henregnes Udstedelsen af ufunderede Sedler, d. e. Papirpenge, som ikke ere indløselige paa Anfordring med Mønt, og som Regjeringen ved Tvang skaffer Indgang som lovligt Betalingsmiddel. Af alle for Staten fordærvelige Maader at laane paa er ingen mere ødelæggende end denne, hvilket vi nærmere komme tilbage paa i et senere Gapitel.
Naar Staten søger at bringe Laanet istand paa den Maade, at den overdrager et eller flere Handelshuse (Banquierer) Salget af de af den udstedte Obligationer, imod at disse derfor erholde en vis bestemt Godtgjørelse (ProI vision), kalde vi Laanet et Commissionslaan. 1 dette Tilfælde løber Staten selv den Risico at faae adskillige Procent meer eller mindre for Laanet, Alt efter Omstændighederne. For at undgaae dette og gjøre Banquierens Interesse endmere afhængig af Laanets heldige Realisation , benyttes oftere en anden Fremgangmaade: man negoc^erer LaaDeV hvilket vil sige, at Staten til en vis forud fastsat Priis afstaaer samtlige Obligationer til et eller flere Handelshuse, som altsaa selv løbe den med Salget forbundne Risico, og derved saa meget desto mere ere interesserede i, ved alle til Raadighed staaende Midler,, at hæve vedkommende Stats Credit. Det følger af sig selv, at kun Huse, der byde over ualmindeligt store Gapitaler kunne paatage sig denne Art Forretninger; men netop paa Grund heraf have de store Pengemænd, hvis Tal er meget indskrænket, ofte været istand til at udøve en skjult, men meget indgribende Indflydelse paa de europæiske Staters Forhold til hinanden. En af disse Pengemænd (Rothschild) har man derfor, — vel i Spøg, men desuagtet ikke mindre træffende, — kaldet »Europas sjette Stormagt.«
En tredie Maade, hvorpaa Staten undertiden søger at reise Laan, og som med Held har været anvendt gjentagne Gange af Frankrig i den nyere Tid, er ved Sub
