftigt tilbage. Ganske anderledes forholder det sig med haarde elastiske Legemer: de tilbagekaste Lydstraalerne, og de gjøre det ganske efter samme Love, som vi have lært at kjende ved Lysstraalernes Tilbagekastning. Lydbølgerne ere dog meget større og udkræve en ulige længere Tid end Lysbølgerne til at forplantes. Den langsomste Lyssvingning optager en Tid af ¹/_{450000000000000} af et Sekund, medens den laveste hørlige Tone bestaar af Svingninger af ¹/₁₆ Sekunds Varighed. Skal der finde en fuldstændig Tilbagekastning Sted af Lyden, udkræves der vidtstrakte og lidet brudte Flader, uden at de dog paa nogen Maade behøve at være spejlblanke.
Naar den tilbagekastende Flade befinder sig i en større Afstand fra os og Lydkilden, saaat Lyden behøver en betydeligt længere Tid til at naa vort Øre efter først at være slaaet imod Fladen, end den behøver til at naa vort Øre direkte, ville vi selvfølgelig høre de tilbagekastede Lydbølger særskilt og en længere Tid efter at den direkte Lyd er naaet til os, og der opstaar saaledes hvad vi kalde Ekko. Under heldige Forhold kan et saadant Ekko gjentage ikke blot Ord men endog hele Sætninger. Ekkoet ved Loreleyklippen ved Rhinen er bekjendt for sit Ekko, og det samme gjælder i endnu højere Grad om Ekkoet ved Slottet Simoneta i Nærheden af Mailand, hvor Knaldet af et Skud, der affyres fra et af Slottets Vinduer, bliver gjentaget 50 Gange.
Krumme Flader kunne samle Lydstraalerne paa samme Maade som Hulspejle kunne samle Lysstraalerne, og man gjør ogsaa en meget almindelig Anvendelse heraf ved Bygning af Theatre, Koncertsale o. l. Man udstyrer derfor det indre Rum med Vægge, der saa lidt som muligt dæmpe eller standse Lyden; man undgaar saa vidt det lader sig gjøre Hjørner, Vinkler og Piller, som forvirre og sønderrive Lyden, og man tilstræber at give den hele Sal den heldige elliptiske Form. I enhver Ellipse gives der nemlig to Punkter, der have den Egenskab, at alle de Straaler, der udgaa fra det ene af dem, blive kastede saaledes tilbage af Sidevæggene, at de alle samtidigt naa hen til det andet Punkt. Lyden bliver derved saa koncentreret, at et Ord, der bliver udtalt, om end nok saa svagt, i det ene af disse Punkter i en fuldstændig elliptisk Bygning, ganske tydeligt kan høres i det tilsvarende fjerntliggende Punkt af Ellipsen, medens det vilde være umuligt at opfatte det paa nogetsomhelst andet Sted. Paa Forhold, der ere nær beslægtede hermed, beror det, at man f. Ex. paa et Sted i Theatret hører i en paafaldende Grad bedre end paa et andet, der dog kan ligge nærmere ved Lydkilden. — Som Kuriosa er der, navnlig noget længere tilbage i Tiden, konstrueret Pavilloner, Trapper, Sale o. l., hvor dette Fænomen kunde iagttages.

Talerør og Hørerør. Hvor Lydbølgerne altid blive kastede saaledes tilbage af de omgivende Vægge, at de blot kunne udbrede sig i en bestemt Retning, der bliver deres Kraft koncentreret og kommer denne Retning til gode. Biot, den berømte franske Fysiker, har anstillet interessante Forsøg med Rør, der bleve lagte ned i Paris til Brug for en Vandledning. I en stille Nat tog han Plads ved den ene Ende af en 3000 Fod lang Rørledning og lod udføre forskjelligt Slags Instrumentalmusik ved den anden Ende af Rørledningen, ligesom han ogsaa anmodede de Mennesker, som fandtes der, om at tale og støje, snart svagt, snart stærkt. Det var ikke til at paavise, at Lydbølgerne paa denne Strækning havde tabt det mindste i Intensitet: den svageste Tone kunde tydeligt høres, og »det eneste Middel til intet at høre«, som Biot udtrykker sig, »bestod i den mest fuldstændige Tavshed.«
Dette Forhold har man allerede i lang Tid anvendt med Held baade ved Tale- og Hørerør. I et gammelt, Skrift, der er oversat fra Arabisk, og som blev trykt i Rom Aar 1516, omtales der, at Alexander den Store havde et Horn, hvormed han kunde give sin Hær Befalinger i en Afstand af 100 Stadier. Dette Horn var dog rimeligvis snarere et Slags Krigslur end et egentlig Talerør. Et saadant blev først opfundet Aar 1670 af Sir Samuel Morland, der anstillede Forsøg med det i Deal i Karl II.'s Nærværelse. Det var et Kobberrør, som havde en Længde af omtrent 4 Fod. Ved den ene Ende havde det et Gjennemsnit af c. 2 Tommer, ved den anden Ende af omtrent 20 Tommer. Stemmen kunde ved Hjælp af dette Rør høres i en Afstand af henimod 18,000 Fod.
Allerede tyve Aar tidligere havde den bekjendte Athanasius Kircher angivet en Maade, hvorpaa man kunde gjøre sig forstaaelig for tunghøre Mennesker. Apparatet bestod ligeledes af et kegleformet Rør, hvis spidse Ende blev stukket ind i Øret, medens der skulde tales ind gjennem den vide Ende. Kircher gjorde imidlertid først senere opmærksom paa, at dette Hørerør ogsaa kunde benyttes som Talerør, naar man nemlig talte ind gjennem den modsatte Ende. Nutildags har Apparatet, ved Telegrafiens Udvikling, mistet den Betydning, det tidligere har havt, og som iøvrigt aldrig har været videre stor; ombord paa Skibe benyttes det dog endnu under Navn af Raaberen se II. B. S. 383. Talerør af et særligt Slags, egentlig ikke andet end almindelige Rørledninger af tyndt Blik, anvendes dog ikke sjeldent i større Bygninger for at kunne vedligeholde en bekvem Forbindelse mellem forskjellige Dele af Bygningen, der ere langt fjernere fra hinanden. Men da saadanne Rørledninger ere temmelig kostbare, ville de maaske inden lang Tid blive fortrængte af den billigere Telefonledning, der dog har den Mangel fremfor hin, at den ikke kan befordre Meddelelser, som man ønsker ikke skulle kunne høres af uvedkommende Personer; gjennem Rørledningen kan man nemlig høre en Meddelelse, selv om den bliver hvidsket ganske sagte, medens Telefonen ialtfald paa sit nuværende Standpunkt fordrer en bestemt og høj Tale.
Hørerøret har et mere blivende Værd og har paa en Maade samme Betydning for Hørelsen som Brilleglassene for Synet; men lige saa lidt som disse kunne hjælpe det Menneske, der ganske har mistet Synet, lige saa lidt kan naturligvis Hørerøret hjælpe den, der er ganske døv. Hørerøret er konstrueret saaledes at det optager Lydbølgerne og fører dem koncentrerede ind i Øret.

