det betalt i sit Lands Mønt, vil han naturligviis opstille sine Betingelser, naar en anden Mønt tilbydes ham. I et Land, hvor det lovlige Betalingsmiddel er Sølv, medens der tillige møntes Guldpenge, blive disse sidstes Priis bestemt i Sølv, saaledes som det t. Ex. er Tilfældet med vore Chrisliansdorer.
I et senere Gapitel ville vi nærmere komme til at omtale, hvorledes man ved Hjælp afVexler erstatter Mønten ved Betaling af den Gjæld, som Landene have til hinanden indbyrdes. Nogen Mønt vil dog stedse behøves i den internationale Omsætning, men det vil kun være en forsvindende Sum i Sammenligning med Omsætningens hele Størrelse. Det Meste afgjøres ved Vexler, idet den der har noget tilgode i Udlandet, sælger sin Fordring til en Anden, der skylder noget der, og ikke engang den Rest, der mulig bliver tilovers, efter at en saadan Overdragelse af Fordringerne har fundet Sted, behøver man at tage hjem i Mønt eller i Metal. Skylder f. Ex. Danmark 20 Mill. i England, men har 25 tilgode, da er det sandsynligt, at dette Overskud af 5 Mill. vil enten ganske eller for en Deel blive solgt til et andet Land, som maaskee skylder England, men er Danmarks Creditor og paa denne Maade undgaaer man altsaa Forsendelsen af rede Penge og de dermed forbundne Tab.
En Mønt, der befinder sig i et fremmed Land, vil nemlig i Reglen være noget mindre værd, end den efter sit virkelige Indhold burde være. Den kan ikke bruges som Betalingsmiddel mellem Mand og Mand og vil derfor kun kunne finde Anvendelse paa een af to Maader, enten til Indsmeltning eller til at afgjøre de Gjældsforpligtelser, hvori man staaer til dens Hjemsted. Begge Dele ville dog medføre Bekostning for den, der kjøber den fremmede Mønt, og da han i Reglen vil kunne opnaae sit Øiemed paa billigere Maade, vil han kun modtage den fremmede Mønt for en noget lavere Priis, end
