nuomstunder temmelig enig om, at den første Fremgangsmaade er den bedste. Det Modsatte faldt tidligere meget i Staternes Smag, og en stor Deel af den ældre Gjæld baade her og i Udlandet er stiftet paa denne Maade. Vort i 1825 i England stiftede 3°/0 Laan, hvorfor vi ikke fik mere end 75°/0, staaer nu i 93%, medens det for 5 Aar siden stod i 80; for hver Obligation paa 100 £, som vi i Henhold til den paatagne Forpligtelse skulle indløse, maae vi altsaa betale 18 £ mere, end vi i sin Tid selv have faaet for den. Dog har Nutiden seet endnu værre Laanebetingelser: Italien laaute i 1863 500 Mill. Francs til 5°/0 og fik kun 71 for hvert Hundrede i Obligationer, og selv til disse for en Laantager ydmygende Betingelser have Creditorerne neppe spundet Silke derved; thi i 1866 kunde disse Obligationer kjøbes for nogleogtredive Procent!
At tilbagebetale det gjorte Laan ved visse forud bestemte aarlige Afdrag kaldes at amortisere det. Det er i Reglen visse Procent af den oprindeligt laante Capital, der aarlig anvendes til Amortisation, og da Forrentningen ophører for de Obligationer, som efterhaanden indfries, bliver derved den Sum, som hvert Aar kan amortiseres ved Hjælp af det oprindeligt fastsatte Beløb, efterhaanden større og større. Amortisationen skeer enten ved Lodtrækning eller ved Opkjøb. I første Tilfælde erholde altsaa Ihændehaverne af de Obligationer, som tilfældigviis ere udtrukne, disses fulde Paalydelse udbetalt; i andet Tilfælde maa Regjeringen til de bestemte Tider sørge for selv at opkjøbe saa mange Obligationer, som den ifølge Contracten har forpligtet sig til at amortisere.
Undertiden har Staten, som foran bemærket, forbeholdt sig om kortere eller længere Tid at opsige Laanet til Udbetaling, og dersom Pengemarkedets Tilstand tillader det, vil den ofte benytte sig af dette Forbehold til at convertere Laanet, d. e. den underretter Obligationseierne om, at den til den fastsstte Tid er rede til at