Toner. Vi have allerede sammenlignet Lydens Straaler med Lysets, men Ligheden gjælder ikke blot den Maade, hvorpaa Forplantningen og Tilbagekastningen foregaar; vi kunne forfølge den endnu videre: ligesom vi have set, at Sollyset bestaar af Lysbølger af forskjellig Varighed og Brydning, saaledes ville vi se, at de samme Forskjelligheder ogsaa gjøre sig gjældende i hvad vi med et fælleds Navn kalde Lyd.
Et Kanonskud, Larmen af en Vogn, Tordenens Bulder o. s. v. opvække Fornemmelser hos os, som kunne sammenlignes med forskjellige Lysindtryk. Men, ligesom det hvide Lys indeholder elementære Bestanddele, som hver for sig vække bestemte Farvefornemmelser, saaledes ere ogsaa de nysnævnte Lyde ikke enkelte Bølgebevægelser; de vise sig derimod som en Blanding af talrige Svingninger, der foregaa jevnsides og regelmæssigt, men med forskjellig Hastighed. Disse regelmæssige Svingninger frembringe Tonen, der adskiller sig fra den simple Lyd eller Støj paa samme Maade som Farven adskiller sig fra det hvide Lys. Luftsvingningerne, der ere uregelmæssige baade hvad Styrke og Form angaar, ville frembringe Støj, medens de, der ere regelmæssige, ville frembringe en Tone. Støjen paavirker Hørenerverne paa samme Maade som et flagrende Lys eller urolig Flamme paavirke Synsnerverne, medens Tonen maaske kan sammenlignes med det Lys, vi se gjennem en mælkehvid Kuppel. Tonen vækker en bestemt Fornemmelse hos os; det gjør Støjen ikke, og her, som overalt i Naturen, kunne vi se, at alt kun kan naa til Fuldkommenhed ved at følge Ordenens Love, medens der ikke er noget skjønt ved det vilkaarlige. Harmoni og Lovbundethed blive ensbetydende Begreber.
Et udmærket Middel, hvorved man kan undersøge Tonens Natur, har man i den saakaldte Sirene; det er et Tandhjul, mod hvis Tænder man blæser med et fint Rør. Naar Hjulet drejer sig, skjærer enhver Tand den gjennemgaaende Luftstrøm og opholder den et Øjeblik, ligesom Hjulet paa Kizeaus Apparat (Fig. 171 S. 211). Saa længe Tanden befinder sig foran Mundingen til Røret, bliver Luften fortættet inde i dette, og ved dette vexlende Spil opstaar der altsaa Bølger, der følge desto hurtigere efter hverandre jo hurtigere Hjulets Omdrejningshastighed er. Man kan bestemme Bølgernes Antal i Sekundet, og man har udfundet, at den dybeste Tone gjør 16½ Svingninger i denne Tid. Langsommere Svingninger blive kun opfattede som enkelte Luftstød og gjøre ikke Indtryk af at være nogen Tone. Den højeste Tone, som vi ere i Stand til at høre, fremkommer ved 33,000 Svingninger i Sekundet. Derudover har vort Øre ikke Evne til at opfatte Toner. Adskillige Dyrs Høreorganer synes dog at være i Besiddelse af en langt betydeligere Følsomhed.
Ethvert elastisk Legeme er i Stand til at frembringe en musikalsk Tone, naar det formaar at sætte Luften i tilsvarende Bølgebevægelse ved hurtige og regelmæssige Svingninger. Naar man slaar paa en Stemmegaffel eller en Glasklokke, eller stryger man dem med en Violinbue, ville de tone. Disse Svingninger ville man meget let kunne føle, naar man berører Klokkens Rand med en Finger eller man f. Ex. holder Stemmegaflens Grene hen til Læben; man kan ogsaa ligefrem bringe Stemmegaflen til at aftegne disse hurtige, pendulagtige Svingninger ved, medens den toner, hurtigt at føre den hen over et Stykke sodet Papir, hvor den da vil afsætte en Række Zigzaglinier.
Efterat man i den nyere Tid har begyndt at beskjæftige sig mere med en Undersøgelse af Tonebølgerne, er der ogsaa bleven opfundet endel Apparater, der paa en Maade skulle gjøre de akustiske Fænomener synlige. Naar man f. Ex. anbringer en blankpoleret lille Metalkugle paa den ene Ende af et af Stemmegaflens Ben, ville Straalerne fra et Lys blive tilbagekastede fra denne Kugle og tage sig ud som et lysende Punkt saa længe Stemmegaflen ikke svinger; men det lysende Punkt vil derimod blive forvandlet til en lysende Linie, saa snart Svingningerne begynde. Under almindelige Forhold vil denne Lysstribe danne en ret Linie; naar man derimod lader en anden Stemmegaffels Ben svinge vandret, medens den førstes Ben svinge lodret, og anbringer man paa den anden Stemmegaffel et lille plant Spejl, hvori Lyslinien fra den førstes Kugle bliver betragtet, vil man lægge Mærke til, at denne Lysstribe, der, som sagt, tidligere var retliniet, nu bliver paavirket, og de Kurver, som den beskriver, rette sig efter Stemmegaflernes Svingningsforhold og afgive vigtige Hjælpemidler for den mathematiske Undersøgelse.
Anledningen til Svingningerne kan enten være enkelt (Slag eller Stød), saaledes som her, eller vedvarende, saaledes som ved Stryge- og Blæseinstrumenterne. En spændt Streg bliver ved den kolofonerede Bue bragt ud af sin Hvilestilling; den søger at vende tilbage til den, men gribes atter af Buen, der paany fører den med sig o. s. v., og paa den Maade kommer den til at svinge Hundreder og Tusinder Gange i Sekundet, og enhver Svingning fremkalder en ny Tonebølge, der forplanter sig videre, og alle tilsammen frembringe Tonen. Ved Blæseinstrumenter fremkommer Tonen ved at Luftsøjlen i Træ- eller Metalrøret bliver sat i Svingninger ved Blæsning enten med Munden eller ved et Bælgapparat.
Skjøndt de musikalske Instrumenter kunne afvige meget indbyrdes efter den forskjellige Maade, hvorpaa Tonerne kunne opstaa i dem, ligger der dog visse fysiske Principer til Grund for dem alle. Fremfor alt er dette Tilfældet med Svingningsforholdene, og herom kunne vi skaffe os Oplysninger ved Hjælp af det simpleste af alle Strengeinstrumenter, den saakaldte Monokord (Enstreng).

