scriptionslaan. Regjeringen udsteder i saa Tilfælde en Indbydelse til Publicum i Almindelighed om at tegne sig for større eller mindre Summer efter Behag til en fastsat Cours, og naar denne er sat nogenlunde lavt, opmuntrer Udsigten til mulig Fortjeneste ved Salg af de Obligationer, man tegner sig for, til Deeltagelse i saadanne Laan, selv fra mindre Capitalisters Side. — Disse Laan har man ogsaa kaldet »Folkelaan« paa Grund af den almindelige Deeltagelse, de forudsætte fra Folkets Side.
Idet Staten optager et Laan, maa den almindeligviis forpligte sig til at betale Creditor en vis Rente, der i Reglen erlægges halvaarligt: det er den Godtgjørelse, han erholder for Afsavnet af sin Capital. Renten er naturligviis meget forskjellig og afhænger, foruden af Statens Soliditet, af den øieblikkelige Tilstand paa Pengemarkedet og af de Betingelser, som Staten tilbyder med Hensyn til Laanets Tilbagebetaling. Endnu et fjerde Moment gjør sig i høi Grad gjældende, nemlig den Priis, hvortil Staten vil sælge sine Obligationer; thi saa underligt det end lyder: Staten faaer ingenlunde de Penge, den forskriver sig for. Det har altid været Skik og Brug, at den har maattet afstaae sine Obligationer under deres Paalydende, og selv i hine Tider, hvor Lovene strængt forbød Udlaan af Penge til høiere Renter end den lovbestemte, betænkte Regjeringerne sig ingenlunde paa at handle herimod, saa at Lovens Vogtere vare dens meest hensynsløse Overtrædere. Som Forholdene nu have udviklet sig, maae Staterne altsaa, naar de ville gjøre et Laan, overveie, hvilket der er fordeelagtigst, enten at forpligte sig til en høi Rente og modtage en høi Priis for Obligationerne, eller forpligte sig til en lavere Rente og sælge Obligationerne til en saameget lavere Priis. Denne sidste Fremgangsmaade vil nødvendigviis paaføre Staten store Tab, forsaavidt som den engang i Tiden skal tilbagebetale det gjorte Laan, og man er derfor
