137
Om Vexlens Indhold.
Ihændehaver var ifølge den tidligere Lovgivning kun tilladt imod Erlæggelsen af den bestemte Værdi-Porto; nu kunne de sendes i »recommanderede« Breve. (En Vexel, udstedt til en navngiven Persons Ordre, kan blive betalbar til Ihændehaver, naar man endosserer den in blanco).
Derimod forekommer det meget hyppigt, at Trassenten udsteder Vexlen til sin egen Ordre, hvortil Grunden da er den, at han i det Øieblik, han trækker Vexlen, ikke har taget nogen Bestemmelse om, til hvem han vil afhænde eller remittere (sende) den. I et saadant Tilfælde kan man befinde sig, naar man f. Ex. efter tilendebragt Afladning af et Parti Varer skal inddrage Beløbet paa den, til hvem Varerne ere sendte, eller naar man ifølge Ordre fra et Huus, med hvem man staaer i Forbindelse, skal trække sit Tilgodehavende for dets Regning paa et andet af det opgivet Huus (remboursere sig). Vel kunde man jo udsætte at trække Vexlen, indtil man havde en Kjøber for den; men dette er dog ingenlunde hensigtsmæssigt. For det Første er det nemlig altid i Udstederens Interesse at trække Vexlen jo før jo heller, thi deels forfalder den derved saameget tidligere, og deels maa det være ham om at gjøre at faae Vexlen accepteret snarest muligt, da han derved faaer et Baand paa Trassaten, og altsaa større Sikkerhed for Beløbet, hvilket da især er af Betydning, naar Vexlen trækkes for en Andens Regning. For det Andet vilde det ofte medføre Tab, hvis man var nødt til at afhænde Vexlen just samtidigt med dens Udstedelse; deels var maaskee Coursen ugunstig, og deels havde man maaskee ingen øieblikkelig Anvendelse for de Penge, man kunde erholde for Vexlen, og disse maatte altsaa ligge hen til ingen Nytte, eller søges anbragte paa en Maade, der muligviis var mindre fordeelagtig, end om Vexlen kunde forblive usolgt.
6) Hvorledes Remittenten har godtgjort Trassenten Beløbet for Vexlen, er det Skik og Brug at angive i