Monokorden har, som Navnet antyder, kun en eneste Streng, der er anbragt paa en Resonansbund, det vil sige en hul Trækasse, som tjener til at forstærke Tonen. Ved Enderne er den fastgjort saaledes, at Strengen er fri i hele Kassens Længde, og mellem Resonansbunden og Strengen er der saa megen Plads, at en bevægelig saakaldt Løber eller Stol nogenlunde let kan skydes frem og tilbage under Strengen, hvorved man altsaa efter Behag kan gjøre den svingende, tonende, Del af denne kortere eller længere. Paa Kassen ere de enkelte Intervallers Svingningsforhold betegnede. I hosstaaende Fig. 372 er der afbildet et Instrument med to Strenge saaledes som det benyttes til Undersøgelser af Svingningslovene. Dette Apparat, som egentlig ikke er en Monokord, da det jo har to Strenge, kaldes dog saaledes.
Naar Strengen bliver strøget med en Bue, eller med Fingren bringes ud af sin Hviletilstand, gjør den Udslag til Siden saakaldte Transversalsvingninger. Det Punkt, der gjør det største Udslag, ligger midt mellem de to hvilende Endepunkter (se Fig. 373); naar begge Strengene ere lige lange, lige stærke, af samme Elasticitet og lige stærkt spændte, ville de ogsaa i samme Tid gjøre lige mange Svingninger. Men ere disse forskjellige Forhold ikke aldeles ens for begge Strenge, ville Svingningerne ogsaa afvige, baade hvad Størrelse og Hastighed angaar. Der findes nogle ganske simple Love for dette Forhold.
Spændingen maaler man bekvemmest, naar man lader den ene Ende af Strengen gaa hen over en bevægelig Rulle og betynger den med Vægtlodder; man finder da Strengens Svingningstal proportionalt med Kvadratroden af de spændende Vægte. Naar en Streng, der holdes spændt ved en Vægt paa 1 Pund, gjør 64 Svingninger i Sekundet, vil den, naar Vægten forøges til 4 Pund, gjøre 128 Svingninger i samme Tid. Deraf følger, at en Streng, der giver en meget høj Tone, maatte udøve et meget betydeligt Tryk paa sit Underlag, hvis den var forfærdiget af samme Materiale som de dybt tonende Strenge. Man er derfor nødt til at forandre de andre Faktorer, som indvirke paa Tonens Højde: Længde, Tykkelse, Materiale, Strengens Vægt er for saa vidt af Betydning, som den elastiske Kraft alene jo skal bevæge den hele Masse. Dette gaar saa meget desto lettere, og Svingningerne følge saa meget desto hurtigere, jo mindre Vægt Strengen har og jo mindre dens Diameter er, og omvendt. Naar Strengene ere forfærdigede af forskjelligt Materiale, men Forholdene iøvrigt ere lige, forholde Svingningstallene sig omvendt som Kvadratrødderne af deres Vægtfylde. Det er derfor at Guitarens, Violoncellens m. fl. Instrumenters dybest tonende Strenge ere overspundne med Metaltraad, som forøger deres Vægt og gjør Svingningerne langsommere.
Disse Forhold have mere Betydning ved Forfærdigelsen end ved Behandlingen af de musikalske Instrumenter. Men hvis man — saaledes som Tilfældet er, naar man spiller Guitar, Cither, Violin og dermed beslægtede Instrumenter — vil frembringe forskjellige Toner af en og samme Streng, griber man til et andet Middel: man forkorter Strengens svingende Del.
Jo kortere en Streng er, desto hastigere svinger den. Naar f. Ex. Strengen a b (Fig. 372) i hele sin Længde svinger 40 Gange, vil den ved at forkortes til det halve ved Hjælp af den ovennævnte Stol komme til at svinge 80 Gange, og 160 Gang, hvis man yderligere halverer denne Halvdel o. s. v. Det er denne Omstændighed, at en Strengs Svingningstal staar i omvendt Forhold til dens Længde, der gjør, at man, naar man f. Ex. spiller Violin, kan frembringe en hel Række forskjellige Toner, der ligge ved Siden af hverandre, ved blot at sætte Fingren paa forskjellige Punkter af samme Streng. Jo nærmere Fingren sættes Stolen, desto højere bliver Tonen, jo længere den anbringes derfra, desto dybere toner Strengen. Den løst svingende Streng giver den dybeste Tone, Grundtonen.
Ligesom enhver Farve i og for sig er smuk nok, men dog først ved at stilles sammen med andre kommer til at gjøre et mere eller mindre behageligt Indtryk paa vort Øje, saaledes er det ogsaa først ved en Forening af flere Toner at et Tonesprog fremstaar. Dette indbyrdes Forhold, hvori Tonerne staa til hverandre, beror paa simple mathematiske Forhold, hvori Svingningstallene staa til hverandre.

Musikalske Intervaller. Skalaer. Naar vi kaste en Sten i et roligt Vand, se vi, hvorledes Bølgerne i koncentriske Ringe tage Vejen ind mod Bredden. Naar vi nu tænke os, at der strax efter den første Sten kastes en ny mod det selvsamme Punkt, men saaledes at den skal fremkalde Bølgeringe med dobbelt saa stor Hastighed, vil der ikke indtræde nogen videre Forstyrrelse i de første større Bølgers regelmæssige Forløb: deres Begyndelse og Ende vil falde sammen med de mindre Bølgers Begyndelse og Ende, og som Følge deraf ville Punkterne, hvor de største Udslag fremkomme — Bølgebjerg og Bølgedal — fremtræde med saa meget større Bestemthed, fordi de Virkninger, der gaa i samme Retning, summere sig op i disse Punkter. Naar derimod den anden Sten tænkes at fremkalde tre Bølger i samme Tid som den første bruger til at fremkalde to, ville de nævnte Summerings- eller Overensstemmelsespunkter hver Gang først indtræde efter to paa hinanden følgende større Bølger, men i Mellemtiden ville de da indvirke saa meget mere forstyrrende paa hverandre. Jo mere indviklet de to Bølgeslags Forhold er til hinanden, desto mere forvirret vil Vandets Overflade tage sig ud, og med desto større Ubestemthed ville Bølgerne ogsaa naa til Bredden. — Vort Øre kan nu paa en Maade betragtes som Bredden, som træffes af Tonebølgernes Ringe, og den samme gjensidige Indvirkning, som to Vandbølger udøve paa hinanden, gjør sig ogsaa gjældende med Hensyn til Luftbølgerne og opfattes af Hørenerverne.
En Toneforbindelse gjør i sin Helhed et saa meget mere behageligt Indtryk, jo roligere de tilsvarende Bølgeslag foregaa, og, af hvad der allerede er sagt, vil det være indlysende, at Svingningsforholdet 1:2 mellem to Toner vil være det letfatteligste, fordi det er det simpleste. Dette Forhold betegner man i Tonesproget med Navnet Oktav. To Toners Forhold til hinanden med Hensyn til deres Svingningstal kaldes deres Interval. Oktaven er et saa simpelt Forhold, at man endog i kvalitativ Henseende betragter de to Toner som lige, og at man henfører alle mulige Intervaller til Intervallet 1:2. Man finder det paa Monokorden, naar man anbringer den bevægelige Stol saaledes, at ²/₃ af Strengen komme til at ligge paa højre Side af den, og ¹/₃ til venstre; den længere Del giver den dybere Tone, den kortere Del den højere Oktav. Anbringer man Stolen saaledes, at ³/₅ af Strengen ligge til højre og ²/₅ til venstre for den, forholde Svingningstallene sig som 2:3, og vi faa Kvinten. Paa samme Maade giver 3:4 Kvarten, 4:5 den store Ters, 5:6 den lille Ters o. s. v.
Efterhaanden som den musikalske Trang hos de forskjellige Folkeslag blev mere forfinet, lærte man sig at anvende mere indviklede Forhold. Saaledes har der efterhaanden uddannet sig en Skala med syv Tonetrin mellem to Oktavtoner, hvis Intervaller for en Grundtone med 24 Svingninger bevæge sig i følgende Forhold:

1	2	3	4	5	6	7	8
24	27	30	32	36	40	45	48
1	⁹/₈	⁵/₄	⁴/₃	³/₂	⁵/₃	¹⁵/₈	2

Brøktallene angive Svingningstallenes Forhold til Grundtonen. Til Grund for denne Skala ligge de simple Intervaller, Grundtone, Kvint, Kvart, store Ters, lille Ters, Sext og Oktav. Kvinten og den store Ters klinge meget tydeligt med i de fleste Toner, som de første forskjellige Intervaller i de harmoniske Overtoner C c g c' e; i selvstændig Forening med Grundtonen danne de den simpleste harmoniske Virkning: Durtreklangen. De endnu tilbagestaaende Intervaller mellem Grundtone og stor Ters, Sext og Oktav, der ere for indviklede til en velklingende Tonefølge, bleve udfyldte, idet man byggede en ny Treklang (Grundtone, Ters og Kvint) over Kvinten, der er den Tone, der ligger Grundtonen nærmest, og lagde dens Kvint en Oktav længere ned.
Men ved Siden af den store Ters 4:5 udmærker ogsaa den lille Ters sig ved en stor Simpelhed i Svingningsforholdet 5:6 og er derfor ogsaa bleven Udgangspunktet for en særlig Skala: Mollskalaen.
I Durskalaen er Trinet fra Tersen til Kvarten og fra Septimen til Oktaven mindre end de øvrige; disse Intervaller kaldes halve Toner, idet man nemlig kan indskyde et saadant Interval mellem hver to af de øvrige hele Toner. Bevægelsen i en Oktav fra halve til halve Toner er den kromatiske Skala. Her kunne vi dog ikke indlade os paa dette Omraade, der ligger noget udenfor vor Vej. Men et ville vi dog bemærke, og det er, at vort Tonesystem i sin nuværende Skikkelse med sin Dur- og Mollskala ingenlunde er den eneste tænkelige, hvor mathematisk strengt det end er udarbejdet. Det er fremgaaet af en ejendommelig Dannelses- og Smagsretning; men paa samme Maade kan der og har der ogsaa udviklet sig andre Tonesystemer hos Folkeslag, der ere opvoxede i andre Forestillinger om Musik; disse Tonesystemer kunne være lige saa naturlige som vort uden derfor at tiltale vor Smag, og vi kunne ikke have Ret til at kalde dem absolut uskjønne.
Helmholtz har for ikke længe siden leveret et meget værdifuldt Bidrag til en rigtig og klar Opfattelse af den musikalske Udviklings Forhold, og hans Værk om Toneindtrykkene er blevet af Betydning baade for Musikens Theori, for den udøvende Musiker og for den musikalske Instrumentmager.

Svingningsknuder. Strengeinstrumenternes saakaldte Flageolettoner give os Anledning til yderligere interessante Iagttagelser. De ere, som maaske bekjendt, meget højere end de Toner, Strengen vilde lade høre, naar den vibrerede frit i hele sin Længde, og de opstaa, naar man sætter Fingren svagt paa et af de Punkter af Strengen, der betegne en Brøkdel, der uden Rest gaar op i hele Strengens Længde, f. Ex. ¹/₄, ¹/₃ o. s. v. Naar Berøringen sker tilstrækkelig svagt, saaat Punktet vistnok bliver holdt i Hvile, medens Svingningerne desuagtet kunne meddele sig til den øvrige Streng, kommer denne ganske vist til at svinge i hele sin Længde, men ikke som et Hele: den kommer nemlig til at svinge i lutter smaa Afdelinger, som paa en Maade danne selvstændige Strenge, der indbyrdes ere lige og bestemmes af det berørte Punkts Afstand fra Strengens nærmeste Ende. Delingspunkterne forblive i Hvile og kaldes Svingningsknuder.
I Fig. 374 dannes der blot en saadan Svingningsknude; i Fig. 375 dannes der derimod ved Berøring af Punktet K¹ — der ligger med ¹/₄ at Strengen paa højre, og ³/₄ til venstre — to saadanne Knuder: K² og K³. Man kan let vise, at disse Punkter virkelig befinde sig i fuldstændig Ro; man behøver blot at anbringe smaa Papirstykker af denne Form | | over de paagjældende Punkter; de ville da blive siddende, naar Strengen stryges med Buen, hvorimod de paa hvilketsomhelst andet Punkt øjeblikkeligt ville blive kastede af.
I Musiken gjør man en mangesidig Anvendelse af denne Strengenes Selvdeling. En let Berøring af Strengen paa det Sted, hvor man maa trykke med Fingren for at faa Kvinten, giver den høje Oktav, en let Berøring af Kvarten den høje Duodecime, af den store Ters den højere Dobbeloktav o. s. v.
Svingningsknuder opstaa ikke blot ved svingende Strenge, men ogsaa ved svingende Luftsøjler og Plader. De saakaldte Chladnis Klangfigurer bero paa samme Forhold; de fremstaa, naar en regelmæssigt formet Plade af Metal eller Glas, hvorpaa der er strøet Hexemel eller fint Sand, understøttes i nogle Punkter, medens man stryger en Violinbue ned ad en af dens Kanter. Hexemelet eller Sandet kommer i heftig Bevægelse paa alle de Punkter, der blive bragte i Svingning ved Strøget; de kastes bort herfra og samle sig paa de hvilende Steder af Pladen, Knudelinierne, hvor de danne Figurer, der forandres med Understøttelsespunkterne. Fig. 376—379 vise Exempler paa nogle af disse Klangfigurer, der undertiden kunne være ganske smukke.
Pladen kan have hvilkensomhelst Form, blot den er regelmæssig.

Overtoner. Disse Bemærkninger ere særdeles vigtige; thi hvad vi her fremkalde med Hensigt, fremtræder stedse af sig selv i Naturen, saaat vi kunne paastaa, at en enkelt, ublandet Tone er det sjeldneste af alle naturlige Fænomener. De vidunderligste Virkninger tilvejebringes ved den Grad og den Maade, hvorpaa Sammenblandingen med andre Toner foregaar. Naar f. Ex. en Violinspiller vilde bringe det enstrøgne c eller hvilkensomhelst anden Tone til at lyde, vil han trods al sin Kunst ikke være i Stand dertil. Hvor sikkert og skarpt han end griber, hvor jevnt han end fører sin Bue, vil der altid høres andre Toner mere eller mindre stærkt, idet nemlig Strengen enten deler sig selv i flere Underafdelinger, eller idet de øvrige Dele af Instrumentet komme med i Svingning, eller ogsaa og navnlig idet der, som Følge af ujevnt Tryk paa Strengen, opstaar smaa Løbebølger, der gaa hen over Strengen i hele dens Længde, paa samme Maade som der, naar en Snor er spændt, og vi slaa paa den, vil fremkomme baade i vandrette og i lodrette Svingninger. Alle disse forskjellige Aarsager bevirke hver sin enkelte Tone, og de smelte nu sammen til den Fælledsklang, som vi i Musiken maa tage til Takke med i Stedet for den paagjældende Tone og derfor behandle som den enkelte Tone.
Naar de medklingende Toner staa i et uharmonisk Forhold til hverandre, faar Klangen Karakter af Støj. Klirren, Susen, Brusen o. s. v. bestaa ganske vist af enkelte, regelmæssigt forløbende Toner, men som dog ikke kunne forene sig til en harmonisk Totalvirkning, fordi deres Svingningstal ikke staa i noget simpelt Forhold til hverandre.
Bitonerne eller Overtonerne, som de kaldes paa Grund af deres højere Svingningstal, staa i et lovbundet Forhold til Grundtonen, og deres Intervaller ere altid ganske bestemte, men samtidigt ogsaa tildels betingede af det svingende Legemes Natur, Spændingsforholdene og den bevægede Kraft.
For spændte Strenge, aabne Piber m. m. udtrykkes Overtonernes Svingningsforhold ved følgende Tal:

1	2	3	4	5	6	7	8	9	10	11	12	13	14	15	16

c	e	g	c	e	g	b	c	d	e	f	g	a	ais	h	c

Eftersom nogle af disse Overtoner træde meget stærkt frem, medens andre derimod svækkes eller ganske forsvinde, vexler Tonens Natur, og de enkelte Instrumenters Klangfarve beror navnlig paa, disse højere Partialtoners forskjellige Optræden i de Lyde, Instrumenterne frembringe. Mærkværdigt er det ogsaa, at den karakteristiske Forskjel, der er mellem Vokalerne f. Ex. mellem a paa den ene Side og o, u, e, i paa den anden Side, ligesom ogsaa mellem disse sidste indbyrdes, beror paa visse Overtoners Sammenlyden. Naar en Sanger synger Vokalen a paa en bestemt Node, lader han, ved Mundhulens særlige Indretning, samtidigt med hin Hovedtone, ganske andre Toner lyde, end naar han paa samme Node intonerer o eller nogen af de andre Vokaler, og det er netop de samme Bitoner, der i den almindelige Tale gjør Klangen snart til et a, snart til en af de andre Vokaler.
Helinholtz har paavist dette ved sine Undersøgelser, og han har derhos frembragt kunstige Vokaler ved at sammenblande de paagjældende Tonebestanddele. Som bekjendt, er der ogsaa forfærdiget Kunstværker, der netop paa samme Maade vare i Stand til at gjengive den menneskelige Stemme mere eller mindre tilfredsstillende.
Konsonanterne have ikke en saa harmonisk Karakter som Vokalerne; de dannes ved Lyde, hvis Fremkomst i Almindelighed falder sammen med forandret Stilling af Mundhulen.

Kombinationstoner. Opstaa alle Overtonerne samtidigt med Grundtonen, og ligger deres Aarsag i de tonefrembringende Legemer selv, gives der paa den anden Side Toneindtryk, som først fremkaldes, naar forskjellige Lydbølger sammentræffe i vort Øre. Dette er de saakaldte Kombinationstoner, der ogsaa kaldes de tartiniske Toner efter den bekjendte Violinspiller Tartini (1754), der vel ikke har opdaget dem^[1], men dog først har vakt Opmærksomheden for dem. De opstaa først og fremmest derved, at vort Øre opfatter de forskjellige Bølger, der ankomme paa forskjellige Tider, som en eneste Toneaarsag, og som Følge deraf modtager det et Indtryk som af højere Toner, hvis Svingningstal er lig med Summen af de oprindelige Toners Svingningstal, Summationstoner; men dernæst ogsaa ved at de forskjellige Bølger enten forstærke, svække eller endog ganske ophæve hverandre.
Antage vi f. Ex., at en Grundtone og dens store Ters anslaas paa samme Tid, sammenfalder den førstes fjerde Bølgebjerg med den andens femte, og i samme Øjeblik finder der en Forstærkning Sted. Naar dette gjentager sig tilstrækkeligt ofte i Sekundet, opfatter Øret Summen af disse Forstærkninger — mellem hvilke der da ligger et lige saa stort Antal Svækkelser — som en ny, dybere Tone. Helmholtz har kaldt disse Toner Differenstoner.
Naar disse Forstærkninger ikke følge saa hurtigt efter hverandre, at de fremkalde Indtryk af en Tone, bevirke de kun mekaniske Rystelser, Stød eller Svæven i vort Øre. Jo nærmere de to Toners Svingningstal ligge hinanden, desto langsommere følge disse Stød efter hinanden; men jo fjernere de ligge hinanden, desto hastigere følge de; de ere derfor et meget sikkert og bekvemt Middel for Orgelbyggere til nøjagtigt at stemme Piberne.
Strenges og Pibers saakaldte medlydende Toner hænge sammen med disse Fænomener. Naar man tilstrækkelig højt synger en Tone ned i et Piano, som er lukket op, vil der opstaa en forvirret Lyd ved at en stor Del af Strengene blive paavirkede af Luftbølgerne. I denne forvirrede Lyd vil dog den Tone, som stemmer med den, der blev sunget ned i Pianoet, træde særlig stærkt frem, og den vil lyde endnu, efter at de andre ere ganske hendøde. Dette Forhold kan forklares derved, at enhver Svingning af Strengen træffes af en Luftsvingning, der skriver sig fra den sungne Tone, og som gaar i samme Retning som Strengens Svingning, og ved disse gjentagne smaa Impulser forstærkes Strengens Svingninger mere og mere. Alle andre Strenge have Svingninger af en anden Hastighed; de smaa Impulser af Luftsvingningerne kunne derfor ikke forstærke dem, men de ville endogsaa undertiden virke lige i modsat Retning og ophæve Tonen.

Svingende Luftsøjler. Piber. Omendskjøndt Blæseinstrumenterne baade hvad Udseende og Behandlingsmaade ere meget forskjellige fra Strengeinstrumenterne, støtte deres Virkninger sig dog til de selvsamme Svingningslove. De bølgeformede Luftfortætninger og Luftfortyndinger foregaa her ganske paa samme Maade, og den eneste Forskjel ligger i den Maade, hvorpaa de frembringes. Hastigheden, hvormed denne Bølgebevægelse foregaar, og som jo betinger Tonens Højde, bestemmes af Læneden af den Luftsøjle, der svinger i Røret, og denne staar atter i direkte Forhold til Instrumentets egen Længde. Det simpleste Udtryk for det Princip, der ligger til Grund for alle Blæseinstrumenter, tinde vi derfor ogsaa i et lige, cylindrisk Rør, hvori Luften afvexlende fortættes og fortyndes, ligesom Principet for alle Strengeinstrumenter ligger i den spændte Strengs Svingningsfænomener.
Naar vi blæse ind i et langt Rør, der er aabent forneden, bevirke vi ganske vist en Bevægelse af den deri indesluttede Luft; men denne Bevægelse er kun ligeformigt fremskridende, ikke bølgeformigt, hvad der er nødvendigt, for at frembringe en Tone. Den nødvendige Bølgebevægelse kan man skaffe tilveje, naar man f. Ex. anbringer en vibrerende Tunge foran Mundingen af Røret; hver Gang den bevæger sig ind mod Røret, vil den nemlig bevirke en Fortætning af de Luftdele, der befinde sig foran den; hver Gang den fjerner sig fra Røret, vil den derimod bevirke en Fortynding af Luftdelene. Man kan dog ogsaa sætte en Luftsøjle i Bevægelse ved de Stød, en Luftstrøm modtager, naar den slaar mod en fremstaaende Kant; begge disse Maader finde Anvendelse ved Konstruktion af musikalske Instrumenter. Trompeten, Valdhornet, Basunen, Klarinetten og Fagotten ere Exempler paa det første Slags, Tungepiber, medens Orgelpiber og Fløjter repræsentere det andet Slags, de saakaldte Fløjtepiber, som vi her ville benytte til Belysning af de paagjældende Love.
Fig. 380 og 381 vise Pibernes ydre Form, Fig. 382 og 383 derimod Piberne i Gjennemskjæring. Luften, der strømmer ind gjennem den nedre Del, Foden, ledes ved den saakaldte Kjærne, c, over mod Udsnittet, ab; her brydes den mod den øvre Kant b og undergaar derved en Fortætning. Denne varer ganske vist ikke længe, idet Luften strax faar Lejlighed til at udbrede sig, men der strømmer uophørlig ny Luft til; denne brydes atter mod Kanten o. s. v. Paa denne Maade dannes der Lydbølger af de tættere og tyndere Luftlag, som hurtigt vexle. De Rystelser, der opstaa paa denne Maade, meddele sig til Luften i Rørets Indre, og de søge at bringe den i lige saa hurtige Svingninger. Men, da den indesluttede Luftsøjle lettest vibrerer som en samlet Masse, indvirker den ved sine tungere Bevægelser paa de Bølger, der opstaa ved Mundingen, og regulerer deres Hastighed. Enhver Pibe har saaledes sin særlige Tone, der er bestemt ved Længden af den Luftsøjle, der svinger i dens Indre.
Det er klart, at ethvert Stød, enhver Fortætning, som fra a virker paa den indre Luftsøjle, vil forplante sig som en Fortætningsbølge i hele Pibens Længde, indtil den naar den lukkede Ende (Fig. 380 og 382 d), hvor den da bliver kastet tilbage, saaat den atter søger hen mod Mundingen. Det Luftlag, der ligger nærmest ved d, forbliver saaledes i Hvile, og der danner sig altsaa en Svingningsknude. Den Tone, som man faar af en lukket Pibe af ½ Pariserfods Længde, svarer ganske til den, Sirenen lader høre ved 512 Stød. I Luften tilbagelægger Lyden 1024 Pariserfod i Sekundet, og enhver af de Bølger, der danne den paagjældende Tone, maa være 1024/512 = 2 Fod lang. En foroven lukket Pibe (Gedackt) er altsaa kun en Fjerdedel saa lang som den Bølge, der hører til dens Grundtone. Tonehøjden er altsaa omvendt proportional til Længden.
Ved aabne Piber danner Svingningsknuden sig i Midten; naar den aabne Pibe skal have samme Grundtone som den lukkede, maa den altsaa være dobbelt saa lang som denne.
Ligesom Violinens Streng under visse Forhold (s. ovenfor) frivilligt deler sig og der opstaar Svingningsknuder paa den, saaledes ere ogsaa de tonende Luftsøjler under visse Forhold egnede til at dele sig i særligt svingende Dele og lade højere Overtoner fremkomme. Naar Luftsøjlen i et Rør stadig kun var i Stand til at svinge i en bestemt Retning, vilde man naturligvis blot kunne frembringe en eneste Tone med det samme Instrument. Men, paa Grund af hin Egenskab ved den svingende Luftsøjle, har Kunstneren det i sin Magt at lade de mest forskjellige Toner lyde.
De højere Toner, som kunne fremkomme ved Selvdeling af den svingende Luftsøjle i et aabent Rør, udtrykkes ved følgende Række:

1	2	3	4	5	6	7	8	9	10	11	12	13	14	15	16

C	c	g	c	e	g	b	c	d	e	f	g	a	b	h	c

Højere op rykke Tonerne endnu længere sammen.
Alle Blæseinstrumenter, der bestaa af simple Rør, giver man en stor Rørlængde for at bevare Overtonerne saa rene og klare som muligt. Da Tonernes Svingningstal er ganske nøjagtig bestemt, er et Instrument, der opbygger sin Tonefølge paa en vis Grundtone, kun lidet eller slet ikke skikket til andre Tonearter. I Musiken anvendes derfor ogsaa af dette Slags Instrumenter forskjellige Exemplarer for de forskjellige Tonearter: jo dybere deres Grundtone er, desto større er ogsaa Længden af deres Rør. Af Horn gives der saaledes C-, F- og E-Horn; af Klarinetter C-, D- og B-Klarinetter; fremdeles E-Trompeter og Es-Trompeter. Som bekjendt, kan Bassunen, ved Forlængelse eller Forkortelse af Røret ved det saakaldte Udtræk, forandre den svingende Luftsøjles Længde og dermed Grundtonen.

Øret. Lydbølgerne, som naa til os, opfanges af det ydre Øre og føres til Trommehinden, der paavirkes af Luftsvingningerne og meddeler dem videre til Høreknoglerne (Hammer, Ambolt og Stigbøjle), der ligger i Trommehulen, paa den anden Side af Trommehinden og gjøre Tjeneste som et yderst fint Vægtstangssystem. Svingningerne bringes nu videre til den modsatte Side af Trommehulen, der atter er adskilt fra Labyrinthen; i denne befinder der sig en Vædske, som sættes i Rystelse ved Høreknoglernes Svingninger; denne Vædskes Bevægelser svare nøje til den Tonhøjde, der virker paa Trommehinden. Disse Bevægelser, der iøvrigt ere rent mekaniske, opfattes endelig af Hørenervens mærkværdigt fine Forgreninger, og det saaledes, at en bestemt Tone altid kun sætter visse bestemte Nerveforgreninger i Virksomhed.
Saa forvirrede og mangfoldige end de Luftbølger ere, som naa vort Øre, har dette dog, netop paa Grund af denne Indretning, en vidunderlig Evne til at skjelne de Luftsvingninger, der høre sammen, og føre dem tilbage til deres Kilder. I den Larm, der altid opfylder den ydre Verden, kunne vi saaledes med største Lethed skjelne mellem Vognenes Rumlen, Menneskenes Tale, Latter og Sang, Musik, Fuglekvidder o. s. v. o. s. v., mellem alle de utallige Lyde og Toner, der opstaa overalt, hvor der er Liv, og det kunne vi, skjøndt de alle samtidigt naa vort Øre. Høreapparatet er i denne Henseende ganske vidunderligt beundringsværdigt og langt finere end selve Øjet; dette kan vistnok, naar det f. Ex. ser paa Overfladen af et roligt Vand, hvori vi dernæst kaste Stene paa to eller tre forskjellige Steder, følge de forskjellige Bølgeringe, der opstaa ved Stenkastningen, og som blande sig som Guillocherlinier, og det kan ogsaa følge dem tilbage til deres forskjellige Udgangspunkter, men saa snart disse Punkters Antal forøges, strækker Øjets Evne ikke længere til. Derimod kunne vi følge hvert enkelt Instrument i et stort Orkester, og et øvet Øre kan strax udfinde den, der synger falskt, selv om der er Hundreder af Sangere, der synge samtidigt.

Følsomme Flammer. Flammer, der brænde frit, kunne paavirkes af Toner. Fænomenet er opdaget af Le Conte og nærmere undersøgt af Tyndall. Le Conte iagttog det tilfældigvis første Gang ved en musikalsk Underholdning, idet en af Gasflammerne kom i en heftig hoppende Bevægelse, hver Gang nogle bestemte Toner kom til at klinge. Et stærkt Tryk er Betingelsen for Flammens »Følsomhed«, og en Gasflamme maa derfor befinde sig i en Tilstand, hvori den bruser, naar den skal være følsom. En Flamme paavirkes kun af saadanne Toner, der ere lige høje med dem, der opstaa ved Gnidningen af den Gas, der strømmer ud af Beholderen. En anslaaet Klokke, hvis Tone blev forstærket ved et Resonansrør, viste saaledes ingen Indvirkning paa en følsom Flamme, skjøndt Tonen var særdeles stærk. Blev derimod et Pengestykke bragt i let Berøring med den tonende Klokke, fik den derved frembragte høje Klang Flammen til at forkorte sig, flagre og komme i heftig Bevægelse.
En ufølsom Gasflamme kan gjøres følsom ved at forøge Trykket. Bringer man saaledes Røret til en Gasflamme, der ikke paavirkes af nogen Tone, i Forbindelse med en Gasbeholder, kan man ved at forstærke Trykket paa Gassen, f. Ex. ved at gyde Vand i Beholderen, bringe Flammen til at forandre sin Form og udskyde Tunger o. s. v., naar man f. Ex. frembringer en høj Tone med en Pibe.

Edisons Talefonograf. Apparatet bestaar af et Rør, der i den ene Ende er lukket med en Metalplade, og i den aabne Ende er forsynet med et Mundstykke. Paa Midten af Pladen i den lukkede Ende er der befæstet en lille Metalspids, som let berører en vandret liggende Metalcylinder, der kan drejes om sin Axe ved Hjælp af et Haandsving. En Del af Axen er forsynet med en Skruegang, som gaar gjennem en fast Møttrik i Stativet, saaledes at altsaa Cylindren bevæges frem i vandret Retning, naar den omdrejes, hvorved Stiften kan beskrive en Skruegang om Cylindren; denne Skruegang er nu markeret paa Metalcylindren ved en Fordybning. Naar Cylindren skal bruges, overtrækkes den med et Stykke Tinfolie, og Metalspidsen sættes ligeud for den skrueformede Fordybning. Taler eller synger man nu ind i Røret samtidig med at Cylindren drejes rundt, vil Pladen blive sat i Svingninger og Stiften vil da gjøre en Række Indsnit i Tinfoliet.
Naar dette Tinfolie dernæst sættes paa en anden Cylinder af ganske samme Konstruktion som den første, ville den førstnævnte Plades Svingninger, ved Hjælp af Indsnittene, de have frembragt, kunne overføres paa en anden Plade, som lukker Mundingen af Hørerøret. Denne Plade er nemlig ligesom den første forsynet med en lille Metalspids, der ved en fin Fjeder trykkes let op imod Tinfoliet. Drejer man nu Cylindren i den rigtige Retning, ville de Indsnit, Talerørets Stift har fremkaldt i Tinfoliet, bevirke Svingninger i Hørerørets Plade, idet nemlig dennes Stift, under Omdrejningen snart falder ned i et Indsnit, snart atter løftes op, og ved at lægge Øret til Høreaabningen, vil man kunne opfatte disse Svingninger som virkelig Tale eller Sang; men det vil naturligvis være nødvendigt at Høreapparatets Cylinder omdrejes med samme Hastighed som Taleapparatets.

Fodnoter

I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder.

↑ Kombinationstonerne opdagedes Aar 1745 af den tyske Organist Sorge, men Opdagelsen tildrog sig dengang ikke nogen Opmærksomhed.

[1] Kombinationstonerne opdagedes Aar 1745 af den tyske Organist Sorge, men Opdagelsen tildrog sig dengang ikke nogen Opmærksomhed.

[1]